Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Patricia, 25 år, Pårørende

Tilbage

Patricias historie
Jeg er 25 år og har levet et liv med en blandingsmisbruger.

Da jeg var barn boede jeg i Københavns forstad Charlottenlund, som jeg godt kan kalde for et sted for velhavende familier.
Her boede jeg med min far og mor og min lillesøster som er ca. tre år yngre end mig.
Min mor var direktør for sit eget PR og kommunikations firma og min far havde også nogle år i hendes firma, fordi de arbejdede med det samme erhverv.
Min fars tid hos min mors firma var kort fordi han ikke syntes han fik lov til at udfolde sig for min mor og at der var intet, der var godt nok og at hun altid endte med at rette tingene til så de passede til hendes hoved.

Både min mor og far værdsatte arbejdet højere end familie, så min lillesøster og jeg var tit overladt til 16 årige barnepiger fra vores skole eller au pair piger.
Så en moder eller faderfigur har ikke været så synlig og vi var ofte ladt til os selv.
Jeg har nok altid selv haft rollen som forælder for min lillesøster.
Jeg tog alle roller der manglede at blive at blive besat.

De første 10 år af mit liv var jeg barn og uvidende for hvad der foregik og det var også der mine forældre var sammen og jeg levede i en fantasiverden og var stærkt overbevist om at jeg havde en 'kernefamilie'.
I slutning af de 10 år flyttede min far til Moskva for at arbejde og senere blev de skilt. Min mor beskyldte ham for at være utro, hvilket han nok har været og det kan jeg faktisk godt forstå nu, når jeg ser tilbage på hvordan min mor har været.
I den tid de var gift hørte jeg mine forældre skændes og true hinanden ofte, men det tænkte jeg ikke mere over, for jeg gik ud fra dengang at det var da normalt.
Efter skilsmissen gik der fire år, hvor min mor var beskæftiget med sit firma og en sejlbåd hun anskaffede sig og vi havde forskellige au pairs.

Jeg kan huske at jeg nogle aftener vågnede om natten pga. fjernsynet der hylede og fandt ofte min mor sovende i lænestolen ved sofabordet hvor der stod en tom hvidvinsflaske. Jeg vækkede hende og fik hende i nattøjet så hun kunne sove og være frisk til arbejdet. Her var jeg omkring 11-12 år.
Hun var hjemme da vi tog af sted til skole og kom sent hjem, når der stod aftensmad på bordet eller når vi var på vej i seng.
Min mor havde ikke mulighed selv for at gøre båden klar til sommeren pga. sit fuldtidsarbejde, så der var en 20 år ældre herre der var til stor hjælp og senere blev de kærester og han blev min stedfar.
Han var så gammel at jeg til at begynde med synes min mor var klam og han var klam pga. hans alder.
Mine mavefornemmelser for hvad han var for en var rigtig nok.
Min stedfar var en mand med lange fingre og gammel sømand, så min lillesøster og jeg var hans små sømænd.
Min stedfar dukkede nogle gange uanmeldt op i døråbningen ind til mit soveværelse mens jeg stod og klædte mig på og han kunne se mine kvindelige kurver.
Han har befamlet mine kurver og kommenteret meget på mine brysters størrelse og alt det en teenagepige udvikler kropsligt.
Der har aldrig været samleje, men alt det jeg kom til at huske han havde sagt og gjort af disse ting efter at jeg flyttede hjemmefra var grænseoverskridende.
Overgrebene var taktiske, strategiske og grænseoverskridende, som ingen lagde mærke til og hvis de gjorde lod de det bare ske foran næsen på dem.
Det var noget jeg aldrig nogensinde forstod, at folk i min mors og stedfars vennekreds aldrig kommenterede eller gjorde noget i forsøg på at standse det.
Der følte jeg også et svigt, men med tiden har fundet ud af at mange ville gerne men vidste bare ikke hvordan de skulle gribe sagen an.

Jeg er i forvejen barn af andet ægteskab og mine forældre var en del ældre end dem i min vennekreds.
Allerede der følte jeg mig anderledes.
Der gik noget tid, hvor vi fortsatte med at gå i skolen og bo det samme sted, men min stedfar gav udtryk for at han ikke vil bo her og at han vil have min mor flyttede ind til sig og bo.
Det var helt i Nordsjælland og min søster og jeg måtte stoppe i skolen og sige farvel til vores vennekreds.
Jeg var teenager på det tidspunkt og synes det var hårdt.
Ikke kun fordi at jeg mistede kontakten til mine venner, men nogle år forinden måtte vi også give vores hund væk, fordi min mor ikke kunne eller interesserede sig for at opdrage på den, da hun aldrig var derhjemme.
Det er en af de hårde oplevelser jeg kan huske, fordi jeg kan se at jeg senere hen ikke fik så tætte forhold til de næste mulige kammerater der kom ind i min verden.
Jeg kunne også se at min mors drikkeri eskalerede i takt med at hun fandt ud af at hun kunne få min stedfars selskab og han var også meget glad for våde varer.
Jeg kan med hans forhold til alkohol også se nu at han også var alkoholiker.
De var i benægtelse og havde så mange gode overbevisende selvretfærdiggørende argumenter for at det var tilladt at drikke lidt der og der og der var altid noget der kunne fejres med blå colaer, whisky, vin eller snaps.

Jeg havde 20 års fødselsdag, hvor vi blev 25 gæster, fire af mine venner og resten var min mors og stedfars venner og familie.
Da klokken var halv tre eller deromkring var alle voksne virkelig fulde at de råbte og sang og svingede i deres gang.
Min daværende kæreste dengang troede mig ikke men blev overbevist om at det var rigtigt ved festen.
Alle tegn på tab af kontrol og destruktive adfærdsmønstre var i gang, de var bare skjult i min mors og stedfars facade som forsøg på aldrig at blive opdaget i deres skuespil.

Siden min fars og mors skilsmisse har min lillesøster og jeg oplevet at skulle vælge side for hvilken af vores forældre vi holdt med og fordi jeg ikke vil give mit mor et svar fik jeg en masse at vide om hvor kriminel og stor løgner min far var og at han kun vil snyde for børnebidrag.
Min far sagde at min mor var vanvittig og at hun havde truet ham med brødkniv da de var gift og skændtes.
Ud fra de vilde historier og påstande blev jeg så forvirret at jeg til sidst fik min egen måde at gøre det på.
Jeg måtte pådrage mig en masse overlevelsesmekanismer.
Jeg har mange gange på email tigget og bedt min far om at få styr på det, så han og min mor kunne tale ordentligt sammen, så min lillesøster og jeg ikke blev sat i den ubehagelige situation om hvem man bedst kunne lide og blive råbt af.
Nøjagtig de situationer oplevede jeg mest sent om aftenen, hvor min mor og stedfar havde drukket tæt ved middagsbordet.
Det var de situationer min mors dæmon fik frit løb og udbrød alle former for nedbrydende krænkelser og beskyldninger.
Men jeg var den loyale datter og tog alt hvad hun sagde til mig og var overbevist om at det var min sandhed og identitet som blev nedbrydelsen af min selvtillid bid for bid.
Som sagt var min stedfar 20 år ældre end min mor og han var næsten jævnaldrende med min mormor, så mange sagde at han kunne være min bedstefar.
Det kunne han i princippet også og jeg skammede mig over at have så gammel en stedfar, som også var ubehagelig og utilregnelig - ligesom min mor.
Jeg syntes han var sur, tvær og rigtig ubehagelig råbende altid og alt hvad min søster og jeg gjorde var forkert og så skulle vi lige vide hvor forkerte vi var.
Min stedfar var lige som min mor.
De var to alkoholikere i benægtelse, der i en alkohol-rus dansede med en flaske i hver hånd og ville sige i ramme alvor at de da ikke havde et problem, men det havde alle andre omkring dem, for de var dumme, åndssvage og forstod ikke en skid.
Men til trods for min lillesøster så og oplevede det, kunne hun ikke selv indse at det her var sygdom og ikke bare overdrivelse.
Jeg var den eneste til sidst, der så realiteterne i øjnene og tog beslutningen om at jeg vil kende sandheden og ikke bare lukke øjnene for noget jeg synes var så uhåndterligt som det var.

Jeg ville leve uden lidelse og smerte.
Jeg var heldig at komme i kontakt med et fællesskab, hvor jeg har arbejdet med mig selv og dermed fundet fred med min fortid og min baggrund.
Jeg har været i fællesskabet i 6 år nu og kan ikke undvære det, fordi jeg har fundet ud af at jeg altid vil have tendens til at kaste mig selv i baggrunden og lade andre være nummer et i mit liv fordi jeg er vokset op i en dysfunktionel familie.
Det er for mig en livslang proces i forhold til at bibeholde min frihed og min sunde fornuft og undgå mine gamle familieroller og destruktive adfærd.
Som jeg ofte siger til dem, der vil arbejde med sig selv; det er en livslang proces som er afhængig af vedholdenhed og vedligeholdelse for at nærme mig helbredelse.
Jeg mener at nærme sig, for jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver helbredt.
For min egen skyld er min fornemste opgave at lære at leve med sin fortid så jeg kan omfavne og leve i nutiden og være taknemmelig for det jeg har.

Et godt ordsprog: Fortiden er historie, nutiden er en gave og fremtiden er et mysterium. Lev efter det og du vil forstå hvad jeg mener.

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage