Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Tine 2, 40 år, Pårørende

Tilbage

Ham
Det er morgen, uret ringer.
Jeg er træt.
Jeg giver uret et gok.
Det ringer igen.
Jeg ved godt, at det er nu jeg skal ud af sengen, ellers kommer børnene med sikkerhed ikke i skole til tiden.
Og den ene kommer for sent, uanset hvornår jeg står op.

Jeg står op, du sover.
Måske du er træt, fordi han stjålet din tid om aftenen.
Du skal helst ikke forstyrres om morgenen, det føles som om hans aktiviteter om aftenen, gør dig sart og morgengnaven.
Jeg lader dig sove, selv om jeg hellere ville vække dig.
Jeg længes efter dig.
Jeg forsøger at holde børnenes stemmer til et niveau, hvor de ikke forstyrrer dig.
Jeg kan ikke lade dem være alene sammen, om morgenen.
Uden min nærværelse starter de hurtigt et skænderi.
Hvis du bliver forstyrret, så farer du frem og lader alle kende dit humør. Både børnene og du vil få en dårlig start på dagen.
Måske er det ham og ikke dig som føler forstyrrelsen.

Jeg vogter mine børn.
Jeg tager på arbejde, når det ene barn er ude af huset.
Et barn larmer meget mindre end to.
Jeg savner et farvelkys.
Du ringer til mig på arbejde, for at fortælle noget.
Det er dejligt at høre din stemme.
Jeg vil gerne tale med dig, men jeg er ikke alene på kontoret, så mine sætninger er korte og fortæller intet om noget vigtigt.
Jeg glæder mig, til vi skal ses igen.
Når jeg tager hjem fra arbejde, ved jeg ikke om det er dig eller ham jeg skal hjem til.
Jeg gruer og længes på en gang.
Jeg ved godt hvem der venter. Jeg bliver hilst velkommen, når jeg kommer hjem.
Men ingen interesserer sig for mig.
Måske har han brug for at fortælle om sin dag, og den i går og forgårs.
Det hjælper ikke at gøre opmærksom på, hvad jeg allerede har hørt.
Han taler, måske taler jeg også, men vi taler ikke sammen, blot ud i rummet, forbi hinanden.
Kommer jeg til at diskutere med ham, skifter han ofte over til et skænderi.
Jeg bøjer straks af, ellers ender han med at være højrøstet, uforstående og viser at verdens største uretfærdighed er påført ham.
Bagefter vil det alligevel kun være mig som kender til skænderiets indhold.
Jeg lader det dø ud hurtigst muligt, det er ligegyldigt om jeg har ret eller ej.
Min menig er uden betydning.
Jeg savner at tale med en ligesindet - hvorfor taler du ikke med mig.

Han er til tider i et munter humør og får børnene til at grine og løfter deres stemning.
Børnene drister sig til at sige noget, han griner og forsætter.
Pludselig siger en noget forkert og ham bliver som en olm tyr og ser rødt over alt.
Jeg ser det nogle gange før alt bliver rødt, andre gange ikke.
Jeg kaster mig imellem og tager, hvad der må kommer eller hiver mit barn til side.
Jeg får hende til at lade uretfærdigheden hvile på hendes skuldre, med en forklaring om, at han ikke kan høre hvad hun siger.
Mon hun forstår, at hun ikke gør noget forkert.
Jeg husker min egen frustration som barn - "hvad har jeg gjort forkert".
Jeg forstod det ikke.
Jeg er på vagt, særligt når han er i løftet stemning.
Hvor er du og hvorfor lader du ham tage din plads.
Hjælp mig, jeg har brug for dig.
Han er i gang med at lave mad, det tager ofte uendelig lang tid, men det er ikke så mærkeligt, når telefon, tv og andet skal passe.
Maden kommer på bordet.
Det er bare med at komme, med det samme, ellers har den dårlige stemning hurtigt indtog.
Husk at rose maden, hver gang han spørger.
Ellers kommer han med en længere bebrejdelse om, at ingen kan lide maden og at han aldrig vil servere det igen.

Vi er samlet, men vigtige emner skal helst ikke frem lige nu.
Jeg risikere at han slår hårdt ned på et barn, hvis jeg strejfer en detalje.
Jeg er opmærksom og på vagt over for mine ord.
Det er nemmere at tie stille.
Det er aften, han taler stadig i telefon og ser en tv.
Fjernbetjening er hans ejendom.
Tv-kanalen kan kun ændres, hvis jeg vil kan acceptere en meget trykkende og skyldsbetinget stemning.
Jeg giver op på forhånd, den anden kanal er nok lige så intet sigende.
Det ville være hyggeligt, hvis vi kunne være sammen.
Men du er her ikke, han er.
Jeg savner dig.
Jeg kan dårligt lave andet i stuen end at deltage i at se fjernsyn med ham.
Jeg kan sætte mig hen til computeren eller gå i seng.
Jeg sætter mig hen til computeren.
Den kan måske hjælpe med lidt endofiner, så jeg klarer en dag til.
Jeg er ensom.

Der er egentlig så mange ting jeg gerne vil gøre, men jeg kan ikke finde ud af at starte.
Jeg føler mig lidt rastløs og fornemmer en vis passivitet snige sig ind på mig.
Han er faldet i søvn foran fjernsynet.
Jeg kan ikke hører, hvad de siger på tv, hans snorken er for høj, så er det sikkert at slukke.
Jeg tager cigaretten ud af hans hånden og slukker den.
Så ender den ikke i sofaen eller på gulvet.
Jeg undre mig endnu en gang over, at huset ikke allerede er brændt ned.
Han svinger benene op på bordet og jeg springer op for at redde glasset fra at vælte.
Jeg sætter glas og cigaretter ud i køkkenet.
Hvis han vågner er chancen stor, for at han tænder en cigaret og falder i søvn igen.
Jeg går i seng, alene.
Jeg savner dig.

Jeg vågner brat.
Jeg hører lyd fra stuen.
Lidt senere springer døren til soveværelset op.
Mit hjerte galoppere, men jeg flytter mig ikke en millimeter.
Jeg ligger anspændt og ved et øjeblikke ikke, om det er fordi jeg håber på, at det er dig eller om det er fordi jeg frygter, at det er ham.
Måske er jeg bare seksuelt underernæret.
Jeg længes efter dig.
Men jeg ved godt, at det er ham der kommer ind i rummet.
Jeg savner dine kærtegn.
Jeg lader som om hans kærtegn er dine.
Det lykkes ikke så godt.
Jeg ville ønske, at du var her.
Jeg har svært ved at falde i søvn igen, der går en halv time inden adrenalinet er ude af kroppen.
Jeg prøver at tænke på intet og falder til sidst i søvn.

Ham, den tredje i vores forhold, lukker du ind, hver dag med endnu et glas.
Hvis jeg prøver at udelukke ham, så mister jeg dig.
Hvorfor skal han være her.
Hvorfor lader du ham tage din plads.
Jeg vil hverken dele eller deles.
Hvor er du min elskede.

 


Tilbage