Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Sofie, 26 år, Pårørende

Tilbage

Som barn vidste jeg sådan set godt, at jeg var anderledes.
Eller, at min familie var anderledes.
For det var den.

Jeg voksede op i en rigtig kernefamilie.
Mine forældre, mine to brødre, som min mor havde fra et tidligere forhold.
Jeg var efternøler, jeg var den yngste, men desværre også mig som oplevede min fars alkoholisme på aller nærmeste hold.
Min far kommer ud af en familie, hvor alkohol er en helt naturlig del af hverdagen.
Der er ALTID en anledning til at drikke. F
ødselsdage, lønningsdag, fuldmåne, you name it - øl på bordet.
Derfor gik det først rigtigt op for mig som lidt større, måske i 8-9 års alderen, at min familie var meget anderledes.
Jeg havde set min far fuld et utal af gange, min farmor, farfar, onkel, min fars fætre, hans onkler og tanter, venter af familien.
Man så aldrig nogen, hvor der ikke røg en øl, måske to, aller helst 3 eller 4, ned.

Vendepunktet kom, da jeg var 10 år og gik i SFO.
Min far var udlært bager og arbejdede derfor om natten.
Han sov når han kom hjem, mens jeg var i skole, og sov så igen om aftenen.
Det gjorde at han havde timer om eftermiddagen til mig og min mor.
Derfor var det meget passende at han hentede mig fra SFO, eftersom vi aldrig var sammen om morgenen og det altid var min mor som fulgte mig til skole. Jeg sagde det ikke til min far. Men en aften betroede jeg min mor, at jeg helst ikke ville have at far hentede mig i SFOen.
Han lugtede af øl.
Jeg vidste det var forkert.
Derefter, skred det fuldstændigt.
Min mor havde nok ignoreret det problem der var, sikkert fordi jeg ikke gav udtryk for, at jeg følte ubehag.
Men den dag, der tror jeg det ændrede sig for min mor.
Helvede brød løs, og jeg husker mange aftener, dage, hvor de råbte og skreg af hinanden.
Min mor ville have ham til at stoppe, han havde ikke noget problem, et meget klassisk scenarie tror jeg.

Jeg blev en nervøs og meget stille pige.
Jeg ville helst være hjemme.
Så vidste jeg præcis hvad der foregik.
Jeg havde ondt i maven når jeg var i skole, jeg var ikke en normal 10 årig.
E

n dag, der vidste jeg, at noget var helt galt derhjemme.
Jeg blev altid hentet forholdsvis tidligt fra skole eller SFO.
Var aldrig et barn der var der til klokken 16.00-17.00.
Min bedste venindes mor hentede mig.
Jeg vidste den var gal.
Hvilket den var.
Men den var også så gal, at min mor endelig havde taget sig mod til, samlet de sidste kræfter, og havde stillet min far det ultimative ultimatum.
Det var øl eller familie.
Min far valgte familie.


Jeg ville ønske jeg kunne sige, at det ikke har givet mig ar på sjælen.
Jeg ville ønske, at jeg kunne lukke øjnene, og tænke, "det var dengang", "det er slut nu".
Den dag i dag, kan jeg stadig ikke drikke øl.
Det er umuligt for mig.
Jeg kan ikke være i selskab med fulde mænd, mens jeg selv er ædru.
Det har virkelig påvirket mig, i forhold til de kærester jeg har haft.
Jeg har ikke kunne holde ud at se dem drikke.
Jeg bliver ganske enkelt bange.
Jeg bliver utryg, når jeg møder berusede mænd på gaden.
Det overrasker mig stadig, hvordan det stadig sidder i mig.
Hvordan jeg stadig bliver påvirket af de oplevelser jeg havde.
Af alle de gange jeg så min far være fuld.
Af alle de gange de råbte og skreg, skændtes.
Og alle de gange, hvor jeg ikke kunne stole på min far.
Det tog mig mange år, før jeg følte, at jeg rent faktisk havde tillid til noget som helst af det han sagde.


Det er nok noget værre vrøvl.
Men nogle gange har man behov for at komme ud med et eller andet.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage