Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Camilla L., 20 år, Pårørende

Tilbage

Hej alle der læser det her !
Det er med meget blandet følelser jeg skriver et resume af mit liv, jeg har som så mange andre unge og voksne et ønske om at min familie skal fremstå så perfekt og idyllisk som muligt, men sandheden må frem før eller siden (better out than in).

Jeg skriver dette for at fortælle alle i min situation, pårørende og nysgerrige individer hvordan livet er under en alkoholisk opvækst, og at der er et lys for enden af tunnelen.
Til min familie og dem jeg kender der læser det her er det vigtigt for mig at pointere at jeg inderligt og hjerteligt elsker dem alle af hele mit hjerte og jeg har forsøgt gøre alle i min familie anonyme i den her fortælling.
Jeg gør ikke det her for at lange ud efter nogen, bebrejde nogen noget eller af andre ondsindede årsager.
Jeg gør det for at hjælpe andre og mig selv!

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte og I må undskylde hvis det virker rodet, min fortid er allerede nu en del sløret for mig trods min unge alder.
Here goes:
Jeg blev født på Grenaa sygehus den 27. April 1991, min mor der dengang var på vej til at skilles fra min far flyttede for sig selv sammen med mig da jeg var ½ år.
Min far beholdt min storesøster.
Årsagen til deres skilsmisse er mig stadig ikke helt klarlagt, min mor fortalte mig under hele min opvækst at min far var fysisk voldelig og psykisk manipulerende og det er jo selvfølgelig det billede jeg dannede mig indtil for få år siden.
Min fars historie er en helt anden.

De første 6 år af mit liv husker jeg som værne normalt, mange børn lever med deres fraskilte forældre uden de store problemer.
Min mor mødte en sød mand, som jeg i dag ser som min anden far.
Han arbejde som postmand og kunne godt lide at drikke nogle øl, men altid med måde.
Hvad han ikke vidste var at min mor allerede dengang har haft problemer med sit alkohol forbrug.
De giftede sig og vi flyttede til sjælland til et sted vi kaldte "det lille hus på prærien".
Min mor blev gravid med min lille søster i 1996 og da hun kom til flyttede vi ind til byen i en større tag lejlighed.
Der stoppede den lykkelige familie i min verden.
Jeg husker få episoder i perioden inden min stedfar forlod os.
Mit tydeligste minde i dag husker jeg som var det i går.
Vores lejlighed var placeret 15 meter væk fra et af byens værtshuse, og 50 meter væk fra byens grill og 20 meter væk fra politistationen.
Da min stedfar, mig og min mor skulle hente noget grillmad til aftensmad, sagde min mor at hun gik hjem og ventede på os og da jeg syntes det var kedeligt at vente på maden blev klar ville jeg også gå hjem og vente, men da jeg kommer op af jerntrapperne til vores lejlighed opdager jeg at der er låst og at min mor ikke er hjemme.
Jeg bliver rigtig bange og frygter min mor er væk og går stor grædende tilbage mod min stedfar, men da jeg passere politigården står der tilfældigt 2 politi betjente, som hurtigt reagerer på at en 7-8 årige pige kommer grædende kl 9 om aftenen.
De begynder at spørge mig og jeg forklare dem grådkvalt at min mor er væk, kort efter kommer min intetanende stedfar med 2 poser fyldt med grillmad og spørger hvad der foregår og da politiet snakkede med ham om hvor min mor kunne være, kommer hun brassende ud af værtshuset lige ved siden af og tydeligvis fuld, politiet noterer det og forlader os.
Da vi kom op og skulle til at spise, kan jeg tydeligt huske at mor sad og knurrede af mig, jeg var så bange og ked af det at jeg slet ikke kunne spise mit ynglings grillmad.

I samme periode husker jeg små glimt af min stedfar der holder min hysterisk råbende mor op af døren i begge hænder (tydeligvis i selvforsvar) og holdt hende der til hun gav op og gik ind i soveværelset, det var min første voldelige oplevelse.
Kort efter denne episode vælger min stedfar at forlade os, og jeg kan godt forstå ham men måden han gjorde det på var ikke voksent.
Jeg var på weekend hos min rigtige far som sædvanligt, da det er et stykke væk skal mor hente mig i toget hen til byen vi boede i, også det var som det plejede.
Men da jeg så min mor den dag i toget, lignede hun en zombie hun sad og græd.
Jeg var så chokeret, og græd fordi hun græd.
Efter en halvtimes tid i toget hvor vi begge enten var stille som graven eller græd fortalte mor mig at min stedfar havde ringet samme dag fra en telefonboks efter arbejde og fortalte at han ikke kom hjem igen.
Der stod hun alene med 2 piger, forladt.

Mors alkoholmisbrug eskalerede efter min stedfar forlod os.
Det første 1½ år efter han forlod os kom han jæventligt tilbage og drak øl med mor, og udnyttede hende.
Hver gang var hun sikker på at han blev hos hende, men hver gang gik han efter hans lyster var stillet.
Mor blev ødelagt i denne periode, og hun drak dagligt, jeg måtte passe min lille søster så godt jeg kunne, lave mad, rydde op, vaske op og lege med hende og samtidig gøre hvad jeg kunne for at dække over vores families situation.
I sine branderter tvang hun mig til at ringe til min stedfar sent om natten og sige ting som "jeg savner fars bamsemave", "jeg savner dig far kommer du ikke hjem" og andre ting i den dur. Min mor blev så frusteret og så fordrukken at det til sidst gik over i fysisk vold mod mig, jeg husker meget lidt af de mange episoder hvor hun slog mig, kun ganske få episoder, men hvad jeg aldrig glemmer er frygten, angsten for om mor kom hjem fra værtshuset og slå mig.

Jeg gik mere og mere ind i mig selv, og lærte hurtigt at skjule mine inderste følelser overfor skolelærere og diverse pædagoger.
Jeg husker at jeg som lille, undgik at ramme revnerne i mellem fliserne på fortovet hele vejen hjem fordi så ville mor ikke være fuld, nogle gange bad jeg inderligt til Gud om at jeg nok skulle være sød forevigt hvis mor ikke var fuld når jeg kom hjem, det trick virkede sjældent.
Når hun slog mig var det ikke bare nogle lussinger, hendes fortrukne måde var at trække mig langs gulvet i mit hår og derefter sidde ovenpå mig og slå mig hvor hun nu kunne komme til og sparke, men aldrig i ansigtet, det vidste hun selv i sin brandert ville være for åbenlyst.
Dengang fik jeg tæsk fordi hun troede jeg udspionerede hende for min rigtige far, og fordi jeg lignede min far, jeg har indset i dag at det er på grænsen til paranoia af den sindssyge slags.
Hver gang jeg var på weekend hos min far ringede jeg altid om søndagen kort før afgang og tjekkede om mor var fuld, hun slog mig i sær meget efter jeg havde været på weekend hos min far så det opkald var obligatorisk for mig, et fast ritual.
Ofte under undskyldning af at jeg snakkede som min storesøster (eksempelvis sagde min storesøster tit "nu skal du se løjer og langkål" og når jeg kom hjem og sagde det fik jeg afvide jeg lignede min far eller storesøster og efterfølgende et skarpt blik).

Jeg forsøgte mit bedste i skolen, når jeg altså var i skole.
Ingen havde mistanke til min mors misbrug, i hvert fald ikke efter min egen opfattelse.
Dengang blev jeg mobbet meget og jeg fik tilnavnet "bisquit", jeg trivedes meget dårligt socialt i skolen grundet min mobning.
Jeg var altid snottet, måske en smule underernæret, jeg havde det grimmeste tøj (arvet fra en eller anden der forbarmede sig) og jeg var altid den i klassen der altid havde lus.
Jeg lavede næsten aldrig mine lektier og havde aldrig idrætstøj eller badetøj med i skole når det var påkrævet.
Jeg hentede tit min lillesøster i børnehaven når mor var for fuld, men de tillod det ikke til sidst fordi de mente jeg var for ung til at hente hende.
Vores hjem var en hovedbanegård for drankere og tit overnattede der mystiske typer hos os, og tit forsvandt der et smykke som mormor havde givet mig, jeg lærte hurtigt at alle mennesker er lige og at fulderikker også har meget at byde på, men tilfælles har de at der ikke skal meget til før de ser rødt og afreagere på omgivelserne og de mangler det filter normale mennesker har men ikke desto mindre var de alle søde mod mig (med få undtagelser) og tit havde de en Cocio eller en rød sodavand med til mig og øl til resten.

Tit skete det at en eller anden sød ung mand bar min mor hjem fra værtshusene og nogle gange kom hun ikke hjem, derfor lærte jeg hurtigt at gå alle byens værtshuse igennem og når jeg fandt hende lærte jeg at hvis jeg lavede en scene og råbte (så alle kunne høre det) MOR!! Kom nu hjem og pas dine børn i stedet for at drikke!?
Så kom hun som regel men det var ikke uden jeg fik prygl med det samme vi kom hjem.
Andre gange kom hun hjem med blod i ansigtet efter et slagsmål. Volden mod mig fortsatte når mor kunne finde lejlighed til det mens hun var fuld, men kun en gang forsøgte hun med min lillesøster der dengang ikke var mere end 4-5 år, men jeg mener jeg kom i vejen fordi jeg havde set den komme, min lillesøster var i "spørge jørgen" alderen og fik provokeret mor tilstrækkeligt med spørgsmål om øl og hvorfor hun blev dum af øl men gudskelov husker min lillesøster intet.

En sød nyuddannet pædagog i den klub jeg var i forbarmede sig over mig, han fik et godt kendskab til min lille familie og må have haft ondt af mig.
Han passede på mig når han kunne, lod mig sove hos ham når jeg var bange for mor, tog mig på ture til tivoli og gav mig en mobiltelefon.
Sammen med ham fik jeg hvad jeg ville have, mad, slik og cd´er.
Når vi kørte tur i hans bil fik jeg lov at sidde på skødet og styre rattet mens han gearede op og ned.
Jeg kom og gik i hans lejlighed som jeg ville, også når han var på arbejde.
Og i hans lejlighed brugte jeg hans computer, dengang faldt jeg over nogle videoer i hans computer som jeg aldrig glemmer.
Det var 2 små piger i en køje seng med T-shirt og underbukser på, så beder en mand dem om at tage underbukserne af og det gør de og spreder begge benene, mere så jeg ikke.
Dengang vidste jeg ikke at det var børneporno, men det gør jeg i dag.
Og jeg er taknemmelig over at han ikke gjorde mig noget, det eneste jeg husker er at han tit nyd at se mig sove og jeg vågnede tit ved at han kiggede på mig når han var der.
Og så yndede han tit at jeg sad på skødet hjemme hos ham, men han forgreb sig aldrig på mig.
Til trods for at han var pædofil (hvad jeg ikke vidste dengang) så var han et lyspunkt i mit liv og det er jeg taknemmelig for den dag i dag.Min fodbold træner havde dog meldt ham til politiet fordi vi kom en time for sent til en kamp og han brugte unaturligt meget tid sammen med mig.
Jeg er glad for jeg slap uskadt for mødet med en pædofil der mere end 100 gange har haft mulighed for at forgribe sig og jeg tvivler på jeg ville have sagt det til nogen eller noget.

2 år gik og det blev svære og svære for mig og min mor at dække over vores lille families katastrofe kurs, min rigtige far havde i årevis forsøgt at gøre kommunen opmærksom på min og min lillesøsters opvækst og han kendte kun til en brøkdel af hvad der foregik hjemme hos mor.
Mor havde haft særligt to udskejelser som myndighederne havde fået underrettet.
Det værtshus vi boede tæt på, havde en baggård med et solidt "skur" og taget af det skur førte op til mit værelses vindue, mor havde som altid forladt os alene med streng besked om at vi ikke skulle åbne for nogen eller noget, hun satte en The Beatles live optræden video på og sagde at den skulle vi se til hun kom hjem, derefter tog hun sine nøgler og gik på druk.
Jeg tog hendes ord meget alvorligt af frygt for konsekvensen hvis jeg ikke gjorde det.
Da klokken nærmede sig tolv om natten hamrede det på vores glasfordør jeg kunne se fra stuen en uhyggelig skikkelse og selvom jeg ville, turde jeg ikke gå ud i mørket og åbne, der blev hamret hårdt på døren gentagende gange indtil personen gav op, jeg kunne høre de tunge skridt ned af jerntrappen som et sikkert tegn på at faren var overstået, der var stille i en times tid og jeg faldt hen sammen med min lille søster til nummeret "dont let me down" som vi hørte for 4. gang den aften.
Lige pludselig var der en hel masse postyr.
Politiet havde efter en anonym opringning fundet min mor sovende på taget af det skur der førte op til mit værelses vindue i et ynkeligt forsøg på at komme ind af mit vindue.
Politiet skrev i deres rapport "Der indgår en underretning fra politiet som i aug. 00 finder (min mors navn) stærkt beruset sovende på et halvtag ude af stand til at komme ind. Indenfor finder politiet (min mors navn) 2 børn alene hjemme. Politiet vurdere at hjemmet bar præg af rod, snavs og at børnene levede under forhold der lå langt fra hvad børn har brug for. Der har igennem årene været bekymring for (min mors navn) psykiske tilstand. Der er ligeledes tvivl om hvor meget (mors navn) drikker"

Den aften flygtede mor med os, vi sov bag et bibliotek ved nogle store affaldscontainere og jeg husker jeg fik flere flade lussinger fordi jeg ikke lukkede hende ind når hun bankede på, min lille søster sov med mors jakke på og jeg fik nogle skarpe blikke og måtte sove kun med T-shirt på, jeg lod som om jeg sov af frygt for mors vrede.
Ved en 5-tiden om morgen kom vi endelig hjem og mor måtte igen overbevise myndighederne om at dette var en engangsforestilling.
Det eneste kommunen gjorde var at tilknytte en familiekonsulent i 2 måneders tid 2 gange om ugen, fordi som der står i papirerne var min mor ikke samarbejdsvillig i at tage mod hjælp eller give børnene hjælp samt en "tvangs" Antabus behandling som skulle tages hos lægen, med en diskret trussel om konskvenserne var hvis hun ikke gjorde som der blev forlangt.
Det gik længere og længere ned af bakke, 2 gange skete det at vi måtte bo hos min stedfar i kortere perioder mens min mor kom nogenlunde op at stå igen, det skete ofte når mor havde lavet lort i den og myndighederne fik nys om det.
Eksempelvis var hun voldelig imod en pædagog i min lillesøster børnehave, så var vi hos min stedfar i en måneds tid.
Mange faglige personer omkring mig begyndte at udvise stærk bekymring, mine skolelærer holdte i samlet flok møde omkring mit stadigt stigende fravær og min forvirrede måde at fremtræde på når jeg var i skole, min lillesøsters børnehave udviste også bekymring selvom hun i sin forstand var tilsvarende sine jævnaldrene både psykisk og socialt, men alligevel endte en sådan en bekymring i at min mor fik tilknyttet den samme familie konsulent og en vis periode på Antabus dokumenteret af lægen.

En dag fik jeg nok, det var en frygtelig dag.
Den dag er underrettet af min stedfar som der en eftermiddag grundet en sjette sans aflagde min mor et besøg, han fandt som sædvanligt mig og min lillesøster alene i lejligheden dog i selskab med min mors veninde der tilfældigt var på besøg og skulle videre igen.
Han gik straks ned og hentede min mor, på trods af jeg bad ham lade være (jeg vidste det ville gøre mere skade end gavn) han kom kort tid efter med en meget fordrukken og bitter mor, han forsøgte at lave en aftale om at hun skulle sove mens han tog mig og min lillesøs ud og spise på et pizzaria.
Mens vi fik pizza som jeg ikke havde spor lyst til, tryglede jeg ham om vi ikke kunne sove hos ham, jeg fortalte ham (hvilket jeg meget sjældent betroede voksne) at jeg var bange for mor.
Men han kunne ikke tales til fornuft, han var sikker på at mor sov når vi kom hjem, men jeg vidste bedre.
Da vi kom hjem var mor blevet endnu mere vred og bitter.
Min stedfar besluttede at blive lidt og våge over os, men efter en times tid blev min mors konflikt søgen for meget.
Vi lå i sengen, jeg forsøgte desperat at lade som om jeg sov, så mor måske ville lade mig være.
Men i det samme hun havde lukket (og låst) hoveddøren trampede hun hen til soveværelset hvor mig og min lillesøster lå, hun hev mig op i min undertrøje og forsøgte desperat at slå mig nærmest febrilsk.
Jeg fik vredet mig ud af hendes greb og løb straks mod hoveddøren drevet af instinkter der minder meget om overlevelse.
Da jeg fik fat i håndtaget og febrilsk prøvede at åbne fik min mor fat i mig igen, hun rev mig i halsen og håret og forsøgte at trække mig ind i stuen igen men på en eller anden måde kom jeg fri og fik låst døren op og spurtede ned af trapperne.
Dér stod jeg, midt på gaden tidligt om aftenen i underbukser og undertrøje og så op på min mor der stod ved hoveddøren op af jerntrapperne og pludselig smurte hun en falsk sukkersød tone i og "milla mus kom her op jeg gør dig ikke noget"
Jeg husker at have råbt højt NEJ mor, jeg kommer ikke hjem mere! og så gik jeg 50 meter hen til en sød gammel dame jeg yndede at besøge tit, dels på grund af bolsher og hjemmebag men dels fordi hun var så sød og hyggelig, jeg bankede på velvidende at hun nok var på vej i seng og ikke havde lyst til besøg som hun mange gange havde forklaret mig.
Men hun åbnede og så straks at jeg behøvede hjælp, med blod omkring halsen og i undertøj må jeg have gjort et meget ynkeligt syn, jeg ringede hjem til min far men fik fat i hans kæreste.
Vi aftalte jeg lånte noget tøj af den søde gamle dame og løb hjem til hende.
Det gjorde jeg.
Senere kom min stedfar med min lillesøster som jeg panisk havde skreget op om at han skulle hente hende straks da jeg frygtede hvad der skete med hende når jeg ikke var der.
Først da hun kom sov jeg.

Det blev aftalt jeg skulle bo hos min rigtige far og min lillesøster hos hendes far.
Min far havde frustreret ventet i årevis på at myndigheder endelig skulle reagere, han havde været sig nogenlunde bevidst om det omsorgssvigt mig og min lillesøster havde været igennem.
Men min mor havde fået stemplet ham som voldsmand og medlem af en mystisk sekt.
Den mystiske sekt var Jehovas Vidner, en helt i gennem kristen tro med meget sunde moralske principper.
Men mit forhold til min far var fra starten af dømt til at være ambivalent, jeg var dybt splittet.
Min mor havde fra barndommen lært mig at far var en voldelig mand, og dybt manipulerende og at det "perfekte" liv jeg så hver 14. dag hos ham var en teater sat op til mig så jeg kunne bo hos ham, min mor frygtede ham fordi han forsøgte at "tage" mig fra hende.
I starten var jeg meget føjelig, jeg forsøgte ivrigt at leve i de faste rammer der var sat til mig.
Jeg startede i skole og passede den, jeg begyndte at ride hos en ældre kreaturhandler og fandt mit fristed hvori jeg kunne være 100 % mig selv og fik mig en bonus morfar som jeg den dag i dag elsker meget inderligt.

Det gik godt i et års tid og jeg lærte stille og roligt at min far i virkeligheden var en dejlig mand der ville mig det bedste og bekymrede sig for mig.
Men så kom teenage årene, jeg var født og opvokset i rammer der gjorde at jeg selv bestemte alt.
I skolen blev jeg hurtigt flov over at jeg ikke på samme måde som de andre kunne dele julen eller fødselsdag, men det der gjorde udfaldet var at jeg ikke måtte have en kæreste i en alder af 13 år, som jeg i al hemmelighed havde, det var et forbudt forhold som fik lov at komme alt for langt.
Jeg blev fjendtlig og rebelsk og de træk tog til mere og mere til indtil jeg erklærede jeg ville bo hos min mor igen, hvor jeg kunne ryge og drikke som jeg ville.
Min far så frusteret til mens jeg stædigt flyttede hjem til min mor igen for at jeg kunne være et "menneske" igen.
Jeg mødte kort efter jeg flyttede tilbage til min mor en 18 årig fyr som jeg som 14 årig indledte et forhold til, jeg mødte ham i et alkoholiseret hash miljø, men han var anderledes, han respekterede mig og elskede mig på trods af jeg var en 14 årig rebelsk pige der ikke gjorde hans liv lettere.
Jeg blev delvist afhængig af hash, fra at ryge i weekenden begyndte jeg at ryge i hverdagene og ignorede min mors forsinkede "bekymret mor rolle" og skolen.

Min mor blev gravid igen med en ny kæreste, hendes alkoholforbrug var stadig for meget men hun drak dog ikke nær så tit men gjorde det selv de sidste måneder af graviditeten.
Når hun gjorde tog jeg hjem til min kæreste i hans lejlighed og ryg det hele væk, hash gjorde mig ligeglad hvilket var præcis hvad jeg ønskede dengang.
Selv min mor kunne ikke styre mig mig, jeg drak, festede, røg og gjorde lige præcis hvad det passede mig og hun gik til sidst til myndighederne og bad om hjælp.
Jeg blev sendt på en kostskole, for problembørn.
Jeg kan skrive meget om den tid, men jeg vil nu spare jer for en endnu længere roman og sige at jeg efter et år på skolen fik overbevidst kommunen om at jeg sagtens kunne bo i eget værelse som 15 årig.
Jeg flyttede i nærheden af min far og fortalte kommunen at han var min "kontaktperson".
I et ½ år slog jeg mig løs for mig selv i Vordingborg, min storesøster der mødte en kæreste på det tidspunkt havde ikke den tid som jeg havde håbet, jeg flyttede derhen for at være tættere på hende.
Men da hun var dybt forelsket var en lillesøster naturligvis ikke altid velkommen.
Jeg gik på værtshus (ligesom min mor) passede ikke min 10. klasse og tog i byen og tog stoffer med et mildt sagt dårligt selskab det fortsatte i et halvt år indtil min elskede mormor begik selvmord fik mit ophold i Vordingborg en brat ende.
Jeg var ensom og flyttede tilbage til min mor, min tidligere omtalte kæreste var der for mig under hele processen, selvom jeg ikke snakkede med ham i længere perioder i Vordingborg.
Og vi valgte at flytte sammen kort efter jeg kom tilbage til mor, der fortsatte jeg mit hash misbrug til jeg blev 18 næsten 19 år (1 år siden).

I dag er jeg clean og forsøger på bedste vis at lære at være et "normalt" mennesker, jeg kæmper mine kampe.
Men mit mål er og vil altid være at bryde den sociale arv.
Jeg har et nogenlunde forhold til min mor, men den person der har hjulpet mig mest igennem alt det her er min far.
Selvom jeg har kaldt ham alt muligt, bagtalt ham og forbandet ham har han ventet pænt (flere år i nogen tilfælde) på at jeg opsøgte ham igen, han er den der den dag i dag støtter mig i godt og ondt og det er desværre ham jeg har brugt halvdelen af mit liv på at flygte fra.
Og selvfølgelig min kæreste som der i 5 år har fundet sig i meget, som jeg har forladt når han har haft mest brug for mig og som alligevel har været der for mig når jeg har haft mest brug for ham.

I dag ser jeg tilbage på mit liv som en del af en læringsproces jeg har lært meget tidligere end normale mennesker og har fundet hurtigt ud af at verdenen ikke er lyserød.
I dag har jeg valgt at bruge det i stedet for at lade det tynge mig, jeg har (næsten ;)) lært at bede om hjælp når jeg har brug for det, og at bruge det netværk jeg har omkring mig i stedet for hash.
Vi er flyttet langt væk fra det giftige miljø, og har forsøgt at skabe os et Hr og Fru Danmark liv og nu kommer vi til den del af mit liv som jeg ved vil blive bedre og bedre.
Min simple drøm er at bo på et nedlagt landbrugsejendom og være så selvforsynende som muligt, det er ikke nogen urealistisk drøm og jeg ser frem til at nå mit mål.

Undskyld det blev så langt nu vil jeg runde af for denne gang, det blev lidt rodet og langt men jeg forsøgte efter bedste evne at skrive det ned kronologisk.
Der er selvfølgelige meget meget meget mere hvor det kommer fra men så skulle jeg jo skrive en bog ;)
Mange kærlige tanker til alle jer derude, håber i kan bruge min fortælling til noget positivt.
Hvis blot en kan bruge dette så er mit mål nået ;)
Tænk på jer selv og dem der holder af jer og til resten vil jeg bare sige "møjn" fra Sønderjylland af ;)

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage