Kom i gang med gratis alkoholbehandling

KiggerFremad, 26 år, Pårørende

Tilbage

Hej ..

Ved ikke helt hvor jeg skal starte den her fortælling.

Normalt så ville man starte der hvor tingene gik galt, men vil os gerne hurtigt fortælle om en tid inden som var den bedste i mit liv.

Jeg starter hvor jeg er 14 år, en god dreng som kan klare ALT.

Det er den følelse jeg har og husker den tydeligt.

Jeg går på daværende tidspunkt i 10´ende klasse og har godt styr på pigerne, går til diverse fester, og ser lidt livet som en leg og selvom jeg nok ikke var den bedste i skolen, så ville jeg ind for politiet som jeg os var i praktik hos og jeg så et langt og godt liv foran mig.

 

Nu springer jeg et år frem, jeg er 15 år og vi sidder foran spisebordet derhjemme, min mor, min far, min søster og jeg selv.

Her fortæller de så at de skal skilles, og at min far skal bo i huset imens min mor skal finde et andet sted at bo, indtil da får hun lov at blive i huset.

Det kom selvfølgelig som et chok for mig, for den havde jeg ikke set komme, altså som så mange andre børn på min alder så kunne man ikke forestille sig de gamle ikke skulle være sammen mere.

På det her tidspunkt hvor de smider denne bombe, spiller jeg kontraktfodbold i BK frem og skal til at spille mig til en ny kontrakt da min daværende var ved at udløbe, og nu hvor jeg tænkte på alt det på hjemmefronten, ja det gjorde at jeg spillede mildt ud sagt af helvedes til, og fik derfor ikke forlænget min kontrakt.

Den dag i dag går jeg stadig og ærgrer mig over det, for jeg ved jeg kunne have drevet det til mere.

Jeg spillede sammen med spillere der nu er landsholdspillere og spillere der spiller i superligaen, samt udlandet.

Det var så her mit liv det stoppede midlertidigt, og jeg vidste slet ikke hvad der ventede mig.

 

Min far fandt meget hurtigt en ny dame, og det syntes jeg var lige hurtigt nok og lidt mærkeligt, og selvom han aldrig har indrømmet det så tror jeg han har set hende inden ham og min mor blev skilt, og jeg tror hun var skylden i de gik fra hinanden dengang.

Min mor fandt et andet sted at bo rimelig hurtigt, og var hele tiden ked af det og græd foran mig fordi min far lever hans lykkelige liv med hans nye kæreste og hendes børn.

 I den tid gik det os op for mig at det var min fars beslutning og ikke min mors, og når ens mor græder og er ulykkelig vil man jo gøre alt for hun skal få det bedre, for hun er jo trods alt den vigtigste kvinde i ens/mit liv.

 Jeg møder selvfølgelig min fars nye kæreste og hendes børn men det fungerer bare ikke for mig, når min mor er så ulykkelig og græder hele tiden, så jeg vælger at fryse min fars nye kæreste ud og det lykkedes mig så os efter et år tror jeg.

Blandt andet husker jeg en episode hvor jeg lavede pomfritter og hun spurgte om det var Macdonalds pomfritter, og jeg svarede på en måde så hun vidste hun ikke skulle spørge om mere overhovedet, herefter tog hun en snak med min far som så tog en snak med mig, og jeg sagde så undskyld som jeg virkelig mente, for vidste godt inderst inde at intet var hendes skyld, men der var skaden allerede sket og de går så fra hinanden.

 

Samme tid som jeg får min fars kæreste til at gå fra ham, møder min mor så en ny kæreste, som faktisk er en af mine gode kammeraters far.

De har været til denne fest sammen, hvor han så vælger at følge min mor hjem, og derfra er de så gået hen og blevet kærester.

Nu er det så min far som græder foran mig, og nu er det ham jeg føler jeg må hjælpe og jeg ønsker bare inderligt at det hele skal blive som før, men jeg kan ikke få mig selv til at hade min mors nye kæreste for jeg kender ham, og hans søn er en af mine gode kammerater og er det stadig i dag, jeg har et godt forhold til ham og desuden hjalp han mig os med en bil til mig, da jeg fik kørekort for han er bilforhandler.

Det skal lige siges min søster bor på Hawaii på det her tidspunkt, så hun er der ikke til at tage hendes del af skraldet og hjælpe familien igennem det her, det er kun mig som skal stå med det hele på mine skuldre, og det har jeg lidt under.

Har følt mig alene og været ked af det.

 

En anden ting jeg os har brug for at sige i min historie, er at jeg har spillet fodbold hele mit liv, og da jeg ikke spillede i Bk frem, spillede jeg i den lokale klub.

Her havde vi den samme træner igennem mange år, som hed Marcel Lychau Hansen.

Andre kender ham som amagermanden.

Han var et menneske som jeg så meget op til, og han var lidt en faderfigur for alle os små drenge, for han var skide god til at snakke med os og var os god til fodbold.

Ingen vidste hvilket menneske han os var, og det er svært at forholde sig til når folk siger han er en morder og Danmarks værste serieforbryder, for sådan kender man ham ikke, og kendte os hans 2 drenge rigtig godt, da jeg selv spillede mange år med den ældste og snakkede en del med den yngste.

Der skal dog ikke være nogen tvivl om at jeg håber han får den straf han fortjener.

Måden jeg fik at vide at han var amagermanden, var fordi en journalist ringede til mig sent en aften og spurgte om jeg havde en kommentar til det.

I starten ville han ikke sige hvem det var jeg skulle give en kommentar om, men da jeg spurgte ind til det, fandt jeg så ud af det.

Heldigvis sagde jeg ingen kommentarer.

Det var endnu et bump på vejen, og jeg blev meget chokeret og ked af det over det.

Det er lidt ligesom man har et glas der bare bliver fyldt op med noget nyt hele tiden, og til sidst flyder det bare over, derfor jeg skriver det her nu, og kan godt mærke på mig selv det hjælper at få det ud.

 

Jeg havde os et arbejde på et lager i en distributions virksomhed som jeg starter med at være rigtig glad for, men som tiden går, bliver jeg mere og mere frustreret over at jeg ingen uddannelse har så jeg kommer i lære som logistikoperatør i det samme firma og afslutter den med et godt resultat.

Som tiden går efter min uddannelse bliver de venskabelige drillerier så til mobning, og til sidst er det lidt som om at det team jeg arbejder sammen med på lageret gør alt for at mobbe mig og bruger hver en mulighed for det.

Blandt andet siger de at min søster vil blive begravet i en kiste med benene spredt, og de laver pauseskærmene på computerne om til min søsters ansigt, så alle griner og syntes det hele er så sjovt plus en masse andre ting om min familie, jeg burde havde sagt fra men det er sværere end hvad folk går rundt og tror.

Det skal lige siges jeg er kommet til et andet arbejde nu, hvor trivsel er i højsædet, så mobning lider jeg ikke under mere.

 

Tilbage til min fortælling.

Efter min mor fik en kæreste og jeg fik frosset min fars ud, begynder min far så at drikke da han er ulykkelig, og jeg føler det er min skyld.

Han begynder at drikke meget, og på det tidspunkt bor jeg fast hos ham.

Det var ikke sådan at jeg skulle være hos min far den ene uge og hos min mor den anden uge, det bestemte jeg lidt selv.

Grunden til at jeg boede hos min far var fordi min omgangskreds og min fodboldklub lå et stenkast derfra.

Tiden går og drikkeriet tager til, min mor har det efter hvad jeg kan se og ved, rigtig godt.

Min far kommer længere ud og skide og aftenen hvor det hele kulminerede glemmer jeg aldrig.

Det er Champions League aften, og som så mange gange før har jeg nogle venner på besøg og min far har os en kammerat på besøg.

Vi sidder på 1 sal, og min far med hans kammerat nede i stuen.

Pludselig hører jeg et stort bump nedenunder men tænker ikke synderligt over det, da de er 2 nedenunder og jeg slår det hen.

Det kommer så frem at min far er faldet om på toilettet og lå bevidstløs i 10 min (Vi har siden undret os meget over hvorfor min fars kammerat ikke syntes det var mærkeligt der lød et bump fra toilettet og at han ikke så min far i 10 min efter men sådan er det).

Min kammerats lillebror kommer så op til mig efter min far er vågnet af sig selv, som fortæller at min far ligger og hoster blod op, og at han spørg efter mig.

Jeg kommer så ned og ser min far med en spand liggende på sofaen, hvor der så er blod nede i.

Jeg ringer til vagtlægen som foreslår at jeg ringer 112.

De kommer så og henter ham og kører ham ind til amager hospital, han får en stue hvor de selvfølgelig glemmer at lukke døren ind til hans værelse, som er lige ud til hvor jeg sidder i venteværelset alene, her får jeg så øjenkontakt med ham og der sagde hans øjne mere end tusind ord.

 Jeg glemmer aldrig det blik. Jeg tror det var en øjenåbner for ham, at nu er det alvor.

 

På det her tidspunkt er jeg 22-23 år og Imellem tiden med alt det her skete, møder jeg den skønneste pige til en privat fest, som jeg ses med i 4-5 måneder og bliver forelsket i, og snakker selvfølgelig med hende omkring mine følelser, men hun var ikke helt klar til det med forhold selvom hun os var rigtig glad for mig, og vi fortsatte med at ses on/off og lavede faktisk alle de ting som kærester nu engang gør i halvandet år. Hun blev så syg med maven på grund af stress og det gjorde ondt på mig at se hende ligge helt sammenkrympet flere aftener i træk ovre i sofaen, og til sidst gjorde hun det så helt forbi med mig og jeg var sønderknust den aften vi gik hver til sit helt.

 

Tilbage til min far.

Han bliver så udskrevet og får det bedre, og jeg føler lidt at han har fået en stor forskrækkelse og stopper så vidt jeg husker med at drikke midlertidigt, men det skulle desværre tage til igen, dog ikke så slemt.

Min mor og min kammerats far slår så op og min far og mor finder så sammen igen, og er gift igen idag, og det er selvfølgelig rigtig dejligt og positivt - de bor dog ikke sammen og det er nok det bedste.

I dag er jeg 26 år.

Desværre har alle de ting jeg har oplevet, gjort at jeg er blevet ramt af angst som rimelig ung (kan ikke huske hvornår det startede) hvor jeg tænker de mærkeligste ting, men det er som om at det sker sjældnere og sjældnere i takt med jeg får bearbejdet fortiden og at jeg bliver ældre.

 

Jeg har fået snakket med min mor om fortiden, som godt ved de har lavet en fejl, plus min søster os har sagt undskyld. Jeg kan mærke på mig selv det har hjulpet meget.

Omkring snakken med min far lader jeg den ligge, han har ikke brug for at få smidt min fortid i hovedet, og hvor skuffet jeg er over ham, jeg føler ikke jeg har haft brug for at sige det, da jeg har fortalt min søster og min mor om det.

I tiden imellem mit gamle arbejde, som jeg blev sygemeldt fra til jeg fik det nye gik jeg hos min læge som fungerede som psykolog.

Det hjalp os lidt men for at få det hele ud, så jeg kan blive mig selv igen, må jeg nok til en rigtig psykolog.

Jeg ser kun fremad og bare det at jeg kan få mit liv tilbage med hjælp, gør at jeg smiler igen og ser fremad. Udover at jeg har haft brug for at fortælle min historie så vil jeg os sige til de mennesker som ikke tror de kan hjælpes og som føler sig alene og måske lider af angst på grund af de ting man har oplevet.

MAN KAN HJÆLPES, og det er på ingen måde et svaghedstegn at be om det, det er det fuldstændig modsatte.

Jeg håber i har læst med interesse, og at i vil kommentere på min fortælling.

For mig er det et stort skridt imod at få det liv tilbage jeg havde inden min verden brød sammen, og det er meget rart at få det HELE ud en gang for alle.

Kenn.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage