Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Camilla, 31 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er den yngste barn, ud af tre søskende.
Min far var aloholiker inden jeg blev født.
Vi havde alle sammen svært, men især mig kunne mærke hans misbrug.
Jeg var den eneste som blev tæsket flere gange om ugen for alt muligt mærkeligt grund.
Hvis min bror eller søster havde været uartige, så var det mig som fik et par på hoved og blev råbt af.
Det samme gæld også, hvis han for en forvækslings skyld, gad ikke slå min mor.
Min bror blev en gang slået da han var ca. 14 år gammel og min søster blev slået en gang, da hun var ca. 3 år gammel, jeg fik tæv flere gange om ugen indtil jeg var 19 og stadigvæk boede hjemme.

Jeg hørte konstant hvor dårligt barn jeg var, og at jeg skulle straffes for det.
Jeg kan huske at der jeg var ca. 5-6 år og min far kom fra arbejde og jeg vil gerne hilse på ham og blive krammet og han vil ikke kramme mig.
Hver gang da han kom hjem fra en sen druktur, blev vi vækket kl. 24 eller 1 om natten og skulle høre på hans ævl og trusler, jeg blev altid svinet ekstra til.
Han gav meget tidligt udtryk for at han havde ikke ønsket mig som barn, jeg var en fejltagelse.

Jeg har kæmpet og kæmper stadig med lavt selvtillid og selværd, men det var værst indtil 20-22 års alderen.
Jeg har i mange år været meget vred på ham, jeg havde lyst til at gå og slog ham i panden eller kvæle ham, det eneste som har holdt mig tilbage fra det var tanken at så kommer jeg i fængsel og han har vundet.

Jeg kan aldrig tilgive ham, og jeg kan heller ikke tilgive min mor at hun var så svag til at kunne beskytte mig.
Jeg gemmer på mange dårlige minder og har ikke så rigtigt fået snakket med nogen om dette, jeg har i hvertfald lovet mig selv at jeg vil aldrig drikke og jeg er også blevet en meget stenhaftig alkohol modstander.
Et par gange har jeg prøvet at få ham til at se hvad han gjordte, men han kunne ikke se nogen fejl i det, det hele var min skyld.

I dag er min far, hvis jeg kan kalde ham det, en ædru alkoholiker, men hans tanke gang er det samme.
Vi snakker ikke ret meget sammen, når jeg ringer til min mor og det er ham som tager telefonen, så siger jeg bare at jeg vil snakke med hende og han giver røret videre.
Jeg håber at min fortælling kan vise andre i min situation at de er ikke alene, der er også andre lige som dem.

 


Tilbage