Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lolotte, 38 år, Afhængig

Tilbage

Jeg blev født af en alkoholiseret mor, som allerede startede sit misbrug som 14 årig - at jeg ikke er født med føtalt alkohol syndrom, er vist kun rent held.
Indtil jeg var 2 år, boede min mor og jeg hos min mormor og morfar, der dækkede over min mors alkoholforbrug.
Da jeg var 2, kom min stedfar ind i billedet, hvorfor der i en kort periode var ro på.
Min mor kunne dog ikke holde sig fra alkohol, hvorfor hun ofte stak af i flere dage - min stedfar fik nok og forlod hjemmet.

Jeg var ofte overladt til mig selv i flere dage fra mit 4. til mit 10. år og det blev først opdaget når min mor fik dårlig samvittighed og ringede til min mormor og morfar som så kom til lejligheden og hentede mig - eller hentede mig på værtshuset de gange hun tog mig med der.

Som 6-årig, stillede min mormor min morfar et ultimatum, nu måtte han vælge mellem min mor og min mormor - han valgte min mormor og de henvendte sig til de sociale myndigheder, og jeg kom i forskellige plejefamilier indtil min mor ringede til min stedfar og tiggede og bad ham om at komme tilbage så jeg kunne komme hjem igen.
Han kom tilbage da jeg var 8 år.
Igen i en kort periode var der ro på, indtil min mor begyndte at stikke af igen.
Min stedfar var så lidt smart, han foreslog min mor at han adopterede mig, da jeg alligevel ikke havde kontakt til min biologiske far, hvilket min mor gik med til.
Da adoptionen var gået igennem, gik han fra hende og søgte om forædremyndigheden over mig, hvilket han fik da jeg var 10 år.
Efter en hård kamp med retssag, psykologsamtaler fordi jeg ikke ville have samkvem med min mor og politibesøg når hun alligevel forsøgte at hente mig, var de næste 4 år en dans på roser.
Der kom en ny kvinde ind i vores liv som havde 2 børn og vi havde det fantastisk.

Men, i mit 14. år, begyndte min adoptivfar at drikke og blev voldelig overfor mig - den nye kvinde og hendes børn, stak af fra hjemmet og de næste 2 år var et helvede - der kom lynhurtigt en ny kvinde ind i hjemmet som ingen børn havde, og som ikke brød sig om mig.

Samme år døde min morfar, som havde været min primære person gennem hele min opvækst.
Som 16-årig blev jeg smidt ud hjemmefra, men klarede mig rigtig godt de næste mange år.
Jeg tog en uddannelse, og forsatte gennem årene med at videreuddanne mig.
Jeg mødte en mand som 22-årig, vi flyttede sammen og som 29-årig fik vi en datter.
Vores forhold gennem årene var præget af mine "skader" som voksen barn af en alkoholiker, som han ikke havde forståelse for, og ikke ønskede at få forståelse for.
Vi gik ofte fra hinanden for at finde sammen igen, og han var ofte utro. I 2000 flyttede vi i hus og blev gift, på trods af, at jeg blev mere og mere bevidst om, at jeg ikke ønskede at være sammen med ham mere. Jeg tog socialformidler uddannelsen og under denne, blev jeg bevidst om, hvorfor jeg reagerede som jeg gjort i mange forskellige situationer.

Jeg kunne ikke tage mig sammen til at forlade ham pga af vores datter og pga økonomi.
Men efterhånden som jeg tog uddannelsen blev jeg stærkere og stærkere, og samlede modet til at gå fra ham i 2003.
I perioden fra 2000 - 2003, begyndte jeg dog oftere og oftere at finde på undskyldninger for at der skulle rødvin på bordet.
I 2003 gik vi fra hinanden, og jeg fandt en ny mand,og mit liv blev normaliseret.
Men, han gik fra mig i 2004 hvor jeg brød fuldstændig sammen og tabte mig 20 kg.
Min mormor døde af sit alkoholmisbrug i 2003.
Min mor døde af sit alkoholmisbrug i 2006 og det påvirkede mig mere end jeg havde regnet med.
Min biologiske far har fået konstateret skrumpelever og har ikke længe tilbage.
Min adoptivfar og hans kone, lever et "normalt" liv med deres alkoholmisbrug.

Nå, men efterhånden som jeg begyndte at samle mig igen, begyndte jeg at skulle drikke vin hver weekend, som efterhånden blev til hverdage.
På trods af det, tog jeg videreuddannelse, og fik en ledende stilling på mit arbejde som jeg også besidder i dag.
Jeg fik samtidig kontakt til en gammel ven, og vi har de sidste år nærmest levet som et gammelt ægtepar uden at der er følelser mellem os andet end venskab.
Vi startede dagene ud med at dele en flaske vin hver aften, som efterhånden blev til 2 i weekenderne kom vi op 3 og så 4.
Jeg har aldrig haft problemer med tømmermænd, eller med at møde på mit arbejde til tiden.
Jeg har altid hørt på og selv haft den opfattelse, at jeg var en mønsterbryder og var brudt ud af den sociale arv, og har svoret at min datter aldrig skulle opleve det som jeg har oplevet.

Sidste vinter, gik jeg rund i t-shirt på mit arbejde, og en lægekonsulent spurgte mig - "fryser du ikke" hvortil jeg svarede næe, indenfor er det jo ikke koldt, hvortil han spurgte: "er du alkoholiker ? for alkoholikere fryser næsten aldrig" Jeg blev dybt forarget over ham, men alligevel sad hans ord dybt i mig, for jeg havde længe tænkt, at mit forbrug mere og mere udartede sig til et overforbrug/misbrug.
Men alligvel slog jeg det hen med tanken på, at jeg sagtens kunne styre mit forbrug.

I dag når jeg er til fest, ender det med at jeg besvimer, mit forbrug som er 5 ud af ugens 7 dage, er begyndt at påvirke mit arbejde, hvor jeg kommer for sent, og jeg kan ikke spise frokost med de andre fordi jeg ryster på hænderne og er bange for at det bliver opdaget.
Min datter kommer forsent i skole, og hun får ikke altid morgenmad, fordi jeg vågner forsent og der ikke er tid til det.
Jeg er ikke i tvivl om at jeg er alkoholiker, nu er min største force at komme ud af det, og jeg tror på at det nok skal ske.

I mit stille sind, undrer det mig, at jeg endte ligesom hende - min mor - når jeg havde forsvoret at det aldrig ville ske.
I mit stille sind, undrer det mig, at jeg formåede at være mønsterbryder frem til jeg var 30 år og så gik det galt.

Det var min historie - lad den få en lykkelig slutning.

 


Tilbage