Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Allan, 57 år, Afhængig

Tilbage

Om alkoholikeren Allan - ham, der kun drikker i drømme.
Skrevet i perioden 2002-2011

Det er sjovt med os mennesker vi siger ofte et, og gør så det stik modsatte.
Det gælder også når vi taler om alkohol.
Hvor ofte har man ikke stødt på denne her "Jeg gør det aldrig igen"
Men allerede ugen efter sidder man igen med rødvinen og hygger sig.
Hvad er det så der gør at vi, trods den sikre udmelding vi kom med lige før, ufortrødent kaster os over alkoholen igen.
Jeg tror at vi har et behov for at "slippe".
Men det er et behov som sjældent kommer til udtryk i vores almindelige hverdag.
Det ligger der hele tiden og lurer, men vi tøjler det og gemmer det oftest væk.
At "slippe" er for mig flere ting, men det er i høj grad forbundet med den usikkerhed der ligger i de fleste af os.
Vi kender det nok mest fra de unge år, hvor man kunne blive utrolig usikker på næsten hvad som helst.
Men også som voksen kunne det f.eks. være rart at sige lige hvad der falder en for og gerne lige op i hovedet på chefen eller en anden man normalt ikke taler grimt til.
Vi søger derfor noget der kan bringe os ud over det ubehag vi føler ved usikkerhed eller svigtende mod.
Med vi ønsker stadig at bevare kontrollen.
Der er mennesker, der befinder sig rigtig godt med at være i en mere eller mindre konstant påvirket tilstand, fordi de oplever balance og kontrol.
Det giver med andre ord et psykisk overtag som personen kan bruge til at opnå balance, kontrol og mod.
Det sjove er jo, at selv om vi mister kontrollen helt, har black outs vi dagen efter bliver konfronteret med osv., er det for langt hovedparten ikke nok til at vi dropper alkoholen helt. Trangen til at "slippe" er altså større end som så.
Vi går efter en kontrolleret løssluppenhed, men når det kammer over, tilgiver vi os selv med "vi gør det aldrig mere".
Vi kan opleve andre, der er berusede, som afstumpede og dumme i deres væremåde, og derfor føler vi måske en hvis væmmelse ved dem.
Men vi gør det gerne selv en anden dag.

Det er måske i virkeligheden sådan at vi i vores daglige liv vil blive mere afstumpede, hvis vi ikke en gang imellem giver os selv lov til at "slippe", og optræde dumme?
Har vi et helt naturligt behov for at give os hen og forfalde til mærkelige udskejelser som vi ikke nødvendigvis er stolte af dagen derpå?
Ruster det os på et eller andet plan til at blive bedre mennesker, mere hele mennesker?
Hvis vi som mennesker har denne "slippe" trang liggende latent i os, er der så et udtalt behov for rusmidler?
Er det sådan at vi, i en eller anden udstrækning, ikke kan undvære rusmidler.
Vi ved at det at beruse sig har været kendt i ufatteligt mange år, også fra før vi brugte begreber som stress, udbrændt osv.

Vi kan vel derfor næppe påstå, at det er noget som vores moderne samfund har avlet, i alt fald ikke alene.
Det forekommer mig at være en mærkelig sammenblanding at ville kunne "slippe", have kontrol, overblik, ro, velvære osv., på en og samme tid.
Alt dette ligger selvfølgelig "kun" på det psykiske niveau.
Er man nået derhen, hvor man har et fysisk behov slås man, så at sige, på flere fronter.
For der er jo stadig et "slippe" behov hos alkoholikeren på linje med andres, men det får bare nogle helt andre konsekvenser at "slippe" for os.
Vi kan ikke uden videre sige "vi gør det aldrig mere" for det har en helt anden betydning.
Siger vi det, skal vi også efterleve det, det er med andre ord ?fatalt? forpligtende.
Kan man således blive syg af ikke at kunne "slippe". Det er vel ikke nogen helt urimelig antagelse. Spørgsmålet er hvordan "lære" man at "slippe" uden brug af rusmidler, eller hvordan undgår man behovet for at "slippe"?


Jeg oplever mig selv i en fase hvor det at se andre "slippe", under indtagelse af alkohol, ofte bliver temmelig anstrengende for mig.
Det kan der nok være flere grunde til.
Folk bliver ofte lidt dummere at høre på, mister overblik, gentager sig selv unødigt, høre ikke efter, eller mistolker det andre siger, osv.
Men det anstrengende, har jeg ligesom erfaret, ligger nok mere i det, at man ikke kan være med i de andres "slippen".
Det er derfor nogle gange meget svært at overbevise sig selv om, hvor godt det er, at man har det meget bedre end de andre dagen efter, samt alle de andre ting man må bruge for at holde sig på måtten.
Jeg kan således godt føle mig syg.
Altså måske i virkeligheden to sygdomme.
Det at være alkoholiker på det fysiske plan, og det at være frataget "slippetrangen", forstået som den trang der ligger i os alle (det psykiske plan).

Jeg oplever det nogle gange som en form for lammelse.
En lammelse der opstår i mine tanker og som fysisk sætter mig i stå. Gør mig ugidelig og til tider lidt ulykkelig.
Jeg skal ofte udkæmpe en verbal kamp mod trangen til "slippe".
Det er ofte, fornemmer jeg, denne kamp der kræver så megen opmærksomhed af mig, at den til tider blokere for anden kreativ tanke og handling.
Den udløser af og til også en selvmedlidenhed, som jeg så samtidig skal tøjle, så den ikke giver mig grund til at kaste mig over flasken.
Det er umådeligt krævende nogen gange.
Jeg har haft og har, om end ikke så tit mere, drømme, hvor min underbevidsthed har ledt mig igennem et sandt mareridt - tvunget mig til at gennemgå den sidste druktur helt ned i mindste detalje - men ikke for at stoppe mig - kun med det formål at få mig til at se de "fejltagelser" jeg gjorde sidst så jeg blev "nødt" til at stoppe.
I disse mareridt bliver jeg, sådan føles det bagefter, nærmest tvunget ud i at ændre de ting jeg foretog mig under mine eskapader - gemme sprut, penge, hævekort o.l. mere omhyggeligt, ja sågar hvordan jeg måske kunne bliver nødt til at stjæle og efterfølgende gemme mig.
Jeg har siddet fuldstændig skrækslagen og gennemblødt af sved i stuen om natten efter et sådant mareridt, og har været tæt på at tro - at nu bliver jeg vanvittig.
At noget kan have så stor magt over en, er helt ubegribeligt - og det kræver at man mobilisere alt hvad man har i sig af styrke og tro på sig selv, for at komme ud af disse destruktive tanker.

Vil det således være bedst for mig at prøve at undgå behovet for at "slippe", eller at lære at "slippe" uden alkohol?
Jeg er i alt fald bevidst om at jeg ikke uden videre lukker op for posen, og når jeg gør det, er det kun over for personer jeg føler mig sikker i blandt.
Jeg tilhøre nok den gruppe der, i de unge år oplevede, at det at være lettere påvirket mere eller mindre hele tiden, egentlig var ret behageligt, og måske derfor tænkte jeg ikke ret meget over, at få lært mig selv at "slippe" uden alkohol.
Det gik jo fint som der var, eller det var i alt fald det jeg troede.
For selv om jeg rent faktisk havde det ret godt med at drikke, kunne jeg selvfølgelig ikke forudse konsekvenserne af det hele.
Men det, at jeg ikke fik bearbejdet disse ting tidligt i mit liv, gør det måske sværere for mig at skulle lære det at "slippe" uden brug af alkohol.

Men jeg føler alligevel at de sidste par år er blevet nemmere.
Selv om det stadig kan være svært at se på andre der nyder alkohol.
Jeg tror, at det ligger i, at behovet for at skulle "føre sig frem", bevise en helt masse, prøve meninger & grænser af, ikke er så udtalt mere.
Man står mere ved sine meninger, har mere erfaring, hviler mere i sig selv.
Det er nok det ens børn vil kalde at blive gammel, men det er ok med mig, hvis det bare holder mig ædru.
Jeg har også lært, at det er vigtigt for mig at sige fra i forhold til ting jeg ikke ønsker at deltage i hvis det gør mig utryk.
Jeg ved godt at man skal passe på ikke at isolere sig, og at det kan være et dække over, at man ikke gider dette og hint.
Men jeg ved nu, at de hurdler jeg skal over, skal jeg nok komme over, når jeg er klar og ikke når andre (i en god mening) mener at jeg er klar.
- Hvorfor tager du ikke med på det team-building kursus eller den julefrokost, det er da sjovt at møde sine kollegaer uden for arbejde?.
Det er det uden tvivl, men ikke for mig endnu.
Og det er ikke vigtigt for mig endnu. I alt fald ikke så vigtigt at jeg vil sætte alt muligt over styr.

Jeg vil nå at se Prag, Paris, New York, lege med mine børnebørn, elske med min kone, også når jeg får svært ved at få vejret,
Se en udstilling eller et hav, et glimt i øjet & alt det andet der stadig er - Og når så den tid kommer, hvor fruen og jeg kun kan tygge smør, så skal vi sidde i solen på en bænk i en gammel have med vores lige så gamle venner og tale fuldstændigt forbi hinanden, fordi det er det vi kan! Og vi skal høre musik, U2 & Bob Dylan og alle de andre og sige til hinanden at de ku` sgu de gamle & der kommer ingen som dem igen.
Og vores børn vil, når de har besøgt os, gå hovedrystende hjem og sige "hold da kæft hvor er de blevet gamle".
Det er det jeg vil, hverken mere eller mindre!
åh jo - jeg skal jo også arve Mogens piber.

Måske er det meget lidt ambitiøst og måske er det uinteressant - men måske derfor, når jeg at opleve det.
Jeg har det bedre med at tænke sådan, jeg mærker det mere og mere dag for dag. Måske er disse "skriblerier" en af de måder jeg vil kunne anvende når jeg har behov for at "slippe".

Har tænkt meget over, hvad der egentlig har fået mig til at stoppe helt med at drikke alkohol.
Jeg, der har været igennem alverdens prøvelser.
Lige fra diverse ambulatorier, psykologer, psykiatere, psykiatrisk skadestue, medicin m.m.
Og jeg må erkende, at det nok ikke har været alle de mange behandlinger, der er årsagen (i alt fald ikke primært), men dybest set mig selv.
Det gik nok op for mig at der egentlig ikke er andre der kan stoppe den proces, end mig selv.
Første gang jeg for alvor erfarede dette, var da jeg tog en beslutning om at droppe antabus.
Jeg gjorde det ud fra den betragtning, at jeg alligevel snød mig til at undlade at tage det, når det passede mig.
Så jeg var jo i virkeligheden herre over hvad som helst, der havde med alkohol at gøre.
Så omvendt, hvis jeg kunne tage en beslutning om at stoppe med at drikke, ved hjælp af antabus, så kunne jeg vel også tage den samme beslutning uden.
Altså tage den fulde kontrol.
Jeg vil dog på ingen måde nedgøre den indsats der udføres på diverse ambulatorier og behandlingssteder.
Men den egentlige og altafgørende hjælp, skal findes mellem ørerne.
Det er der det foregår.
Det er der beslutninger tages.
At vælge livet.

Desuden høre jeg nok til den type af alkoholikere, der ikke skal stilles i udsigt, at kunne drikke lidt i weekender, efter devisen "nu laver vi en aftale".
Aftaler af den art, var for mig, som alkoholiker, kun til for at brydes.
I mit tilfælde, har der nok været alt for mange forskellige tilbud om afvænning til stede.
Set i bakspejlet var der nok kun en løsningsmodel.
Du kan ikke drikke, punktum.
Men det er måske nok sådan, at alle disse mange år med "brandøvelser", terapi & aftaler, der blev brudt, alligevel har haft en hvis indflydelse på mine beslutninger.
For, hvem var det jeg snød, når jeg udeblev!!!?
Egentlig er både det at drikke & det at holde op, utroligt egocentrisk.
Begge beslutninger er man temmelig alene om, når det kommer til stykket.

Det sidste år, har på flere punkter gjort mig mere afslappet.
Jeg er ikke længere fokuseret på at andre drikker alkohol.
Jeg oplever mindre og mindre den irritation, der kan dukke op, når der kommer vin på bordet.
Jeg er heller ikke flov over eller ked af at sige, at jeg drikke ikke.
Har også fået et naturligt behov for at være sammen med andre mennesker, også i arbejdsmæssig henseende (kurser, team building, osv.).
Men jeg går stadig hjem, når de andre bliver dumme i nakken, og jeg kan stadig vågne om natten og have drukket i drømme.
Så, det er helt afgørende for mig at holde fokus på opgaven.
Det går hele tiden fremad.
Men man har aldrig "helt fri" som alkoholiker.

Sidst jeg drak alkohol var i december 2002.

Så skete det igen.
I April 2011.
Fyret igen - det skal åbenbart ske med 10 til 15 års mellemrum.
Det er ikke en udskylning, men det er en mulig forklaring.
Jeg skal åbenbart dette igennem.
Det er der så mange der skal - I know - men hvorfor lige os/mig?
Jeg ved vi klarer den os to, men hvor længe :)


Tilbage