Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Dorte, 26 år, Pårørende

Tilbage

I skolen fik jeg top-karakterer, derhjemme dækkede jeg over min mors alkoholmisbrug

Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det som om, der er to forskellige versioner.
Den version, som alle omkring mig og min familie kendte til, hvor vi var den perfekte og velfungerende kernefamilie.
Og så den version, som kun mine forældre, min søster og jeg kendte til, og som vi gjorde alt for at skjule for omverdenen.
For min mor havde et alkoholmisbrug, som hun ikke kunne styre, og som hele tiden lå og truede vores familie-idyl lige under overfladen.
Hun var også psykisk ustabil i perioder – vi ved stadig ikke, om hun drak, fordi hun var psykisk syg.
Eller om hun blev psykisk ustabil, når hun drak.
Men på den ene eller anden måde hang de to ting sammen.

Den første episode, jeg kan huske, fandt sted, da jeg ikke var særligt gammel.
Jeg gik i tredje eller fjerde klasse, og vi var til en fødselsdag i min fars familie.
Vi skulle cykle hjem, og jeg kan huske, at jeg sad på en ekstra sadel foran på min fars cykel.
Min mor var blevet rigtigt fuld til fødselsdagen, og på et tidspunkt væltede hun af cyklen.
Hun endte nede i en grøft, og hun skældte min far ud og gav ham skylden for det, der var sket.
Jeg kan huske, at jeg havde ondt i maven og bare ville have hende hjem i sikkerhed.

Vi boede i et normalt parcelhuskvarter, og mine forældre havde masser af søde naboer og venner.
De havde gode jobs begge to, og vi havde det fint materielt.
Jeg har altid følt mig elsket, og at mine forældre var der for mig.
Men der var altid en uvished lige under overfladen, især ved højtider og sociale sammenkomster.
Når vi skulle på besøg hos andre - eller hvis vi havde gæster på terrassen søndag eftermiddag - og der kom dåseøl eller alkohol på bordet, blev jeg altid bange og fik ondt i maven.
For jeg vidste, at de andre godt kunne finde ud af at drikke en enkelt øl, men det kunne min mor ikke.
Hun havde ingen stop knap, og blev altid fuld.

Det skete ret hurtigt – min mor var lille af størrelse, og der skulle ikke så meget til.
Så snart hun havde drukket et enkelt glas rødvin, begyndte hun at skifte personlighed.
Hun var ellers altid omsorgsfuld, men når hun drak, blev hun fraværende, og man kunne aldrig vide, hvor man havde hende.
Hun blev lidt ubehagelig at være sammen med, og det gik tit ud over min far.
Hun overfaldt ham verbalt og blev aggressiv, bitter og bebrejdende, når hun var fuld.
Jeg har mange minder fra min barndom, der handler om, at min søster, min far og jeg hjælper min mor hjem i seng og får hende af tøjet, mens hun skælder min far ud – vi var alle tre ’mor’ for hende, for i de situationer kunne hun ikke tage vare på sig selv.
Jeg husker tydeligt følelsen af, at jeg bare ville have hende hjem i sikkerhed, og det er en følelse, der har fulgt mig lige siden.
Følelsen af, at min mor skulle komme til skade – jeg var altid bange for, at der skulle ske hende noget.
Og den angst har jeg så båret videre med mig, så jeg altid var bange for, at der skulle ske noget med min far eller min søster, der er tre år ældre end mig.

Der var også lange perioder, hvor min mor ikke drak eller var psykisk ustabil, og der havde jeg det rigtigt godt.
Når min mor drak, tog min far over.
Han var den ressourcestærke forælder, der altid gjorde alt, hvad han kunne, for at beskytte min søster og jeg.
Der var ingen, der vidste noget om det eller talte med os om det.
Det var vores lille familie-hemmelighed.

Min søster og jeg var begge to nogle af ’de dygtige’ piger i skolen.
Jeg stræbte efter at få 12-taller, og jeg ville så gerne have anerkendelse fra mine forældre.
Jeg ville også være den bedste til fodbold, så jeg havde et aktivt og udadvendt fritidsliv.
Udadtil blev min søster og jeg set som to meget dygtige piger.
Det er ikke så underligt, at der aldrig var nogen, der spurgte ind til, hvad der foregik derhjemme.
Eller spurgte hvordan jeg havde det.
I dag kan jeg godt se, at min stræben efter at være bedst også var en flugt fra alt det dårlige, der foregik derhjemme og inden i mig selv.
Jeg fik masser af selvtillid af at være god til alting – men jeg glemte at passe på mig selv og pleje mit selvværd.

Derhjemme gjorde min søster, min far og jeg alt, hvad vi kunne, for at min mor skulle have det godt.
Vi gjorde rent, købte ind, og passede på, at hun ikke skulle falde i igen.
Min søster og jeg blev hurtigt voksne.
Ubevidst tog jeg også ansvar for at skjule min mors alkoholmisbrug for omverdenen.
Jeg var nok lidt af et ’skyggebarn,’ der var rigtigt god til at skjule vores hemmelighed.
Jeg tror, at jeg var et af de børn, man mindst ville have mistænkt for at have problemer med alkohol derhjemme.

Hver gang der var særlige højtider eller fester, var jeg i ekstra alarmberedskab.
For eksempel juleaften og ikke mindst til min egen konfirmation.
Der var jeg meget nervøs.
Hun klarede min konfirmation uden fuldskab, men som altid, når vi var ude, holdt jeg konstant øje med hende og brugte meget energi på at kontrollere, hvor meget hun drak.

Der blev ikke talt højt om det.
Aldrig nogensinde.
Min mormor har den dag i dag stadig svært ved at erkende, at min mor har et alkoholproblem, så hun byder hende stadig på et glas vin.
Min mors tvillingebror har også været alkoholiker - han er stoppet med at drikke i dag.
Men det var aldrig noget, vi talte højt om i familien.

Jeg startede selv med at drikke i en tidlig alder.
Jeg var en kæmpe fest-abe, så jeg elskede at gå i byen og drikke.
Jeg drak også til gymnasiefesterne.
Men jeg tænkte samtidigt konstant på, om det var OK at være ung og gå i byen - og drikke sig fuld engang imellem.
Hvad nu hvis jeg endte som min mor?
Jeg kunne ikke rigtigt slappe af og var bange for, at der skulle ske noget, eller at nogen skal komme til skade.
Min storesøster reagerede helt anderledes og rører næsten aldrig alkohol.

For 5 år siden, da jeg var 21 år, blev min mor så syg af at drikke, at hun takkede ja til at komme i behandling.
Hun havde ellers nægtet det hidtil.
Men i forbindelse med hendes behandling fik resten af familien også tilbudt et behandlingsforløb.
Min far, min søster og jeg sagde ja til tilbuddet, fordi vi ville hjælpe min mor. Men da vores ’behandling’ startede, fandt vi ud af, at det ikke kun var min mor, det handlede om.
Det var også os som pårørende, der skulle have hjælp.
Først der gik det op for os, at vi også havde noget, der skulle arbejdes med.
Noget der lå dybt i os alle sammen.
Vi havde jo aldrig snakket om min mors misbrug i familien, fordi vi alle sammen holdt facaden.
Og nu sad vi pludselig i familieterapi og var tvunget til at tale åbent om det.
I dag kan jeg godt se, at det har haft store følelsesmæssige omkostninger, at vi holdt facaden udadtil.

Hvis min mor ikke var kommet behandling dengang, havde vi måske bare ført skuespillet videre.
Men efter behandlingen kunne vi konfrontere min mor med hendes problem.
Vi havde snakket om, hvad min mors alkoholproblem gjorde ved os alle sammen, og en af øvelserne blev at skrive et brev til min mor.
Jeg skrev blandt andet i det første brev, hvad det havde gjort ved mig, og hvad det stadig gjorde, når hun drak.
Jeg afleverede det ikke – jeg var stadig så med-afhængig, at jeg ikke ville gøre hende ked af det.
Men min søster valgte at aflevere hendes brev til vores mor, og det havde jeg det også dårligt med.
Jeg var bange for, at mor skulle blive ked af det.

Gennem terapien har jeg blandt andet lært at lægge afstand til min mor, og fortalt hende, at det har konsekvenser, hvis hun fortsat drikker. Konsekvensen hvis hun drikker er, at hun ikke ser mig.
Det har hun forstået.
På et tidspunkt havde vi ikke kontakt et halvt år.
Men i dag har hun formået at være ædru i et helt år. Men hun har før haft en del tilbagefald, så man ved aldrig, hvad der sker i morgen.
Men hun er lige blevet bedstemor, og jeg håber, at det er med til at motivere hende til at holde sig ædru.

Gennem terapien er jeg også blevet overbevist om, at jeg er helt normal.
Og at jeg ikke ender som min mor, heller ikke selv om jeg engang imellem fester og får noget at drikke.
Men jeg har stadig antennerne ude, hvis der er alkohol til stede, og jeg bliver hurtigt bekymret eller bange, når andre drikker meget.

I dag er mine forældre blevet skilt –de var sammen i 30 år, men efter min mor blev ædru, har det været svært for dem at genfinde kærligheden.
Det var de begge enige om.
Jeg har et godt og tæt forhold til min far, selv om det er svært at opbygge en helt ny familie- konstellation.
Det tager tid – men vi kan snakke om følelser, og det er noget helt nyt.

Min søster har fået en god uddannelse, og jeg selv er i gang med en kandidat uddannelse på universitetet, som jeg bliver færdig med i 2019.
Jeg arbejder samtidig med at undervise unge i 7.-9. klasse om de unges egne alkoholvaner og om at vokse op i alkoholfamilier.

Jeg er også med i et frivilligt netværk i BRUS.
Vi har et panel, der består af 15 unge mennesker med vidt forskellige historier og baggrunde, men som alle har haft alkoholmisbrug inde på livet og været igennem et behandlingsforløb ligesom jeg.
Sammen med de andre unge i BRUS panelet er jeg ude på skoler og holde foredrag, vi holder oplæg for front personale, vi har en chat rådgivning og vi hjælper andre unge, der har alkoholproblemer i familien, hvor vi nu kan.
Det er noget, jeg virkelig brænder for, og som jeg synes giver mening.
Derfor er mit mål for fremtiden at blive ved med at arbejde med at hjælpe andre der, ligesom jeg selv, er vokset op med alkoholproblemer i hjemmet.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage