Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Shima, 50 år, Pårørende

Tilbage

Når livet bliver for hårdt.
Og han ikke vil erkende.

Hvem skal jeg sige det til, når livet bliver for hårdt og sjælen den bliver skudt i tusinde stykker.
Hvem skal jeg sige det til, når selvværdet i livet bliver smadret og kun et offer er tilbage.
Et offer uden mod, et offer uden glæde, et offer uden kærlighed, et offer der kun rummer ydmygelsens tykke grød.

En grød der ikke kan synkes, en grød der ikke kan spises, en grød der giver kvalme og kun ødelægger sjælens søde tand.

Hvem skal jeg sige det til, når du i alt den tid her, nærmere i 3 år kun har brugt og udnyttet det menneske jeg var, fuld af liv og glæde og tillid til mig selv.
Hvem skal jeg sige det til, når jeg er rigtig syg og trænger til din hjælp, når du blot sidder på et værtshus og drikker dig ihjel og ikke svarer mig.
Hvem skal jeg lade mine tårer ramme og hvem skal hjælpe mig på hospitalet og sidde der og vente med mig.
Hvem skal holde om min sjæl og hvem skal sige, jeg elsker dig.

Hvem skal jeg sige det til, når du det menneske af alle, burde have været der for mig, forlader og svigter for at drikke alkohol og putte mønter i en spillemaskine. Hvem skal jeg henvende mig til og fortælle at jeg trænger til din hjælp.?
Hvem skal jeg fortælle det til, at du råber og skriger og kalder mig grimme navne? Hvem skal jeg tale med, når angsten over dine ord forskrækker mig og efterlader store dybe ar.

Hvem skal jeg sige det til, at du ikke vil betale, at du overlader alt det økonomiske til mig og vidende om, at du drikker og spiller det hele op.
Hvem skal jeg låne flere penge af og hvem skal hjælpe mig, når jeg engang står på gaden?
Hvem skal jeg bo hos, når hjemmet det forsvinder og der intet mere er?
Hvem skal helbrede mit hjerte, når det gør ondt, når hver en muskel og nerve spænder så meget, at hjertet går i stykker.

Hvem skal jeg sige det til, at du flytter hver gang et ord bliver sagt, at du i kampenes hede, altid råber, at du er glad for at slippe af med mig?
Hvem skal fortælle sandheden og hvem skal fortælle løgnen?
Hvem skal jeg fortælle til om alle dine svigt, at du altid projicerer ting over på mig? At du altid fortæller din løgn til gud og hvermand, at du aldrig, aldrig må noget som helst.

Hvem skal jeg fortælle til at du lyver så vandet det driver, at du blot er en lykkeridder som intet tager med?
At du kommer med ingenting og går med det hele.
Hvem skal min sjæl heales af og hvem skal hjælpe mig op at stå og hvem skal gå igennem den sygdom med mig, som tager mit liv?
Hvem skal jeg græde hos og hvem skal jeg betro mig til? vem skal jeg fortælle til at hver en gang du åbnede din mund, at der kom løgn og svigt, at det var det eneste du kunne få ud. At sandheden altid har ligget så langt fra dig.

Hvem skal jeg fortælle til, at du udnytter og svigter mig, at du legede med kvinder, hver gang du var i byen.
Hvem skal jeg dele det hele med, at angsten, når du drikker, den tærer mig op? Angsten for at du kommer hjem og smitter mig, at du kigger mig i øjnene og siger du elsker mig. At hvert et ord der kommer, er en løgn og et bedrag.

Hvem skulle jeg tale med da diagnosen kom og hvem skulle trøste mig, når livet blev for hårdt og virkeligheden mærkedes klart i min sjæl.
At frygt for dagen om i morgen, frygten for at dø og for at dø alene.
Hvem skal jeg fortælle, at jeg ønsker at holde i hånden, ønsker at blive elsket, ønsker at blive respekteret og ønsker at få den bedste sidste tid i mit liv.
At jeg ønsker at være glad, ønsker at dele det sidste jeg har igen.

Hvem skal jeg fortælle, at du smuttede hele tiden, gad dårligt nok være omkring mig, selvom du fortalte du elskede mig. Du løj, du bedrog, du udnyttede, du brugte, du drak, du spillede, du var utro, du var en nasserøv, du var doven, du ville ingenting, blot ligge dit store tykke korpus i min sofa eller seng og zappe på tekst Tv eller se en bold trille rundt.

Hvem skal jeg fortælle til at min sjæl er blevet brændt, at jeg ikke længere ejer det som jeg burde eje. Jeg har mistet alt, men mest i min sjæl. Selvværd og kærlighed til mig, det tog du også med og jeg græder og min stakkels nedbøjede sjæl leder efter et sted, hvor den kan finde ro.

Du forsvandt og du gjorde det godt, regninger ubetalt, beskidt vasketøj, lugten af din sved, lugten af din urin, lugten af et svin, lugten af et svigt. Forbander dig endnu, jeg græder mange tårer, bitterhed og had, har taget fat i mig. Du gik og hvor gik du hen, til vennerne med endnu en flaske i munden og endnu en mønt i deres hånd. Et sammenhold af et stankfuldt, røget og svinet sted. Det sted hvor alle dem opholder sig, som intet andet har. Et sted, hvor der bliver lyttet og hvor der bliver fortalt mangen en historie. En løgnehistorie over disken om, hvor slem konen hun er, hvor hårdt han har det derhjemme og hvor træt han er af det.

Alkoholiker og en ludoman, lidt en psykopat uden empati. dig, dig, dig og dig. Altid dig og altid mig der bærer skylden for alkoholens luner. mig, som altid fornægter dig en tår, og mig som altid brokker og sætter sår. Det hele er min skyld, det derfor han drikker. Endnu en tår og endnu en løgn, endnu et svigt og endnu en vise om kærlighedens sorg.

Diagnosen den fandt vej, uhelbredelig, stakkels mig. Den, som jeg troede elskede mig og ville følge mig på vej, den som skulle have givet mig alt, den som skulle og havde lovet at være hos mig. Værre og værre det hele blev, du drak endnu mere og spillede det hele op. Du gav mig intet, hverken kærlighed eller mod, ingen hjælp, ingen penge, du støttede ikke mig. Derimod råbte du og skreg og fortalte blot lille mig, hvilket dårligt menneske jeg er og hvor glad du er for at slippe af med mig. Du forstod aldrig, at livet ebber ud langt hurtigere end jeg selv kan følge med.

Må jeg bede dig lade lyset være tændt, jeg kan ikke så godt lide det er slukket. Vil du stå i døren der, bare indtil jeg er faldet i søvn? Vil du våge over mig hvert et øjeblik og sørge for jeg vågner igen når det er blevet lyst? Vil du holde et vågent øje og tage mig hen et sted, hvor kun lys, engle og de gode bor. Så lover jeg at falde til ro og lukke mine øjne to, jeg vil stoppe med at ryste indeni og hjertet vil banke forsigtigt i takt med denne stille nat.

Det var sådan jeg drømte, at du som havde fået alt og modtaget det hele, ville give mig tilbage. Kærlighed, tryghed og roen indeni mig, den fandt aldrig vej.

Måske en dag i kirkestundens tid, en kiste med blomster, måske med mørkerøde roser, som vil pryde der på låget. En kvinde indeni, fuld af længsel og fuld af håb, måske hun døde af sorg eller måske hun døde, fordi kræften ikke længere kunne bekæmpes. Måske havde livet været længere om sorg og svigt aldrig havde fulgt med, måske, måske. Men der nytter ingen tårer og der nytter ingen skam, ingen undskyldning, og ingen svigt. Da hører jeg dig ikke længere og kan ikke svare dig. Her må du gå din vej og tømme dine flasker og æde mønten op.

Ondskab, svigt og patologisk løgneri, en alkoholiker, en ludoman, en misbruger jeg har mødt på min vej. Jeg ved de kloge siger, jeg ikke skal tage det personligt, for misbruget styrer dig. Det nytter vel ikke og fortælle eller græde at det har ødelagt alt for mig, jeg har ikke længere styrke og jeg har ikke længere mod. Jeg kan ikke længere finde min sjæl, for jeg ved ikke hvem jeg er.

Hvem skal jeg dele alt dette med, hvem vil lytte, hvem vil hjælpe, hvem vil hjælpe mig derud. Derud, hvor lyset det begynder og hvor det aldrig ender. Derud hvor gode og kærlige mennesker bor. Derud, hvor ingen sygdom og ingen svigt finder sted. Jeg ved det findes et sted her på jorden og jeg ønsker din hjælp til at nå derud. Hvem skal jeg spørge, hvem skal hjælpe mig til ro. Hvem skal lytte og kigge på hver en tåre som rammer mit mod.

Min datter, vil altid være der, hun vil holde mig i hånden, den dag jeg er på vej, mod himlens klare lys og stjernerne i mørket og hun vil vise mig vej. Den dag jeg siger farvel og den dag jeg slipper min sorg, da vil min datter sidde og ae mig på kinden og sige; kære mor vi klarer også det.

Vrede, bitterhed og angst og temperament der ikke længere kan styres. En vrede, en kulde jeg føler og udtrykker hver dag, men hvad skal jeg gøre, jeg er jo ikke glad og jeg er ikke lykkelig. Måske en dag, måske en dag vil jeg nå dertil med fælles hjælp fra mine venner og min familie, hvor himlen lyser op og dagene er skønne og nætterne en leg.

Hvis bare nogen ville høre min klagesang, hvis nogen ville høre mit råb om hjælp. Hvis nogen ville se, at jeg er dernede, hvor man sjældent kommer op. Men måske ved fælles front og ved fælles kærlighed, kan jeg endnu engang bevæge mig op i lyset, som jeg har gjort hele mit liv. Måske når jeg har sluppet dig, glemt og tilgivet alt det du gjorde ved mig, måske når jeg har skabt et mig igen, at min sjæl vil rumme det der var engang. Måske hvis nogen ville hjælpe!

Ud af sengen, et smil på min læbe, min hund der kommer mig i møde og glæder sig til jeg står op. En følelse så lys og så venlig indeni mig, en glæde over at jeg igen vågnede op. En glæde over de sms der ligger fra min datter, et billede af mit barnebarn og et jeg elsker dig. En glædesrus, en tilværelse uden spekulation, en omgangskreds som bare er der for mig. En fælles glæde når vi mødes, et smil, et grin, en humor så stor. En glæde over solen som den skinner her i denne kolde tid. En glæde over posten som kommer med et brev til mig.

Det er derud jeg skal. Jeg kommer, men bare ikke nu. Jeg må slikke mine sår og hele mine ar. Mit liv har været skod især de senere år. Jeg har mistet og mistet og det har kostet. En diagnose, en mand, en kærlighed, men mest af alt har det kostet os, i vores familie. Det har været dyrt og det har ødelagt det hele. Måske skulle jeg have smidt dig ud for længst og ikke taget dig ind igen. Men medlidenhed og falsk tryghed var det der drev min vej. Men nu er du ude og en anden må tage min plads. En anden må desværre få det ligesom mig. Jeg er ikke misundelig og jeg er ikke ked af det. Jeg er glad for at slippe den angst du fyldte i mig.

Jeg græder og jeg sørger, men jeg sørger ikke over dig, jeg sørger over hvordan i alverden du kunne behandle mig så grimt. Give mig bare et minut af dit dårlige selskab, give mig bare et minuts råben og skrigen, give mig bare et minuts løgn og svigt, når du ved min tid er så kort. At du kunne få dig selv til det, at du kunne have samvittighed til at være så modbydelig, hvad er det du ikke forstår. Jeg græder over ondskab, jeg græder over svigt, jeg har gjort mig selv til offer og det er det en misbruger efterlader hos dem som har dem kær.

Kig dig selv i spejlet og fortæl mig hvad du ser? Ser du en mand, som her i livet har opnået en masse? Ser du en mand, som tør kigge sig selv i øjnene og være ærlig og sige, jeg gjorde hvad jeg kunne? Ser du en mand som har taget ansvar for dem som har stået dig bi, ser du en mand, som har hjulpet og taget sig af sine børn? Ser du en mand, som har haft opbygget et hjem eller ser du en mand, som kun lever og ånder for sig selv? Den mand jeg ser, er den misbrugende mand, jeg ville aldrig kunne, hvis jeg var dig, kigge mig selv i øjnene og sige jeg er Guds gave til livet. Jeg ville kigge mig i spejlet og sige, jeg er misbruger og jo før jeg erkender, jo før kan jeg få hjælp. Måske din familie har opgivet dig, det tror jeg, for jeg har aldrig modtaget et strejf af deres nådige hånd. Jeg har aldrig modtaget hjælp og jeg har været så alene.

En misbruger ødelægger alt, ikke bare for sig selv, men mest for dem som er tæt. Det er dem som står for skud, det er dem som må klare det hele. Det er dem som giver og giver og ingenting får igen. Jeg hader dig og jeg kan aldrig finde en tilgivelsens vej. Jeg tror, jeg for evigt vil være bitter og være vred på dig. Jeg lukker det inde i en lille kasse med lås og slå, for jeg vil ikke tage det frem og ynke om det mere. Du er ikke den følelse værd. Holder jeg fast i den har du vundet, for det rammer kun mig. Du mærker ikke smerten, du mærker ikke hadet, du mærker ikke svigtet, det hele rammer mig. Derfor vil jeg tale med mig selv, græde ved min skulder, give mig omsorg og kærlighed, give mig noget glæde og noget at vågne op til. Styre min vrede, styre mit temperament, styre min sorg og trøste mig om natten når angsten den tager fat og får mig til at ryste af kulde. Da vil jeg have vundet og du vil have tabt.

Efterord

Tanker og følelser som driver mig i min hverdag, om at leve sammen med en alkoholiker som svigter konstant. Efter min diagnose om uhelbredelig kræft må jeg nok sige, at hans misbrug eskalerede helt enormt og svigtet blev langt værre end nogensinde. Nogen vil så sige, at det nok handler om han ikke kan rumme det og at han er bange for at miste mig og angsten for hvordan det ender. For mig er det bare endnu en undskyldning for at misbruge endnu mere. Han har ingen empati og har på intet tidspunkt virket som om, han elskede mig, han har faktisk kun udnyttet og brugt mig. Boet gratis, har nok været det bedste for ham. Så havde han flere penge til alkohol og spil.

Men at behandle et andet menneske, som er så syg som jeg er blevet, er mig uforståeligt og jeg kommer nok aldrig dertil, hvor jeg tilgiver ham. Men jeg gemmer det væk og slipper det. Jeg er glad for at det nu rammer en anden kvinde, for det kommer det til. Jeg håber så bare på at hun forlader ham inden det går så vidt til at han ødelægger alt. Han har ødelagt mange ting i vores familie, løjet og bedraget ikke bare mig, men også min datter og svigersøn. Snydt med penge og mange andre ting. Desværre er hans forældre, familie så blinde at de bliver ved og lade ham bo gratis hjemme, og servicerer ham i hoved og røv, moderen stryger hans skjorter og vasker hans tøj. Manden er over 40 år, har aldrig skabt noget i sit liv, hverken taget sig af sine børn eller interesseret sig for at være en del af deres liv, han har rodet rundt med kvinder og fået et barn ekstra, som han heller ikke hverken betaler til eller tager ansvar for. Det er 3 børn, som nu lider under at have ham som far.

Der er også tale om at han har misbrugt en magt, som vi var nødt til at give ham. På et tidspunkt, kunne jeg næsten ingenting, grundet smerter i min ryg og jeg var dybt afhængig af hans hjælp, til at gå med hunden, passe på mig om natten, sørge for jeg fik mad. Men han sørgede kun for hunden. Lod min datter komme og lave mad hver dag, gøre rent efter ham også, for det gjorde han heller ikke. Han blev væk fra kl 6 morgen og gik på druk efter hans sorte arbejde kl 15 og kom først sent hjem. Stinkende af druk og osede hele mit hjem til med værtshuslugt og spillede smart som om intet var hændt.

Hver gang jeg bad ham om noget, eller bad ham slukke for lyset efter sig, eller ikke have to fladskærme og en pc tændt, blev han fornærmet, velvidende om, at det jo ikke er ham som sidder med EL regningen bagefter. Han flottede sig her for mine penge. Hver gang jeg nævnte noget, truede han med at flytte, fordi han kendte sin magt og han misbrugte den. Han misbrugte et menneske, som havde gjort alt for ham, og min familie med. Vi servicerede ham som hans forældre gør og sørgede for han havde det godt. Men nej, heller ikke det var godt nok. Han fandt hurtigt en grund til at gå på druk og beskylde mig for alt muligt. At misbruge et alvorligt sygt menneske, som jeg jo er, og at true med at gå hele tiden, har været et sandt helvede for mig at skulle gå igennem Tanken om at han kunne smutte hvert øjeblik var så hårdt og så ødelæggende for mig. Jeg græd næsten hele tiden og hadede at være afhængig af ham og havde i perioden overvejet at gå af med min hund. Men så var der også natten, som jeg var bange for. Det har været et helvede, at have været tvunget til, at have en misbruger i alle retninger som sin hjælper og som kun gjorde alting værre.

I dag klarer jeg både natten og hunden. Det er ikke let for mig, for mange gange har jeg rigtigt ondt og har været bange om natten. Men jeg klarer den, og for hver dag som går, bliver det bedre og bedre. Jeg er snart oppe på at klare mit liv som før i tiden. Jeg prøver at glemme, at jeg er syg og gøre som før, selvom det ikke er let. Hellere det end at være afhængig og blive truet med at blive forladt hele tiden. Jeg er en utrolig stærk kvinde og har klaret mange ting, som mange andre aldrig ville have kunnet gå igennem. Men det har jeg klaret og nu klarer jeg også en dødsdom. Det er som at være på dødsgangen, man lever hele tiden med en bevidsthed om at man skal dø, sagde Svend Auken i sit portræt og det kan jeg kun give ret i.

Det er på tide at vågne op og slippe alt med ham. Desværre er det nok noget af det sværeste, fordi man får et sygt bånd til en misbruger.

Siden dette blev skrevet, er jeg blevet en anelse dårligere, smertemæssigt. Jeg kendte ham igen efter dette her, og han kom på antabus i 2 mdr, så ringede hans drukven, ham der var så stolt af, han var på antabus og inviterede ham til håndboldkamp i parken og så var det bal forbi. Han drukve financierede 15 timers druktur, en uge efter endt antabus, hans ven polterabend, blev der festet næsten 24 timer. Nok er nok. Han kunne ikke få nok druk og jeg ved her i denne weekend fik den ikke for lidt igen. Desværre for ham, det er ham der dør af det en dag.

Siden dette blev skrevet har hans mor fået konstateret brystkræft og er blevet opereret, den kolde kolde sms han sendte til min datter, glemmer jeg aldrig. Puha hvor var han og hvor er han dog bare ligeglad med at hun har cancer. Han udnytter jo også kun sine forældre, han udnytter alle dem som vil betale. Så ligeglad er han. Hvis hun nu dør, moderen der, hvem skal så lave hans mad og stryge hans skjorter og hvem skal være med til at betale hans druk, eller mon hans far kan klare det alene? Måske de kan drikker sammen, faderen er jo også med på vognen, han kan ikke styre sig når først han begynder, ligesom sønnen.

Jeg bliver rigtig dårlig af at skrive det her, bare det af tale om ham og hans forældre, giver mig så forfærdelig en kvalme, meget værre end den man får af kemo. En knude i maven, jeg er ikke ude endnu. Jeg er vist kun kommet halvvejs og det er 4 år nu. Hvordan kommer jeg dog helt igennem?

Jeg siger farvel til ham og aldrig mere.


Tilbage