Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Tina-Marie, 37 år, Pårørende

Tilbage

Min far var, hvad jeg vil kalde kvartalsdranker.
Han drak i perioder, og min barndom kan derfor bedst beskrives som en lang rutsjebanetur.
Der var altid en uvished til stede, og jeg havde næsten altid en kæmpe knude i maven.
Min far kunne holde en pause fra drikkeriet i en måned eller i to år.
Men de perioder, hvor han ikke drak, kunne være mere ubehagelige end de perioder, hvor han faktisk drak, for så vidste jeg ikke, hvornår han startede igen.
I de perioder var jeg hele tiden på dupperne i forhold til at aflæse min far, mor og storebror.
Jeg var et barn, der var overobserverende og introvert.
Min overlevelsesstrategi var at trække mig ind i mig selv.
Jeg var aldrig udad-reagerende som barn.
Min mor har også altid været den stille type.
Hun viste aldrig sine følelser, så jeg har nok lært det af hende.
Denne overlevelsesstrategi har jeg taget med mig ind i mit voksenliv.
Jeg trækker mig og bliver stille, når noget er svært.

Min far har haft problemer med alkohol altid.
Min storebror er 7 år ældre end mig, og han har også oplevet min far fuld, så længe han kan huske.
Min far og jeg taler godt sammen i dag, og jeg spurgte ham engang om, hvornår det startede.
Han fortalte mig, at han har drukket for meget, siden han var ganske ung.
Min mor blev altså forelsket i en mand, der havde et alkoholproblem, men de vidste ikke dengang, hvor store konsekvenser hans alkoholproblem ville skabe for os som familie.

Mit tidligste minde er fra engang, hvor jeg var omkring 10-11 år, hvor jeg oplevede min far få abstinenser.
Han var på antabus, men havde drukket alligevel.
Jeg husker tydeligt, hvordan hans hænder rystede krampagtigt.
Han satte sig ned på en stol, fordi han ikke kunne stå, og derefter blev han hentet af to ambulancefolk.
Jeg troede aldrig, jeg skulle se ham igen.
For mig var denne oplevelse så voldsom, at jeg tænkte, at han skulle dø.
Det gik da op for mig, at min far var syg. Ingen havde nogensinde talt med mig om det, og jeg følte mig ikke set af de voksne.
Ingen så, hvad jeg forestillede mig, at der skulle ske med min far.
Jeg følte mig meget alene.
Jeg talte kun med to veninder om det, hvoraf den enes mor også drak.
Men det var ikke som sådan en samtale - vi vidste blot med hinanden, at det stod på.

Der var dog en dansklærer, Susan.
Hun så mig! Hende vil jeg altid huske.
Hun sagde ikke noget om min far, men hun kunne se, at jeg havde det svært.
Hun roste mig altid og smilede til mig.
Jeg elskede hendes timer, for her følte jeg mig tryg.
Jeg kunne sidde på toilettet i skolen i timevis og græde, hvis bare jeg havde lavet en lillebitte fejl.
Jeg havde meget dårligt selvværd og lav selvtillid.
Jeg ville gerne gøre alting godt.
Jeg husker, at jeg var den anden mest populære pige i klassen, men for mig var det at være nummer to ikke noget, der bidrog til, at jeg følte mig mere værd.
Egentlig følte jeg mig tryg i mit barndomshjem.
Drikkeriet var jo normalt for mig, indtil det gik op for mig, at det ikke var en god og almindelig ting.
Jeg voksede op i en lille landsby uden for Roskilde.
Man tror, at alle ved alt om hinanden i sådan en lille by, men min fars misbrug var vores familiehemmelighed.
Ingen vidste, at min far drak for meget - kun de personer, han sommetider drak sammen med.

Vores familie var til dels normal - men så havde vi denne her store hemmelighed ved siden af.
Vi var den stille familie, som passede vores eget.
Min far gik også på arbejde og passede det, uden at der tilsyneladende var problemer.
Dog har han fortalt mig senere hen, at hans daværende chef også var alkoholiker.
Han holdt hånden over min far, hvis han besluttede sig for at tage på druktur i en uge.
Min mor har været den normale forælder.
Hun sørgede for, at vi havde rent tøj på, fik madpakke med i skole, og at vi kom af sted til vores fritidsinteresser.
Det er jeg taknemmelig for.
Jeg havde nogle gode veninder, men jeg lukkede kun én ind ad gangen.
Flere blev for meget og gjorde mig nervøs.
Jeg var flov, når min far drak, og ville ikke have nogen med hjem, når det stod på.
Heller ikke i de perioder, hvor han ikke drak - for tænk nu, hvis han var faldet i igen.


I teenageårene begyndte jeg at blive mere rebelsk og sige fra overfor min far.
Jeg spurgte ham engang, hvorfor han ikke bare kunne nøjes med at drikke én øl. Han sagde til mig: "Jeg kan ikke kun drikke én øl.
Det er en sygdom; jeg er syg."
Jeg begyndte her at forstå, at han ikke gjorde noget bevidst for at skade os.
Selvom det er mange år siden, vi havde den samtale, husker jeg den tydeligt i dag.

Jeg kom ud i noget værre rod i mine teenageår, hvor jeg havde det rigtig svært.
Jeg begyndte selv at drikke for meget og tog mange stoffer allerede som 16-årig, fordi jeg havde så meget uro indeni.
Jeg kunne godt have været misbruger i dag, men det gik heldigvis ikke sådan.
Jeg festede vildt hver weekend, men jeg passede alligevel min skole.
Sådan var vi jo i vores familie.
Vi passede vores ting, selvom alt var ved at falde fra hinanden bag husets fire vægge.
Jeg begyndte at komme i et usundt miljø, hvor kriminelle færdedes, og jeg så mænd, som ikke behandlede mig ordentligt, bare for at få bekræftelse.
Det var en flugt for mig - som at sige "fuck jer, mor og far, I kan alligevel ikke passe på mig."
Jeg vidste godt, at jeg havde det ad helvedes til, men jeg vidste ikke, hvad det handlede om.
Der var alle mulige følelser, hormoner, og det der foregik der hjemme, som ingen talte om.

Jeg viste også tegn på anoreksi.
Jeg fik min første rigtige kæreste som 15-16-årig, og han var virkelig en idiot, som var mig utro og løj overfor mig.
Jeg er som regel meget påpasselig med at tale grimt om mennesker, men han var virkelig ikke en god fyr dengang.
Oveni problemerne med min far følte jeg nu slet ikke, at jeg kunne stole på folk mere.
Jeg blev utrolig jaloux, og tjekkede altid min kærestes lommer og hans telefon.
Jeg stoppede samtidig med at spise, når jeg havde det skidt.
Jeg klemte kun lidt mad ned engang imellem.
Det handlede måske også om kontrol - jeg havde vel brug for at styre noget i alt mit kaos.
Min mor ville have, at jeg skulle tale med en terapeut, da hun kunne se, at jeg blev meget tynd.
Hun sagde selv - som en sidebemærkning - at det kunne have noget at gøre med min fars drikkeri.
Jeg valgte at følge hendes råd, men terapeuten så mig overhovedet ikke.
Jeg fik til opgave at skrive en A4-side om det, der var svært, og her skrev jeg så, at min far drak for meget.
Jeg kan slet ikke huske, hvad der skete efter, for der blev ikke taget hånd om min udmelding.
Heldigvis stoppede jeg selv med at se min ekskæreste, og jeg begyndte at spise igen.
Det kan stadig ske i dag, at jeg ikke har lyst til mad, når jeg har det dårligt.
Men nu ved jeg, hvad det handler om.

Jeg skyndte mig at flytte hjemmefra, da jeg fyldte 18 år.
Så var min mor og far alene i rækkehuset.
Jeg havde dårlig samvittighed overfor min mor, men jeg måtte bare væk.
Da jeg var 20 år, gik min mor langt om længe fra min far.
Hun flyttede hele vejen til Bornholm - så langt væk fra min far som muligt.
Min far var nu alene, og han følte, at alt var forbi.
Han prøvede at få min mor tilbage, men det ville hun heldigvis ikke.
Han drak virkelig meget i disse år og var tæt på at dø af det.
Han var helt nede og vende.

Jeg nåede til et punkt i mine 20'ere, hvor jeg fik mere fokus på at ville have det bedre.
Min storebror inspirerede mig til at kigge indad og søge hjælp, for det havde han selv gjort, og jeg kunne mærke på ham, at det hjalp.
Han havde gået til ACA-møder, som er møder for voksne børn af alkoholikere, afholdt af frivillige.
ACA står får Adult Children of Alcoholics.
Han begyndte også at læse nogle bøger om emnet.
Det bedste, han gjorde for sig selv, var dog at sige fra overfor vores far og afbryde kontakten med ham.
Det var svært for mig, for jeg følte mig også svigtet i det.
Men senere kunne jeg godt se, at jeg måtte gøre det samme.
Jeg tænkte dog først "ej okay, bror, nu har du vist arbejdet med det her nok", men dengang forstod jeg ikke, at udviklingen mod det gode er noget, der bliver ved hele livet.
Jeg begyndte at acceptere, at min far var alkoholiker.
Det var både de hårdeste år og de bedste år. Jeg ville også lære at vælge mig selv, ligesom min bror.

Jeg har altid interesseret mig for hinduisme og buddhisme.
En veninde og jeg ville gerne prøve meditation, og vi tog derfor ud til et buddhistisk center.
Der begyndte jeg at få ro på og for første gang mærke mig selv.
Nogen tid senere begyndte jeg også at dyrke yoga, som også gav mig ro i sindet.
Når jeg dyrker yoga, kan jeg mærke, at jeg er til stede i nuet.
Dernæst begyndte jeg at gå til en åndedrætsterapeut, som både er psykolog og arbejder med åndedrættet.
Derefter kom selvudviklingsworkshops og et VBA-forløb gennem den frivillige organisation Lænken.
VBA står for Voksen Barn af Alkoholiker, og det er et fantastisk gruppeforløb, hvor man arbejder med temaer omkring det at være vokset op i et hjem, hvor en forælder eller begge drikker for meget.
Her mærkede jeg, at jeg virkelig ikke var alene.
Og så var der noget helt særligt ved at sidde overfor to terapeuter, som kendte os bedre, end vi kendte os selv.
For unge mellem 16-24 år er forløbet gratis, og det er Novavi Ung Revers, som tilbyder forløbet.

På et tidspunkt oplevede min far, at han har noget at leve for, og han gik i behandling for fjerde gang i sit liv.
Dette var fem-seks år efter, min mor forlod ham.
Det virkede på magisk vis, og i dag har han været ædru i snart 10 år.
Jeg skulle lige se an, om det nu var rigtigt.
Han har sagt tusind gange før, at han nok skulle stoppe.
Der gik flere år, før jeg begyndte at stole på ham igen.
Jeg havde ikke kontakt med ham, da han blev ædru, og det var nok godt for ham - han skulle klare det selv.
Der gik flere år, før jeg fik lyst til at se ham.
Jeg troede ikke på, at han mødte op til aftaler.
Men selvom jeg ikke så ham i fire-fem år, holdt han sig ædru.
I dag føler han sig nogle gange meget nede, men han drikker ikke, og det synes jeg er enormt flot.
Jeg er stolt af ham.

Jeg festede stadig meget, da jeg så ham igen for første gang.
Jeg kan ikke huske mødet, jeg lukkede mig helt inde i den periode og tog stadig stoffer.
Når du tager ecstasy i weekenden, er du ikke rigtigt tilstede i hverdagen.
Min meditations- og yogapraksis foregik kun i perioder.
Festerne var blevet en vane for mig, og de var svære at give slip på.
Men på et tidspunkt blev andre ting i livet vigtigere for mig end at feste.

Jeg rejste til Australien i syv måneder, da jeg var 28 år.
Jeg var stoppet med festerne kort tid forinden.
De efterfølgende år rejste jeg til Indien og Thailand, hvor jeg dyrkede meget yoga.
Disse år levede jeg et slags nomadeliv.
Indimellem rejserne var jeg hjemme for at arbejde lidt.
Jeg gik fra min daværende kæreste, fordi vi var på vej i forskellige retninger, og jeg begyndte at gøre gode ting for mig selv.
Her kom mit liv i balance.

I dag er min far og jeg mere tætte, end vi nogensinde har været.
Vi har et okay forhold, vil jeg sige.
Vi kan godt tale om min barndom og de svære ting.
Engang sagde han altid: "Jeg har også været en god far," når vi talte om min barndom og de svære ting.
I dag er han god til bare at lytte.
Han er ikke ynkelig længere. Vi siger, at vi elsker hinanden, og det sagde vi aldrig førhen.

Min mor har stadig svært ved at tale om det i dag.
Hun bærer rundt på en masse skyld og skam, tror jeg, og hun kan ikke lide at mærke sine følelser.
Jeg har spurgt hende, hvorfor hun ikke gik fra min far noget før.
Men når jeg spørger, kigger hun ned i bordet og prøver at undvige.
Hun siger, at hun ikke vidste bedre, og at hun gjorde sit bedste.
Det er 17 år siden, at min mor gik fra min far, og de har stadig ikke kontakt.
Min far vil gerne sige undskyld, men min mor føler sig ikke klar.

Jeg har gerne villet arbejde frivilligt med andre børn af alkoholikere, men det var lidt svært at komme til.
Engang hørte jeg en fra Lænkens Unge Ambassadører fortælle sin historie til et event, og jeg tænkte: "Det er da det, jeg skal!"
Nu er jeg en del af Lænkens Unge Ambassadører.
Vi har et stort ønske om at bryde tabuet omkring alkoholproblemer og tager blandt andet ud og holder foredrag, for eksempel på folkeskoler og produktionsskoler samt for fagfolk.
Vi laver sociale aktiviteter sammen, og det er rigtig hyggeligt.
Det er dejligt at være sammen med andre, der har været igennem det samme som jeg.
Vi laver også lidt fis med det, så det ikke er så alvorligt altid.
Derudover er jeg handicaphjælper og yogalærer.
Jeg elsker alt, hvad jeg laver.

Til unge, som har det svært derhjemme, siger jeg altid: Prøv at se, om du stille og roligt kan åbne dig overfor dine venner, eller det kan være en onkel, en tante eller en skolelærer.
En, du føler dig tryg ved.
Der er også anonyme steder man kan kontakte.
Det vigtigste er at få talt om, hvordan du har det - det skulle jeg også have gjort.
For da jeg begyndte at tale om det, fik jeg det bedre.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage