Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Ofelia, 42 år, Afhængig

Tilbage

Mit alias er Ofelia og jeg er en kvinde på 42 år.
Min barndom husker jeg tilbage på som en blandet landhandel af gode og mindre gode minder.
Jeg er opvokset i et kvarter, som i dag er en ghetto, men det var det ikke dengang.
Alle kendte alle, jeg var rigtig glad for at gå i skole og jeg dyrkede sport i fritiden.
Masser af sport, for det var min vej væk hjemmefra.

Da jeg var 10 år, skulle jeg på charterrejse med resten af familien, men jeg ville ikke.
Jeg kunne ikke klare flere skuffelser eller at være alene med min familie i en hel uge, uden mulighed for at komme væk.
Jeg fik lov til at blive hjemme alene og det var en meget mærkelig og ny følelse af svigt, men jeg ville hellere dét, end at opleve mine forældre lægge i gryden til en super ferie sydpå, vel vidende at, de ville være fulde og stressede allerede inden vi havde forladt lejligheden.
De drak meget og kunne ikke overskue at pakke til en ferie, eller at passe på os eller sig selv, så kvalmerne stod konstant i kø, af angst for skældud og eskapader.
Når de var fulde dyrkede de også sex for åben skærm og glemte vi var der, så ja, jeg ville hellere dø, end at være med min familie.
De tidligere års sommerferier var som helvede på jord, og jeg var på alle måder pivende angst for samvær med min egen familie, som bestod af min mor, far og min storebror.

Da mine jævnaldrende venner og veninder omkring puberteten fik interesse for hinanden, begyndte at eksperimentere med alkohol og fester, var jeg helt bagud og slet ikke klar.
Jeg opdagede slet ikke det de havde gang i, i skolegården, for jeg var ikke en del af klublivet og jeg så ingen efter skole.
Jeg havde mine venner gennem sport og der var hverken alkohol eller drenge, så det var nok på alle måder min redning gennem barn- og ungdommen.
Mine veninder i skolen og jeg voksede fra hinanden i den tid, og jeg følte mig nu også meget alene i skolen og begyndte at pjække.
Mit pjækkeri gav ikke mening, for jeg var boglig og dygtig og vidste indeni, at jeg havde muligheder for at komne på gymnasiet, og derudover havde jeg ingen steder at være, når jeg ikke var i skole.
Jeg kunne ikke overskue hverken skole eller hjem og fandt sammen med en flok andre unge, som holdt til i en lejlighed, hvor forældrene ikke sagde noget til nogen.
I denne lejlighed oplevede jeg ikke kærlighed, men en følelse af, at der måtte jeg være og det var nok.
De røg lidt hash og så videofilm, var meget rolige og søde.
Jeg røg aldrig selv noget og alkohol var der heller ingen der drak. På mange måder var det et sted der gav mig ro og alene det, at ingen drak, tiltalte mig.

Da jeg startede i 10. Klasse havde jeg et fritidsjob i en forretning inde i byen.
Der gik ikke lang tid, så forlod jeg helt skolen, da jeg fik tilbudt læreplads og jeg var meget glad.
Tænk at der kunne tilkomme mig, at få en uddannelse.
Senere samme år fandt jeg en super lækker kæreste, den flotteste mand jeg nogensinde havde set.
Tænk at han ville have mig, det kunne jeg slet ikke leve op til.
Han var 23 år (jeg var 16).
Han gjorde karriere i militæret, havde et lille rækkehus og var opvokset i en sund kernefamilie.
Broderen var bankmand og forældrene arbejdede også med tal og boede meget fint.
De synes jeg var lige lovlig ung til deres søn, hvilket de havde ret i, og de fik mig fra starten til at føle mig utilpas og mindreværdig.
Jeg fik aldrig lærepladsen, men blev godt gammeldags udnyttet som billig arbejdskraft i flere år.
Til sidst sagde jeg ulykkelig op og følte mig forrådt af min arbejdsgiver.
Jeg fik hurtigt et nyt job, som jeg elskede.
Min kæreste skulle til udlandet i et år med sit job og jeg var alene i verden følte jeg.
Han solgte sit lille rækkehus og rejste og jeg stod tilbage uden noget tag over hovedet.
Jeg var fyldt 18 år på det tidspunkt.
Jeg havde ingen steder at være, så jeg opsøgte mine gamle venner ude i ghettoen og var mere end velkommen.
Nogle var i mellemtiden blevet rigtige hashmisbrugere, andre var gået ud i livet, men der var en dejlig ro og kaffe på kanden.
Stadig ingen alkohol og dagene var ens.
Jeg tror stabiliteten tiltalte mig.

Da året var gået kom min kæreste hjem og vi blev sammen.
Vi fandt en lejlighed sammen og levede som mand og kone.
Jeg var 19 år, boede fint og vi tjente penge.
Til gengæld kunne vi ikke tale sammen.
Vi havde ingen venner, for jeg var flov over både mine venner i ghettoen og min fordrukne forældre, som boede beskidt og slet ikke passede ind i mit nye liv.
Hans venner sivede, da jeg kom ind i billedet.
Vi passede overhovedet ikke sammen og jeg indså, at jeg kun var sammen med ham, fordi ingen andre måtte få ham og fordi jeg ikke anede hvad jeg ellers skulle gøre.
Han synes det var dejligt med en ung pige, der stod til rådighed, men elskede heller ikke mig, så efter 5 år sammen skiltes vores veje.

Miraklet skete og jeg kom ind på min drømmeuddannelse.
Jeg var svimmel af lykke og fik med det samme ved endnu et voldsomt held en super fed lille lejlighed midt i byen.
Jeg elskede min læretid, som varede 4 år.
Kæft, trit og retning, det var lige mig.
Regler, at blive kørt hårdt, at alle omkring mig regnede med mig og at jeg havde en meget tydelig chef, elskede jeg.
Min chef fik sig også sin yndlingselev i mig. *
Jeg kunne læse hendes behov før de opstod, tænkte næsten hendes tanker og det gav fordele.
Hun var meget stolt af mig og jeg af mig selv og ja, jeg kørte med klatten.
Jeg boede lidt dyrt i de 4 år, men det var så værdigt og jeg var stærk, så jeg tog 2 ekstra jobs.
I de 4 år arbejdede jeg 80 timer om ugen, men jeg havde ikke andet at lave.
Jeg var i 20'erne og min eneste omgangskreds bestod af kolleger.
Jeg havde ingen veninder eller venner udenfor jobbet.
Jeg gik heller aldrig ud, selvom jeg boede midt i byen, for jeg skulle altid på arbejde eller var træt.
På det her tidspunkt havde jeg stadig et anstrengende forhold til alkohol og folk der gik i byen og drak var folk jeg ikke følte jeg kunne hamle op med.
Jeg havde kun lært på den hårde måde, at bære lugten af alkohol var = konflikter, angst og flugt.

Da jeg er midt i min uddannelse møder jeg en sød og sjov fyr.
Han forelsker sig hovedkulds i mig.
Jeg forsøgte lidt at blive kærester med ham, men jeg var ikke forelsket overhovedet, men udnyttede hans godhed.
Inden jeg fik det gjort forbi med ham, var jeg stødt på en anden fyr, som passede til mit billede af, hvordan en mand skulle se ud.
Jeg blev kæreste med den nye fyr, men han sagde mig intet.
Han lignede bare min første kæreste og det kendte jeg jo.
Efter et par måneder, opdagede jeg en dag jeg kom hjem fra arbejde, at han pjækkede fra arbejde og at han drak.
Jeg blev stiv af skræk, da jeg fandt ham liggende på gulvet, patetisk, klam og ynkelig.
Jeg var ved at dø af sult og tænkte mere på mad end på ham og i det jeg drejede om på hælen og forsvandt for evigt, så jeg aldrig tilbage.
Hadet til hans tilstand en enkelt gang, var en gang for meget og da han ringede og hulkede og tiggede mig om at kønne tilbage, samtidig med at han truede med at køre ind i et træ, ønskede jeg ham grinende god tur.
Jeg kan huske jeg sagde:"Så kom. Gør det.
Kør ind i det.
Kom nu svægtling, hahaha, du kan jo intet dit svage lille kryb. Pis af med dig".
Han var helt paf over mig og sagde, at jeg var syg i hovedet, at sige sådan.
Det gav jeg ham ret i.
Jeg var ligeglad med om han kørte ind i det træ, fuldstændigt.
Jeg sundede mig i en tid og den søde og sjove mand jeg havde mødt før drukkenbolten blev ved at dukke op i mine tanker.

Pludselig en søndag morgen, hvor jeg 4 måneder tidligere havde droppet en sød og sjov mand, for et kæmpe fjols, der udover at være pæn, intet havde at tilbyde mig, fik jeg en voldsom lyst til ham den sjove.
Jeg vidste han var sportsmand, kom ud af en festlig skøn og helt igennem dejlig familie.
At han havde en uddannelse, et fast godt job, en masse gode venner, han rejste meget, var vellidt overalt og han havde sågar aldrig haft en kæreste.
Jeg var hans livs kærlighed og før jeg tog hjem til ham, havde han været og var stadig i kæmpe sorg over at have mistet mig.
Jeg kan huske, at jeg i døren (tog bare hjem til ham uanmeldt) næste det smukkeste syn nogensinde og jeg blev helt paf.
Hans store øjne var i sorg.
Han havde skægstubbe og knæ i træningsbukserne og han var sur på mig og helt igennem knust over hvordan jeg havde behandlet ham.
Tænk at en mand kunne være ked af det over mig. Wow...
Jeg blev budt ind og han græd og græd i ture og sagde at hvis jeg nogensinde så meget som drømte om at træde ham sådan over tæerne igen, så skulle jeg gå med det samme.
Jeg var død forelsket og lovede ham at blive for evigt.
Vi var meget meget lykkelige sammen og vi blev gift og fik børn sammen.
Det var overvældende for mig at blive mor.
Her stod jeg pludselig med en sund, dejlig familie med en hverdag med en mand der vil noget.
En familie og en masse venner, glade velfungerende børn, som vi på alle måder måder har givet en sund opvækst, en familie der altid holder sammen, bedsteforældre der er der og ja... Total lykke, karrierer, sport, rejser, fester og et sundt samliv.
Min dengang nye svigerfamilie og min mand og hans venner er nogle selskabspapegøjer.
Det var overvældende og nyt, at få et afslappet forhold til fest og alkohol.
Jeg elskede virkelig al den latter og anede ikke at en familie kunne være så skøn.
Alkoholisme er en by i Rusland i den familie, ingen har nogensinde haft et dagligt forbrug, der er så heller ikke rigtig forståelse for problemet, så på den måde er de måske lidt naive, men det ved man jo kun, hvis man selv har haft det tæt på kroppen og det har jeg.

Jeg ved ikke hvordan jeg blev alkoholiker eller hvornår, for den dags skyld.
Jeg ved at mange dejlige aftener i haven betød noget.
En knude i bålgryden, snobrød med ungerne, vin til de voksne og glæde, boldspil og liv.
Vin til de voksne, blev så ret hurtigt til vin til moren og kaffe til faren.
Min mand har det let med alkohol, det fylder ikke noget og han drikker kun til fest.
Han kan også sagtens drikke en enkelt øl, hvis han bliver budt, men ligeså tit vil han hellere gave vand eller kaffe.
Jeg derimod fik en snigende smag for rødvin.
Bød mine svigerforældre på en flaske, når de kom og spiste og tog initiativ til mange frokoster og middage for både venner og familie.
Jeg tror, at da jeg fik det her festlige og lykkelige forhold til alkohol, så blev den farlige knap i mig aktiveret.
Et glas smagte af en flaske og med tiden, smagte en flaske af en mere.
Jeg har aldrig drukket åbenlyst, men når ungerne sover i deres senge og min hårdtarbejdende mand sover på sofaen.
Mit forbrug steg og steg de sidste år og jeg begriber ikke, hvordan jeg har kunnet leve med det skjult.
Min hengivne mand, har oplevet at hente mig i detentionen og på psykiatrisk skadestue.
Han har været dybt chokeret begge gange, for uden varsel har han oplevet, at vågne midt om natten, ved at jeg stangstiv helt har mistet taget om mig selv.
Jeg har flere gange truet med skilsmisse. Ikke fordi jeg ikke elsker ham, tværtimod, men fordi jeg er blevet alkoholiker og ikke har kunnet se mig ud af det, uanset hvor meget jeg har villet og prøvet og kæmpet.

Det er et forfærdeligt dobbeltliv jeg har levet.
Løgnene er blevet så almindelige, at jeg selv tror på dem.
På et tidspunkt har jeg troet jeg var psykisk syg, skizofren, psykotisk, døden nær og alt muligt andet, men i stedet for at vælge at søge hjælp, har jeg givet min mand skylden for stort set alt.
Jeg har beskyldt ham for at være en knudemand, at være kedelig, ikke at elske mig, være doven, uinspirerende, kedelig i sengen og alt muligt andet, og her gang er han blevet overrasket, såret, har fået mavepine og har grædt, opgivet at kunne være min mand, fordi han har troet, at han var uværdig osv og hver eneste gang har han holdt mig stramt ind til sig og spurgt om hvad han skulle gøre.
Jeg har aldrig haft noget svar.
Jeg har afvist ham, kæmpet for at kriserne skulle klinge af, så han enten kunne arbejde, sove eller noget andet, så jeg kunne pleje min faldende promille.
Jeg har været nødt til at afvise ham, sove med ryggen til, ikke sidde for tæt på - alt sådan noget, fordi han ikke måtte kunne lugte min ånde.

I november 2015 tog jeg en rask beslutning.
Jeg ville være ædru.
Jeg kunne ikke miste min elskede familie, jeg erkendte at jeg havde et uoverskueligt problem, og at jeg måtte prøve et seriøst forsøg på at stoppe.
Jeg kunne ikke længere skjule mit misbrug, Jeg ville ikke, og mine børn måtte så absolut aldrig nogensinde skulle have en dranker i familien.
Aldrig. Så hellere dø end at såre dem.
Jeg anede ikke hvordan jeg skulle gribe det an, men foreslog et seriøst nytårsforsæt. Min mand var glad og selvom jeg troede, at han var spejlblank i mine tåger af rødvin, så fulgte han stille og roligt med i min plan.
Han er i grunden så nem, at er jeg glad er alle glade.
Han vil mig alt det bedste i verden og har aldrig svigtet mig, så uden så mange ord, så jeg frem til 1. Januar 2016.
Jeg drak som et svin op til, men facaden spillede. Liv og glade dage i hele huset, masser af arrangementer og en skøn jul og nytårsaften havde vi også.
Jeg kunne jo kontrollere mit indtag i sådan en grad, at jeg primært modtog gæster eller selv var gæst med tømmermænd og slet ikke drak, når ungerne var tilstede.
Alle tror jeg er sådan en der sjældent drikker...
1. Januar turde jeg ikke tage antabus, selvom jeg havde dem liggende fra min tur på psykiatrisk skadestue 2 år tidligere.
Jeg havde muligvis stadig alkohol i blodet.
Jeg overvandt 1. Januar uden at drikke og 2. Januar om morgenen opløste jeg MEGET lettet indeni den første pille.
Vi stod i køkkenet og krammede hinanden og jeg havde lyst til at sige hvad det betød for mig at gøre, men jeg fik kun sagt noget med, at jeg jo havde dem liggende fra dengang vi troede jeg var blevet skør og var indlagt i en weekend, at alkohol ødelagde min kur og ja, jeg fik vel nærmest med et par ligegyldige sætninger solgt min antabus som en slags vigtig slankepille for mig.

Jeg har nu været ædru i 2 hele måneder.
Noget jeg i min vildeste fantasi ikke havde drømt om for bare 3 måneder siden.
Jeg har det fysisk bedre end nogensinde.
Jeg sprudler, har tabt mig 8 kilo, mine øjne er glade og jeg sover en sten om natten og skriver om dagen.
I weekenden læste jeg med voldsom stor interesse en stor tyk blå bog der hedder "Anonyme Alkoholikere".
Jeg har aldrig læst så indsigtsfuld en bog før i hele mit liv, den har beskrevet mig og alle andre alkoholikere på måder jeg ikke vidste fandtes.
Jeg troede jeg skulle leve og dø alene med min hemmelighed, at ingen var som mig, at der kun fandtes viljestyrke og antabus og jeg har frygtet hvert minut, den dag jeg ligger fuld i sofaen igeb og leger at jeg har migræne og alt muligt andet løgn og nedtur.
Nu ved jeg at, den eneste måde jeg kan forblive ædru på, er ved at hjælpe andre og andre kan forblive ædru ved at hjælpe mig.
Jeg har endnu ikke været til et AA møde, men jeg har efter at have læst bogen fortalt min mand om min situation, sagt at jeg vil prøve at gå til sådan et møde og der er fuld opbakning.
Han ved jeg har et problem, han vil hjælpe mig alt han kan, støtte mig, blive gammel sammen med mig og hans store kærlighed til mig er fuldstændigt uændret.
Jeg har i den grad leget med ilden, været så langt ude i mit misbrug, at jeg ikke kan forstå, at jeg er her hvor jeg er nu. Jeg havde glemt mig selv, var ingenting, jeg var fanget, men som min mand siger:"Du har altid gennemført alt hvad du sætter dig for.
Du er meget sejere end du tror og jeg elsker de sider af dig.
Du er aldrig kedelig!" Og det har han nok ret i.
Til gengæld vil jeg aldrig mere tage hans hengivne kærlighed for givet eller udfordre den.
Og jeg elsker også hans måde at være lige ud af landevejen på.
Det vildeste han har oplevet af traume udover hans vilde kone, er en p bøde.
Størst er kærligheden.

Ofelia, 42 år.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage