Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Levende, 36 år, Pårørende

Tilbage

At være pårørende til en alkoholiker
At være pårørende til en alkoholiker er en livsskæbne.
Min far er alkoholiker og det har påvirket vores indbyrdes relation og resten af familien i de sidste 15-20 år.
Jeg er 36 år.
Jeg har en universitetsuddannelse og meritlæreruddannelse og arbejder i dag som lærer på deltid.
Jeg har to børn på henholdsvis 4 og 6 år og er gift med en dejlig mand.
Udefra ser det ud som om jeg har styr på tilværelsen, men indeni er det en daglig kamp at holde sig oven vande.
Men jeg er vant til at kæmpe.
For mig har livet altid været op ad bakke.
Sådan føles det i det mindste når jeg kigger bagud.
Jeg har sat mig for at skrive denne livsfortælling for at give andre et indblik i hvordan det er at være pårørende til en alkoholiker, men også for at sætte ord og billeder på de oplevelser som stadig kan fylde mine tanker trods hverdagens gøremål.
Det er en fortælling om svigt.
Om et mentalt og følelsesmæssigt fravær som har præget min ungdom og tidlige voksentilværelse.

Jeg ved ikke præcis, hvornår han gik fra at være alkoholnyder til at være alkoholmisbruger.
Jeg har været så heldig at være næsten voksen, inden det for alvor gik ud over hans omgivelser, inden han for alvor mistede kontrollen over alkoholen.
Jeg tror, det gik galt i forbindelse med mine forældres skilsmisse.
Min far havde fundet en anden.
Jeg var 18, min bror 14.
Alle siger at det var godt vi var så gamle.
Jeg synes det er noget sludder.
Jeg var på vej til at springe ud i verden - men afsættet forsvandt under fødderne på mig og derfor blev springet ikke langt og flydende, men tungt og klodset.

Jeg havde en god barndom med familien som den trygge base.
De blev skilt, samtidig med at jeg færdiggjorde gymnasiet og drog på mit første længerevarende ophold i udlandet alene.
Det var en hård tid.
Mens jeg sad i bjergene i Schweiz faldt familien helt fra hinanden.
Jeg kom hjem og tog straks videre på højskole for ikke at være tilstede i det kaos, der herskede derhjemme.
Min far flyttede.
Fik en lejlighed - først alene.
Jeg husker en aften vi besøgte ham.
Min bror og jeg.
Han havde lavet god mad til os.
Til god mad hører vin.
Meget vin.
Middagen endte med at han faldt i søvn.
Det der skulle have været en hyggelig aften - og en anledning til at snakke om alt det der var sket og den nye livssituation for os alle - endte i - tja, ingenting.
Min bror og jeg forlod lejligheden, uden at han opdagede, at vi ikke længere var der.
Han sov.
Hjemme igen kunne jeg mærke frustrationen og vreden.
En frustration og vrede jeg var nødt til at få afløb for.
Så vi kørte tilbage.
Fik ham banket op.
Jeg græd, råbte og skreg.
Men han var afvisende, snøvlende og ikke klar i hovedet.
Jeg forstod det ikke den gang - hvorfor jeg ikke kunne trænge ind til ham.
Det var så mærkeligt.
Så urimeligt at have mistet et menneske, man holdt så meget af - og så have ham stående foran sig i lysende live.

I årene der fulgte havde vi mange andre samtaler som denne.
Jeg havde svært ved at finde ud af hvad jeg ville med mit liv.
Var i praktik i en børnehave, overvejede studier.
Og besluttede mig endelig for at søge ind på universitetet.
Min far flyttede sammen med den nye kæreste og giftede sig med hende i hemmelighed. Få år senere døde hun af lungekræft.
Jeg var flyttet og startet på universitetet.
Jeg havde det svært, græd snot hos Studenterrådgivningen, tyggede mig gennem studierne og brændte mig så meget på kærligheden, at jeg troede, det ikke ville lykkes.
Min far og hans kone havde en livsstil, hvor alkohol var en del af hverdagen.
Fine, dyre vine blev indkøbt og nydt med vennerne.
Efter en shoppetur kom hun hjem en lørdag formiddag og åbnede som det mest naturlige en flaske vin.
Jeg havde netop fortalt min far, at jeg ikke følte mig hjemme hos dem.
Et udtryk for et savn, som igen blev afvist som noget pjat.
Min far havde svært ved at forholde sig til vores følelser i forbindelse med skilsmissen og var meget konfliktsky.
Hans kæreste/kone gjorde intet for at komme os i møde.
Vi var et ligegyldigt påhæng til den mand, hun havde valgt at elske.
Natten efter hendes død sad min far i køkkenet og drak rødvin.
Jeg kunne ikke nå ham eller dele hans sorg.
Tænkte over flasken, men vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Hele begravelsesfølget gav mig hånden og alt for mange sagde - Pas på din far!.
Jeg stod bare og tænkte, at det var helt forkert.
Det var jo ham, der skulle have passet på mig.
Kort tid efter begravelsen kørte min far mig til Berlin, hvor jeg skulle på studieophold.
Det var igen hårde måneder.
Igen var jeg i udlandet, mens der på hjemmefronten var usikkerhed.
Jeg gik rundt i Berlins gader og bekymrede mig om min fars skæbne som enkemand, ensom og med hang til flasken.
Jeg sank dybere og dybere ned i en depressiv tilstand.
Jeg savnede modet og overskuddet til at kaste mig ud i mulighederne i Berlin.
Jeg savnede min kæreste frygteligt.
At blive holdt om og elsket - passet på.

Min far fandt sig en ny kæreste.
Det tog åget lidt af mine skuldre.
Jeg begyndte igen at leve mit eget liv.
Eksamener, speciale, job, graviditet og huskøb.
Der var nok at gøre.
Min kæreste og jeg blev en familie.
Vores lille datter var/er skøn.
Men jeg begyndte samtidig mere og mere at se min far falde fra hinanden.
Det var som havde han tabt livsgnisten.
Ham og hans nye kæreste flyttede sammen.
Jeg tror ikke han elskede hende.
Han kunne blot ikke være alene.
Måske elskede hun ham - eller var tiltrukket af hans penge og det liv han havde haft. Måske var hun blot tiltrukket af en ligesindet - en at dele flaskerne med.
Det var svært at afgøre, hvor meget han drak.
Om han var nyder eller misbruger af alkohol.
Vi sås ikke så tit.
Men jeg tror, at det gik for alvor op for mig hvor langt han var ude, en dag vi var inviteret til middag.
Hans kæreste, min kæreste, vores datter og jeg gik tur, mens han gik stuegang.
Da vi vendte tilbage var det til en tydeligvis påvirket far.
Han skulle varme lasagne i ovnen.
Men var ved at falde ind i ovnen, da han skulle tage den ud.
Ved bordet rykkede hans kæreste diskret, men ikke uden min opmærksomhed glasset for hans armbevægelser.
En lille smule - næsten ubemærket og ikke noget, der blev sagt højt.
Han snøvlede.
Kort tid efter gik han rundt i stuen med min datter på armen.
Han faldt.
Hun slog sig heldigvis ikke.
Men jeg forstår den dag i dag ikke , hvorfor ingen af os reagerede.
Vi sad omkring bordet.
Så hvad der skete.
Men ikke en eneste af os sagde - du har da vist fået for meget. 
Jeg er i dag temmelig skyldbevidst over ikke at have grebet ind her.
Min bror har efterfølgende talt om "den usynlige elefant".
Det store monstrom i stuen som alle ved er der, som påvirker alle - men som vi ikke taler om.
I dette tilfælde: min fars alkoholisme.
Det har noget at gøre med skammen, men også misbrugerens eget virkelighedsbillede. Min far fejlede ikke noget.
Alt var i den skønneste orden.
Og det er det sådan set også i dag, hvis man spørger ham selv.
I øvrigt undskyldte de episoden med ovnen med at min far var syg - jeg kan ikke huske hvad det var de mente han fejlede.
Men det var da sådan set lige så forfærdeligt hvis han fejlede et eller andet, som hvis han var fuld.

Jeg fik endnu et barn.
Da den lille var omkring et halvt år tog min fars kæreste pludselig bladet fra munden og bad om hjælp til at få min far i behandling.
Min bror tog med hende hjem til ham.
De havde en lang snak, hvor de forsøgte at overtale ham.
Men han var stejl.
Sygehuset han arbejde på som overlæge ville ikke kunne undvære ham.
I hans familie klarede man tingene selv.
Det endte med at hun gav ham ret.
Hun trak i land.
De ville selv klare afvænningen.
Jeg ved ikke hvorfor hun trak i land.
Måske af frygt for at han blev ædru.
For hvad skulle der blive af hende?

Der gik nogle år.
Vi sås stadig sjældent og jeg begyndte at lægge besøgene om formiddagen, så vi var rimelig sikker på at han var ædru.
Mine børn skulle ikke opleve ham fuld.
Han bliver ikke voldelig, men snøvlende, fraværende, sarkastisk og falder i søvn, når han har drukket for meget.
Den mest skelsættende begivenhed i forhold til min fars alkoholisme fandt sted i julen sidste år.
Vi skulle holde jul hjemme hos os.
Min mor og bror skulle deltage.
Da jeg fandt ud af at min far skulle sidde alene, kom jeg til at invitere ham over.
Det var ikke meningen - og jeg fortrød faktisk lidt.
Men vi gennemførte.
Min mor og far fulgtes ad over til os - 200 km.
Den første gang i 15 år de var alene sammen.
Det gik godt ifølge min mor.
Min far rystede dog ved ankomsten om eftermiddagen (abstinenser).
Jeg holdt øje med hans alkoholindtag hele eftermiddagen og aftenen.
Han drak næsten ikke - et enkelt glas vin, højst to.
Men blev alligevel mere og mere sløv.
Han ænsede knap, da børnene gav ham hans gave.
Jeg havde lige bestemt mig for at bede ham gå i seng, da han selv proklamerede at han ville gå til køjs.
Alle var lettede, tror jeg.
Næste morgen fandt min bror en flaske rom i min fars taske.
Næsten tom.
Derfor behøvede han ikke drikke i vores påsyn.
Vi konfronterede ham med flasken - men han benægtede alt.
Julehyggen var brudt.
Stemningen trykket.
Han pakkede sine ting og kørte.
Det var svært at lade ham køre, da jeg ikke vidste hvor meget han havde drukket - men det var endnu sværere at lade ham blive.
For mig var dette dråben (eller flasken), der gjorde at der måtte handles.
Min bror og jeg kontaktede Tjele Behandlingscenter og brugte juleferien på at snakke med vores far.
Det endte i et brud, da han ikke ønskede behandling.
Vi talte med hans arbejdsgiver, der ikke mente at kunne gøre noget.
En temmelig ubehagelig samtale - som at tale med min far om igen.
Afvisning, bagatellisering af problemet mm.
Er verden fyldt op af konfliktsky mennesker?
Vi løb panden mod muren alle steder.
Hans kæreste var dog med os denne gang.
Efter to måneder valgte hospitalsledelsen endelig at reagere på en (af flere igennem årene!) patientklage.
Nu hed det pludselig behandling eller fyring.
Med armen vredet på ryggen kom min far af sted til Tjele.
Jeg var lettet og glad.

Det var den hårdeste vinter jeg nogensinde har oplevet.
Masser af sne og frost.
Og min far endelig i behandling.
Min bror og jeg besøgte ham i Tjele efter afrusningen - ca. midt i forløbet.
Han var anderledes klar i øjnene og i talen, men var både fysisk og mentalt påvirket af de mange års misbrug.
Han havde svært ved at overskue hverdagen på behandlingshjemmet, der ellers så meget overskuelig og struktureret ud.
Han var dårligt gående og i det hele taget i dårlig form.
Jeg tror, han forstod, at han var alkoholiker og at han var nødt til at gøre noget ved sit liv.
Eller jeg ønskede at det var sådan - for bagved lurede tvivlen.
Talte han os og behandlerne efter munden? ville han afvænnes?
Desværre viste tvivlen sig at holde stik.
Efter fem ugers behandling kom han hjem og faldt med det samme i igen.

Det værste er, at jeg kan føle mig skyldig over at have presset ham med hele forhistorien - alle de konflikter osv. der har ligget henslumrende i årene.
For min bror og jeg insisterede på at det skulle tales igennem - at der skulle løsnes op. Det var måske for meget?
Desværre også nødvendigt, hvis vi skal kunne have et normalt forhold igen efter alle svigtene. Jeg har sidst talt med ham i påsken.
Det sidste halve år har jeg været i psykologbehandling.
Jeg har fået mere styr på, hvordan jeg skal agere i dette her.
Jeg har lært, at det man som pårørende til en alkoholiker glemmer er sig selv og sine egne behov.
Jeg har brugt uendelig meget energi på at hjælpe min far - men har også glemt mig selv alt for meget.
Alle svigtene har jeg skubbet i baggrunden utallige gange.
Lige nu kan jeg ikke mere.
Jeg har brug for timeout, derfor har jeg i øjeblikket kun kontakt med min far pr. brev.
Men jeg håber stadig på at han en dag bliver ædru og at vi kan genoptage kontakten.
Denne gang på mine præmisser.

Tilbage