Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Nanna julefortælling, 26 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har aldrig brudt mig om julen

Mit navn er Nana Martine Persson og jeg er 26 år gammel.
Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om julen, for som barn var juleaften altid kaotisk, utryg og uforudsigelig på grund af min mors alkoholmisbrug.
Hun har drukket siden jeg blev født og gør det stadig- vi har meget lidt kontakt i dag. 
Da jeg var 14, blev jeg derfor frivilligt anbragt i en plejefamilie i en kort periode.
Mine mindre søskende - en søster og en bror - blev også anbragt uden for hjemmet.

Følelsesmæssigt har jeg mere eller mindre brudt med min mor.
Men julen gør mig ekstra sårbar, og jeg kan ikke lade være med at have ondt af min mor - jeg får ondt i maven af at tænke på, at hun har det dårligt, og at vi burde være samlet som familie juleaften.
Men familien er splittet ad på grund af alkohol, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at holde en rigtig familiejul med min mor og mine søskende - vi er hvert vores sted juleaften, og det er hårdt.

Julen var særligt slem, fordi mine søskende og jeg aldrig vidste, hvordan juleaften ville blive.
Hvor skulle vi være? Hvem ville komme? Og ville der være alkohol på bordet?
Èn ting var jeg altid sikker på, og det var, at juleaften ikke ville blive ligesom mine venner og veninders jul.
Jeg vidste udmærket, hvordan juleaften foregik i "velfungerende" hjem, selv om jeg aldrig selv havde haft en velfungerende jul.
Hos os var der ingen små, hyggelige traditioner som fx at se Disneys Juleshow inden julemiddagen.

Uden at kunne sætte ord på dengang, så var jeg som barn helt bevidst om, at julen hos os var kaotisk og unormal.
De juleaftener, jeg husker bedst i dag, er fra mine tidlige teenageår og de foregik hos mine bedsteforældre.
Det er det eneste positive, jeg husker fra vores juleaftener - når mine bedsteforældre forsøgte at skabe rammerne for en normal juleaften for mine søskende og mig.
De gjorde det så godt, de kunne.
Men mange juleaftener dukkede min mor slet ikke op.
Vi vidste det aldrig på forhånd, så det var utroligt hårdt at sidde ved spisetid, bordet var dækket og maden klar, og så blev hun bare væk.
Så var hele familien på den anden ende og især mine mindre søskende var helt ude af den.
Vi skulle forholde os til, om hun dukkede op eller ej, og om vi skulle tage ud og lede efter hende?
Jeg var så bange for, at der var sket hende noget med hende.
Hele juleaften blev i den grad forstyrret af min mors fravær.
Det er hovedårsagen til, at jeg aldrig rigtigt har brudt mig om julen.

Det var som om, at julen fik min mors misbrug til at eskalere.
Især efter vi børn var blevet anbragt uden for hjemmet, var det måske ekstra hårdt for hende at komme igennem julen.
Måske druknede hun sine sorger, fordi julen mindede hende om alle de ting i hendes liv, der ikke fungerede.

Jeg kæmper i dag for at slippe af med de negative følelser omkring juleaften.
Det er hårdt arbejde, men det sidste halvandet års tid er jeg så småt begyndt at holde af juleaften - men også kun "så småt" og altid med blandede følelser.
Jeg skal holde jul med min kæreste og hans familie, en hyggelig og helt normal familiejul.
Det er noget, jeg glæder mig til, og jeg er taknemmelig over at have mødt en sød kæreste, der har en sød familie, som jeg også er en del af nu.
Jeg øver mig på, at det er OK at nyde julen, selv om jeg ved, at resten af min familie har det svært - både min mor og mine to søskende.
Men der er ingen magisk formel, der kan få de dårlige minder til at forsvinde, og jeg kan ikke ændre på virkeligheden.
Juleaften er for altid forbundet med et urealistisk ønske om, at det hele burde være anderledes, og at jeg kunne være sammen med min familie.
Det er selvfølgelig dejligt at være sammen med min kæreste og hans familie, hvor vi er ved at skabe vores egne juletraditioner.
Og jeg glæder mig til jeg selv får børn og skal skabe mine egne juletraditioner.
Men jeg tror aldrig, at juleaften bliver fryd og gammen, når man er så splittet som familie på grund af alkohol, som vi er i min familie.


Tilbage