Kom i gang med gratis alkoholbehandling

MORTEN, 36 år, Pårørende

Tilbage

Jeg ved faktisk ikke om jeg burde være i kategorien "afhængig" eller "pårørende".
Det eneste jeg ved at jeg har et meget andstrengt forhold til alkolhol.

Min far var alkoholiker.
Min far og mor blev skilt da jeg var 3 år pga min fars livslange alkohol og pillemisbrug. Jeg ved faktisk ikke så meget om den tid for jeg kan ikke huske den.
Jeg kan ikke huske at have været hjemme hos min far og at han mere og mere blev forsumpet i alkohol.
Min mor har fortalt at jeg var hos ham i kortere og kortere tid indtil den dag, hvor han helt holdt op med at have samvær med mig.
Der var jeg omkring 6-8 år.

Tiden går og da jeg er 14 år bliver jeg ringet op af hans norske familie som fortæller han er død.
Jeg husker kun at jeg følte en lettelse - måske en lettelse over at jeg ikke mere skulle beskæftige mig med tanker om at han en dag ville komme helt frisk og besøge mig og gøre ting med som andre gjorde med deres fædre eller om det var en lettelse over at nu var det endeligt ovre - jeg skulle ikke tænke mere over ham og alkohol.
Men det skulle jeg.

Min mors mand opdagede jeg i mine teenage år havde også et dybt forkvaklet forhold til alkohol.
Han var dog ikke "fuldtidsalkoholiker" men den type der drikker som om han er helvede, til fester, hvilket kan jeg se den dag i dag at han er.
fuldstæding ude af trit med hvordan man kommunikerer normalr med mennesker.
Han skulle altid fortælle mig hvor meget han elskede mig når han var fuld og jeg hadede det.
Han havde ingen reaktioner på at jeg bare ville væk og var så fuld at jeg kunne have siddet med ryggen til ham og han ville bare praple løs uden at ændse mit fravær.
Og han gør det stadig den dag i dag.

Hele min opvækt har jeg været plaget af tanker omkring hvordan min far kunne vælge alkohol frem for mig - var jeg virkelig ikke mere værd end det skidt.
Gennem min ungdom har jeg nok selv levet som ham selv og jeg har de største angster omkring at ende som ham.
Den angst har drevet mig lige durk i helvede - for alkoholen har altid fyldt for meget i mit liv.
Selv om jeg frygter den har jeg gennem hele mit liv brugt den til at dæmpe mine følelser. Simpelthen fordi jeg ikke viste hvordan jeg skulle agere på dem.

Derfor var det den mest befriende oplevelse at læse Martins oplevelse af sine følelser her på siden.
Jeg kan fuldt ud sammenligne mig med dem og forstår nu lidt bedre hvorfor jeg er som jeg er.
Hvorfor jeg er så hæmmet at jeg ikke kan holde ud at være i mig selv.
Jeg har ikke kunnet forstå hvorfor jeg ikke kunne give mig det andre kalder 100% i forhold.
Jeg er ligesom Martin bange for at give slip og miste kontrollen.
Og Jeg må igen overgive mig til Martins beskrivelse, af hvordan det at miste min ekskæreste for første gang har åbnet mit hjerte.
Og det er først den dag i dag at jeg ærligt kan reflektere og bearbejde mine følelser og oplevelser.

Den sidste tid har være specielt hård for mig og jeg har ageret som jeg har lært ved at drikke mine bekymringer væk.
Det er det jeg har lært af min familie.
Jeg drak fordi jeg ville væk - væk fra mine følelser som jeg sket ikke kunne abstrehere - jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre...
En brat opvågning har dog fået mig på ret køl, føler jeg.
Jeg føler en styrke jeg aldrig har følt før - en sikkerhed omkring mig selv om at jeg er ok som jeg er, at jeg ikke behøver være anderledes end jeg er.
Der skulle 3 møder til hos AA, det første møde lærte mig meget om den smerte jeg har i mig.
Det gav mig den største ro at vide at jeg ikke var sindsyg eller unormal.
De følelser jeg havde i mig eksisterede også hos andre.
Det blev min øjenåbner, jeg kan aldrig bruge alkohol til at skjule mig bag ved mere.
Men så kommer tankerne om at jeg virkelig skulle være alkoholiker - er jeg ligesom min far.
På den korte tid har det lært mig at jeg aldig bliver som ham - at jeg er af en anden støbning end ham.
Jo jeg skal passe usandsyligt meget på med alkohol og være meget meget påpasselig i krisetider - Men jeg føler ikke at jeg er alkoholiker, jeg føler jeg har et forkvaklet forhold til skidtet.
Måske jeg skifter kategori fra "pårørende" til "afhængig" når jeg har fået tænkt og får det hele sat bedre på plads.
For jeg er klar til en ændring så meget kan jeg mærke.
Jeg er træt af at være et havlt menneske, en tom skal, en mand der skjuler sine følelser. Jeg har brugt alle mine år før, til at alt handlede om alle andre end mig.
Alt andet har tilsyneladende været mere vigtigt, end hvad jeg selv tænkte og følte.
Jeg tror endelig at jeg forstår at det aldrig...ALDRIG handlede om mig, at jeg var grunden til at min far valgte sprut fremfor mig og at jeg aldrig havde været eller var skyld i min fars misbrug - men jeg vil forandringen og give slip på det som var.


Tilbage