Kom i gang med gratis alkoholbehandling

På vej fremad, 36 år, Pårørende

Tilbage

Den sidste måneds tid har jeg oplevet en splittelse i mig selv.
Jeg føler, at jeg tænker klart i mit hoved, men det er som om, at mine følelser ikke følger med.
Alle mine tanker er startet fordi jeg har en følelse af, at jeg godt ved hvad der er godt for mig, men jeg magter ikke at arbejde efter det.
Jeg tror at mange af de venner og veninder jeg har fornemmer at de kender mig, men jeg ved at de ikke gør.
Jeg har aldrig sådan helt oprigtigt åbnet mig for noget menneske, og jeg ved godt hvorfor. Det er fordi, at jeg bære rundt på en stor sorg indeni.
Sorgen over de svigt og den følelse af magtesløshed ift. til min alkoholiseret mor.
Min mor som bare sad og drak, dag ud og dag ind.

Det er først nu, at det er gået op for mig, at jeg ikke husker meget fra min barndom.
Jeg husker brudstykker som var det en film.
Mest klart står alle de drømme og forestillinger jeg havde i mit hoved.
Alt det jeg drømte om når jeg var alene.
Det var drømmen om den normale kernefamilie, ferier og en ædru mor.
Mit liv har på en måde været splittet i to.
Jeg besøgte min far hver anden weekend.
Tiden og ferier osv. med ham, husker jeg.
Hvis han spurgte ind til mor dækkede jeg over det, jeg har først da jeg blev omkring 30 år, vil jeg tro, sagt til ham hvor slemt det har været.
Men det kommer i meget små bider, jeg har svært ved at fortælle ham historien.

Jeg husker mest min mor siddende i køkkenet.
Hun drak næsten altid rødvin af en kaffekop.
Mine første erindringer er fra jeg er ca. 8 år, tror jeg.
Det er så irriterende for jeg vil så gerne huske mere, men jeg kan ikke.
Der er øjeblikke der står så klare og andre ting er helt væk.
Den eneste juleaften jeg husker med hende var den hvor hun var stangstiv og sov kl. 21. Jeg frygtede altid, at hun var fuld hvis vi skulle noget.
Det var bare så pinligt.
Hun var bare så spydig på en eller anden måde, jeg fik altid så dårlig samvittighed, jeg forsøgte virkelig at få det til at hænge sammen, men det var så svært.

Når jeg tænker tilbage forstår jeg slet ikke, at ingen har hjulpet os.
Alle viste det, skolen viste det.
Vi havde ingen penge da jeg skulle på lejrtur, min lærer lånte mig pengene, jeg husker bare hvor mange gange hun spurgte efter dem, det var så forfærdeligt.
Jeg skulle tit gå til naboen med en seddel fordi mor skulle låne penge, det var altid til smøger og vin, det hentede jeg ved købmanden.
Det værste var når man var inviteret til fødselsdag, jeg havde bare aldrig en gave, hvordan jeg slap ud af det eller om mor fandt på noget, husker jeg ikke.
Hun var altid meget depressiv, havde så ondt af sig selv, truede med selvmord.
Nogen gange tænkte jeg, bare gør det for så bliver livet nemmere.
Jeg kunne blive ved med at øse ud af svigt og episoder.

Dog har jeg har altid vidst at jeg ville klare mig.
Jeg er et meget selvstændigt, reflekterende og ærligt menneske.
Men jeg er også bevidst om, at der er mange ting jeg ikke magter fordi jeg bare ikke kan. Her er det igen, at hovedet tænker klart, men jeg kan ikke udføre opgaven.
Jeg udskyder mange ting, hele tiden.
Jeg er god til at organisere i mit hoved, men jeg kan ikke udføre det i praksis.
Jeg bliver nemt presset og stresset hvis jeg skal have gæster fx kl. 13.
Så synes jeg ikke, at jeg har tid til det jeg skal nå på dagen, altså handle og gøre rent, selvom jeg har 5 timer bliver jeg stresset.
Jeg påtager mig eller siger ofte, at jeg nok skal gøre noget, men jeg får det sjældent gjort. Hvis det kun handler om mig selv såsom sport eller købe noget til mig selv kan jeg sagtens, men ikke når det er i forhold til andre.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bryder mig ikke om situationen.
Jeg kan ikke modtage almindelig kærlighed.
For 2 mdr. siden mødte jeg en sød fyr, han ville mig så meget, at jeg bakkede ud.
Jeg kunne slet ikke holde til at han var i min lejlighed.
Det vigtigste for mig var, at han tog alle sine ting med hjem.
Jeg har nemmest ved at hengive mig til fyre som jeg ved ikke vil have mig.
Og når jeg har sådan en fyr vil jeg helst ikke slippe ham.
Jeg er overbevidst om, at hvis han lige pludselig gik all in så vil jeg ikke ham alligevel.
Jeg prøver ofte at andre kommer til mig med deres problemer.
Dem forsøger jeg at komme med løsninger på.
Jeg har siddet med mange fyre hvor vi har snakket om deres følelser fra tidligere forhold, jeg ved i mit hoved det er mærkeligt at jeg gider, men mit hjerte kan ikke flygte fra det. Jeg drager omsorg for dem, og synes det er synd.
Andre mennesker kan få mine tårer frem så let som ingenting, de skal bare fortælle noget som har gjort dem rigtig kede af det.

Jeg tror at andre mennesker ser mig som en sød og ærlig person der er selvstændig, snakkende, smilende osv.
Det er jeg også på overfladen.
Der er ingen der ved hvordan jeg er indeni, jeg tror ikke at der er nogen der kender mig fuldt ud.
Jeg har aldrig helt ærligt fortalt nogen om min barndom.
Nu er jeg klar til at møde verden, åbne op og få snakket med nogen der kan hjælpe mig. Jeg føler tit at jeg mangler omsorg, men hvis en mand giver mig det, flygter jeg.
Jeg går næsten altid efter det der er umuligt i parforhold, igen hovedet ved det, men hjertet hører det ikke.

Nu er jeg 36 år, jeg har kun meget lidt kontakt med min mor.
Hun er meget depressiv og syg af skaderne med alt den alkohol.
Jeg tror nok at jeg har tilgivet hende, prøver at sige til mig selv, at hun har gjort hvad hun magtede.
Jeg har aldrig konfronteret hende med alkoholen, jo måske en enkelt gang da jeg var ca. 11.
Min rolle var at glatte ud og gøre alle glade, og på den måde havde jeg det bedst indeni. Min facade har været mit skjold, og nu er det på tide at jeg smider facaden ... jeg er klar til at møde verden.

 


Tilbage