Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Sidsel, 25 år, Pårørende

Tilbage

Min mor har altid være ligeglad med mig

Jeg er født på Fyn, hvor min far arbejdede som lærer på skolen, og min mor var hjemmegående. De første barndomsår husker jeg som fine, da jeg ikke husker dem særlig tydeligt. Men jeg har senere fundet ud af, at tingene allerede dengang ikke var så gode i vores familie. Mine forældre mødte hinanden som meget unge, og de vidste, at de gerne ville have mange børn. Jeg mener, at min mor kun var 12 eller 13 år, da hun lærte min far at kende. De fik min ældste storebror, da min mor var 22 år, og 13 år senere kom jeg til verden. Jeg er nummer fem i rækken, og vi er altså syv søskende i alt. Jeg følte ikke, at jeg manglede noget, selvom vi børn altid gik i aflagt tøj, som vi havde arvet fra andre børn. Vi holdt jul og fik julegaver, så helt galt stod det ikke til i mine øjne.

Grunden til at vi senere flyttede fra Fyn - har jeg hørt - var at komme væk fra de problemer, mine forældre havde stablet op omkring sig. Min far kunne ikke finde ud af at styre vores økonomi, og min mor tog intet ansvar. Mine forældre havde for eksempel selv bygget vores hus, som der var en masse galt med, og de havde investeret i en campingvogn, som var for lang til at måtte køre på de danske veje, hvilket de også tabte en retssag omkring. Mine forældre levede altså med syv børn og dårlig økonomi. Med en stor gæld flygtede vi fra Fyn og videre til en mindre ø, hvor begge mine forældre fik job som skolelærere.

Da vi flyttede til øen, gik jeg i 1. klasse, så heller ikke her mærkede jeg så meget af, hvad der foregik mellem mine forældre. Jeg lagde mærke til, at de skændtes, men ellers synes jeg egentlig, at min tidlige barndom var temmelig sorgløs. Det var først efter et par år, da jeg var otte-ni år gammel, at det hele krakelerede. Jeg havde før det ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst. Jeg havde gode venner, og vi kunne lave alt muligt. Der var meget frihed i det lille øsamfund, og vi kunne cykle rundt som vi ville, uden at der skete os noget.

Min mor fik på dette tidspunkt en ny kollega på skolen - en mand ved navn Henrik, som havde boet i Sydafrika. Han skulle få betydning for resten af mit liv, men det anede jeg ikke på det tidspunkt. Min mor og ham blev glade for hinanden. Jeg forstår ikke hvorfor, for han er det mest ondskabsfulde menneske, der findes. Min mor har altid været en svag personlighed, som jeg ser det. Hun har senere fortalt mig, at hun allerede inden, hun fik mine to små brødre, ikke gad være sammen med min far længere. Jeg husker også, at hun begyndte at være meget ugidelig i vores familie - en desperat kvinde, der ville væk. Hun indledte en skjult affære med Henrik, som efterhånden var blevet en ven af familien. Vi blev nogle gange passet hos ham, hvis mine forældre skulle noget, og jeg havde ham også som lærer i skolen og til sejlundervisning i sejlklubben. Vi begyndte også at tale om at rejse på ferie i Sydafrika, selvom der aldrig før havde været penge til ferier.

Min mor, far og Henrik rejste i en påskeferie til Paris. Jeg har fået fortalt, at min mor en dag valgte at flytte fra min fars og hendes hotelværelse og ind på Henriks. Da de kom hjem igen, blev jeg ikke hentet af min mor og far, men af min mor og Henrik. Det husker jeg så tydeligt, for jeg syntes, det var så mærkeligt. Det var en skelsættende dag, og herfra gik det hele galt. Jeg kan ikke huske, hvordan det gik op for mig, at min mor og far skulle skilles. Min mor, mine små brødre og jeg flyttede ind hos Henrik. Mine små brødre og jeg endte som kastebolde mellem de to lejre.

Det næste år husker jeg, at der var mange konflikter mellem mine forældre. På et tidspunkt blev mine små brødre og jeg hevet ind til statsforvaltningen, hvor vi blev spurgt, hvor vi gerne ville holde jul. Jeg sagde, at jeg gerne ville holde jul hos min mor, fordi hun var alene - mine ældre søskende skulle holde jul hos min far. Jeg tænkte meget på min mor, og jeg tog meget ansvar for hendes lykke. Statsforvaltningen besluttede, at jeg og mine små brødre skulle holde jul hos min far. Jeg vidste, at min mor ville blive stiktosset, og jeg følte skyld over, at hun skulle sidde alene uden børn. Jeg synes, at kommunen håndterede situationen absurd, selvom jeg godt kan forstå deres afgørelse i dag.

Dette var ikke mit første møde med kommunen. Jeg fik noget psykologhjælp, efter at mine forældre var gået fra hinanden. Jeg er ikke sikker på, om det var rigtige psykologer eller blot socialrådgivere, jeg var inde og snakke med - eller hvor mange gange det var. Men jeg husker, at psykologerne eller socialrådgiverne enten holdt med min far eller min mor. Den eneste gang, jeg fik noget ud af at tale med en psykolog, var, da jeg mødte en skolepsykolog. Han var ligesom neutral. Jeg kan den dag i dag huske de ting, han sagde til mig. Han sagde, at det nok skulle blive bedre: Det var ligesom et glas saftevand, som ville blive tyndere, jo mere vand, jeg hældte i.

Et år inde i skilsmissen flyttede min far fra øen. Problemet med at bo på en lille ø er jo, at det er et lille øsamfund, som holder øje med, hvad der foregår. Alle på øen var enten imod min mor og Henrik eller for min mor og Henrik - de fleste var dog imod. Derfor flyttede vi også. Set i bakspejlet havde det sted, vi flyttede hen, nok også en del at gøre med, at min mor ville holde mig og mine to små brødre langt væk fra vores far og vores ældre søskende.

Henrik havde været på lejrskole i Sydslesvig, og de manglede en forstander. Det var nemt at få arbejde som lærer syd for grænsen. Vi var der nede på en forlænget weekend, og mine brødre og jeg så skolen, og min mor og Henrik spurgte os, hvad vi ville synes om at flytte der ned. Vi syntes bare, at det var fedt at skulle bo i et andet land og lære et helt nyt sprog. Men når vi boede i et andet land, gjaldt de love, der var blevet lavet i forbindelse med skilsmissen ikke. Det betød, at min mor kunne holde os helt væk fra min far og mine ældre søskende. Det var især hårdt for mig og min storesøster, da vi var de eneste to piger i den store søskendeflok. Vi måtte ikke tale sammen, og det var altså før Facebook kom. Jeg kunne skrive breve til hende, men jeg vidste, at jeg ville få skældud af mor og Henrik, hvis jeg gjorde det. Hvis mine søskende ringede, fik jeg besked på at sige, at jeg ikke ville tale med dem, og at jeg hadede dem. Det gav mig kun problemer, hvis de ringede, så jeg sagde det til dem, som jeg havde fået besked på. Det har sat sig dybt i min søster, og vi har talt meget om det efterfølgende. Jeg lavede hurtigt en plan med mig selv om, at jeg bare skulle holde ud, til jeg blev 18 år, og så kunne vi få kontakt igen.

Min stedfar var ekstremt manipulerende. Det er svært at forklare, når man ikke kender ham, men han havde bare en ekstrem magt i ethvert rum. Hans kontrol, hans humør og tortur blev hundrede gange forværret, hvis der havde været et opkald fra Danmark, eller hvis vi kom til at nævne et gammelt minde fra Danmark. Han slog os også nogle gange. Men jeg husker den psykiske vold ti gange bedre - det er den, der har skadet mig mest.

Han underminerede totalt min og mine brødres selvtillid. Han er selv en kæmpestor mand, vejer omkring 150 kilo og har diabetes, men han skulle altid sige, at vi andre var tykke. Jeg har altid haft et par kilo for meget på sidebenene, men ikke noget, der var værd at kommentere. Alligevel skulle Henrik gøre os opmærksomme på, hvis han syntes, at vi tog en kartoffel eller en frikadelle for meget. Han kunne også demonstrere det ved at skrabe sine negle henover bordet, imens han sagde en ubehagelig lyd. Han nedbrød os totalt.

Henrik havde også altid travlt med at nedgøre andre mennesker. Han kunne finde på at nedgøre folk, der var ude og dyrke sport, selvom det jo er rigtig godt at dyrke motion. Vi måtte ikke gå til noget sport - kun hvis vi selv ville tage bussen, men vi boede virkelig langt væk fra byen. Mine brødre og jeg skulle op klokken 5.15 om morgenen for at komme i skole. Min mor gad nemlig ikke tage os med i bilen om morgenen, selvom hun skulle til den samme skole. Det tog kun 20 minutter for hende at køre.

Min mor var ikke meget bedre end Henrik i det hele taget. Hun sagde hver aften, når vi ville fortælle om, hvad vi havde lavet i dag: "Jeg gider ikke at høre på jer. Jeg har hørt på dumme unger hele dagen!" Det er særligt det, jeg har kæmpet så meget med de sidste to år - at hun altid har været skideligeglad med os. Jeg har af den årsag altid haft virkelig dårligt selvværd.

Og så var der alkoholen, som fyldte mere og mere. På øen kunne min mor og far finde på at drikke sig virkelig fulde, men det var kun til fester. Der var alkohol i hjemmet, men det var først, da vi boede i Tyskland, at alkoholmisbruget blev rigtig slemt. Henrik mistede sit job, fordi han drak for meget. Han fik en blodprop i benet og fik at vide, at han skulle stoppe med at drikke så mange øl. Dette valgte han at tolke som, at han gerne måtte drikke andet spiritus - hvorefter han drak vodka og brandy i stedet, som han blandede op med lidt vand, så han selv følte, at det var nogenlunde sundt.

Henrik fik et nyt job som lærer nord for grænsen. Derfor passer teorien med, at vores bopæl i Tyskland handlede om at få os børn væk. Han var jo ligeglad med, hvor han havde job. Min mor lærte heller aldrig tysk, selvom vi boede der i 10 år. Jeg selv lærte tysk rimelig godt. Jeg havde gode venner og datede tyske fyre i teenageårene. Jeg fik dog aldrig ægte dybe forbindelser til nogen, hvilket jeg kan se i dag.

Jeg havde et par veninder med hjemme, men de kom højst på besøg en til to gange. Jeg havde en veninde, som havde en rigtig dejlig, fri familie. Hun var med hjemme og sove hos mig, men min stedfar teede sig så meget, at hun næsten begyndte at græde. Det var så synd for hende. Min stedfar kontrollerede alt, og han havde en regel om, at vi kun måtte spise rugbrød til morgenmad. Ingen jeg kendte havde sådanne regler for, hvad og hvor meget de måtte spise. Jeg syntes, det var så pinligt, så jeg havde ikke sagt det til min veninde. Da hun rakte ud efter franskbrødet, fordi hun ikke kunne lide rugbrød, råbte min stedfar af hende: "Her i huset spiser vi rugbrød!" Hun blev så flov og ked af det. Derefter var vi kun hjemme hos hende.

Udadtil skulle vi holde en god facade. Min mor og stedfar var den slags "skjulte alkoholikere". Kun folk der var meget tæt på vidste det. Det hårde var, at der nærmest ingen dage var, hvor de begge var ædru. De havde forskellige måder at være fulde på. Henrik var ondskabsfuld og haglede os ned med kritik. Min mor var ugidelig og gik tidligt i seng. De var dog begge ekstremt utilregnelige, og de kom altid i konflikt med hinanden. De endte altid med at råbe og skrige af hinanden og beskylde hinanden for at drikke for meget, eller ryge for meget i min mors tilfælde. Hvis de ikke tog konflikten ud på hinanden, var det os børn, der stod for skud.

Vi kom først hjem fra skole ved 17-18-tiden, hvorefter vi skulle lave lektier - men Henrik syntes altid, at vi skulle gøre rent, vaske tøj, rydde op og så videre. Min mor og ham sad på deres flade og kommanderede med os. På den ene side synes jeg, det er godt, at jeg har lært alle de her huslige ting, men måden det blev gjort på, var helt forkert og ubarmhjertig. De har aldrig støttet mig i noget som helst. Jeg kunne aldrig være sikker på, at de greb mig, hvis jeg faldt. De er de mest egoistiske mennesker, jeg kender.

Jeg talte ikke med nogen om, hvad der foregik derhjemme, før jeg startede i gymnasiet. Jeg vidste, at jeg havde en "kendt" mor, fordi hun var skolelærer, og jeg ville ikke sætte hende i et dårligt lys. Jeg har ladet mig fortælle, at det er typisk for børn af alkoholikere at opretholde denne facade og bidrage til at skjule problemet. Ingen forsøgte at hjælpe os, udover mine ældre søskende, men det var ret begrænset, hvad de kunne gøre.

Engang var min storesøster med os på ferie i Sydafrika, da hun til tider havde kontakt med min mor. I Sydafrika er sprutflaskerne dobbelt så store, så min mor og Henrik drak enormt meget på turen. Min storesøster fortalte det til sin psykolog, da hun kom hjem. Psykologen spurgte, om hun måtte indberette det. Det gjorde faktisk, at de tyske myndigheder sendte en person ud til os. Men alt så fint ud - vi manglede intet materielt. Jeg havde en computer, mor og Henrik havde gode jobs, og der var rent og pænt i huset. Der er mange familier, hvor børnene har det meget værre. Tyskerne må have tænkt, at det var danskerne, der var gale på den. Jeg begyndte at tale med mine venner om problemerne, da jeg gik i gymnasiet, men aldrig med mine lærere. Lærerne kendte til min mor, og jeg vidste, at hun kunne risikere at miste sit job. Alle kendte alle. Hun var desuden kun fuld, når hun kom hjem, selvom hun må have haft nogle alvorlige tømmermænd hver dag.

Da jeg var 18 år, var jeg klar over, at nu skulle jeg væk. Jeg fandt min egen lejlighed, og min mor og Henrik hjalp mig med at flytte ind, og de støttede det egentlig. Min mor har jo aldrig gidet mig, og hun gad ikke have mig derhjemme. Hvis jeg skulle bo hjemme, skulle jeg også betale hele min SU i husleje. Mine to små brødre boede fortsat hos min mor og Henrik. Det har plaget mig efterfølgende, at jeg forlod dem.

Jeg flyttede til Danmark, da jeg var 19 år og færdig med gymnasiet. Jeg havde fået kontakt til mine ældre søskende, da Facebook på det tidspunkt var blevet ret stort. Jeg var blevet kontaktet af min storesøster og inviteret til hendes studenterfest, hvor jeg mødte min far, da den blev holdt hos ham. Jeg valgte at sætte spørgsmålstegn ved alt, min mor havde fortalt mig om min far, og danne mig mit eget indtryk. Det var så bare ikke særligt godt, så i dag har vi ikke rigtigt kontakt.

Der gik nogle år, hvor jeg kæmpede og kæmpede for at få alting og mig selv til at fungere. Jeg startede på et studie, men det var svært selv at skulle finde venner og være social. Jeg gad ikke investere tid i dem, og jeg dømte andre mennesker, som jeg havde lært det hjemmefra. Da jeg mistede det sociale, var studiet en ekstra hård kamp. Jeg har aldrig været god til den upersonlighed, der er på universitetet. Jeg kom også i økonomiske problemer, fordi min daværende kæreste ikke kunne få arbejde.

Min mor og Henrik flyttede i mellemtiden tilbage til Danmark, til en ny lille ø. Jeg besøgte dem jævnligt, men det var mildest talt noget lort hver gang. Det var dyrt at tage turen, og de ville ikke give mig tilskud til billetter. De gad ikke engang at hente mig ved færgen. De ville have mig til at hjælpe med projekter i huset - det ville jeg jo gerne, men de viste ingen kærlighed eller taknemmelighed til gengæld. Det var altid en dårlig oplevelse at besøge dem, men jeg gjorde det alligevel, for jeg elskede jo min mor.

Engang spurgte jeg, om de ikke nok ville lade være med at drikke, når jeg kom, hvortil min mor svarede, at det skulle jeg ikke bestemme. De forventede, at jeg kom på besøg. Jeg skulle komme "hjem", for det er det, man gør, og de var gamle og skulle bruge hjælp. Men jeg fik aldrig noget ud af det - ikke engang en pose mad med hjem, som mine venner får af deres forældre.

Jeg har helt klart søgt den kærlighed, de aldrig viste mig. Jeg har altid gået rundt med en idé om, at min mor havde fravalgt de store børn, men ikke mig og mine yngre brødre. Men det gik op for mig, som en tsunami der væltede ind over mig, hvor lidt værd jeg egentlig var for hende. Hvis min mor skulle vælge mellem mig og en pakke cigaretter, ville hun vælge cigaretterne. Jeg nåede desværre aldrig at tale med hende om det.

Da jeg gik ned med depression for nogle år siden, afskar jeg kontakten til hende. Allerede før depressionen havde min psykolog i studenterrådgivningen foreslået, at jeg skulle tage afstand fra hende, men det ville jeg ikke. Jeg søgte jo den der kærlighed... Men da jeg blev deprimeret, begyndte jeg at tage mig af mig selv. Enhver lille modstand mod mig gjorde, at jeg ikke havde lyst til at være her mere. Jeg havde svært ved at finde værdien i at skulle leve, når min mor var ligeglad med mig og ikke kunne se værdien i mig. Det kæmpede jeg sindssygt meget med. Jeg måtte lære at elske mig selv. Jeg vidste dog, at jeg ville have en snak med min mor, når jeg var klar. Jeg havde meget, jeg ville sige, men jeg skulle være stærk nok.

For snart to år siden døde min mor, da hun faldt ned af en trappe. Min depression blev afløst af en dyb sorg. Ærligt talt følte jeg en lettelse. Jeg var et par gange kommet til at sige til min psykolog, at jeg ville ønske, at min mor var død, hvilket jeg skammede mig lidt over. Sandheden er bare, at mit liv har været meget lettere efter, at min mor gik bort. Sorgen var lettere at komme igennem end depressionen. Jeg synes, at andre skal vide, at det er okay at tænke sådan om sine forældre, selvom det kan være svært for folk omkring dig at forstå. At jeg ligeså ikke har kontakt med min far gør, at mange tænker "det kan du da ikke gøre mod ham". Men det mest værdifulde, jeg har lært i mit forløb, er at passe på mig selv. Jeg har også lært, at det er okay at være lidt egoistisk for at beskytte mig selv - jeg har bare været bange for at være for egoistisk ligesom min mor. Jeg tror, at mange børn af alkoholikere er bange for egoisme. Det føles forkert, fordi vi altid har sat vores egne behov til side.

Jeg har det meget bedre i dag. Jeg føler, at jeg er ovre depressionen. Sorgen er der altid, men den tynger mig ikke på samme måde som før. Jeg er blevet meget stærkere af de ting, der er sket de sidste to år. Der kan godt komme gode ting ud af dårlige ting. Jeg er blevet sundere for mig selv, mine tanker og min adfærd. Før min mor døde, havde jeg planlagt en tur til Island, hvor jeg skulle bo i flere måneder og arbejde med dyr ude i det vilde landskab. Så døde min mor - kunne jeg så stadig tage af sted? Jeg kunne mærke i mit hjerte, at jeg skulle til Island, og jeg tog derfor af sted efter bisættelsen og var der i 4 måneder. Det var fantastisk at komme væk. Efter jeg havde været hjemme i en kort periode, tog jeg til Island igen. Jeg var for første gang okay. Før i tiden var jeg perfektionist og tænkte altid: "Jeg skal nå det og det og det og finde den perfekte uddannelse, og så videre." Nu er jeg meget mere afslappet.

Da jeg kom hjem fra Island sidste sommer, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle med mit liv endnu, men det var jeg okay med. Jeg var rolig, jeg havde det godt, og jeg vidste, at jeg nok skulle finde ud af det hele. Jeg er lige flyttet til Fyn og startet på et studie, som jeg aldrig nogensinde havde troet, jeg kunne starte på. Jeg kunne mærke, at jeg havde en tæt forbindelse til havet, så nu læser jeg til skibsfører.

Hvis jeg skal give ét godt råd til andre, der står i samme situation, som jeg stod i, skal det være at tale med en professionel om det - søg professionel hjælp! Det råd vil mange måske ikke være glade for, men jeg må bare sige, at som barn af alkoholikere er det en virkelig god ide at få hjælp - lige meget hvordan du selv synes, du har det. Du er vokset op med nogle helt andre adfærdsmønstre end andre børn. Det vil være en kæmpe gave for dig at lære dig selv at kende og vide, at du er okay, og at du gerne må vælge dig selv.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage