Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Freja, 26 år, Afhængig

Tilbage

Alkohol var min bedste ven.
Til sidst var det også den, som jeg ønskede, skulle gøre en ende på mit liv.

Den ligger der stadig.
Bodegaen på hjørnet af Mimersgade blot 20 meter fra min toværelseslejlighed på Nørrebro i København. For tre år siden var det dér jeg ønskede at slutte mit liv.

Jeg ville dø.
Jeg var så fortvivlet over ikke at kunne finde ud af at leve livet som andre unge mennesker, og over at være afhængig af alkohol, men ikke at kunne gøre noget ved det. Til sidst drak jeg dagligt, for at fylde en eller anden udefinerbar tomhed indeni mig, og for at få den følelse af lettelse og ro som jeg engang havde fået når jeg drak.

Jeg vokser op i et nordsjællandsk rækkehus med mor, far og tre brødre. Jeg havde mega svært ved at finde mig til rette. Jeg følte ikke, at jeg passede ind nogen steder. I 9. klasse begynder mig og en veninde at lave smutture ind til ungdomshuset på Nørrebro et par gange om måneden. Jeg håbede at finde et fællesskab derinde. Jeg begyndte at gå i det samme tøj som de andre unge, fik piercinger og farvede mit hår. Men jeg følte stadigvæk ikke, at jeg var en del af noget fællesskab. Jeg stod ligesom stadig uden for, og kiggede ind.

Når jeg drak, var det, som om genertheden forsvandt, og jeg turde tale med folk. Jeg følte mig glad, nærmest sprudlende og vigtigst af alt så gav alkoholen mig en følelse af ro indeni. Alkoholen kunne slukke for tankemylderet, slukke følelsen af ensomhed, og bare give mig en grundlæggende følelse af ro og glæde. Det var alt jeg ønskede mig. Jeg blev lige den person jeg altid gerne havde villet være. Men det var kun på lånt tid. Dagen efter var jeg den samme Freja, som ikke følte sig hjemme nogen steder, som ikke følte nogen glæde og ro. Ensomheden og hullet i maven vokse ligesom bare frem igen.

I 10. klasse fik jeg besked om at jeg ikke var egnet til gymnasiet og den følelse af afvisning var typisk for mig igennem ungdomsårene. Konsekvensen blev, at jeg fokuserede på ting, jeg havde styr på, og som gjorde mig glad. Nemlig at passe byturene i weekenderne og arbejdet på Q8-tanken.”

En tidlig morgen i efteråret 2010, på vej til arbejde på tanken bliver jeg overfaldet af en fremmed mand der forsøger at voldtage mig. Jeg slipper væk, men oplevelsen sætter dybe spor og får mit forbrug af alkohol til at tage en alvorlig drejning. Det bliver min måde at kontrollere angsten på. Øl og sprut bliver en slags medicin jeg er nød til at have for overhovedet at kunne være til. Jeg havde brug for at slukke for alle følelser i kroppen. Jeg begynder at have problemer med at sove om natten. Alkoholen slukker ikke mere for de mareridt og den angst der fylder mig. Så vender jeg mig mod hash. Jeg har prøvet at ryge før men ikke særlig meget, og eftersom det blot var noget jeg blev søvnig af stoppede jeg hurtigt igen. Men nu kan jeg tage fat i denne nye ven og få en drømmeløs søvn, ro og hjælp til at falde i søvn. Alkohol og hash gjorde, at jeg kunne fungere bare en lille smule, og jeg kunne slet ikke se at jeg havde et problem, for det var jo bare midlertidigt mens jeg havde det dårligt. Når jeg fik det bedre var jeg overbevist om at jeg ville lægge alkoholen og hashen på hylden. Men jeg fik det ikke bedre.

På hjørnet af Mimersgade på Nørrebro, blot få meter fra min lejlighed, ligger Mimers Bodega. Stedet får hurtigt en helt speciel plads i mit hjerte og jeg bliver stamkunde i en alder af 21 år. Jeg ved ikke helt hvordan det sker, det er bare som om at for første gang, er jeg et sted, hvor jeg virkelig følte mig hjemme. Ingen havde fordomme om mig, og folk var gode til at lytte. Så betød det ikke noget, så betød det ingenting at det ikke ligefrem var unge mennesker på min egen alder, der sad derinde. Alt kommer til at foregå i de gamle lokaler med brune træpaneler, billardbordet og cigaretrøgen. Og vennerne, eller de få der er tilbage, bliver langsomt siet fra, da jeg ikke overholder aftaler, og ikke har overskud til at vise nogen interesse for venskaber. Der var aldrig rigtigt nogen på bodegaen der tager fat i kraven på mig og antyder at jeg måske drikker for meget. Det var jo netop det befriende på bodegaen. Vi drak alle stort set lige meget og lige ofte. ”Nogle dage kunne jeg tage derned om formiddagen og drikke en masse. Derefter ville jeg tage hjem og tage en lur for så at vågne om eftermiddagen og sætte mig ned på bodegaen igen. Sådan var mit liv.”

Ikke alle kender til min hverdag. Når mor eller far ringer, skynder jeg mig ud på gaden, inden jeg tager telefonen og understreger, at alt går godt. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at sige sandheden. Jeg vil på en måde beskytte dem mod den sorg det er at se sin datter ulykkelig og på vej et helt forkert sted hen. Jeg lyver for dem så længe, at jeg tilsidst selv tror på det når jeg fortæller dem at ”alt går godt”. Men det gør det ikke. Det går kun en vej, og det er ned. Jeg drikker bare mere og mere, samt oftere og oftere.

Først da en sød fyr træder ind på bodegaen, får jeg igen kontakt med virkeligheden. Fyren var selv i behandling for et misbrug og inviterede mig så med til et møde i et fællesskab med andre misbrugere. Her gik det omsider op for mig, at jeg virkelig var afhængig af alkohol. Så jeg besluttede mig for at stoppe med at drikke, men samme aften sad jeg igen på bodegaen og drak mig fuld. Jeg fattede det simpelthen ikke. Nu troede jeg jo jeg vidste at alkohol var problemet, og så skulle jeg da bare stoppe, men jeg kunne ikke.

Jeg blev enormt bange og anede ikke hvad jeg så skulle gøre. Det var som om at jeg ingen kontrol havde over mine egne handlinger og at jeg ingen rygrad havde siden jeg ikke kunne holde mig til min beslutning. Jeg vidste jeg måtte have noget hjælp, så næste skridt var at tage kontakt til det lokale behandlingscenter, der dog kommer med en nedslående besked: ”Jeg var jo ung og havde både arbejde og familie intakt. Hvis jeg til gengæld begyndte at tage hårde stoffer, måtte jeg komme igen”.

Det føltes virkelig som enden. Jeg kunne ikke hjælpe mig selv, og dem jeg grædende bad om hjælp ville ikke. Jeg kan ikke beskrive den håbløshed jeg følte netop da. Det var som om jeg blot resignerede. Jeg kendte ingen anden løsning. Jeg måtte simpelthen prøver at drikke mig ihjel. Jeg gik på mega dødsdruk den aften, fast besluttet på enten at forlade verden og endelig få fred, eller få fat i nogle stoffer så kommunen ville hjælpe mig. Denne aften sluttede kl 5 næste morgen i en ambulance på vej til psykiatrisk skadestue. Her blev mit råb om hjælp for første gang hørt, og der blev reageret. Jeg var indlagt i 10 dage for at få klaret hovedet. Jeg fik bevilliget et langt behandlingsforløb med terapi, samtaler der fik stabiliseret mig. Det var dog først da jeg begyndte at mødes med ligesindede ugentligt til møder, at jeg for alvor fandt ud af, hvor fantastisk livet uden alkohol virkelig er. Disse mennesker der havde været igennem en masse af de samme ting som mig, viste mig hvordan jeg kunne leve uden at være slave af alkoholen.

Jeg drikker ikke længere og har ikke gjort det i lidt over tre år. Alkohol havde så meget magt over mig og en effekt, som jeg var så glad for, at jeg troede, det ville være umuligt at undvære den. Jeg fandt dog ud af, at alt det alkoholen gav mig, kunne jeg få på en anden måde. Jeg behøver ikke drikke i dag. Jeg tænker end ikke på det. Livet kan sagtens leves uden. Det der før var den hårdeste kamp, som jeg tabte igen og igen, er pludselig blevet legende let.

Jeg behøver ikke at drikke mere. Jeg har fundet glæde i dag, ro og håb. Jeg er blevet en kvinde der griner, tager til fest, og danser. Jeg har fået så mange fantastiske venner, som står klar til at hjælpe, når livet af og til er svært.

Jeg har fået min familie igen. Jeg kan være der for dem, passe mine små niecer. Tage på legeplads og til svømning med dem. Jeg har fået mulighed for at tage en uddannelse, og er, efter at have færdiggjort min hf, kommet ind på en uddannelse jeg end ikke havde turde drømme om at komme ind på.

Jeg bor stadig i samme to-værelses lejlighed, og er endda så heldig at der nu er flyttet en dejlig kæreste og en lille hund med ind. I dag kan jeg virkelig forstå hvad folk mener når de siger livet er smukt. For i dag har jeg det bedre end nogensinde.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage