Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Faradiba, 69 år, Pårørende

Tilbage

Kære alle medmisbrugere.

Jeg vil nu fortælle min historie, så I kan se, at det nytter noget, at I selv tager jeres liv, i egen hånd.

Jeg er 69 år, har været gift i 48 år, vi har 2 sønner på 43 og 42 år, som selv har familie og børn. Pinsen 2011, havde min mand en af sine store ture, og ved gud hvor er han så modbydelig over for mig, og jeg havde dog også i alle årene vi har været sammen, truet med, at jeg ville rejse, men "selvfølgelig" ikke gjort det, men den pinse, tog jeg kontakt til et kvindecenter og tog derhen.
Jeg har en meget nær bror og svigerinde, de ringede så til mig, og sagde at jeg ikke skulle være på det center, jeg måtte komme og bo hos dem, hvilket jeg var meget glad for, i den forbindelse skal så nævnes, at min bror også havde et alkoholproblem, men det så han heller ikke. Jeg boede så en uge hos dem og forsøgte, med hjælp fra den yngste søn, at få min mand i behandling og det lykkes så, at han gik med til Antabus, men desværre efter nogen tid mente han så, at han kunne styre det, så antabussen blev droppet.

Det gik så godt indtil juli 2013, så tog flasken igen fat i ham, og denne gang fandt jeg en skøn lejlighed og flyttede, den første tid, sov jeg dog hos min bror og svigerinde, men bror var i mellemtiden gået i behandling for sit misbrug, og var blevet en helt anden person, at være sammen med, og hvor var det godt, at han i det mindste havde indset, at døgnbehandling var den sidste løsning, ellers havde han også mistet både kone og børn.

Men tilbage til mig, som sagt flyttede jeg i lejlighed og hvor har jeg fået det godt, hele min ballast er væk, her kan ingen "træde mig over tæerne eller sige noget grimt til mig". Jeg havde i pinsen 2011, sagt til min mand, at skete det een gang til, at han "faldt" i så rejste jeg og det gjorde jeg så, skønt, at jeg endelig har gjort det. Desværre er der så sket det, at mine børn giver mig skylden for, at jeg er rejste fra deres far, men glemmer, at det jo er hans drikkeri, der er skyld i det. Sådan har det været i mange år, det er min skyld, at han drikker!!!!!!!!!!!!!!
Hælder jeg måske spiritus og øl i halsen på ham, nej vel.

Jeg har affundet mig med, at mine børn og børnebørn ikke vil have kontakt til mig, selv om det er en hårdt, men hellere det, end, at jeg skal pines og nedværdiges mere, jeg ved, at jeg ikke har skylden, jeg har gjort alt for min mand. Vi har været selvstændige og selvfølgelig, var det altid mig, der skulle tage de store beslutninger, det kan en alkoholiker nemlig ikke, det bliver også kastet mig i hovedet af mine børn, "ja mor har jo altid fået sin vilje!!" Især den yngste søn, har så taget sig lidt af sin far, men nu er det også slut, for min mand tror, at jeg flytter hjem igen (vi har et hus, som skal sælges) og han tror, at får vi det ikke solgt, så flytter jeg hjem til ham igen, men det gør jeg i k k e, men det ved han ikke, jeg er bange for, at jeg så ikke får mine møbler, så vi har aftalt, at han prøver at bo selv og besøge mig en gang imellem, så nu får han af sin egen medicin, hvor han har manipuleret med mig i mange år, får han en brat opvågning, når han er farer sandheden.

Jeg har i mange år også fået Sertralin, men dem er jeg ved at trappe ud af, det har ene og alene været fordi jeg konstant har levet i stress med en alkoholiker, og det vil jeg ikke resten af mit liv, som jeg nu har taget mit liv i egen hånd og ikke eet sekund, har jeg fortrudt.

Jeg er "heksen" i mine børn og svigerbørns øjne, forhåbentlig får de øjnene op for, at de har gjort deres mor så meget ondt, det må jeg leve med.

Med håbet om, at jeg måske kan hjælpe andre i samme situation, sig fra og tænkt på jer selv.

Faradiba
Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage