Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Katrine, 22 år, Pårørende

Tilbage

At vågne op kl 3 om natten som 7 årig og finde sin mor bevidstløs på gulvet, smurt ind i afføring og bræk det er det tydeligste billede jeg husker.
At stå som barn og skulle være mor for sin mor.
En handling og følelse ingen skal kunne magte i den alder.
Det tager på kræfterne og selvværdet.
Men i løbet af årene bliver det bevidst handling.
Det at passe på sin familie.
At sætte alt til siden for at beskytte det der står en nærmest, men som alligevel byder en så meget ondt at man opbygger et had og foragt som er ubeskrivelig.

I dag har jeg intet tilovers for min mor.
Jeg har givet hende et valg, og det blev ikke mig.
Den dag idag er hun, for mig, kun en kvinde der har født mig.
Det lyder hårdt, men hun har intet godt skabt for mig og mine brødre.
Hun er skyld i at jeg har kæmpet en kamp som har lagt så dybe spor at en dagligdag har svært ved at hænge sammen.
Og hvis jeg skal have en god fremtid må jeg for første gang sætte mig selv i 1 række.
Men det er hårdt at fokusere på sig selv.
Jeg har altid haft en fasade der har kunne klare alt, og alles problemer.
Men mit eget liv er blevet knust og er faldet fra hinanden mellem fingrene på mig.

Jeg har kunne holde fasaden i over 10 år, og har fået nogle ar.
Men følelsen endelig at tænke på sig selv og være "egoistisk" er lettende nu.
Det at turde sige fra og spørge om hjælp er det største og befriende skridt mod at få det godt igen.
Når første etappe er overskredet kan det igen give en selvtillid til at leve livet.
Og det er SKØNT!

 


Tilbage