Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Sjæl i flammer, 34 år, Pårørende

Tilbage

I min barndom, var der ikke tid til mig, medmindre at vi skulle serviceres, eller spises af med nogle penge.
Når jeg kom hjem og var ked af det, fordi jeg blev mobbet på skolen, kunne jeg altid henvende mig til mit værelse enten når jeg havde fri, eller tog tidligere hjem fordi jeg ikke kunne trives på skolen.

Jeg var svært overvægtig og ingen tog sig tid til at hjælpe mig, da jeg gik i 6 klasse vejede jeg over 100 kg, og blev meget drillet på skolen pga min overvægt.
Og til tider blev jeg jagtet, når jeg havde fri, og blev truet og kastet ind i en hække lidt væk fra skolen.
Jeg var bange og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og jeg vidste at når jeg kom hjem var der ingen hjælp.
Så allerede der startede jeg med at lukke mig inde i mig selv, for jeg vidste ikke til eller fra om hvad jeg skulle gøre ved det, og når jeg prøvede at fortælle mine forældre noget omkring det der var sket, blev jeg altid konfronteret med at det var nok min egen skyld, ellers sker sådan noget.

Så jeg blev ikke hørt, og det endte med at jeg pjækkede meget pga jeg ikke turde at gå i skole, og det resulteret også i at jeg hellere ikke fik nogen eksamen og forlod skolen inden jeg skulle op fordi jeg var så bange, og følte mig ikke god nok.
Jeg manglede støtte og omsorg, nogle der ville være der for mig, og godkende mig som god nok.
Men det skete aldrig.
Jeg ville gerne tabe mig, for inderst inde,vidste jeg at hvis jeg tabte mig, kunne jeg måske få lidt godt med på vejen og tog så osse derfor kontakt til lægen sammen med min mor, for at få hjælp, da det ikke kunne hjælpe mig bare ved at spise sundt, for vi havde ingen sunde regler i hjemmet.
Og mine forældre ville hellere lave tre retter's mad, end at tage kampen op.
Lægen kunne ikke hjælpe mig med at få et vægttab, jeg glemmer aldrig hendes ord.
Fordi vi var der for at finde en løsning, da jeg ikke kunne se andre måder at tabe mig på, og ville bare have det skulle gå hurtig, så jeg kunne blive accepteret, og være noget ligesom alle de andre var.
Men ingen hjælp at hente. 
En ren besked var at det kunne hun ikke hjælpe med, for så kunne hun jo lige så godt sætte en metadon boks op nede i bygaden.
Så vi forlod lægen uden hjælp.
Tænkende og ked af det, måtte jeg erkende der at jeg ikke kunne få noget hjælp til at mit liv kunne give mig lidt anerkendelse.

Men som årene gik tabte jeg mig, og mine forældre sagde at det var normalt, og at det var hvalpe fedt.
Det gjorde mig glad, at jeg tabte mig.
Og følte mig bedre tilpas i livet, men jeg manglede stadig noget.
Jeg manglede råd til hvordan jeg bedst kunne klare mig, i stedet for at få penge, eller en ny cykel som de gav mig meget tit.
Men tiden gik og efter skolen, med et resultat, af ingen eksame at være stolt af, kunne jeg jo bare leve videre på den måde jeg altid havde gjort, enten tage på marken eller ned i stalden hvor vi var.
Og der var jeg meget.
Der var ikke rigtig nogen opmærksomhed, den eneste opmærksonhed jeg fik, var hvis jeg havde stjålet en pakke smøger eller penge i hendes pung.
Så sendte hun bedste på marken, for at skælde ud, hun tog sig slet ikke tid til at gøre det.
Når der var skolemøder på skolen havde de aldrig tid, og brugte deres arbejde som undskyldning, ellers gad de bare ikke.
Så det resulteret i at skolen ville automatisk give op på en.
Jeg følte mig meget tilside sat, hvad der handlede om følelser og omsorg til alt det jeg gik igennem.
Men ingen lyttede til mig, livet gik bare videre.
For sådan var det.
Selvom ansvaret lå i deres hænder.

Da jeg blev 18 følte jeg faktisk at mine forældre blev glade, for de var uden ansvar, og det var betrykkende for dem, at de ikke havde noget der kunne binde dem til dårlig samvittighed.
Jeg blev nu bare ved med at være i stampe, og mødte så en fyr, som så også endte i kaos, og endnu en osv.. der var intet der gav pote til mig. Jeg har været ud og ind af sygehuset, og mine forældre blev også tildelt en del skade.
Mine forældre har altid godt kunne lide at drikke, og et skud for stammen vil nok være imellem 30 - 40 glas med vin hver dag.
Men i alt det her var jeg heldig at få mig et barn, men det har ikke været let, for alt jeg kunne give videre var det jeg havde lært, så en kamp uden lige og jeg kæmper stadig for at gøre det bedste for hende.
Detalgelse i familie klasse deltagelse til møder ved børn og unge, aflastings mor, og ja jeg har næsten været hele vejen rundt.
Og har stadig brug for deres hjælp, til at få det hele op at kører på en bedre Niveau!
Men for lidt under en mdr siden fik jeg en deprision jeg knækkede fuldstændigt vågnede grædende ude i mine forældres kolonihave, jeg kunne bare ikke klare mere.. og i det jeg havde brug for et knus og brug for at høre at det nok skulle gå, gik det ikke sådan, min valgte med en hidsig stemme at sige til mig at det hjælper dig ikke det der, det hjælper ikke noget at græde,så der kunne jeg sidde at være rigtig ulykkelig og ensom, men tanker der aldrig er blevet bearbejdet.og udforstående for hvordan hun kunne behandle mig sådan.
Når hun kunne se at jeg var helt nede.
Men jeg kunne da ringe til lægen, og det gjorde jeg mandag morgen mellen 8 -9 for at snakke med ham selv, fordi jeg havde virkelig brug for hjælp til dette. Jeg fik en tid til 14.30 og tog så ind at snakkede med ham om hvordan jeg havde det, og jeg havde brug for hjælp, han skrev lykkepiller ud til mig, og gav mig en henvisning til psykolog.
så jeg tog hjem og begyndte at tage de piller, men det kunne jeg ikke det føles forkert, og jeg fik det meget dårligt, min nervøsitet steg, og mit hjerte galoperede derud og det var ligesom jeg fik små stød i kroppen.
Så på 5 dagen stoppede jeg med at tage dem.
Jeg blev så indkaldt til møde på Jobcenteret,og de fik så besked omkring hvordan jeg havde det, og sagde til dem at jeg havde jeg havde brug for hjælp, og at jeg havde fået en henvisning fra lægen af til psykolog,og om de kunne hjælpe mig, men de kunne ikke hjælpe mig, for de havde ingen kommune psykolog længere.
Jeg knækkede fuldstændigt igen, for jeg følte bare afmagt til det de fortalte mig,og jeg vidste der at det eneste jeg kunne gøre var selv at kontakte en psykolog så jeg kunne få hjælp.
Men jeg vidste også at jeg ikke havde råd til at selv betale en psykolog, så her stod jeg magtes løs.
Og igen ingen hjælp at hente.
Men jeg kunne komme 3 mdr i pratik et par timer om dagen i kvikly. Det kunne være godt mente de.
Jeg blev ikke hørt, og der var ingen grund til at forsætte for det gav ingen mening.
jeg skrev under, og tog så kontakt til min læge og for at fortælle at de ikke kunne hjælpe, og var så nødt til at forklare ham hvordan jeg har det, og var også nødt til at fortælle ham hvor forvirret jeg er og hvordan jeg føler mig behandlet- Han ville så indkalde mig til samtale eller en slags test..
Så nu går jeg i uvished og venter på svar fra sygehuset.
Og jeg føler faktisk at troen jeg har mistet til mig selv og alle andre. Men jeg var nødt til at spørge lægen syntes du jeg er tosset, nej sagde han du er meget forvirret.
Ja det er jeg bestemt. 

I familien snakker vi ikke sammen længere, alt forgår med optagelser af hinandens tlf samtaler.
Jeg er så ulykkelig og ensom men stolt af at have min datter, som jeg også er bange for at min mor vil tage fra mig.
Alle de redskaber jeg har fået hen af vejen, glider ligeså langsom hen i vasken, og når jeg forklare min datter hvad der er bedst tager hun hendes parti, og så sidder jeg der, med en stor skyldfølelse af at det ikke er godt nok det jeg gør.
Det eneste jeg ønskede var at min mor ville kunne forstå hvor meget jeg lider, og forstå hvor ondt det gør inden i mig, når hun hele tiden anklager mig for at altid gøre alt forkert.
Og fortæller mig at det er min egen skyld, og at der er ingen der vil rører mig med en ildtang, og at jeg aldrig ville hjælpes, eller kunne hjælpes, selv når hun stod med ansvaret da jeg var under 18.
jeg har nu konfronteret hende med om hun hellere ville se ryggen af mig eller mit ansigt, og hun fortæller mig at jeg er velkommen, men hendes attitude fortæller noget andet.
Når jeg fortæller hende hvordan jeg har det. og hvordan jeg føler det er siger hun bare at jeg er skør, og jeg ikke er normal.
Hun taler til mig med onde øjne, og skærer tænder når hun lige har fået lidt for meget af det rødvin, som hun ikke kan fungere uden.
Jeg tænker bare om det er alkoholen der har forvandlet hende til den hun er.
Hver eneste samtale vi har bliver fordrejet, og vær eneste følelse bliver afvist.
Når jeg prøver at komme i dialog med hende,uanset hvad, er hun bare ligeglad.
ja jeg spørger bare, er det hvad man kalder ordentlig moder kærlighed.
Og er der ikke god grund til at jeg skal have hjælp til alt det her.
Eller skal jeg ligge i graven, før jeg bliver hørt!!

Alt for min datter!!
uanset hvad der skal til så er det alt for min datter.
Nu har jeg kæmpet i to år!
Og jeg bliver ved.
Men kunne godt bruge noget hjælp!
Alkoholen planter da det størst krybdyr i mennesket.
Jeg ville ønske at de kunne erkende deres fejl og mangler ligesom jeg har gjordt, og jeg ville ønske at de også kunne se at ikke alt de gør er okay.
Og at det ikke er iorden, at fylde så meget skyld ind i en person.

 


Tilbage