Kom i gang med gratis alkoholbehandling

spillefrihed, 41 år, Afhængig

Tilbage

Hej!
Jeg hedder Rikke og jeg er ludoman.
Spillefrihed er en rejse og ikke en endestation - Den sætning hørte jeg for første gang i tirsdags.
Hvem er jeg ? ? et spørgsmål, vi alle nok har prøvet at stille os selv?
Jeg landede i Kastrup lufthavn i august ?74 - det var der, mit liv startede.
De fleste mennesker ved naturligt, hvor de er født, hvornår de er født, og ikke mindst hvem der har født dem - altså hvor de kommer fra.
Men jeg ved intet, og det har været en frustration igennem hele mit liv.
Den danske familie, jeg blev adopteret til, var bestemt ikke en drømmefamilie.
Min barndom var præget af vold, angst og afvisning.
Ingen kærlighed, intet nærvær og ingen anerkendelse.
Jeg blev heller aldrig bekræftet i, at jeg var ønsket eller elsket, eller god til noget.
Noget alle børn jo har brug for og krav på.

I dag har jeg faktisk mere eller mindre droppet kontakten til mine forældre.
En beslutning, jeg har det ganske godt med det.
Det nære mor-datter-forhold, jeg ikke fik med min afrikanske mor, fik jeg heller ikke med min danske adoptivmor.
Jeg måtte lære at klare mig selv.
Det har gjort ondt ? og det har været svært.
Men jeg forstår nu, at jeg faktisk har et valg; Jeg kan vælge at lade mig opsluge af smerten og dulme den med min afhængighed og fodre den? - Eller jeg kan acceptere, at sådan er det altså for mig - og så få noget konstruktivt ud af mit liv.

Mine teenage-år var forvirrende og kaotiske.
Jeg manglede evnen til at knytte mig til andre og skabe venskaber og bånd.
Jeg kunne ikke rigtigt håndtere det i den sårbare alder.
Jeg ønskede det virkeligt, men skubbede i stedet alt og alle fra mig!
Jeg turde ikke lukke nogen ind - følte mig ikke god nok.
Men det skulle de ikke finde ud af.
Skuespil er jo også en slags spil!
Min første rigtige spillehandling var, da jeg var ca. 14 år. der spillede jeg min første tipskupon!
Jeg kan ikke lige huske, hvor jeg fandt den, eller hvorfor jeg blev opmærksom på at kunne spille den.
Jeg havde i al fald hverken forstand på eller interesse for fodbold!
Jeg kan huske, at jeg fuld af håb gav kuponen til min far og bad ham tjekke den senere, når sporten kom.
Resultatet skulle han fortælle mig næste morgen.
Da jeg vågnede, var det min første tanke - og Jeg var total spændt!
Og af en eller anden mærkelig grund, var jeg helt overbevist om, at jeg havde vundet!
Sandsynligheden  ja, risikoen for, at jeg havde tabt, den eksisterede ikke i mit hoved.
Og jeg kan godt huske den overraskende tomhed, da min far sagde, at jeg kun havde 7 rigtige.
Et kort øjeblik tænkte jeg faktisk, at jeg nok alligevel havde vundet - men at min far garanteret bare havde neglet gevinsten fra mig!

Jeg ved, jeg har spillet en million spil siden.
Men sjovt nok husker jeg ikke særligt mange af dem, rendyrket optimist - det har jeg altid været!
Det har nemlig altid været en helt central tanke igennem hele min spillekarriere, at jeg har været overbevist om, at jeg ikke kunne tabe.
Hr. Backgammon blev min første store "elsker".
Jeg kastede min spillekærlighed på brættet.
Og jeg var god.
Virkelig god.
Så god, at jeg blev udtaget til at spille til Europa-mesterskabet. - der ser jeg for alvor en verden i øjnene med seriøse pengespil.
Det var lidt underligt - for på den ene side var jeg ret ligeglad med selve mesterskabet! for det vilde pengespil, der foregik rundt omkring i hjørnerne trak voldsomt i mig! og på den anden side ville jeg gerne vinde, så jeg kunne kalde mig Europas bedste - og jeg var stolt af at være en af de få piger, der spillede i den liga.
Men jeg vaklede i mine tanker.
Skulle jeg gå skarpt efter den anerkendelse og bekræftelse, der ville ligge i, at jeg rent faktisk var god til noget - en følelse, jeg havde savnet hele mit liv!
Eller skulle jeg hovedløst bare kaste mig ud i noget uvist og usikkert, der kunne få mig til at forsvinde væk fra mig selv....
Jeg var ikke i stand til at vælge anerkendelsen og selvværdet.
Pengespillet, og det vilde kick, det gav - flugten i det vandt.
Og det betød, at mit selvværd tabte.
Min næste store lidenskab blev casino - Jack Black som jeg kærligt kaldte black jack spillet bliver min anden nye dyre elsker.
Jack gav mig jo alt det, jeg havde brug for!
Ro, tryghed, intensitet Jack fik mig til at føle, at jeg var fantastisk.
Fik mig til at glemme alt det grimme i livet.
Selvfølgelig havde vi nogle udfordringer som i ethvert andet forhold.
Men heldigvis kun økonomiske udfordringer, men de blev løst hen af vejen - mit mands dankort bliver straffet et par gange eller 10, kassekreditten får også en tur, tænkte at moms og skat godt kan vente, mit gode navn og rygte i byen gør at det ikke er svært at låne 30. 40 eller 50.000 i løbet af et døgn eller 2 - bankerne i byen troede de fik en super kunde og oprettede gladeligt en konto med mastercard til, og så er der også masser af kviklån - når jeg tabte og måske havde en kort periode hvor jeg ikke havde kontanter og var desperat kunne jeg godt tænke at jeg var ude på et sidespor, at jeg skulle stoppe med det spilleri - jeg kunne også godt mærke at jeg blev ked af det og syntes jeg var en taber, men når der så var udsigt til kontanter så vandt afhængiheden igen og selvværdet tabte, og tanken om at jeg var en taber eller følelsen af smerte forsvandt som dug for solen.
Og jeg havde godt, troede jeg...
Min tredje kærlighed bliver poker, første gang jeg spillede poker vandt jeg, og tænkte at det er da det her jeg skal, jeg skal være være poker haj, det kan slet ikke gå galt - ikke fordi jeg synes der var gået noget galt før, men det her var stensikkert mit område.
Jeg besøger pænt tit små poker klubber, og spiller gerne til klokken 7,8,9 næste morgen jeg er besat - stresset og total fraværende fra alt andet der ikke har med poker at gøre, men i min verden har jeg det godt. Selvom at jeg har det godt kan jeg mærke at jeg ikke orker samvær med andre mennesker, selvom at jeg har det godt vil jeg helst bare bure mig inde - så spil på nettet bliver min løsning, der kan jeg dyrke min lidenskab uden at være selskabelig, uden der er nogen der taler til mig og forstyrre mig, dyrke mig selv og mit spil uden der er nogen der kigger på mig, jeg behøver ikke gå i bad, rede hår, i princippet behøver jeg heller ikke tage tøj på, det eneste jeg har brug for er kaffe, smøger en computer og penge - jeg føler mig lykkelig. savnede jeg en sjælden gang hygger og samvær med andre, så blev det et casino besøg.
Efter et par år - er poker spillet ved at æde mig op, jeg kan ikke længere koncentrere mig - og keder mig hvis jeg ikke sidder ved et bord hvor min.
For at sætte sig er 2000 dollars - jeg magter det ikke længere, jeg begynder stille og roligt at spille på spille automater, jeg har altid set på dem der spillede på spille automater som taber spiller - men fik det hurtigt vendt rundt til at jeg bestemt ikke var en taber, jeg var faktisk fornuftig for jeg havde erkendt at jeg ikke var dygtig nok til poker.
I starten da jeg spillede på automater var det en hel fornøjelse at sidde og se Dr. Phil og bare trykke på en knap, men som tiden gik magtede jeg heller ikke at trykke på knappen længere, så den blev sat på autospin og det eneste opgave jeg havde var at skaffe penge - jeg havde ikke bare ramt bunden, jeg havde slået hul i den - mit selværd var fuldstændig smadret, jeg magtede ikke mig selv eller mit liv længere. 99 procent af min vågne tid tænkte jeg på spil, og den sidste ene procent tænkte jeg familie, venner og forretning, Jeg skammer mig ??men som sagt; i dag kan jeg vælge at lade mig opsluge af smerten og dulme den i afhængigheden, eller vælge at face den og arbejde med den.

Jeg har været spillefri i 5 år 5 mdr og 5 dage, men der skulle gå mere end 5 år som spillefri før jeg begyndte at tænke, før jeg turde at kigge indad og være ærlig overfor mig selv - mit spiller afhængighed blev bare afløst af et ny afhængighed uden jeg var bevidst om det. glæden over at vågne op og ikke tænke spil var befriende, bevares, tanken har da strejfet mig at jeg var en værre en da jeg var aktiv ludoman, men fik bildt mig selv ind at jeg løj jo kun lidt, og at jeg havde da en ok høj moral.
I dag kan jeg godt se at jeg var verdens største løgnhals.
I februar i år gik jeg ned, jeg rammer muren og ligger helt ned og forstår intet, 5 år efter jeg er stoppet eller rettere parkeret spillet rammer virkeligheden mig, jeg pisker rundt til diverse terapeuter og kan ikke finde svaret på hvorfor jeg har det så dårligt - men til sidst taler jeg med en person som guider mig stille og roligt, og i dag kan jeg godt se at jeg ikke har tænkt i de 5 år.
Min afhængighed styrede mig stadigvæk og min selvopfattelse var stadigvæk helt skæv, - det kan godt være at jeg stoppede spilleriet i behandling, men jeg hørte ikke ordenltligt efter og lærte intet af det.
Jeg kan først se nu hvor meget jeg har svigtet min familie, hvor fordækt og bedragerisk, løgnagtig og egoistisk og selvoptaget jeg har været - jeg har ikke turde at tænke dybt og kigge ind i den sprække, turde ikke at være ærlig og erkende at jeg ikke har været verdens bedste mor, kone, eller ven, som jeg gik og bildte mig selv ind. - men hvor er jeg glad for at jeg i dag er bevidst om at jeg har et valg, afhængigheden eller selværdet.
Jeg vælger selværdet , så jeg selv får det godt. for så kan jeg også være den mor, hustru, ven og arbejdsgiver, som jeg gerne vil være.

Men hvad gav spillet mig egentlig?
Spillet gav mig alt det, jeg ikke fik, fra jeg blev født og igennem min barndom.
Det gav mig ro, tryghed, glæde. Det bragte mig ind i en tilstand, hvor jeg følte, jeg var noget og kunne noget.
Spillet svigtede mig ikke ?
heller ikke når jeg tabte.
Spillet kunne ikke såre mig, og spillet gav mig selvtillid.
Troede jeg.
I dag kan jeg kun se, hvor meget det har ødelagt, at det intet positivt gav til hverken mit eller mine omgivelsers liv.

Det er hårdt at have et misbrug.
Det æder en langsomt op.
Det er et ensomt liv, hvor man helt sikkert mister nogen, man holder af.
Man sårer dem, der står ens hjerte nær.
Man hader sig selv og tanken om at tage ens liv kommer tættere og tættere på, jo voldsommere misbruget bliver.
Så når vi starter vores gode GA møder med stilhed for dem, der lider, så tænker jeg virkelig på dem, der lider.
Så alle I pårørende, der sidder og ikke kan forstå hvorfor.
Jeg forstår godt, at I ikke forstår, hvorfor man ikke bare stoppe.
Det forstår vi afhængige heller ikke?
Tro mig, vi har ofte ønsket om at stoppe, men styrken har ikke været der.
Jeg forstår også godt, at nogen af jer føler jer svigtet og ladt i stikken, bedraget, uønsket og ikke elsket eller respekteret.
Sjovt nok præcist alle de samme følelser, vi afhængige selv står med, og som har sat hele mareridtet i gang.
Vi har ikke været i stand til at se, at det, der har væltet os og gør mest ondt på os, er den samme følelse og smerte vi påføre jer!?

Jeg har lige haft 14 dage alene i sommerhus, hvor der var masser af tid til at tænke.
Et spørgsmål, jeg stillede mig selv hver dag, var, hvad jeg ville ønske mig, hvis jeg fik 1 ønske.
Det var svært.
Men i dag ved jeg det godt: Mit eneste ønske ville være, at jeg kunne spole tiden 16 år tilbage og få tiden med dig, min datter Olivia, igen.
Være en god mor - nærværende og opmærksom - lidt flere cykeltyre, bage nogle flere kager, spille spil med dig, uden at jeg fandt det kedeligt, fordi der ikke lige lå 20.000 på bordet.
Du er den, jeg har haft det sværest med at indrømme over for mig selv, at jeg har fejlet overfor.
Jeg kunne sagtens have kunnet gjort det bedre.
Du ved, jeg elsker dig af hele mit hjerte.
Havde jeg ikke fået dig, ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag.
Jeg ved jo, vi har et kærlighedsbånd til hinanden, så i stedet for at dvæle ved det, jeg ikke fik med min mor, er jeg taknemlmelig og lykkelig over, at jeg har fået det med dig.
Så når jeg spørger, hvem er jeg, så kan jeg ikke helt svare på det endnu.
Men jeg vil gøre en stor indsats og finde ud af det.
I stedet for at dvæle ved fortiden vil jeg hellere prøve at leve i nuet, tage en dag ad gangen og arbejde mig frem mod at finde mig selv og acceptere mig, som jeg er.
Spillefrihed er en rejse og ikke en endestation.
Min rejse begynder i dag.
Tak Mig

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage