Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Simone, 23 år, Pårørende

Tilbage

Jeg havde verdens bedste far - men så begyndte han at drikke

Jeg hedder Simone, og jeg er 23 år gammel og kommer fra Aarhus.
For cirka to år siden døde min far på grund af et voldsomt alkoholmisbrug - efter flere mislykkede forsøg på at blive ædru.
Han døde alene, uden at jeg fik sagt farvel.
Han var kun 56 år, da han døde. Når jeg ser tilbage på min barndom, lå det overhovedet ikke kortene, at min fars liv skulle slutte på den måde på grund af alkohol.

Jeg havde en god og tryg barndom, hvor der ikke manglede noget. Jeg var et ønskebarn, fordi mine forældre havde haft svært ved at få børn. Så jeg var enebarn, og jeg fik masser af kærlighed fra både min mor og min far.

Nogle af de ting jeg husker fra min barndom er, at jeg spillede fodbold i haven med min far. Det var også tit ham, der hentede mig i børnehaven på sin cykel. Han var sælger, så han kørte meget i bil og skulle tit have en ny bil. Han tog mig med til bilforhandleren, og jeg fik lov til at vælge ekstra udstyr til bilen som for eksempel kopholderen bagi. Det synes jeg var rigtigt hyggeligt at være med til.
Min far elskede at stå på ski, så fra jeg var fire år gammel, var vi på skiferie hvert år. Vi var også tit på sommerferie på en campingplads i Ungarn. Det var stabilt og trygt, og når jeg kigger tilbage på min barndom, synes jeg slet ikke, der var nogen faresignaler - min far var verdens bedste far, indtil han begyndte at drikke.

Da jeg gik i 9. klasse, blev mine forældre skilt. Jeg ved ikke præcist hvorfor, men de var meget forskellige. De havde penge nok, men min mor var sparsommelig og tænkte meget over, hvad hun brugte penge på, mens min far ikke var så god til at styre økonomien derhjemme. Måske var han ligefrem økonomisk uansvarlig, eller måske var de bare vokset fra hinanden. Det må have været svært for min far at håndtere skilsmissen, for det var efter skilsmissen, at hans liv begyndte at falde fra hinanden.

Efter skilsmissen var jeg en uge hvert sted. Min far var min bedste ven dengang, og jeg havde lyst til at være lige så meget hos ham, som hos min mor. Noget tid efter skilsmissen - jeg husker ikke nøjagtigt hvor længe - finder jeg et skab hos min far, der er fyldt med tomme flasker. Jeg kan huske, at jeg skyndte mig at lukke skabet igen, og lod som om jeg ikke havde set det.

Derefter er det lidt sløret, hvad der sker. Men mens jeg gik i 10. klasse, kan jeg huske, at han lånte penge af mig et par gange. Og han begyndte at skifte job hele tiden. Jeg troede på alt, hvad min far sagde, og han fortalte altid, at det var på grund af for eksempel uenighed med chefen eller problemer med lønnen, at han konstant skiftede job og manglede penge til huslejen. Jeg ville nok ikke indse det, men jeg er i dag overbevist om, at han blev fyret fra sine jobs på grund af drikkeriet.

Han var kendt som en verdensmand, der havde styr på alting, og han gjorde alt for at skjule misbruget for mig. Han var god til at holde facaden, og udadtil var vi altid en velfungerende familie, også efter skilsmissen.

Jeg tror, at min far havde meget svært ved at erkende sit misbrug, og han havde svært ved at bede om hjælp. Jeg havde også selv svært ved at erkende det. Jeg gik i lang tid rundt uden at fortælle om det til nogen. Jeg var bange for, at hvis jeg fortalte, hvad der foregik hjemme hos min far, måtte jeg måske ikke besøge ham mere. Jeg talte med en lærer på skolen om skilsmissen, men der gik halvandet år, før jeg tog mod til mig og fortalte min mor om min fars misbrug. Og det mærkelige er, at jeg i dag ikke kan huske, hvordan hun reagerede. Det er helt væk.

Jeg tror, at de voksne i min familie altid har prøvet at beskytte mig imod det, der foregik. Det var et tabu, selv om især min fars familie må have været klar over hans misbrug. Og jeg var også i stand til at fortrænge det i perioder, for igennem gymnasietiden havde jeg nogle rigtigt gode venner og min mor var verdens bedste, der altid var der for mig. Så problemet med min far kunne jeg sagtens fortrænge i perioder. Så jeg husker mine unge år som gode, men kaotiske. Der var ligesom to sider af mit liv - når jeg var sammen med andre, havde jeg det godt, og så trak det med min far ned engang imellem.

Min far boede som nævnt mange steder, og nogle gange var det ret langt væk fra mig - på et tidspunkt flyttede han til Herfølge, hvor han så boede tæt på sine forældre. I al den tid, han drak for meget, gjorde han meget ud af at dække over det, og han var god til det. Han ville ikke have hjælp. Indtil det på et tidspunkt gik helt galt.

Da jeg gik i gymnasiet, i 2. G, blev jeg en dag ringet op og fortalt, at jeg var nødt til at komme og snakke med min far. Der havde været en politimand forbi ham, noget med noget spritkørsel. Politimanden fortalte, at min far lignede en, der ville tage sit eget liv, og derfor ville de have mig til at overtale ham til at komme på afvænning. Det var første gang, at vi talte åbent om, hvad der foregik - indtil da havde det været tabu at nævne noget om hans misbrug.

Det var måske lidt voldsomt, at det var mig, der i så ung en alder skulle få min far på afvænning. Men jeg ved ikke, hvem der ellers skulle have gjort det, så det var samtidigt det eneste rigtige at gøre. Vi fik ham kørt til Roskilde til en afvænningsklinik. Det var første gang, min far og jeg talte åbent om hans alkoholmisbrug. Men låget blev hurtigt lagt på igen.

Han var i behandling i flere omgange. Han boede blandt andet på et hjem for alkoholikere, hvor han kom godt ud af det med de andre, og blev en stor del af livet der. Men da han kom hjem igen, kunne han ikke få job og havde i det hele taget svært ved at komme i gang med sit liv igen. Han gik fra at føle, at han var kommet ud på den rigtige side til at føle, at ingen ville have ham. Så misbruget tog til, da han kom hjem.

Når han kontaktede mig, vidste jeg, at han havde det godt, og når han ikke kontaktede mig vidste jeg, at det var en dårlig periode. Sådan var det i mange år. Jeg afventede hele tiden hans næste træk; i de perioder, hvor jeg ikke hørte fra ham, havde jeg det næsten bedre. For han faldt jo hele tiden i igen.

Lige op til julen, i december 2015, havde min far det rigtigt godt, så der skrev vi beskeder til hinanden - han boede på Sjælland og jeg i Aarhus. På hans fødselsdag, i januar, fik jeg ikke svar på min besked. To uger efter skrev jeg igen, og fik stadig intet svar. Den 5. februar blev han så fundet død med en tom flaske ved siden af sig. Den officielle dødsårsag er blodstyrtning, dårligt hjerte og mavesår - hans krop kunne bare ikke mere på grund af alkoholmisbruget.

Han havde været indlagt på hospitalet et halvt år inden, han døde. Det var kun min faster og mig, der besøgte ham. Der var ingen blandt personalet på hospitalet, hverken sygeplejersker eller læger, der tog fat i mig og fortalte mig om mulighederne for samtaleterapi eller anden form for hjælp eller støtte. Det undrer jeg mig over i dag, for det var tydeligt, at han var hårdt ramt af sit misbrug.
Jeg havde det meget dårligt efter hans død, og min mor fandt frem til et forløb hos BRUS, hvor jeg først fik individuelle samtaler og bagefter kom i gruppeterapi. Det er rart at møde andre unge, der har haft de samme følelser og tanker som mig. Og rart at der også er andre, fra tilsyneladende velfungerende hjem, der har oplevet nogle af de samme ting som mig. At der er andre, hvis mor eller far ikke har siddet nede "på bænken," men holdt misbruget skjult i rigtigt mange år.

Det værste ved, at han ikke er her mere er næsten, at jeg aldrig fik sagt farvel. Op til min fars død var jeg vred på ham, og bagefter havde jeg skyldfølelse. Det arbejder jeg stadig med, men jeg er kommet langt, og jeg har lært at acceptere, at det ikke var min skyld, at han døde.

Gruppeforløbet i BRUS er slut nu, men jeg er kommet med i deres ungepanel, hvor jeg skal hjælpe med artikler, holde oplæg på skoler og andre ting. Det er terapeutisk for mig, og jeg arbejder med følelserne omkring min far på en anden måde nu. Jeg prøver for eksempel at huske alle de gode ting, og prøver at bruge alle de ting, han har udsat mig for, til noget positivt. Han gav mig en god barndom, og jeg tager stadig den dag i dag på skiferie, så tit jeg kan. I mit hjem har jeg også et billede stående med min far og mig, da jeg var lille.

Efter min fars død var det rigtigt svært at få hul på det med at tale åbent om min fars alkoholmisbrug. Der var ikke mange, der kendte til det, og til hans begravelse blev han husket som
"en verdensmand." Jeg er kommet videre i dag, fordi jeg har fået hjælp til at bryde tabuet med min fars misbrug - det har ikke været nemt, og derfor fortæller jeg min historier her. Det er så vigtigt, at vi kan tale højt om alkoholmisbrug og hvad det betyder at have en far eller mor, der drikker.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage