Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Thomas40, 40 år, Afhængig

Tilbage

I morgen er det min fødselsdag.
Jeg har besluttet mig for at være ædru, så dagen i morgen ikke bliver ødelagt af tømmermænd, angst og dårlig samvittighed over alle de ulykker jeg laver i mine branderter.
Det er nu ikke så svært at holde skansen i dag. Jeg har været på druk i ugevis og er temmelig slidt fysisk og psykisk.
Jeg er egentlig ret bevidst om mit misbrug og forsøger ikke at skjule det.

Jeg har drukket tæt mere eller mindre i to år nu og er mildt sagt træt af det.
Mit liv er i ruiner, hvilket ikke mindst skyldes alkoholen.
Alkohol har altid kostet mig dyrt på mange måder, men jeg har kunne holde mit latente alkoholiker gen nogenlunde stangen indtil for et par år siden.
Min far har været alkoholiker så lang tid jeg kan huske tilbage og jeg har altid vist, at jeg også havde det farlige gen.

Min karriere som misbruger startede allerede da jeg var 16-17 år.
Jeg drak godt nok kun i weekenden, men jeg drak mig til gengæld fuldstændig fra sans og samling.
Indtil jeg var 30 drak jeg stort set uden undtagelse fredag og lørdag hver weekend.

Da jeg var 30 mødte jeg min ekskone.
Det lykkedes hende af uforklarlige årsager at holde mig fra flasken i 8 år.
Jeg kunne stadigvæk ikke styre mit forbrug, når jeg drak, men det skete sjældent, at jeg rørte alkohol.

Efter min skilsmisse gik det galt.
Egentlig ikke fordi jeg var ked af det.
Forholdet var helt dødt, men lige pludselig stod jeg ikke til regnskab for nogen andre end mig selv.
Det startede med nogle gevaldige drukture i de weekender, hvor jeg ikke havde vores søn og af og til gik det også galt i hverdagene.
Mit arbejde, som var ret krævende, betød dog at det heldigvis var meget begrænset.
For et par år siden mistede jeg mit arbejde og så gik det rigtig galt.
Jeg mistede mit økonomiske grundlag og derefter gik det alvorligt ned ad bakke.
Jeg kunne ikke finde et nyt arbejde og havde alvorlige økonomiske problemer.
Jeg begyndte at få problemer med at betale mine terminer og mine kreditorer lukkede for gas, strøm, internet, telefon og hvad man nu ellers kan få lukket for.

Jeg begyndte at få besøg af en gammel ven, som jeg tidligere har haft problemer med "angsten".
Desværre kender jeg kun en ven, som virkelig kan få bugt med angsten og det er min anden ven "alkoholen".
Med disse to venner har man ikke brug for fjender og det har jeg lært på den hårde måde.
Alkoholen bedøver angsten, men desværre kommer den tilbage i tifold med de psykiske tømmermænd dagen efter og så er man inde i en rigtig farlig spiral.
Jeg har levet i den spiral i to år nu.
Jeg har trukket stikket til familie, venner, kærester og jeg kommer til at dø af mit misbrug, hvis jeg ikke stopper nu.
Jeg har prøvet antabus, hash, antidepressive midler, psykologer og andre former for selvmedicinering.
Det hjælper ikke.
Man kan sagtens drikke på antabus.
Det giver en allergisk reaktion, men den forsvinder bare man fortsætter.
Jeg ved det er livsfarligt, men jeg fortsætter alligevel.

I morgen fylder jeg 41 år.
Jeg har en fantastisk søn som jeg elsker over alt og har masser at leve for.
Jeg ved, at jeg får det godt, når jeg vender alkoholen ryggen.
Jeg har brændt alle broer bag mig, men nu skal det være slut.
Jeg har besluttet mig for at søge hjælp og få mit liv tilbage.
Min kamp starter i dag og det er en kamp, jeg ikke har råd til at tabe.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage