Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Maria, 34 år, Pårørende

Tilbage

Jeg vil gerne skrive min egen fortælling, om erfaringen med at være pårørende til en alkoholiker og psykisk syg.

Jeg er år 34 år bor i en lille provinsby sammen med mine 2 piger på 13 og 11 år, samt min kæreste. Jeg er født og opvokset i denne by, men har boet i nærheden af KBH i en periode på 8 år, men valgte for 4 år siden, at flytte tilbage til "rødderne", da jeg fandt sammen med min nuværende kæreste.

Jeg har en mor der er psykisk syg, og nu får et større og større misbrug af alkohol, samtidig har hun over flere år været afhængig af Alopam ( beroligende medicin). Sådan har det været i nogen år, men hendes alkoholmisbrug har ikke været sådan hele tiden, men det er nu blevet et problem, som min ældste datter for svære og svære ved at tackle, og det er derfor jeg har behov for at fortælle min historie .

Min mor og far blev skilt da jeg var 11 år, hun fandt hurtigt sammen med en ny mand, som skulle vise sig og være et rigtig monster. Der gik ikke længe før han viste sin grimme side, som betød at han var både psykisk og fysisk voldelig. Det var ofte i forbindelse med de havde drukket. Den første gang husker jeg stadig meget tydeligt, og det var et stort chok og opleve det kaos der blev, de efterfølgende år står ikke ligeså klare, men jeg mindes stadig mange detaljer. For at korte det ned, levede vi sådan i 7 år, hvor vi flyttede, der blev lovet bod og bedring, vi flyttede, rendte på gaden om natten, boede på krisehjem, og jeg blev voksen alt for tidligt. Min mor var naturligvis mærket af, at hun blev pillet mere og mere fra hinanden, og jeg klarede mig ved hjælp af gode venner, skolekammerater, og selvfølgelig min far og hans kone, men stadig var det hårdt, for jeg prøvede at hjælpe min mor hele tiden, forklare hende, at hun ikke kunne bo sammen med den mand, da det aldrig ville blive anderledes, men intet af det hørte hun.

Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, sammen med en alkoholiker, det kom snigende, og jeg fandt ud af efter næsten 2 års sammenliv, at det ikke var der jeg skulle være, og det ikke var ham jeg skulle have en fremtid med. Min mor lærte hurtigt sig selv, at hun kunne bo ved mig, når manden derhjemme havde banket hende sønder og sammen, og det belastede mig, og jeg følte jeg ikke kom ud af det liv, jeg faktisk var flygtet fra. Langsomt oparbejdede jeg et had til min mor. Jeg gav hende skyld for alt hvad der gik galt for mig, for hun havde aldrig været der for mig, aldrig lyttet, aldrig set til hvordan jeg måske gik og havde det, så det kunne ikke undgås, at jeg fik et strengt forhold til min mor i mit begyndende voksne liv. I de dårlige perioder med denne mand, drak min mor, var væk fra hjemmet, jeg vidste aldrig hvor hun var, andet end hun levede rundt omkring hos venner. Jeg klarede mig selv, og hun aner stadig ikke den dag i dag, hvordan jeg har klaret mig.

Som 21-årig bliver jeg gravid, det går faktisk rigtig godt, og min mor er meget behjælpelig, og virkede som om hun virkelig gerne ville prøve at gøre tingene bedre, dog levede hun sammen med en anden mand, som også drak, han bankede hende dog ikke, men var tyrannisk og ubehagelig når han var påvirket. Hun bliver for en tid alene, og er meget sammen med mig og min datter, og det er for en periode rigtig godt, og hun er 100 % mormor, og gør det til UG.

Da jeg vælger at flytte nær KBH har min mor det svært med, at vi flyttet langt væk, men det sker, og hun accepterer også at det sådan, og har stadig jævnlig kontakt til sit barnebarn, som får et mere og tæt forhold til sin mormor. Min daværende kæreste og jeg går fra hinanden, vi har i den tid fået et barn sammen, som min mor også er god mormor for. Jeg har svært ved at klare opgaven som alenemor, og jeg får langsomt oparbejdet en depression, og som kulminerer en skønne dag. Min mor var der på pletten og hjalp mig med alt hvad der er, og især for børnene, det var/er jeg meget taknemmelig for. Hun gjorde det godt, og børnene havde fået et rigtig godt og tæt forhold til deres mormor, som de forgudede. Der går lidt over 2 år, med medicin, terapi, så er jeg ude af min depression, og det er den store forløsning, som også gør, at jeg konfronterer min mor med ting, som aldrig var drøftet før.

Da jeg flytter tilbage til min hjemby, flytter min mor automatisk sammen med en mand, hun gennem nogen år har haft et løst forhold til. Hun begynder i det stille at drikke mere og mere, i starten er det kun weekends, men efterhånden er det stort set det meste af ugen. Min ældste datter, som altid har haft et tæt forhold til sin mormor, giver pludselig udtryk for, at hun ikke vil hjem til hende, da hun altid er fuld, og så græder hun, eller råber af sin mand. Jeg får det mere og mere anstrengt til min mor, for jeg har selv kæmpet for mine egne børn skal have en normal hverdag, hvor alt er som mange andre har det, og det er det også i vores hjem, men det er det bare ikke i resten af familien, og det påvirker mine børn, at hun har forandret sig fra at være en engageret mormor, til en mormor der elsker sin vodkasjusser mere end dem. Jeg har konfronteret min mor en gang med problemet, det eneste jeg fik ud af det, var en hysterisk kvinde, der syntes jeg var en dum møgtøs.

Jeg har kortet min egen fortælling voldsomt ned, da den kunne fylde meget mere, da der er mange flere ting i det her, men det er blevet til en kort og præcis historie, som andre måske kan genkende, andre kan læse, og få øje på, de ikke er alene med så følsomme emner, selvom de også for længst er blevet voksne, og klarer sig.

 


Tilbage