Kom i gang med gratis alkoholbehandling

ferieknægten, 21 år, Pårørende

Tilbage

Jeg troede egentlig at jeg var kommet mig over min fars druk og havde lagt det hele bag mig.
Men eftersom jeg er begyndt at meditere (kan virkelig anbefales) er jeg nået til et knudepunkt i min udvikling, nemlig den svigt jeg blev udsat for i min barndom.
Jeg har altid tænkt at jeg ikke kunne tillade mig sådan at pive, da jeg jo ikke er blevet voldtaget eller slået.
Men faktisk har jeg indset at al svigt er smertefuld og at der nok er en grund til, at jeg ikke er som alle de andre, men er: indadvendt, har det svært med kæresteforhold, pessimisme, negative tankemønstre, selvbebrejdelse, følelsen af ikke at være en del af fællesskabet, forskruet forhold til andre voksne mænd, og mindreværdskomplekser.

Da mine forældre blev skilt, da jeg var 5 år flyttede min mor og jeg til Bornholm.
Langt væk fra min fordrukne far, hvilket jeg ikke havde kendskab til som lille.
Da min far jo (u)heldigvis var berettiget til at have samvær med sin søn hver anden weekend, pendlede jeg derfor med fly fra rønne til kbh.
Mine weekender med min far var rædsomme da han i sine branderter forvandlede sig til en satan - totalt modsat hans personlighed når han er ædru.
For det meste sad jeg i hans nedslidte sofa og spiste kødpålæg indtil jeg brækkede mig imens timevis af kabel tv kørte forbi skærmen, alt imens han stod og drak sig helt ad helvede til ude i køkkenet, og kom ind og brokkede sig og var ondskabsfuld, hvilket jeg bare accepterede da jeg ikke anede hvad det ville sige at være dranker.
Han var altid så pissehamrende pinlig de få gange vi var ude, og sagde altid de mest ondskabsfulde ting til mig da jeg kun var 7-9 år.
Aller værst var det når vi skulle på ferie sammen, her gjorde han mig til syndebuk for at vores ferier var kedelige og at jeg ikke duede til en skid.
Det var især hårdt på ferierne da det jo kun var ham og jeg og ingen til at hanke op i lortet.
På ferierne drak han så tæt at han helt glemte at købe mad, faktisk var det så alvorligt at lægerne blev tilkaldt og sagde at han øjeblikkeligt skulle stoppe sit druk.
Herefter reagerede han ved at spørge mig, hans 9-årige søn til råds om, hvad han SÅ skulle drikke?
Jeg tænker tit, at jeg blev gjort til en slags erstatning for min mors nu manglende selskab, da hun tydeligvis havde knust hans hjerte ved at forlade ham.
Netop min mor begyndte jeg efterhånden at bebrejde og hade, for IKKE at sætte hårdt ind over for min far, jeg nævnte det dog aldrig for hende af skam.

Da jeg fylder 11 flytter min mor og jeg tilbage til Kbh, hvor jeg begynder i en skole med en masse muslimske elever, som jeg elsker af hele mit hjerte.
Eneste problem var dog bare at i deres verden, var alkohol totalt tabu og forbundet med fyldebøtter på bænke (min far). derfor følte jeg ofte stor skam og en ufattelig pinlighed, når han var fuld og ondskabsfuld ved børnefødselsdage.
Og jeg FATTER ikke at min ellers så "stærke" mor, ikke sagde fra og gav ham et gigantisk los i røven.
Så i stedet stod jeg altid med lorten og skulle forholde mig til mine venners bagtaleri.
Da jeg selv begynder at drikke som 14-årig opdager jeg at jeg kan lægge alt min fars lort fra mig, og blive lige hvem jeg vil.
Faktisk finder jeg endda ud af, at jeg kan drikke væsentligt mere end mine venner uden at det kan mærkes på mig (præcis som min far, da hans lever stadig virkede)
Jeg finder en trøst i alkoholen og efterhånden bliver den min faste følgesvend til diverse 8.-9. klassefester.
Jeg bliver med tiden så afhængig af alkoholens effekt at jeg ikke kan være social uden at være beruset - "du er meget sjovere når du er fuld" fortalte mine "venner" mig altid.

Da jeg når til at skulle begynde i 9. klasse beslutter min mor at sende mig på efterskole og møde nogle nye mennesker.
Første skoledag er min far selvfølgelig stanghamrende stiv og jeg er ved at DØ af pinglighed og skam. (jeg tænker lidt at han drikker, når han ikke er i centrum)
Jeg bilder mig selv ind, at ingen opdagede det, og oplever efterfølgende et af de fedeste år i mit liv.
Men jeg opdager samtidig at jeg ikke fungerer helt som de andre børn fra forstadens kernefamilier.
Jeg hviler ikke i mig selv, og søger konstant bekræftigelse på at jeg er god nok og lader konsekvent andre komme foran.
Imens jeg er på efterskole ser jeg min far meget lidt, jeg husker faktisk ikke at han hverken kommer og besøger mig, eller jeg besøger ham i weekenderne.
Da jeg skal begynde i gymnasiet, finder jeg efterhånden ud af, at jeg ikke er alene om at have en fordrukken far.
Af de 10 drenge jeg gik i klasse med, havde 8 alkoholiske fædre.
Det hjælper mig en hel del at dele erfaringen med andre, men finder dog ud af, at jeg alligevel skiller mig lidt ud fra dem, og vælger faktisk at holde lidt igen med mine egne erfaringer, da det simpelthen er for pinligt.
Jeg mistrives hele 1.g men føler efterhånden at jeg bliver en del af fællesskabet de to sidste år, da vi weekend og hverdag uge efter uge drikker os fuldstændig ned (som alle gymnasie drenge jo gør)
Men igen indser jeg at jeg selv ligger inde med min fars dæmoniske side, og bliver til tider et dumt røvhul med himmelråbende moralske tømmermænd, samtidig opdager jeg at den fede effekt jeg havde ved alkohol i starten, bare ikke er der længere, det bliver i stedet druk for drukkens skyld og mangel af sunde hobbyer.
Jeg frustreres samtidig over ikke at kunne finde en sød kæreste, men jeg er simpelthen for følelseshæmmet og sky.

Da jeg bliver færdig med gymnasiet kommer min far endelig i behandling, og jeg tilgiver ham og undertrykker derved de traumer og mangler jeg bærer rundt på.
I min fars renselsesproces (hvilken han stadig befinder sig i) taler han uafbrudt om sig selv og sine egne pinsler, hvilket jeg længe har accepteret og lyttet på.
Men han aner virkelig ikke hvor destruktivt det har været for hans sønner (jeg har en halvstorebror, der også synes hæmmet, men vi har stort set ingen ægte kontakt).
Især da min mor og hendes familie er fuldkommen velfungerende føler jeg at jeg er splittet i to, og ikke tilhører den "lykkelige/positive" side, men i stedet står som den sure skiderik der græmmes ved deres konforme gnidningsfrie liv fordi jeg ikke er en del af det.

I dag læser jeg på CBS og er selv stoppet helt med at drikke og dyrker i stedet meditation (hvilket kan anbefales) og fodbold som jeg elskede at spille inden gymnasiet. Jeg er også ved at blive bedre til det med pigerne efter 6 måneders rejse i sydamerika, der virkelig har givet noget selvtillid og ballast.
I går slog det mig pludselig at min fars lidelse er meget ensidig og at VI SØNNER nok er ramt dybere end vi går og tror, og at det er hamrende VIGTIGT at vi får ændret nogle ting så vi ikke havner i samme båd som vores fordrukne forældre.
Så jeg tror at jeg endelig vil opsøge noget behandling og blive et mere "helt menneske"
Vi har trods alt kun ET liv.
Hold kæft det blev en lang smøre, men en god start :D
Jeg opfordrer alle til at komme af med deres historie.

DE KÆRLIGSTE HILSENER

Tilbage