Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Camilla, 24 år, Pårørende

Tilbage

Min fars død gav mig ro

Min familie har altid fortalt mig, at min far var rigtig stolt, da jeg kom til verden.
Jeg var det første barn, og han var spændt på at blive far.
De første år af mit liv var fine, og min lillesøster og jeg havde en glad far.
Da var vi som en almindelig familie med mor, far og børn.
Det gik først op for os senere hen, at han havde et problem med alkohol.
Min familie og jeg ved dog i dag, at min far selv har været klar over, at hans alkoholforbrug var højere, end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler.
Selvom han aldrig ville indrømme det overfor os, havde han skrevet det i nogle papirer, som vi fandt efter hans død.

Da jeg var teenager, begyndte jeg at synes, at min far var meget pinlig og anderledes end andre fædre.
Han skulle altid blande sig, hvis jeg tog venner med hjem.
Han prøvede at være med i samtalerne, og det kunne jeg slet ikke have.
Han manglede totalt situationsfornemmelse.
Mine venner syntes dog, at min far var mega cool, særligt mine venner fra efterskolen.
Han prøvede at være ung med de unge.
Det provokerede mig helt vildt, at de syntes, at min far var så fin, når han ikke var det.
Derfor inviterede jeg sjældent nogen med hjem, især ikke i de sidste år af folkeskolen og mens jeg gik på efterskole.
Jeg syntes, det var for pinligt og slet ikke særligt hyggeligt.
Kun de tætteste venner ville jeg have besøg af engang imellem.

Til min konfirmation var jeg også meget pinlig over ham.
Han holdt en rigtig dårlig og i virkeligheden tarvelig tale, der kun drejede sig om ham og vores hus.
Han kunne ligeså godt have ladet være med at holde den, for den handlede hverken om mig eller om det at blive konfirmeret.
Jeg ved, at min far elskede mig, men han havde altid svært ved at vise det.
Han var kun min far på papiret, og jeg har flere gange ønsket, at han ikke var der.

Nogle år efter, da jeg var 17-18 år, blev min familie og jeg for alvor klar over, hvor slemt min fars alkoholmisbrug var.
Han misbrug eskalerede og blev tydeligt for os.
Han ændrede pludselig sine holdninger helt vildt og gik konkurs med sit firma.
Derfra gik det ned ad bakke for ham, og han mistede totalt kontrollen og sin livsglæde.
Vi begyndte at finde små gemmesteder med rødvin, som han også kunne finde på at hælde over på vandflasker.
Han blev i 2010 indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor de satte ham på antabus, men det hjalp kun kortvarigt.

Det, at han drak vin, betød, at han ligesom var ”den pæne alkoholiker”.
Der er en opfattelse af, at alkoholikere er dem, der drikker øl nede på bænken og har skærmet af for alt.
Min far drak kun derhjemme, så han følte ikke, at han var rigtig alkoholiker.
Min søster og jeg er vokset op i et hjem, hvor vores forældre som regel drak et glas vin hver aften, og det var der som sådan ikke noget mærkeligt i.
Vi havde som regel en stor karton rødvin, som de tappede af.
Men det er både godt og skidt med de kartoner, for man kan ikke se, hvor meget der bliver taget, som man kan ved en flaske.

Efterfølgende skete der det, at min far kørte galt på motorcykel.
Dette var i 2011. Vi skulle flytte fra en by til anden i Østjylland, og min fars ven skulle komme og hjælpe.
Vennen havde fået ny motorcykel, som min far syntes, han skulle prøve.
Min mor, min søster og jeg stod klar ved det nye hus og kunne ikke forstå, hvor min far og hans ven blev af med vores ting.
Vi ringede til min fars ven, som heller ikke kunne forstå, hvor han blev af.
Vennen havde hørt en ambulance i det fjerne, og han kørte ud for at se, hvad der var sket.
Det var min far, som ambulancen var kommet for at hente.
Han havde villet overhale en bil på motorcyklen, men der kom en traktor med vogn i modkørendes bane, som han stødte sammen med.
Min far blev indlagt på hospitalet og fik amputeret halvdelen af sit ene ben.
Han havde hverken haft hjelm eller motorcykeltøj på, da han kørte motorcyklen.
Faktisk tror jeg, at han havde klipklappere på!
Han kunne ligeså godt have været død. Nogle må have holdt hånden over ham.

Da jeg fik at vide, at min far formentlig var kørt galt, reagerede jeg ret voldsomt, og jeg sagde til min mor, at nu ville jeg ikke mere.
Min mor og jeg var klar over, at han nok havde drukket.
Da vi ankom til hospitalet, lå han i kunstigt koma.
Hospitalet tog en blodprøve der viste, at hans promille var på 2.
Jeg kunne ikke holde ud at se på ham.
Jeg syntes, det var så tarveligt af ham, at han havde gjort det her.
Det var svært, for jeg skulle samtidig være støttende.
Min mor var også påvirket, ked af det og stresset, men hun støttede også mig og min søster.
Hun satte sig selv til side for at kunne være der for os, og det har hun gjort hele vejen igennem.

Min far fik en behandlingsdom for sin spritkørsel.
Han fik også et nyt ben, hvilket gjorde, at han livede lidt op.
Han skulle gå til alkoholsamtaler og tage antabus.
Men det fungerer ikke rigtigt i længden.
Det var altid meget frem og tilbage med ham – så gik det godt i en periode, og så gjorde det ikke.
Han begyndte at udeblive fra aftalerne med kriminalforsorgen.
En dag ringede to betjente på hjemme hos os og sagde, at han skulle i fængsel, hvis ikke han begyndte at møde op til sin alkoholbehandling igen.
Min far valgte fængslet fremfor at gøre sin behandlingsdom færdig.
Det siger meget om, hvordan han var, synes jeg.
Han sagde altid: ”Jeg kan stoppe fra den ene dag til den anden”.
Det var han bare den eneste, der troede på.

Han skulle sidde i fængslet i 30 dage.
Det var mig, der kørte ham der ud.
Jeg var nervøs for, hvordan han ville klare sig.
Ville han få tæsk, når han kun havde ét raskt ben?
Men faktisk fik jeg lidt ro, mens han var væk.
Da vidste jeg, at han ikke drak, og at der kom styr på ham. *
Min far ville aldrig tale om, hvordan det var at være i fængsel.
Han ville heller ikke have besøg, mens han var der.
Det var egentlig fint, for det gav en ro, og jeg slap for en stund for bekymringer.
Jeg fortalte ikke nogen om det.
Det er ikke fedt at skulle fortælle sine venner, at ens far har fået en spritkørselsdom og sidder i fængsel.
Hans egen dækhistorie var også, at han var på ”et ophold”.

Et halvt år før min far skulle i fængsel, blev jeg kæreste med Tommy, som jeg stadig er sammen med i dag.
Han har været en god støtte for mig.
Jeg sagde ikke noget til ham om min fars problemer og hans ulykke i starten, men min far valgte en dag selv at fortælle ham om ulykken og hans høje promille.
Min far synes, det hele var vældig sjovt, og han tog det slet ikke seriøst.
Jeg var rasende!
Jeg ville hellere miste min far end Tommy, men Tommy tog det heldigvis rigtig pænt.
Tommy har aldrig haft særlig meget respekt for min far, og han har støttet mig lige meget hvad.

Jeg sagde mange gange til min mor, at jeg ikke forstod, hvorfor hun ikke flyttede fra min far.
Hun fik ikke, hvad hun havde brug for.
Han talte ikke pænt til hende og behandlede hende ikke ordentligt.
Det var hårdt for mig at se min mor sådan, for det tærede virkelig på hende.
Jeg tror, at den generation er lidt anderledes på det punkt.
Der bliver man sammen i tykt og tyndt.
Min mor huskede altid på det gode.
Hun tænkte måske også, at hun blev hos min far for mig og min søsters skyld, men det havde været nemmere for os, hvis vi var flyttet.
Jeg har haft rigtig svært ved at acceptere, at hun ikke ville finde et andet sted til os.

Efter min far kom ud af fængslet, gik det mere og mere ned ad bakke.
Han blev sur og tvær.
Jeg talte faktisk ikke med min far.
Han kunne finde på at køre, uden vi vidste hvorhen.
Han tog sig ikke sammen og kom ikke i gang med noget.
Disse år var ikke særlig gode, og jeg glædede mig hver dag til at flytte hjemmefra.
Min kæreste og jeg havde gang i et husprojekt i Vestjylland, da min kæreste kommer der fra.
Jeg tog der over hver weekend og elskede det.
Lørdag var den mest fantastiske dag!
Der kunne jeg komme væk hjemmefra, efter jeg havde været på arbejde – og så skulle jeg ikke tænke på noget andet end huset.
Hver dag glædede jeg mig til, at vi var færdige.
Vi overtog huset et år før, jeg afsluttede min læreplads i Østjylland.
Jeg blev boende hjemme i det år, til huset var færdigt, og det var det længste år nogensinde!
Selvom jeg havde lyst til at flytte, var det alligevel nemmere at lade være, da min familie boede tæt på mit arbejde.
Jeg sørgede bare for ikke at være så meget hjemme.

Det har været dejligt at flytte til Vestjylland, selvom jeg godt kunne ønske mig, at min mor og søster var tættere på, men ellers er jeg rigtig glad for at bo her.
Dengang vi valgte huset, var det rigtig rart for mig, at det lå langt væk.
Det var rimelig sikkert, at min far ikke kom på besøg.
Men jeg var også nogle gange nervøs for, at han ville tage sin knallert og køre hele vejen her over.
Jeg ville ikke have besøg, og han har kun været i vores hus få gange.
Jeg så til gengæld min mor og min søster ofte.
Jeg inviterede kun dem og sagde, at de ikke skulle tage min far med.

Den 5. juni 2016 døde min far på hospitalet af kræft i bugspytkirtlen, efter at have været indlagt i kun seks dage.
Min mor havde besluttet et halvt år forinden, at de skulle skilles.
De nåede ikke at flytte fra hinanden, inden han gik bort, hvilket faktisk var godt.
Det var bedre, at han døde sådan, end at vi en dag skulle høre det fra politiet.
Det gav en ro, at vi vidste, hvor han var nu, i stedet for at vi skulle bekymre os om, hvad der ville ske, når han skulle bo alene.

Før han blev indlagt, havde min mor næsten ikke set ham i 14 dage, da han havde bare ligget i sengen.
En dag kom han ned i køkkenet til hende.
Han var helt gul og slap og kunne næsten ikke komme ned af trappen.
Min mor ringede efter en læge, som kom ud og tilså ham, og der blev hurtigt ringet efter en ambulance.
Min mor ringede til mig og fortalte, at min far var blevet indlagt.
Jeg blev rigtig gal og syntes det hele var helt vildt unfair.
Der var lige kommet ro på mit liv, og så lavede min far ballade igen.
Så skulle vi støtte ham igen og være der igen, blive kede af det og sårede.
Jeg vidste, at jeg skulle igennem hele følelsesregistret, som så mange gange før.
Samme dag, som han blev indlagt, fik min kæreste og jeg en niece på hans side, og det var så tarveligt, at det i stedet skulle handle om min far.
Min mor sagde, at jeg selv måtte bestemme, om jeg ville besøge min far, men selvfølgelig ville jeg det.
Jeg havde sagt min far fra for længst, men jeg ville komme for at støtte min mor.
Min søster var ude at rejse.
Min far kunne ikke tale, da jeg nåede der ind.
Få dage efter døde han så.

For mig var det dejligt at han døde.
Det lyder måske groft, men sådan har jeg det.
Det var hårdt at se ham på hospitalet, for han var så tynd og udmattet.
Da han blev væk, blev jeg lettet og følte mig rolig.
Jeg tænkte: ”Nu får vi en helt almindelig familie igen.”

Det her med, at jeg ville ønske, at min far var død, har jeg kun sagt til min kæreste.
Det var skamfuldt, men det var sådan, jeg havde det.
Jeg siger i dag til mig selv, at det ikke er min skyld, og at jeg har lov til at udtrykke alle mine følelser.
Nu har jeg ro, og min far har ro.
Jeg tror, at han også ønskede det selv.
Den dag i dag har jeg det godt, men jeg kan også mærke nogle gange – især når jeg fortæller min historie – at jeg bliver påvirket af det.
Men ellers sker der gode ting i mit liv.
Jeg har netop åbnet min egen frisørsalon, og jeg skal giftes om 2 måneder.
Tommy og jeg har også en søn på 11 måneder.

Jeg har helt bestemt en forestilling om, hvordan min kæreste skal være som far, fordi jeg selv har manglet en far i mit liv.
Det her med at få børn skal være noget, vi gør sammen. Det skal ikke kun være mig, der har vores dreng. Jeg vil ikke være alene. Min søn skal have et godt forhold til sin far som 18-årig. Og han skal have lyst til at komme hjem som 30-årig.
Det var min største bekymring i forhold til at få børn, at jeg skulle blive alene.
Jeg blev gravid en måned efter, min far døde, selvom min krop var i sorg.
Det siger nok lidt om, at jeg også var temmelig lettet.
Jeg kan godt være træt af, at min far ikke får lov til at se mine børn – at de ikke kender deres morfar.
Men det er rart, at han ikke er der, når min mor skal passe dem.

Jeg har sagt til min kæreste, at hvis han nogensinde skulle begynde at drikke, så vil jeg gå fra ham.
Men det tror jeg bestemt ikke, at han gør, for han er rigtig god og helt anderledes end min far.
Parforhold kan være svære engang imellem, og jeg skal arbejde med mig selv på nogle punkter.
Jeg synes nogle gange, at Tommy er meget væk.
Jeg er et rigtig familiemenneske, og jeg vil gerne være sammen så meget som muligt.
Jeg kan godt blive ked af det og begynde at tænke: ”Hvorfor er du ikke sammen med os noget mere?”
Men jeg ved også, at han har lov til at lave sine egne ting engang imellem, lige såvel som jeg har det.

Min fars død har taget hårdere på min mor, end vi havde regnet med.
Hun er god til at tage hånd om sig selv, men jeg ville ønske, at hun snart ville komme videre.
Hun burde flytte og få afsluttet det kapitel af sit liv.
Jeg presser hende nok lidt for meget – det er jo ikke mit liv, men hendes.
Jeg ønsker for hende, at hun finder sig en god mand, der kan give hende den kærlighed, som hun har manglet i så mange år.

Mit bedste råd til andre børn og unge, der står i min situation er, at de skal sige det højt.
Jeg ville ønske, at vi alle bliver bedre til ikke at pakke vores hemmeligheder væk, gemme os og lade som ingenting.
Det er ikke pinligt at have forældre der drikker, og det er ikke din skyld!
Det er ikke almindeligt at have sådan et alkoholforbrug, som min far havde – men det kan vi godt komme til at tro nogle gange i et land som Danmark, hvor alkohol er så tilgængeligt.
Jeg medvirkede for nylig i en artikel i MetroXpress, som jeg efterfølgende delte på min Facebook-profil, og jeg har fået så søde svar tilbage.
Ingen har svaret negativt, og folk, jeg ikke har talt med længe, har sagt, at det var rigtig stærkt gået af mig at dele.
Jeg skulle lige tage tilløb, men jeg tænkte, at nu er det på tide, at jeg siger noget, og det er jeg glad for, at jeg er kommet i gang med.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage