Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Min kære, 22 år, Pårørende

Tilbage

Livet kunne ikke have været mere perfekt.
Først nye venskaber og et fantastisk år i 3. g på gymnasiet, så en udmærket studentereksamen, dernæst et år med fantastiske rejser både psykisk, men bestemt også fysisk.
Dernæst en hjemkomst der var tårevæddet og smuk.
Alting var en drøm, alting var perfekt.
På rejsen havde jeg fået: job, optag på drømmestudiet, lejlighed, venskaber og lykke.
Det hele var SÅ perfekt.
Kun en ting manglede, og der stod han: Manden i mit liv.
For ham var det forelskelse ved første blik, men jeg var langt mere kølig.
Jeg kunne vælge og vrage, men han fik alligevel åbnet mine øjne og vi fandt sammen.
Vi var aldrig oppe at skændes, vi levede lykkeligt sammen for en stund.

På et tidspunkt vendte lykken igen, først sagde jeg jobbet op, så endte et skænderi med hjerteveninden, med at jeg blev drevet ud af min perfekte lejlighed og livet i min familie gik i stå, da min mor blev syg og følgende mistede sit job.
Studiet var blevet hverdag, og jeg havde intet sted at flytte hen.
Heldigvis var der en der stod klar til at gribe mig, min kære, stærke kæreste.
Manden der virkede så stabil og havde så brede skuldre, at jeg troede han kunne bære hvad som helst - Selvfølgelig stod han klar til at bære mig, og mine ny-erhvervede problemer.

Jeg flyttede ind i hans lejlighed, men efter 2 måneder begyndte jeg at se faresignalerne. Han havde fortalt mig at han havde haft problemer med sit alkoholforbrug, og fortalt hvorfra de ar han havde på arme og bryst stammede, men det var ovre nu - det lovede han.
Jeg stolede blindt på ham, gav ham min fulde tillid - selvfølgelig talte han sandt.
Indtil en onsdag, hvor han kom hjem fra arbejde og bad om mere tid alene.
Jeg pendler langt frem og tilbage og er hjemme 1-2 timer senere end han.
Jeg forstod ikke, hvordan jeg skulle give ham mere tid, eller hvorfor han ikke accepterede min tilstedeværelse.
Det førte til vores første skænderi nogensinde.
Et skænderi der udviklede sig mere og mere, indtil om lørdagen, hvor jeg tog til fest med nogle venner og min x.
En handling der øjensynligt fik min kæreste drevet ud af sit gode skind.
Han forsvandt i løbet af natten, og jeg måtte komme hjem til en aflåst lejlighed, hvor jeg måtte vente på ham til den lyse morgen.
Han kom hjem i en smadret bil, og var stadig fuld klokken 7. om morgenen.
Han havde brækket nogle ribben og var helt ude af den, han havde åbenbart været i slagsmål og var kørt galt på vejen hjem i fuldskab.
Jeg var meget chokeret, den fyr der stod i døren kendte jeg slet ikke igen.
Jeg fik ham beroliget og hjalp ham, han tog fri fra arbejdet om mandagen og jeg fra studiet, hvor vi aftalte med hans mor, at han skulle have noget hjælp og vi fik en tid ved lægen - en mand på 25, skulle have hjælp af sin mor til at bestille en lægetid, og moren var ikke overrasket - der var noget hun ikke fortalte mig.
Tirsdagen kom med forhåbning og jeg kom på toget til studiet.
Min kæreste sagde at han var på arbejde - en klar løgn.
Han svigtede at hente mig på banegården da jeg kom hjem, og jeg måtte tage bussen.
Da jeg kom hjem var han der ikke, så jeg lagde mig på sengen og græd for første gang på grund af ham.
Han kom en halv time senere, og jeg tror han blev overrasket.
Måske var det hans dårlige samvittighed, måske havde han besluttet det forlængst, men jeg husker ordene tydeligt: "Jeg er træt af at lyve.
Jeg har løjet for dig hele tiden, jeg ryger og jeg drikker og jeg lyver".
Jeg rejste mig, pakkede mine ting og kyssede min skønne kæreste i håret og bad ham få hjælp: "Jeg elsker dig" sagde jeg, inden jeg gik over til min ven på den anden side af vejen.
Min ven fik mig overtalt til at gå tilbage og tilbyde min kæreste hjælp og støtte - sammen måtte vi kunne gøre noget!
Men da jeg kom tilbage var han forsvundet.
Jeg gik først i panik, da jeg fandt et selvmordsbrev på hans computer og fik indsigt i, hvor dybt hans alkoholproblemer rakte, men min ven var fantastisk klar og fik mig til at ringe til politi og min kærestes forældre.
Selvom politiet var ude at lede efter ham, kom han heldigvis tilbage af sig selv.
Han var helt våd - havde forsøgt at drukne sig.
Politiet fik mig og hans forældre overtalt til at få ham hasteindlagt på psykiatrisk...
Han hadede os brændende, han bandede af mig og græd - men ikke nær så meget som mig, da jeg måtte rydde ud i alle de skjulte, tomme flasker, alle de regninger der ikke var betalt fra 4 måneder tilbage, vi stod til at blive smidt ud af lejligheden.
Alle de penge jeg havde betalt ham, var gået til alkohol og smøger, ikke til til huslejen og benzin.
Jeg skiftevis var rasende og druknet i tårer.
Min perfekte kæreste var væk.

Min kæreste er alkoholiker, det har han været gennem de sidste 5 år.
Han er i behandling nu, men de ting alkoholen fik ham til at gøre mod sig selv, sin familie, sin x-kæreste og mig er svære at acceptere.
Selvmords tanker, selvmordsforsøg og en selv-medicinering førte til et forbrug der var let at skjule på 6-10 genstande dagligt, men havde jeg åbnet hans skabe, tjekket bagagerummet eller måske bare ikke været så naiv...
Men jeg var naiv, jeg er naiv.

Nu er det 2 måneder inde i hans behandlingsforløb,og jeg er ved hans side.
Jeg elsker ham stadig ubetinget, men det er svært.
Jeg ser ham få det bedre for hver dag, jeg ser hans depression blive behandlet.
Jeg ser ham kæmpe mod sig selv, for ikke at bedøve sig selv med alkohol, når hverdagen bliver svær.
Det sjove er at han behandlede sin x-kæreste langt værre, hvorfor hjalp de ham ikke ved første selvmordsforsøg.
Hans forældre vidste det, hans x. vidste det, men mig holdt de det skjult for.
Det var mig der i sidste ende måtte hjælpe ham.
Jeg måtte ringe til politiet da han forsvandt, jeg måtte få ham indlagt, jeg måtte trøste hans forældre, jeg måtte tage mig af hans lejlighed og bringe ham rent tøj da han var indlagt. Jeg ved ikke hvorfra jeg har fået styrken, men måske er det visheden om at han er det værd?
Måske er det visheden om at han kan klare at forblive ædru?
Han er ung.
Hvordan er han kommet så langt ud?
Hvordan blev jeg rodet ind i det?
Jeg ved det ikke, men jeg ved at min kæreste får det bedre- hver eneste dag.
Han griner igen, smiler og selvom vores forhold nu er fyldt med skænderier, er han nu åben om hans følelser og behov, og dulmer det ikke i en lage af øl.

Måske holder vores forhold ikke for altid, måske er han ikke kureret, men han har fået åbnet sine øjne, for de problemer han har.
Den hjælp jeg har givet ham, vil han altid være mig taknemmelig for, og det giver mig styrke til at se lyset på den anden side - for ham.
Hvad der skal blive af mig er sværere at få øje på, men jeg skal nok komme igennem og ud på den anden side af sorgen.
På et tidspunkt bliver min mor rask, jeg får min bachelor og kommer ud at rejse igen. Lykken venter sikker på mig... og på min kære.

 


Tilbage