Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Martin, 32 år, Pårørende

Tilbage

Hvor skal man starte..
For mig har unormale altid været det normale.
Jeg voksede op med en mor og far som drak.
Det har fyldt det meste af min opvækst og har på godt og ondt gjort mig til den jeg er i dag.

Jeg tror mine forældre var lykkelige i starten af deres forhold.
De fik min bror 6 år før mig og ser jeg på billeder fra perioden af min tidlige barndom virker det, som om de var andre mennesker.
Livsglæde i deres øjne og mod på den fremtid de havde i vente.
Men så skete der noget.
Noget som fik filmen til at knække.
Hvad, har jeg i realiteten aldrig fundet ud af.
Men det startede med, at mor begyndte at blive ”mærkelig”. Bevidstheden om dette kom i en tidlig alder.
Jeg har nok været en 7-8 år.
Det var små ting.
Det at finde utallige vin og sprutflasker alle mulige underlige gemmesteder i huset.
At min lille samling af miniature alkoholflasker, samlet sammen på flyrejser, alle var blevet åbnet, drukket, og fyldt op med vand.
Mor ændrede karakter, hun blev fraværende.
Far virkede mere vred, i vildrede måske.

Jeg blev tit passet af min farmor, som også var voldsomt alkoholisk og pillemisbruger.
Jeg antager at hun også var primus motor i forsyningen af det pillemisbrug min mor, udover alkoholen, kom ud i.
Min bror blev nogle gange sendt i Brugsen for hende, hvor det ikke var unormalt at han kom slæbende hjem med 6-7 liter papvin af gangen.
At se hvordan hun kunne sluge et stort glas vin i ét hug, som hældte man det i en kloak, var uhyggeligt at være vidne til.
Hun var altid under konstant påvirkning.
Husker engang det at få en syngende lussing af hende, fordi hun havde hørt stemmer og troede det var mig, som havde sagt noget jeg ikke måtte.
Noget jeg til gengæld havde stor fornøjelse af, når jeg sad der i cigarettågerne, var at skyde med elastikker efter farmors voldsomme lager af tomme miniflasker, Underberg og Gl. Dansk.
De blev sat op i udfordrende formationer og jeg tilbragte oftest hele dagen med at finpudse min evne som snigskytte.
Egentligt et bizart syn, nu jeg tænker tilbage på det.

Farmor tog mig også rundt på hendes ”pille bytteri ture” i de andre lejlighedsblokke.
Her havde hun et netværk af andre pensionister og subsistensløse, hvor jeg på første parket så hvordan der blev udvekslet diverse nervepiller, ketogan osv.
Tit når min mor kom for at hente mig blev hun af farmor altid budt vin og piller og endte som regel op med at blive så påvirket, at min far måtte komme og hente os og vi måtte støtte hende ned i bilen.
Hun blev utilregnelig.
Hendes dårlige nerver kombineret med piller og alkohol gjorde, at man aldrig vidste hvor man havde hende.
En dag jeg kom fra skole med en kammerat blev vi mødt af min mor, som var i færd med at slæbe sorte skraldesække ud på vejen.
Hun var meget aggressiv, råbte og skreg som en gal.
Det var mit værelse hun havde pakket ned og smidt ud.
Jeg græd og forstod ikke, hvorfor jeg blev råbt af og hvorfor alle mine ting skulle smides ud.
Min ven stod bare måbende og så på.
Om end jeg allerede dengang vidste, at min virkelighed var meget anderledes end min kammeraters kunne jeg ikke gøre noget.
Der var ingen flugt.

Mine forældre havde et vennepar, som boede et par huse fra os.
Et par som også var voldsomt alkoholiske.
Jeg har erindringer om utallige møder i deres respektive huse, hvor de drak sig fra sans og samling.
Det er også her jeg husker, at min fars alkoholmisbrug for alvor startede.
Tror muligvis det var afstedkommet af de affærer min mor havde.
Mor blev en dag sat af en fremmed mand, som smed hende på græsplanen ude foran huset.
Hun var så beruset, at hun ikke kunne stå på benene og blev bare liggende derude.
Jeg havde uheldigvis to klassekammerater på besøg, som blev vidner til det hele.
Jeg gik ud i forhaven og prøvede at slæbe hende ind.
Jeg kunne ikke bære hende langt.
Måtte opgive at få hende ned til sengen og i stedet efterlade hende på gulvet i spisestuen.
Jeg hentede et lille tæppe og lagde over hende.
Mine klassekammerater stod bare chokerede og kiggede på.
Jeg havde lært at jeg skulle fortælle, at hun havde lavt blodtryk og det var derfor hun blev sådan.. det gjorde jeg så også denne gang.

En anden ting som også kommer tilbage til mig var den ubehagelige følelse, der kom når man vidste man skulle til forældrekonsultation.
Jeg tryglede som regel mor om ikke at tage med, men hun lavede altid en kæmpe scene og insisterede.
At man sammen med dem skulle gå fra klasseværelse til klasseværelse og møde mine lærere.
Lade dem se, hvordan min mor var så beruset at hun vendte det hvide ud af øjnene, og måtte kæmpe for at kunne sidde rigtigt på stolen, var pinligt.
Og som om det ikke var ubehageligt nok, så observerede mine andre klassekammerater og deres forældre det jo også, når man sad i det fælles venteområde.
Far var nogenlunde god til at holde sig ædru til disse møder, men det smuttede selvfølgelig i ny og næ.

Når jeg skulle med mor ned i byen og handle var der altid stor chance for det ville ende galt.
Fordi det betød tit, at vi bl.a. skulle forbi et ældre ægtepar hun kendte, som havde en lille butik med skrammel.
Med desperation og gråd i øjnene bedte jeg hende altid om ikke at gå ind, men det havde aldrig nogen effekt.
Dernede i baglokalet blev hun som regel drukket fra forstanden, mens jeg måtte sidde og vente og så ellers bare være der for at sørge for hun kom sikkert hjem.
Nogle gange sad jeg bare derhjemme og betragtede hende mens hun sad overfor mig og kæmpede for at holde sig siddende på stolen.
Som nævnt var hun som regel så påvirket, at hun vendte det hvide ud af øjnene og savlede.
Skræmmende at se på.

Men pinlighedsfaktoren var især ekstrem, når man var på restaurant med dem og spise.. folk kiggede.
Jeg kiggede som regel bare ned.
Jeg havde tit lyst til at slå eller kvæle mine forældre, når de blev sådan.. og det har været meget tæt på mange gange.
Jo større jeg blev og min fysiske fremtoning ændrede sig blev dette jo en mulighed for at reagere.. en mulighed jeg aldrig havde haft før.
Afløb for min vrede og frustration.
Men det var jo ikke dem jeg ville skade.
De var jo andre mennesker når alkoholen var i dem og det var jo det jeg ville til livs.

Familiekomsammener og fester endte også altid frygteligt.
De blev, uden undtagelse, voldsomt beruset.
Mine mors søstre var også altid meget påvirkede ved sådanne lejligheder og jeg husker det at blive trukket til side af ens stive moster, som vil lige ville fortælle hvilken dårlig søn man i øvrigt var.
Hvilket ækelt undskyldning af et menneske kan få sig selv til at stå og sige det til et lille barn, hvis forældre sejler rundt i baggrunden.
Tit måtte man bare måtte gemme sig væk og sidde og hulke indtil der kom en og fortalte at éns forældre var klar til at blive slæbt hjem.
Så var det om at prøve at finde, el. låne nogle penge til en taxi og så ellers se, hvor langt man nu kunne trække dem.

Jeg har i øvrigt ikke noget kontakt til min øvrige familie i dag og nærer ingen intentioner om at få det.
Når der blev afholdt komsammener i vores hus holdt jeg mig altid vågen som den sidste, så jeg kunne gå rundt og slukke de levende lys, når de var drattet om.
Jeg var altid nervøs for der skulle gå ild i huset.

Skænderierne mellem min far og mor blev også oftere og oftere.
Jeg kan huske en gang, hvor far i et af sine raserianfald jagtede mor gennem huset med en kniv, mens mig og min bror desperate skreg, og græd af frygt og måtte ligge os imellem.
Det er ikke ligefrem glasbilleder man har fået indprentet i sit sind om parforholdets glæder.
Underligt nok gjaldt det for mine forældre for det meste om at holde facaden.
De havde ”pæne” job og et ”pænt” hus og billedet ud af til, skulle være af en ”pæn” familie.
Men bag denne selvbestaltede idyl herskede kaos.
Facaden krakelerede gang på gang, men de var for fordrukne til at se og huske når det skete.
Mor truede altid med selvmord. Hvordan man kan true med dette til sit eget barn er mig en gåde.
”Fordi du er sådan en dårlig søn vil jeg tage livet af mig”.
”Når jeg dør bliver I måske glade.. ”
om og om igen blev dette altid brugt som en underliggende trussel.
Når man ikke vidste hvor hun var, blev man ekstra ængstelig.
Havde hun mon gjort alvor af sine ord..
Men nej, det skyldtes oftest bare at hun bare sad stiv et eller andet sted i byen.

Den angst som opstod, er ubeskrivelig.
Angst er nok sammen med magtesløshed og skyldfølelse de følelser, som prægede min barn- og ungdom mest.
Man følte sig ret hurtig meget alene i sit liv.
Jeg lærte at den eneste, som var der for mig var.. ja, mig.
Man bliver et tænksomt væsen, som absorberer og lagrer sine følelser.
Det gjorde at jeg blev relativt introvert, hvilket til dels følger mig i dag.
Når man jævnligt bliver mentalt voldtaget er ens egen selvopfattelse jo ikke just sund.
Havde også en lille periode, hvor jeg skar i mig selv.
Det lindrede at skære i sig selv og derved manifestere alle de sår og ar man havde på sjælen.
Jeg græd mig i søvn stort set hver nat og drømte om selvmord konsekvent i mange mange år.
Jeg ved nok også, at havde jeg gjort det var det ikke bare blevet et signal efter hjælp, men et endeligt punktum.
Det eneste som afholdt mig fra at gøre det var min bror.
Ham ville jeg ikke forlade.

Da min bror blev 18 flyttede han hjemmefra og jeg var alene tilbage med galskaben.
Min eneste allierede, fortrolige og sidste bastion af normalitet forsvandt.
Jeg bebrejder ham ikke at han ville væk, men det var naturligvis endnu en følelse af at blive forladt og, at man nu var endnu mere alene.
Jeg havde ingen at tale med vanviddet om udover min bror, som ligesom jeg var ligeså uforstående og afmagtsfuld over for deres misbrug.
Men vi stod i det sammen og vi var der for hinanden.
Ham elsker jeg naturligvis højt og jeg ved ikke, hvor det havde endt havde jeg ikke haft ham.
Men ja, der har været utallige episoder gennem min opvækst, som har brændt sig på nethinden hvoraf dette var et udpluk.

I mine sene teenageår blev jeg efterhånden mere og mere indifferent. Fra at have en afstandstagen til alkohol, omfavnede jeg den og gav den gas.
Drak mig lige så sanseløs som mine forældre.
De var jo ikke just moralens vogtere, så det var svært at tage det seriøst når der kom formanende ord.
Jeg endte også jævnligt med at tage speed, endnu en måde at give pokker i det hele på.
Who cares.
Jeg var i bund og grund ligeglad og følte ikke noget indhold i tilværelsen.
Jeg fandt dog heldigvis fornuften igen senere hen og fik styr på mit liv.

Kærlighed?
Både jeg og min bror endte op med at blive relativt succesfulde i vores arbejdsliv, men vores følelsesliv deler nogle fællestræk i forhold til en tendens til depression og usuccesfulde personlige relationer.
Hvis jeg skal kigge tilbage på de få seriøse forhold jeg har haft har jeg aldrig investeret mig 100% i disse.
Des mere jeg har læst om de følelser et voksen barn af alkoholikere kan komme ud for ser jeg det mønster jeg har skabt i mine egne forhold.
Senest fik jeg dog mødt en skøn pige, som på trods af vores forhold ikke varede længe, betød verdenen for mig.
En pige som fik åbnet mine øjne for, hvad oprigtig ubetinget kærlighed er og det gør mig så ondt, at jeg ikke var mentalt klar til at modtage den.
Hun er den jeg til dato har følt den største ro med, men det gik alligevel galt.
Jeg var bange for at give slip og ’miste kontrollen’, nu jeg havde fået den.
Da jeg læste Svend Eriks beretning herinde kunne jeg kun nikke genkendende til hans beskrivelse af det med at mærke kærligheden.
Det var også først da min eks-kæreste var forsvundet helt, jeg først kunne mærke inderst inde, at jeg elskede hende.
Det var første gang, der kom hul igennem til mine følelser.
Hende elskede jeg, men fik aldrig fortalt hende det.
Jeg havde for travlt med at flygte.
Men det er sandt, som Sven Erik skriver det.
Det er en åbenbaring, som kommer efter tid.
Men det gør så ondt, at man ikke kan beskrive det.
Det at føle man har mødt sin sjæleven og forladt hende uden, at man forstod hvorfor.
Jeg forstår det nu, men har svært ved at acceptere det.
Men jeg kan jo ikke spole tiden tilbage om end jeg ville gøre alt for det.
I dag har hun mødt en ny, men havde jeg dengang haft den viden om den kærlighed jeg nærer til hende var vi sikkert godt på vej til et hus med ligusterhæk og nogle dejlige rollinger.
Hun var sød, åben og forstående, men jeg var bare ikke klar.
Jeg havde på daværende tidspunkt ikke den nødvendige indsigt til at bekæmpe min fortrængte fortid.
Nærer så stor kærlighed til hende, at jeg ej heller har villet blande mig i hendes nyvundne lykke om end min sjæl skriger for at gør uret til ret.
Hun er væk, men hun holder stadig mit hjerte og tror aldrig hun indser, hvor meget hun rent faktisk betød for mig.
Det var hende og forløbet omkring vores brud, der igangsatte min færd mod at blive et helt menneske.
Man tror ikke på drømmen om det perfekte parforhold.
Hele livet er man blevet givet løfter, som er blevet brudt.
De drømme man aldrig turde have, forblev i mørket.
Set tilbage har jeg nok altid følt mig meget usikker og i høj grad brug for at blive bekræftet i et forhold.
Det lave selvværd har oftest gjort, at jeg følte mig handlingslammet.
Man finder en falsk tryghed i sin ensomhed og det kun at skulle varetage sig selv.

Men hvad så nu?
Ja, og hvad så nu..
Hvordan kommer man videre?
Jeg har til at starte med prøvet at søge en forståelse.
En indsigt i, hvorfor min opvækst skulle være sådan.
Hvordan man som forældre kan gøre en sådan ugerning over for børn kommer jeg aldrig til at forstå, og jeg ved aldrig om jeg kommer til at tilgive dem.
Jeg håber det.
Men den dag i dag kan de ikke engang anerkende den skade de har forvoldt os som børn og har som meget andet i deres liv, fortrængt det.
Kan man så tilgive?
Hvordan kan man tilgive noget som ikke er anerkendt, angret og undskyldt.
’I har aldrig manglet noget’, en sætning jeg til stadighed hører dem sige den dag i dag.
Men jo, vi manglede jo noget.
Vi manglede nærvær og fortrolighed.
Tryghed.
Det at have nogen at stole på.
Nogen som var der for dem.
Jeg er dog her i mit voksenliv blevet mere bevidst om mine forældres barndom.
De har absolut ikke haft det let og deres historier kender jeg ikke til fulde, men det er uden tvivl været en meget hård opvækst for dem begge.

Jeg er først her i starten af 30’erne begyndt at reflektere og bearbejde mine oplevelser.
De har aldrig bearbejdet deres.
Men er det en undskyldning.
Når man har haft en skidt barndom burde man vide bedre, hvordan børn påvirkes gennem deres opvækst.
Skulle jeg være så heldig en dag, at få børn ved jeg i hvert fald hvordan det ikke skal gøres.
Men mon mine forældre ikke også tænkte det?
Muligvis ikke, men deres svigt har også været anderledes end mit.

De har med alderen gudskelov lagt den ukontrollerbare druk på hylden.
Men jeg har også i lang tid været konsekvent og drejet om på hælen, når jeg er kommet på besøg hos dem og mærket at én el. begge var det mindste påvirket.
Det er alt fra juleaftener, fødselsdage osv.
Man er nødt til at være konsekvent også selvom det gør ondt og er ubehageligt.
Jeg tolererer ikke at de er påvirkede på nogen måde og de ved det.
Man er hypersensitiv.
Man bemærker det mindste og med alderen har jeg fået et valg om at kunne vende det ryggen.
Et valg jeg ikke havde da jeg var lille.
De har i dag stor respekt for mig og vores forhold er fint.
Vi taler ikke om fortiden.
Jeg prøver derfor i dag at indhente lidt af den fortabte barndom og fortrolighed som jeg aldrig oplevede.
Det er for sent, men tager hvad jeg kan få, inden de trækker vejret for sidste gang.
Det har gjort ondt at skrive dette.
En masse minder og følelser er blevet vækket, som har været undertrykt alt for længe.
Men det er nødvendigt at kigge tilbage for at komme videre.
Jeg har i alt for lang tid følt mig som et halvt menneske.
En tom skal.
Ingen følelser.
Et menneske uden retning i livet.
Jeg håber at ændre dette.
Jeg skal ændre dette.
Alternativet er for dystert.

 


Tilbage