Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Preben, 43 år, Afhængig

Tilbage

Del 1: Når der sker omvæltninger i livet, og man bliver nødt til at tage drastiske beslutninger som påvirker familie og venner, så kommer tankerne snigende.
I mange år har min familie levet med mit overforbrug af alkohol.
De har måtte leve med mine dårlige undskyldninger for ikke at tage på ferie.
For ikke at orke familieture i sommerland.
For hellere at være sammen med ligesindede, der ikke kan se noget galt i 8-10 øl på en hverdagsaften.
Mine børn har måtte se deres far flytte fra hus og hjem, fordi det var sjovere at bruge penge på alkohol frem for husleje.
For 3 uger siden blev jeg sat på gaden, kun med en lille kuffert med tøj til 4 dage.
Det skete efter en forlænget weekend, hvor jeg nok konsumerede 18-24 øl om dagen med nogle venner.
Forskellen på mine venner og mig, er at de kan stoppe mens legen er god.
Jeg har bare ikke den lille advarselslampe, som begynder at lyse og blinke når nok er nok.
Jeg kan altid finde på en undskyldning for at drikke et par pilsnere mere.

Lige indtil mandag den 20. april 2015.
Der blev jeg sat på gaden, og havde ingen steder at gå hen.
Så jeg tog ud til ungernes mor, som i øvrigt har været en uvurderlig hjælp, og fortalte hende om min situation.
Dagen efter tog jeg til læge og op på alkoholrådgivningen.
Jeg blev henvist ud til et omsorgshjem.
Her har jeg fået et lille værelse.
Sparsomt møbleret, men et sted hvor jeg kan lukke min dør, og hvor der er alkoholforbud.
Her er der socialrådgivere og pædagoger som kan hjælpe og rådgive.
Jeg går troligt til møderne på alkoholrådgivningen, holder mig pænt fra spiritus, men jeg har stadig lyst til at drikke alkohol.
Jeg har ikke abstinenser, men den lille djævel der sidder på skulderen, han sidder og hvisker forførende ord i mit øre.

Mine børn er selvfølgelig kede af situationen.
De må ikke komme og besøge mig, da der ikke må være personer under 18 år herude.
Det kan jeg egentlig godt forstår, da der er personer herude, som absolut ikke er for børn.
Jeg tror, børnene er skuffede over deres far.
Endnu engang har han svigtet.
Nu har de "igen" mistet et weekendhjem.
Fars ting er hentet af fogeden, og de ting får han ikke tilbage før han betalt sit udestående til boligforeningen.
Jeg er ligeglad med min sofa og andre møbler.
Det er mine personlige ejendele, børnenes tegninger fra de var små, breve, mit pas, billeder fra næsten hele mit liv.
Og marmorbordet som min far lavede da han var en ung mand.
Min guitar.
Det er ting jeg vil være meget ked af at miste.
Jeg har prøvet at forklare mine børn, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Hvis jeg kommer ud på den anden side som tørlagt, så vil det være meget mere mig de vil se, og ikke den far der hellere vil være sammen med værtshusbekendtskaberne og en flok grønne flasker.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om ungerne er skuffede eller om de er stolte af min beslutning om at tage mod hjælp.
Har de stadig tillid til mig?
Tør de stole på mig, når jeg endnu engang lover dem, at det nok skal blive bedre?

Min beslutning om at modtage hjælp, gør også, at jeg må lægge en del af mine bekendtskaber bag mig.
Jeg har stadig mine venner, som bakker mig op, og jeg er sikker på, at de vil hjælpe mig langt hen ad vejen.
Jeg har dog kun fortalt 4-5 mennesker om det. Ikke fordi det er en hemmelighed, men mere fordi jeg ikke orker at alle ved det.
Jeg er dog stadig så bange for den lille djævel, at jeg i første omgang har meldt afbud til en venindes 40 års fødselsdag.
Jeg er også bange for omgivelsernes reaktion på min situation.
Er jeg en taber, fordi jeg sidder på et forsognshjem, eller vil de også bakke mig op?
Det eneste jeg ikke vil have, det er ynk.
Jeg har brug for opbakning, men ingen skal komme og ynke mig.
Det er mig selv der har sat mig i denne situation, og det er mig selv der skal rette op på det.
"Jamen, hvis du ikke vil ha ynk", hvorfor skriver du så om det på din blog??
Det gør jeg, fordi det hjælper mig at få tingene ned på skrift, og fordi jeg ikke skammer mig over min situation, men stadig er bange for at fortælle det til folk direkte.
Mine forældre og min søster kender ikke til situationen, og hvis der er nogen jeg er bange for at fortælle det til, så er det dem.
Min mor vil være ude af sig selv af bekymring, min søster vil tage det første fly fra Norge for at hjælpe mig, og min far vil nok kalde mig alverdens nedladende ting.
Intet af det behøver jeg lige nu.
Det jeg har brug for er tid.
Tid til at vænne mig til situationen, tid til at komme igennem, og tid til at få alle mine tanker på plads.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har gjort det rigtige.
Taget den rigtige beslutning midt i en håbløs situation.


Del 2: Så gik den første måned.
En måned, hvor jeg både har holdt mig ædru, men hvor jeg også har måtte se i øjnene, at jeg er havnet på det nogen mennesker vil kalde "samfundets bund".
Og hvordan er det så gået?
Egentlig forbavsende godt, selvom ensomheden kan komme krybende.
Specielt om aftenen.
Og med ensomheden kommer tankemylderet.
Jeg holder mig for mig selv.
Nu har jeg aldrig været i fængsel, men jeg forestiller mig, at det må være som at sidde frivillig i isolation.
Mange beboere herude tager lidt let på alkohol- og stofforbuddet.
Derfor er det minimalt, hvad jeg har af kontakt med de andre beboere.
Heldigvis har jeg stadig lidt arbejde, der gør, at jeg kommer lidt væk herude fra.
Jeg forsøger mig med helt almindelige, dagligdagsrutiner.
Vækkeuret der ringer hver morgen kl. 0630, morgenmad, motion (!), tøjvask, m.v.
Helt almindelige dagligdagsting.
Men hvordan fanden gik det egentlig til, at jeg havnede her, hvor jeg er endt?
Svaret er nok ikke så lige til.
En god sammenblanding af omstændigheder.
Jeg har drukket absurde mængder kaffe og æblemost de seneste 4 uger imens jeg har forsøgt at finde ud af, hvorfor jeg kun har 6 par strømper og et par bukser.
Hvorfor mine børn ikke har et sted at besøge mig.
Hvorfor det ene, og hvorfor det andet...
Svaret er egentlig ret ligegyldigt!

Det som det drejer sig om nu, er at komme videre.
At komme ud på den anden side med humøret, værdigheden, og forstanden intakt.
Det værste ved at skrive disse ord, er ikke at jeg blotter mig selv og mine følelser, men at min korttidshukommelse ikke er helt god.
Jeg glemmer alverdens tanker og ord, som jeg gerne ville ha' delt med jer, men jeg kan simpelthen ikke finde dem.
Jeg bliver så let distraheret.
Da jeg nu ikke kan huske alle de kloge ord og tanker jeg havde for et øjeblik siden, så må jeg hellere få lidt hjælp.
Rasmus Dissing har skrevet nogle fine ord om det jeg ofte har følt og tænkt.

Tømmermænd
Trætte tanker tumler i mit hoved
De sidste dage har været noget rod
Al den sprit, der fortynder mit blod tåger mine minder, nu vil jeg råde bod
Jeg skal spise sundt og tabe mig
Aldrig mere være et kvaj Løbe langt og løfte tungt
Der findes ikke det ømme punkt, der skal trykkes, belyses og gennemtærskes
Nu må fornuften komme, vinde og herske
Et sted i det fjerne husker jeg svagt hvad der blev sagt og trådt i spinat og afsløret ting, der var alt for privat' og filosofi i lommeformat
For da vinen kom ind, gik hjernen en tur Jeg gjorde vist ikke den bedste figur: kæftede op og førte mig frem
Nu ligger jeg her og føler mig klam med smerter i hoved og lunger af sten og tanker, der går mig til marv og ben
At man skal ha' det så godt, så man får det så skidt, er lidt af en gåde, men det hænder jo tit
Måske er det et spørgsmål om livsappetit Kan man nu ikke nyde noget, uden også at ha' lidt
Jeg er kørt ned, jeg drikker aldrig mer'
Har set en høne bli' til en fjer
Bondeanger i storbyens favn
Jeg flytter bort og skifter navn
Og håber, jeg får det godt igen, og slipper for disse onde tømmermænd

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage