Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Kristine, 21 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er ikke sikker på hvornår min mors forbrug af vin blev et misbrug, men jeg vil gætte på at det var for ti år siden.
Kort tid efter hun mistede sin lillebror som var stofmisbruger.
Jeg mærkede først noget til det da jeg var omkring 13 år.
Hun blev fjendtlig når hun havde fået noget at drikke og ændrede markant personlighed.

En dag kom mig og min storebror hjem med naboen som var på min brors alder og mor var i gang med at lave mad.
Men hun var fuld, havde blå tænder og ikke knappet sine bukser.
Hun forstod ingenting og det var tydeligt at se at der ikke var noget fornuft at hente hos hende.
Det var så enormt pinligt at naboen som vi sås med ofte skulle se min mor sådan. Som ædru er min mor meget ordenlig og pæn og det kærligste menneske jeg kender, men som fuld kan hun skifte til det totalt modsatte.

Vi er meget tætte i min familie og jeg finder altid meget støtte i min mor, men det føles som om at det bare bliver revet væk fra mig når hun bliver fuld.
Jeg har været vred, frustreret, magtesløs, ked af det og skuffet på en gang.
Vred over at hun ikke kan have et normalt forhold til vin som andre.
Jeg har virkelig også ondt af hende og vil bare have at hun skal have det godt, men hvad kan jeg gøre?
Jeg kan ikke fri hende fra den byrde selvom jeg gerne ville.
Jeg ved ikke hvornår jeg skal gøre fra eller til.
Hvornår skal jeg trøste hende og hvornår skal jeg være hård og kontant omkring det?

Lige nu er hun et sted hvor hun gerne vil i behandling.
Hun kæmper med det og kan holde sig ædru i ca 3-4 dage, men så falder hun i. Nogen gange værre end andre gange.
Jeg føler at jeg står i et kæmpe dilemma lige nu fordi jeg venter mit første barn om 3 mdr.
Mig og min kæreste bor næsten side om side med min mor.
Det har betydet at han også mærker til hendes problem og der har været episoder hvor hun har været hos os og blevet fuld og det har gjort stemningen meget trykket og ubehagelig.
Derfor er jeg lidt bekymret for om hun når at få styr på det inden jeg får mit barn. Jeg vil under ingen omstændigheder have at mit barn skal mærke noget til det her og det vil min mand heller ikke, men hvad hvis hun ikke har fået behandling inden? hvordan skal jeg gribe det an?
Jeg ved hun er lykkelig for at skulle blive mormor men med årene har jeg lært at ikke at sætte mine forventninger for højt.
Jeg er blevet skuffet mange gange og jeg kan snart ikke se hvad der skal til for at hun holder op.
Hvis tanken om at hun skal blive mormor ikke engang kan få hende til at vågne op hvad kan så?
Jeg tror på at hun kan holde op når vi snakker om det sammen men når hun falder i så synes jeg det virker som en håbløs kamp.

 


Tilbage