Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Barn af alkoholiker, 29 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er 29 år og barn af en alkoholiker.
Vores perfekte kernefamilie findes ikke, det er en facade. Inderst inde er kaos.
Kaos, der har eksisteret gennem de seneste 29 år af mit liv.
Vi taler ikke sammen om det der er svært, det der er livsnødvendigt for at en familie kan fungere - og det der gør den til en kernefamilie, en glad en.

Jeg har opbygget et skjold omkring mig, et skjold der skulle beskytte mig imod alle de svigt og al den skuffelse jeg har oplevet.
Virkningen er modsat.
I stedet har jeg opbygget en skal, en lukket boks, hvor alle følelserne er gemt, og mit hovedet har taget kontrollen som vogter.
Et sted hvor ingen kan nå mig.
Troede jeg... For 2 måneder siden fik jeg muligheden for at prøve en bodySDS behandling, en behandlingsform der afhjælper, både fysisk, psykisk og åndeligt. Min krop var fyldt med spændinger - og da behandleren gik mere i dybden med årsagen til spændingerne, var det som han skød direkte igennem mig, igennem mit skjold - uden at vide hvem jeg var eller kende min historie.

"Du er så kontrollerende, at du kontrollere din egen vejrtrækning. Du trækker kun vejret halvt ned i maven. Årsagen til dette er, at det er her du arkiveret alle dine følelser, alt det svære. Følelser som f.eks. svigt, måske svigt i form af kærlighed. Det går langt tilbage, det ligger dybt".

En dom der ramte plet.
Spot-on. Det hele vendte sig i mig, og tårerne pressede sig på.
Mest af alt havde jeg lyst til bare at give slip, men det kan jeg ikke.
Mit hjerte vil alt det rigtige, alt det fornuftige, men mit hoved kæmper imod - en kamp om ikke at vise sårbarhed, ikke at vise tårer.
En kamp om at arkivere følelserne, dybt nede i mit følelseslager.
En kamp det altid vinder - og der endnu engang vandt denne dag.

Overbevist både fysisk og psykisk gik jeg derfra med en ny viden om min krop. Overbevist om jeg, igennem flere behandlinger, nok skulle få bugt med mine spændinger, men med en løftet pegefinger om, at det kun ville virke, hvis jeg fik arbejdet med mit følelsesarkiv samtidigt - det arkiv jeg har bygget op gennem mine 29 år.
Jeg var klar over at tiden var til det nu - det var nu eller aldrig.

Så hvor starter jeg? En tudetur og en erkendelse af, at dette her kan jeg ikke selv klare.
Jeg skal have professionel hjælp.
Et grænseoverskridende besøg hos min læge, hvor jeg for første gang for alvor skulle fortælle min historie til "et fremmed" menneske.
En ønske om en henvisning til en psykolog.
Det fik jeg.
Første besøg var yderst grænseoverskridende.
At skulle blotlægge min historie fra A til Z - og så til en fremmed.
Mit hjerte vidste godt at det var det rigtige, men mit hoved kæmpede igen imod alle følelser.
Let til smil, men det overfladiske usikre smil, når man ikke ved hvordan man ellers skal reagere.
Pludselig knækkede jeg, og tårerne vandt, for første gang.
Hele min krop arbejdede, mit hoved kæmpede imod og alle tanker og følelser pumpede igennem kroppen.
Grænseoverskridende, men også en lettelse - og en tro på at det var det rigtige jeg var på vej imod.
Mit andet besøg havde jeg for 3 dage siden.
Ligeså grænseoverskridende som det første, men måske en anelse nemmere?
Der bliver prikket til mig, der bliver gået i dybden, og jeg bliver udfordret.

Der er to mennesker der har svigtet i mit liv.
De to der skulle være mig tættest.
Min far er alkoholiker.
Det er hans valg.
Jeg kan ikke påvirke ham og jeg kan ikke redde ham - det skal jeg lære at indse og acceptere.
Min mor er med-alkoholiker.
Hun står imellem os og ham, på begge sider og beskytter sin familie.
Vil os alle det bedste.
Det er et valg hun har taget, et valg der har medført at hun har svigtet.
Det skal jeg indse og acceptere.
Jeg skal ikke tage ansvar for andre, jeg skal fokusere på mig selv og hvordan jeg får det bedre.
Mit hjerte ved det godt, mit hoved kæmper stadig.
Det er en proces.
En proces, der kun lige er startet.
Jeg er på vej mod et bedre liv, mit eget liv.
Vejen er lang og det er fandens svært - men det er det rigtige, og det er på tide!

 

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage