Kom i gang med gratis alkoholbehandling

En skygge af mig selv, 22 år, Pårørende

Tilbage

Mit helvede

Et barns store, uskyldige øjne lader til at kende livets mening.
Men det gør et barn ikke.
Det gør ingen.
Tilværelsen kan til tider være et uforståeligt kaos, der for mit vedkommende, er kommet til at handle om penge, druk, had og en masse "offentlige hemmeligheder".
I hvert fald i de senere år.

Jeg var et lykkeligt barn.
Jeg havde en fortryllende og meget idyllisk barndom, som sidenhen kun er blevet noget "vi" tænker tilbage på som "længe siden".
Dog giver jeg i stunder mig selv lov til at rejse tilbage til min fortryllende barndom, som er forsvundet hen i en strøm af tid og som ingen synes at huske eller prissætte længere.
Det laver bare ikke om på, hvor levende det somme tider stadig er for mig.
Nogle gange så levende at jeg kan ønske, jeg aldrig havde forladt det fortryllede land, hvor stemmerne gennem vinduerne fra familiemedlemmer og venner stadig føles som en velkendt lyd, der siger mit navn, mens jeg i min erindring tydeligt ser vort store, røde murstenshus ved siden af grusvejen, med træer, der svajer i vinden.
Haven med roser og det i-hjørne-satte grantræ og en græsplæne med en trampolin, hvor duggen ligger på overfladen som perler af sølv.
Jeg spejler mig i lyden fra tennisbolden der for hundrede syttende gang rammer murstensvæggen og drømmende i horisonten, hvor "vores skorsten" pranger frem.

Hemmelig tur.
Aldrig har dagene været mere givende, end dagene i mit barndomshjem.
Mine forældre var i min verden de stærkeste, sejeste, modigste og klogeste mennesker i verden.
I takt med man vokser op, bliver verden kun mere og mere grusom.
Jeg voksede op sammen med min mor og lillebror.
Jeg husker ikke min far som værende meget tilstede.
Han var på daværende tidspunkt selvstændig vognmand, et firma han havde overtaget fra min farfar - og det har aldrig været besynderligt eller underligt at han drak mange øl og gik tidligt i seng når han kom hjem efter mange timers arbejde.
Når jeg tænker tilbage, sætter det sig tydeligt i perspektiv, at han sikkert allerede dengang havde et stort alkohol problem.
Når alkoholforbruget stiger, takker man nej til de andre goder livet tilbyder - og det samme gjorde min far.
Jeg er sikker på det har taget hårdest på min mor, der kæmpede hårdt for at få eget fuldtidsjob, børnepasning, madlavning, havearbejde, rengøring m.m. til at gå op i en højere enhed.
Og det er uden den fjerneste bebrejdelse, at hun selvfølgelig måtte sige stop på et tidspunkt.

Det skete i 2010.
Jeg gik på efterskole, så jeg er nok blevet sparet for en del af det "ragnarok" der på daværende tidspunkt fandt sted i mit såkaldt "fortryllede" barndomshjem.
Dog giver episoderne jeg oplevede og blev en del af mig, stadig kuldegys og et mindre jag i hjertet.
Det var ikke i orden.
Min mors afmagt, nedkørte selvtillid og trang til at komme væk kontra min fars ligegyldighed og manglende erkendelser gik fuldstændig amok.
Det var ulideligt at befinde sig inden for husets 4 vægge.
Stemningen var altødelæggende, dyster og af flere omgange blev min bror og jeg sat som dommer overfor både min mor- og fars ugerninger gennem tiden.
De legede på skift skydeskive mod hinanden med talrige grufulde historier og fortællinger om hinanden, som børn ikke bør vide om deres forældre.
Efter lige netop den episode begyndte filmen også at knække for min lillebror.
Givetvis fordi han fandt skolen svær, ikke kunne præstere så godt som jeg på daværende tidspunkt gjorde - dertil får man også tit en helt forkert omgangskreds - og mine forældres situation gjorde nok ikke overskuddet større.
Det begyndte med småkriminalitet, men har sidenhen bevæget sig ud på et helt andet niveau.
Stoffer, drugdealing, vold, indbrud, identitetstyverier, dokumentfalsk - ja, der har været alt.
Vi har som familie stået hårdest for skud når han skulle skaffe penge.
Bankkontoer er tømt, A-L-T har han stjålet.
Lige fra arvesmykker, ting af affektionsværdi, biler, tøj, sko. Alt.
Jeg tør ikke tænke på hvor mange gange politiet har været indblandet eller har måtte tilkaldes, fordi han var helt ude af trit.
Jeg synes vi har gjort meget for at hjælpe ham, men på et tidspunkt løber tingene bare op i en højere enhed og man står tilbage magtesløs og har faktisk ikke mere at give af.
Man kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes.
Hans tidligere bløde, glade og livsbekræftende selv synes mig forsvundet, da han en sommeraften tæskede mig i en narkorus.
Efterfølgende også fordi han i en tid jeg var bortrejst ryddede HELE min lejlighed og etablerede en narkorede.
Politiet mente det var et familieanliggende, så det måtte vi selv udrede.
Der er mange aspekter - mange flere end jeg kan huske.

Tilbage til min far.
Efter skilsmissen er det kun gået ned af bakke og alle de laster min mor måtte drives med i deres ægteskab, kom virkeligt til syne.
Huset forfaldt, var møgbeskidt hele tiden og det eneste min far bedrev var arbejde, spise hos hans søster, min faster - atter druk og så en smule søvn, inden han gentog hele mønsteret.
Intet andet.
Der var ikke plads til andet.
Specielt i ferier og op til jul var det slemt.
Et eller andet sted er det lidt som at se ham begå selvmord, bare i et langsomt tempo.
Flere gange har han prøvet at kvitte alkoholen, men har altid fået tilbagefald.
Og den mur han har bygget rundt om sig selv og sine tanker, er blevet uigennemtrængelig.
Han ved, at vi alle synes han har et alkoholproblem og joker ofte med at han aldrig får tømmermænd, fordi han aldrig bliver ædru eller jeg har vidst fortjent en flaske jägermeister i dag etc.
Ingen andre end ham, finder det morsomt.
Tvært i mod.
Men det er altid alle andre end ham selv den er gal med - og det er han bestemt heller ikke bange for at ytre.
Og det der med at stoppe, det kommer nok til sommer.
Et eller andet sted har jeg bare ventet på den dag, hvor hans organer sagde stop.
Det skulle vise sig at ske her i maj.
Han begyndte at tabe sig ekstremt meget, kastede op når han spiste det mindste og kunne pludseligt ikke passe det arbejde, han ellers er opdraget med altid at passe.
Hans sygedage har indtil nu kun kunne tælles på én hånd - og det er over hele hans arbejdsliv.
Slut juni har han tabt sig cirka 15 kg og ligner et skelet, lige indtil hans mave puster sig op som, undskyld udtrykket, men små sultne afrikanske børn.
Han bliver henvist til sygehuset, hvor de tager nogle prøver om fredagen og gerne vil se ham igen mandag.
Lægen får herefter ikke lukket det hul i maven de har taget prøver igennem og det lækker med flere liter fra det åbne hul - men trods opfordringer om at kontakte sygehuset - tager han først derned igen, som aftalt, mandag.
Nok så han kunne drikke igennem inden han skulle afsted igen.
Han vidste jo godt at han muligvis ville blive indlagt.
Han er nu indlagt på 4. uge med diagnosen væske i bughulen som følge af mulig skrumpelever.
Antibiotika kuren virker ikke og væskeansamlingerne hober sig op på ny, hver gang de er blevet tømt.
Udsigten for hans hjemkomst er p.t. lang - men heldigvis kan man sige, for så drikker han sig i det mindste ikke ihjel.
Vi har talt om forskellige behandlingsmuligheder, da det her burde være et ORDENTLIG VINK MED EN VOGNSTANG, men manden skal jo være så fandens karle at han stadig mener han kan klare det selv på trods af at han med sine 58 år på bagen ligner og bevæger sig som en på 80.

Og hvor står jeg i alt den her uduelighed?
Hvad med mig?
Mit liv har været råddent de sidste mange år og det er da også synd for mig!
Det kan ikke tælles på 100 hænder hvor mange gange jeg har bandet og svovlet over min til tider uduelige familie.
Jeg misunder mine veninder og venners ukomplicerede liv og vil egentlig bare gerne være ung og bygge mit liv op.
Jeg er udmærket klar over, at man ikke kan komme igennem livet uden modgang, men der må være grænser for galskaben.
Det må fandeme være nemt, hvis man bare kunne forholde sig til "almindelige" ungdomsproblemer man selv roder sig ud i, for dertil - og så - selv at finde en løsning og komme videre.
I stedet er jeg fanget i et kæmpestort, ej selvskabt ragnarok, der ingen ende synes at tage.
Jeg savner at sidde i solen og være ligeglad med virkeligheden, i stedet for at skulle blande mig i den her ualmindeligt kradse virkelighed med ballade og voksenting.
Nogle gange tror jeg, at jeg er ved at blive sindssyg.
Jeg længes efter et andet liv, et nemmere liv.
Jeg savner at have mulighed for at følge mine egne drømme, mål og bare at have en lille smule overskud til MIG.

Tilbage er det store spørgsmål - hvad helvede skal jeg gøre?
Jeg kan ikke redde min far.
Men kan jeg påvirke?
Han har givet op på livet og det er ualmindeligt hårdt at stå model til.
Hvad gør jeg?
Det er hårdt at være pårørende.
Råb op!
Bed om hjælp!

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage