Kom i gang med gratis alkoholbehandling

scorpio, 32 år, Pårørende

Tilbage

Jeg ville ønske, at alting var anderledes, at livet havde formet sig på en anden måde, at alting ikke behøvede at være en kamp.
Jeg ville ønske, at al min frustration og vrede ville forsvinde - gå væk for altid.
Måske hjælper det, når jeg deler min historie med andre - det er jo forsøget værd...

Jeg er født i 1976.
Mine forældre og jeg flyttede på landet, da jeg var ca. et år gammel.
Vi boede i en lille landsby, hvor alt dengang åndede idyl.
Jeg elskede vores hjem, da jeg var lille.
Jeg havde mit dejlige værelse med altanen udenfor, en stor have fyldt med frugttræer og mit legehus, hvor jeg har spenderet en masse timer.
Der var altid nogen at lege med.
Alle byens unger mødtes tit til rundbold, skovture osv.
Vi havde det godt i vores lille by.
Min mor var bogholder og arbejde halvtids på kontor, da jeg var lille.
Hun var proper, sled som en hest for at alt skulle skinne, men havde alligevel altid tid til en sang eller en historie sammen med mig.
Min far var mekaniker og husets handyman - han kunne få alt til at virke.
Gamle biler blev som nye, mine dukker, der mistede en arm eller et ben blev repareret med snilde.
Min far var en slider, han efterlod aldrig noget halvfærdigt. Kort sagt så havde jeg en dejlig kernefamilie til jeg var omkring 7 år.
Det er ihvertfald på det tidspunkt, at jeg erindrer, at tingene så småt begyndte at falde fra hinanden.

Min far begyndte at komme senere hjem fra arbejde, og var som regel altid godt bedugget, når han kom hjem.
Han hører desværre til den generation, der gerne lige skulle have en fyraftensbajer, når arbejdsdagen var omme - han kunne bare ikke nøjes med én øl...
Jeg husker, at han kom hjem en aften og var meget fuld.
Jeg var blevet lagt i seng, men vågnede ved, at han kom hjem.
Jeg blev glad indeni, for så kunne jeg lige nå at sige godnat til ham, så jeg lå og ventede på, at han lige skulle stikke hovedet ind på mit værelse og snakke lidt.
Jeg hørte skænderi nedenunder.
Stemmer der steg til højere niveauer og derefter et højlydt bump i gulvet.
Jeg var bange, men sneg mig alligevel ned ad trapperne for at se, hvad der foregik.
Fandt min mor og far i baggangen.
Min far stod overskrævs over min mor og lod slagene hagle ned over hende.
Jeg skreg som en gal.
Når jeg lukker øjnene idag, kan jeg se det billede ligeså tydeligt, som var det igår, det skete.
Det er printet så hårdt fast i min erindring, at jeg tror aldrig, at det billede falmer og forgår.

Hele min verden sank i grus den dag.
Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan min dejlige lille familie nu var forvandlet til en distanceret, frygtsom samling fuld af uhyggelige hemmeligheder.
Mit barndomshjem blev forvandlet til et hus fyldt med mareridt.
Og de ellers så velkendte naboer, så nu skævt til mig, fordi jeg kom fra det hus, hvor der altid var druk og ballade.
Min far sank dybere og dybere ned i misbrugets sorte, bundløse hav. Jeg forsøgte på mange måder igennem de næste år at få hans opmærksomhed - både ved at opføre mig pænt, udføre mine pligter og komme hjem med gode karakterer fra skolen, men også ved at lave ballade, men lige lidt hjalp det.
Han forsvandt ligesom ud fra min rækkevidde.

Helt galt gik det, da jeg blev teenager.
Året før jeg skulle konfirmeres, havde vi familien ude hos os første juledag som altid.
Der var god mad, og de voksne fik lidt at drikke, men som sædvanlig var min far ikke til at stoppe igen.
Han drak sig fra sans og samling.
Pludselig så han sig sur på min morfar, som bare havde spurgt forsigtigt, om musikken ikke lige kunne skrues en smule ned.
Dette udløste et massivt vredesudbrud fra min far, der smed min morfar henover spisebordet, imens han hvæste og spruttede af raseri.
Jeg mistede mit nære forhold til mine bedsteforældre og min onkel og tante den dag.
Ingen turde at tale med mig mere af frygt for, at min far ville blive vred.
Jeg følte mig alene i verden.

Min familie tog afstand fra mig af årsager, som jeg intet havde med at gøre.
Og jeg havde svært ved at knytte venskaber, fordi jeg ikke ønskede, at nogen skulle kigge ind i min verden.
Det var flovt, at min far opførte sig, som han gjorde.
Vi talte aldrig om problemerne hjemme.
Det var som en velbevogtet statshemmelighed.
Hver gang jeg bragte det på bane overfor min mor, fejede hun det væk og sagde som regel, at det skulle jeg ikke bekymre mig om...
Op til min konfirmation blev forholdene mere og mere anspændte hjemme hos os.
Min far blev mere og mere indebrændt, og der var daglige konflikter over banale ting.
Jeg kom ned i køkkenet en aften - jeg havde lige fået nyt tøj, som jeg ville vise min far.
Han kiggede på mig med iskolde, sorte øjne og sagde: Du ligner en luder!
Alting stivnede indeni mig.
Jeg blev frygtelig ked af det.
Som en trold ud af en æske, sprang min far op fra køkkenbordet og tog fat i mig.
Han greb mig så hårdt om halsen, at jeg var sikker på, at jeg skulle dø.
Hans øjne blev helt sorte... På én eller anden måde fik jeg mig vristet fri, og løb alt hvad jeg kunne udover marker og igennem folks haver, imens jeg gispede efter luft.
Panikken skyllede bare indover mig.
Mit hjerte trak sig sammen, som var det i krampe, og maven vendte sig en hel omgang.
Min mor fandt mig efter noget tid.

Vi flyttede kortvarigt hjemmefra efter den episode, men far lovede bod og bedring, og så var vi med et trylleslag hjemme igen.
Min fars misbrug har kun taget til i løbet af årene.
Jo mere han drikker, desto mere vred og ondskabsfuld bliver han.
Der har været rigtig mange episoder i årenes løb, hvor han har talt med næverne i fuldskab.
Jeg var 22 år, inden jeg flyttede hjemmefra.
Jeg turde simpelthen ikke at flytte af frygt for, at han så ville slå min mor ihjel.
Når jeg var hjemme, så kunne jeg da i det mindste tage slagene og ydmygelsen indimellem...
I årene efter jeg flyttede hjemmefra blev tingene ikke nemmere.
Den geografiske afstand blev større imellem os, men jeg var ikke i stand til at lægge samme afstand personligt.
Det gik mig enormt meget på, at min far fortsat drak og nu som en ekstra ting også tog beroligende piller.
Alting forsvandt i rusens tåger for ham.
I få fornuftige øjeblikke kunne jeg tale med ham.
Fortælle ham hvad det gjorde ved mig, at han bedøvede sig selv på den måde.
Jeg så dog aldrig nogen anger hos ham.
Han var og er stadig som alkoholikere er flest - meget egoistisk.

Da jeg var 26 år tog jeg endelig mod til en sidste konfrontation med med min far.
Jeg fortalte ham, at hvis han blev ved med sit misbrug, så ville jeg ikke komme hjem mere.
Han blev tilsyneladende noget betuttet over den udmelding, og lovede igen bod og bedring - kunne godt se, at det havde taget overhånd osv., så selvfølgelig ville han holde op.
Det var en glædens dag - jeg følte kæmpe sejr, da jeg kørte hjem.
Glæden varede dog kort, for en uge efter var alting tilbage til den gamle skure.
Jeg græd bitre tårer - kunne øl og piller virkelig være mere vigtige end mig?
Jeg holdt stand og kom ikke hjem i nogle måneder.
Dette fik min mor til at indse, at nu var løbet kørt, så hun ville væk derfra.
Jeg hjalp hende med at finde et nyt sted at bo og med at starte en ny tilværelse.
Min far blev omend mere forbitret og ondskabsfuld i den tid.
Han kimede mig ned i døgndrift og fortalte mig, at det hele var min skyld, og at han bare ville ønske, at jeg aldrig var blevet født.
Jeg kæmpede for at holde hovedet oven vande.
Da jeg hjalp min mor med at flytte, skyllede alle minderne frem.
Alt det som vi ikke havde talt om, alle de forfærdelige hemmeligheder, der var blevet gemt væk i årenes løb kom tilbage som sure opstød.
Jeg spenderede mange timer på at tale ud med min mor - det gør jeg stadig.
Lærer nok aldrig helt at forstå, hvorfor hun blev hos min far, og hvorfor hun lod mig udsætte for alt det væmmelige, som et misbrug fører med sig i en familie.

For to år siden brød jeg kontakten totalt til min far.
Jeg skiftede mine telefonnumre, fik nyt efternavn og hemmelig adresse.
Beslutningen kom brat en aften, da han ringede til mig.
Der var et eller andet, han ville have mig til at gøre, hvilket jeg måtte udsætte lidt, da jeg var booket op med arbejde osv.
Han blev meget vred og sagde til mig, at han ville brænde min lejlighed ned, og han håbede, at jeg ville komme hjem i tide, så jeg kunne høre, at min hund brændte inde.
Forinden denne episode havde jeg hjulpet ham med at flytte og rydde op osv.
Men intet var godt nok - jeg fik kun brok og skæld ud.
Det var enormt opslidende.
Kunne slet ikke samle mig om noget som helst andet.
Derfor kom beslutningen om at bryde kontakten ret brat.
Forstå mig ret, så kommer man selvfølgelig ikke til sådan en beslutning på kort tid, men lige pludselig, så fik jeg bare nok.
Nok af at få dage ødelagt, nok af tårerne og rysteturene, når han havde ringet endnu engang, og fortalt mig, hvor elendig en skabning jeg var, og nok af alle løgnene og selvbedraget.
Jeg har aldrig fortrudt min beslutning, men har erfaret, at selvom kontakten ikke er der mere, så går problemerne ikke væk.
Jeg havde såmænd heller ikke regnet med, at jeg bare sådan lige med et trylleslag ville blive "kureret", men regnede med, at jeg på denne måde kunne få tingene på afstand.

Det er stadig ufattelig svært for mig, at erkende at slaget er tabt, og at jeg har mistet min far til misbrugets sorte hav.
Den far jeg havde engang er død og borte.
Der sidder en skal tilbage af ham, men med et helt andet udseende og sind - det er ikke min far.
Jeg elskede min far, men jeg hader det, der er tilbage af ham.
Hader er måske et stort og voldsomt ord, men det er sådan.
Der er stadig tider, hvor jeg tænker: Det ville være så meget nemmere, hvis han bare var død.
Til at starte med fik jeg dårlig samvittighed, når jeg tænkte sådanne tanker, men nu... tja, det er jo sandheden...
Jeg har brugt over 20 år af mit liv på at kæmpe imod alkoholens monstre, og jeg har tabt slaget og ramt virkeligheden med et brag.
Jeg får aldrig min far tilbage.
Jeg får heller aldrig mine tabte år tilbage.
Misbrug har efterladt mig med store gabende sår, som er ufattelig lang tid om at hele.
Der er stadig ting, som jeg har svært ved.
Kan ikke klare fulde mennesker, kan ikke tåle at kæresten lægger hænderne kærligt om min nakke...
Alting stivner, og jeg ser min fars sorte øjne - det eneste jeg kan tænke er, at jeg skal væk, ellers så dør jeg...
Jeg har også stadig svært ved at stole på folk.
Hvis nogen bryder tilliden bare en smule, så er der ingen vej tilbage for mig...
Det påvirker mig fortsat utrolig meget, at min far lever, som han gør, selvom jeg idag intet ved om, hvordan hans liv ser ud.
Jeg ved, at én eller anden dag, så står politiet her foran min dør og fortæller, at han er død.
Men jeg tror stadig ikke, at det vil give fred, for der er så mange ting, jeg gerne ville have sagt til ham, men som jeg ved, at han ikke ville kunne forstå, fordi han altid er påvirket.

Hvor placerer man al den frustration og sorg?
Tja - det har hjulpet mig en del bare at få lov at fortælle min historie - at dele den med mine nærmeste.
På én eller anden måde hjælper det at få sat ord på minderne, på nutiden og på fremtiden.
Men det er svært...

Jeg vil slutte min efterhånden ret omfattende beretning med et par ord til min far, som jeg ved, at han aldrig kommer til at læse, men som jeg bare har brug for at sige...

Kære Far J
eg kan ikke finde ord for, hvor ked af det jeg er, at er alt er endt, som det er.
Sorgen og frustrationen har været og er stadig som et tykt, sort tæppe omkring mig.
Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor du ikke ville modtage hjælp.
Jeg lærer ej heller at forstå, hvordan du kunne lade alkoholen og pillerne overtage dit liv og legeme totalt.
Men far - jeg håber, at du får en chance til, når du en dag skal herfra.
Jeg håber, at du i dit næste liv ikke vil forspilde chancen for at være lykkelig.
Den chance er forspildt for altid her.
Kunne jeg skrue tiden tilbage og lave om på alting, så ville jeg gøre det uden at blinke med øjnene, men det er desværre umuligt.
Far - jeg håber, at du kommer godt herfra, og at vi mødes igen på andre vilkår, i en anden verden, hvor alkoholens tåger ikke omslutter dig konstant.
Jeg kan ikke love dig tilgivelse, men jeg kan love, at jeg vil prøve...

 


Tilbage