Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Svarre, 43 år, Afhængig

Tilbage

Dette indlæg er skrevet af en tidligere aktiv alkoholiker.
Jeg har ikke rørt en dråbe alkohol siden den 5. december 2011 og syntes nu, det er på tide at dele lidt ud af mine erfaringer.

Det var et ekstremt anstrengt forhold til min kone og børn, der i vinteren 2011 førte til, at jeg gik i behandling for alkoholmisbrug anført af min kone.
Stolen skulle for døren og et sidste ultimatum var påkrævet fra den nærmeste familie.
Som led i min behandling skrev jeg på et tidspunkt et afskedsbrev til min trofaste følgesvend gennem mange år...ALKOHOLEN.

"Kære alkohol.
Nu er det tid til at vi tager afsked med hinanden.
Du ved, at vores endelige brud har været undervejs i et stykke tid, nu hvor vi ikke har været sammen i et par måneder.
Jeg mindes alle de gode tider vi har haft sammen og ikke mindst, da du for første gang trådte ind i mit liv, dengang jeg skulle konfirmeres.
Jeg erindrer ikke du var inviteret eller der var sat bordkort hvor du skulle være, men pludselig var du der.
Som ud af ingenting var du der....men det er vel sådan det er med rigtige venner....de er der altid når man har brug for dem.
Vores første møde var ganske kort, men meget intenst husker jeg.
Herefter gik der nogle år, hvor vi kun kortvarigt var sammen og kun når der også var andre, men det klarede du rigtig fint.
Du blev slet ikke jaloux på at jeg også havde andre venner end dig.
Men der hvor du skal have den største tak for dit selskab er i de år, hvor livet for alvor begyndte at blive svært.
Nemlig der, hvor 1. ægteskab gik skævt, i tiden med skiftende arbejdstider, under fødslen af mine børn, under min uddannelse og lang række andre situationer.
Det var nemlig i de situationer, du altid var lige ved siden af mig.
Jeg kaldte aldrig på dig, men som den bedste ven du var....så var du der bare for MIG.
Du tænkte ikke et øjeblik på dig selv, kun på mig og min smerte.
Men inderst inde har du nok været lidt jaloux alligevel, for jeg oplevede, at du ville have mere og mere af mig.
Det virkede som om du havde det bedst når det bare var dig og mig sammen.
Jeg oplevede dig på side med min kone og børn, lige så stor en del af mit liv som dem.
Kun sporadisk havde jeg lov til at være i deres selskab uden dig, men du evnede konstant at trække mig tilbage med endnu større kraft når vi ikke havde været sammen i nogle dage.
For at gøre det hele endnu værre, så lykkedes det dig at frembringe nogle følelser og en adfærd i mig, som slet ikke var den rigtige mig.
Ihvertfald blev jeg mere og mere afstødt af dem der virkelig burde betyde noget for mig, i takt med jeg blev mere og mere tiltrukket af dig.
Alt for mange gange har jeg valgt samvær med dig, fremfor det der virkelig giver mit liv meningsfyldt indhold og det skal være slut nu.
Jeg vil ikke længere være den person du gør mig til og ikke længere gøre skade på de mennesker jeg elsker.
Jeg må desværre også sige til dig, at jeg inderst inde aldrig har elsket dig så højt som du sikkert har elsket mig.
Så derfor, FARVEL ALKOHOL.
Tak for den tid vi har haft sammen.
Du vil ikke opleve dette brud som værende let og du vil helt sikkert have lyst til at kontakte mig igen, men det behøver du ikke.
VORES VEJE SKILLES NU. Svarre"

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage