Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Kimmie, 22 år, Pårørende

Tilbage

På trods af min opvækst er jeg stærkere end nogensinde, men det har været en kunst at lære at mærke mine grænser og sige fra

Mine forældre blev skilt, da jeg var to-tre år gammel.
Jeg husker meget lidt fra tiden, hvor de var sammen.
Det eneste, jeg husker, er det hus i København, vi boede i.
Jeg tror, at vi havde det godt.
Jeg kan i hvert fald se på gamle billeder af mine forældre, at de var glade for hinanden.
Jeg er ret sikker på, at de blev skilt, fordi min far begyndte at drikke for meget, men en skilsmisse består selvfølgelig af mange faktorer.
Min mor har fortalt mig, at min fars drikkeri påvirkede hende og vores hverdag som familie, og jeg flyttede derfor fra min far sammen med min mor og min bror.
Jeg så min far hver anden weekend til at begynde med, men ofte nægtede min mor ham at se mig i flere måneder på grund af hans alkoholproblem.
Hans alkoholproblem var nemlig noget, der kom og gik.
Han drak i perioder og kunne sagtens holde op i et år eller to ad gangen.
Da jeg blev ældre, og han for en stund var kommet ind i en bedre periode, boede jeg hos ham hver anden uge.
Vi havde en syv-syv-ordning.
Mine forældre havde desuden fælles forældremyndighed over mig, så min mor kunne ikke bestemme enerådigt.

Overordnet set var min barndom god.
Når min far ikke drak, var han en rigtig god far.
Men når han drak, var mit liv præget af angst og utryghed.
Han var utilregnelig, og jeg kunne for eksempel komme i tvivl om, hvorvidt han var ved at få et raserianfald eller ville give mig et kram.
I stressede situationer talte han hårdt til mig og blev ubehagelig.
Han kunne komme for tæt på – mest i psykisk forstand, hvor han gjorde mig ked af det.
Jeg skiftede mellem at føle glæde og sorg hele tiden.
Og fordi jeg følte mig utryg hos min far, blev jeg også utryg i skolen.
Når der sker ubehagelige ting derhjemme, bliver man som barn flov over det.
Jeg trak mig meget socialt og gik direkte hjem efter skole.
Jeg var meget alene og ville ikke have nogen med hjem.
Jeg blev tilmed mobbet af de andre børn, fordi jeg ikke var en del af fællesskabet.
Mobningen startede omkring 5. klasse, hvorefter jeg flyttede skole.
Men efter et stykke tid blev jeg også mobbet på den nye skole.

Jeg kan ikke huske, at nogen lærere har kendt til min fars alkoholproblem, eller talt med mig om det.
Mine lærere vidste, at jeg blev mobbet, men ikke hvad der foregik hjemme hos min far, tror jeg ikke.
Min far mødte ædru op til skole-hjem-samtaler.
Han drak ikke, når han skulle deltage i sådanne ting.
Min mor talte ofte med lærerne om min trivsel, men de gjorde ikke noget for at komme mobningen til livs.
Min mor var irriteret på dem, fordi de håndterede det så dårligt.
De sagde til hende, at ”børn er børn – sådan er det.”
De mente for eksempel, at hvis drengene drillede mig, var det sikkert bare fordi, de kunne lide mig.

Skoletiden var allerværst for mig i 7., 8. og 9. klasse.
Jeg kom næsten ikke i skole.
Jeg tænkte hver dag: ”Hvis jeg tager i skole i dag, bliver jeg så mobbet?”.
Jeg blev kaldt ”ugens gæst”, fordi jeg stort set aldrig var der.
Heldigvis havde jeg nogle venner og veninder fra de sportsaktiviteter, jeg gik til udenfor skoletiden.
Dem ville jeg hellere være sammen med.
Det var også i disse år, at min fars misbrug blev rigtig slemt.
Jeg fik min egen mobiltelefon på det tidspunkt, og min far kimede mig ned for at svine mig og min mor til.
Han lagde skylden for alting over på mig og sagde, at jeg var en møgunge.
Heldigvis kunne jeg tale med min mor om, hvordan min far opførte sig.
Nogle gange kom jeg grædende hjem til hende, hvis jeg havde besøgt ham.
Min mor prøvede at tale med min far om det, men han skældte hende bare ud og ville ikke lytte.
Min mor gjorde klart for mig, at jeg ikke var tvunget til at se min far.
Jeg skulle ikke gøre noget, jeg ikke havde lyst til.
Og at det var helt okay at være ked af det.
Hun har været en kæmpe støtte for mig.
Med støtte fra hende besluttede jeg mig for at afbryde kontakten til min far.
Jeg talte ikke med ham i to år.
Det var en mærkelig følelse, selvom jeg havde min mor.
Hvis der skete noget godt i mit liv – hvis jeg for eksempel fik en god karakter i skolen – så var det mærkeligt ikke at kunne ringe og fortælle min far om det.

Mine lærere i 9. klasse vurderede, at jeg ikke var parat til at komme i gymnasiet.
Jeg ved ikke, hvordan det er i dag, men dengang fungerede det sådan, at lærerne skulle erklære dig egnet, for at du kunne starte i gymnasiet.
Jeg ville gerne være startet i gymnasiet lige efter 9. klasse, så jeg blev selvfølgelig ked af det over lærernes afgørelse.
Men fordi jeg sjældent kom i skole, kunne de jo ikke se, hvordan jeg var i timerne, selvom jeg klarede mig godt til eksamenerne.
Min mor trøstede mig og fik mig til at indse, at det måske var en god ting ikke at starte i gymnasiet endnu.
Måske var jeg ikke helt klar og havde brug for noget andet.
Min mor foreslog mig at tage et år på efterskole – måske kunne jeg få det bedre med mig selv og få en bedre forståelse af det hele.
Jeg skulle også lære at være mere social, og det bliver man tvunget til på en efterskole.
Jeg gik med på ideen. Jeg har altid gået til dans og været meget aktiv, så det skulle være en efterskole, hvor jeg kunne fortsætte med netop det.
Jeg ville også gerne gå på en, der lå langt væk, da jeg havde brug for at komme væk fra det hele.

Mit år på efterskole vendte alting for mig.
Til at begynde med var det angstprovokerende at starte.
Jeg havde aldrig vist andre mennesker udover min mor, at jeg havde det dårligt.
Jeg havde aldrig opsøgt andre mennesker så meget, men jeg var altid udadvendt og smilende, hvis nogen kom over og ville tale med mig.
I starten af efterskoletiden var jeg meget oppe på mit værelse, men jeg blev tvunget til at lave ryste-sammen-lege og lignende med de andre, og det var rigtig godt for mig.
Jeg blev en del af et fællesskab og fik gode venner.
Lærerne på efterskolen var også anderledes end i folkeskolen.
Dengang var jeg dårlig til de sproglige fag i skolen – jeg havde især svært ved andre sprog.
Efterskolelærerne tog hånd om de elever, der var mindre dygtige, og vi fik ekstra støtte, også til lektierne.
Det hjalp mig til at blive bedre, og i dag er jeg meget stærkere sprogligt.

Efterskolen blev virkelig et vendepunkt for mig, også i forhold til min far.
Jeg besluttede, at jeg ikke ville være et offer for hans sygdom.
Jeg mødte også andre, der havde oplevet det samme som mig.
Nogle havde endda haft det værre end mig, med begge forældre, der drak.
Jeg fik også en kæreste, hvis morfar var alkoholiker.
Jeg er altid meget nysgerrig efter at høre, hvordan andre håndterer alkoholikere, og jeg talte derfor med min kærestes mor om det.
Hun lærte mig noget meget værdifuldt: At mærke efter i min egen krop.
Hun lærte mig at mærke mig selv og handle på det. Jeg skal aldrig gøre noget, der føles forkert, sagde hun.
Jeg skal kun gøre det, jeg bliver glad af.
Hvis jeg har behov for at være alene, er det okay.
Det er altid svært at sige nej, men det er en del af at lære at blive voksen.

Efter efterskolen var jeg ikke klar til at komme tilbage til København.
Jeg talte med min mor om det, og vi flyttede til Falster, hvor jeg gik i gymnasiet i tre år.
Min mor havde selv haft lyst til at flytte lidt ud på landet, så det var godt, at det kunne lade sig gøre.
Det var rart at gå i gymnasiet langt væk fra alt det, der var sket hjemme i København.
Jeg er rigtig glad for, at min mor støttede mig i det.
Jeg fik nogle gode veninder i gymnasiet ret hurtigt.
Vi begyndte at træne sammen, tage på shoppeture og sov ofte sammen.
1.G var dog et hårdt år, fordi jeg begyndte at snakke med min far igen.
Jeg troede hele tiden på, at han ville ændre sig og holde op med at drikke for min og min brors skyld.
Det var dog ikke en succes at genoptage kontakten, for han fik tilbagefald og begyndte at være ondskabsfuld overfor mig igen.
Jeg begyndte at blive væk fra skolen og gentage mit gamle mønster.
Studievejlederen var heldigvis opmærksom på dette, så hende talte jeg med.
I samråd med min mor besluttede jeg også, at jeg skulle prøve at åbne mig op for mine nye veninder.

Jeg talte med mine veninder om mange ting, men jeg har også altid været sådan, at jeg aldrig har haft lyst til, at folk skulle vide, hvis jeg havde det dårligt.
Jeg ville ikke gøre nogen kede af det eller utilpasse.
De skulle ikke have medlidenhed med mig.
Når jeg havde det dårligt, ville jeg kun tale med min mor, og derfor blev jeg hjemme fra skole.
Det var svært for mig at sidde sammen med andre og sige ”jeg har det fint,” når jeg ikke havde det.
Da jeg fortalte mine gymnasieveninder om min far, var det en stor lettelse for mig.
Jeg husker, at jeg blev meget træt bagefter – som om en kæmpe byrde blev taget af mine skuldre.
I nogle uger efter gik jeg direkte hjem efter skole og sov.
Men derefter blev jeg meget gladere og mere åben.
Jeg fandt også ud af, at en af mine veninder heller ikke havde kontakt til sin far.
Vi to hjælper altid hinanden igennem de dårlige dage.
Det er guld værd at have sådan en person i mit liv.

Efter gymnasiet tog jeg et sabbatår.
Jeg ville gerne læse psykologi, da jeg gennem frivilligt arbejde havde oplevet glæden ved at hjælpe andre mennesker.
Desværre skal man have meget høje karakterer for at komme ind, og på trods af, at jeg har lavet meget frivilligt arbejde, kom jeg ikke ind via kvote 2.
Min 2. prioritet var at blive socialrådgiver, hvilket jeg læser til i dag.
Den profession er egentlig også mere mig, fordi man er mere ude og tale med mennesker, fremfor at sidde bag et skrivebord.
Alle i min klasse vil gerne gøre en forskel, fordi de selv har oplevet noget svært.
Det har været interessant at opleve, at de tænker ligesom jeg.
Jeg har gået på studiet i lidt over et år, så jeg er næsten halvvejs.
Jeg læser i København og er rigtig glad for at bo her igen.
I dag taler jeg faktisk med flere fra min københavnske folkeskole, og jeg har det helt fint med at tænke tilbage på de år.
Vi er alle blevet voksne og klogere.
De kan godt selv se i dag, at det var forkert at drille mig.

Jeg er vild med at gå på min uddannelse, og jeg lærer noget nyt hver dag, som gør mig klogere på mit eget liv og giver mig bedre redskaber til at håndtere min far.
Gennem hele mit voksenliv har jeg haft svært ved at forstå behovet for at drikke for meget – hvorfor drikker min far for meget, når hans børn ikke vil se ham?!
Jeg har fået et bredere perspektiv på det gennem socialrådgiveruddannelsen.
Som socialrådgiver vil man se på, hvad problematikken i min fars situation egentlig er.
Der kan være så meget andet, der spiller ind, end lige alkohol.
Jeg vil aldrig helt forstå, hvorfor min far gør, som han gør.
Men jeg kan godt se, at han måske søger trøst i alkoholen, og den del kan jeg godt sætte mig ind i.
Selvom jeg aldrig selv ville drikke mine problemer væk, håndterer folk deres problemer forskelligt.
Jo mere jeg lærer på min uddannelse, jo mere vil jeg gerne hjælpe ham.
Men omvendt er det ikke mit job, for det er jo mig, der er barnet!
Det er ikke min opgave at samle ham op, så jeg er god til at lægge ansvaret fra mig igen.

Hvert år vælger jeg som regel et nyt frivilligt arbejde.
Jeg bliver så glad hver gang, jeg giver mig i kast med noget nyt.
Det startede, dengang jeg boede på Falster.
Jeg prøvede det af med en veninde, og jeg blev helt bidt af det.
Selvom vi bare arbejdede i en time om ugen, havde det stor effekt.
Mit første frivillige job var hos Ungdommens Røde Kors, hvor jeg arbejdede med unge flygtningepiger som lavede lidt for meget ballade.
Vi lavede en mandagsklub, hvor vi havde forskellige aktiviteter.
Derefter arbejdede jeg hos DFUNK, som er Dansk Flygtningehjælps frivillige ungdomsorganisation.
Her arbejdede jeg også med unge flygtninges integration.
Vi lærte de unge, hvordan man køber ind, søger SU og så videre.
Efter jeg flyttede tilbage til København, har jeg også arbejdet for Headspace og GirlTalk.
Det, jeg får ud af at arbejde frivilligt, kan bedst forklares med et eksempel.
Hos chatrådgivningen GirlTalk fik jeg en mail fra en pige, som skrev, at jeg havde hjulpet hende rigtig meget.
Jeg blev helt høj af det og følte, at jeg virkelig havde gjort en indsats overfor et andet menneske.
Det samme gælder for mit arbejde med personer af anden etnisk baggrund.
De bliver så glade, bare de lærer en ny sætning på dansk.
En time om ugen giver så meget.

Jeg har ikke meget kontakt med min far i dag, men jeg ser ham engang imellem til familiefester.
Det er temmelig akavet, men min familie støtter mig, fordi de kender min historie.
De sætter mig for den anden ende af bordet, hvis der er bordplan.
Jeg lader være med at sige hej til min far og snakker bare med de andre.
Jeg har heldigvis en stor familie, så der er mange andre at tale med.
Jeg er ligesom blevet vant til det gennem tiden.
Enten kan jeg se min familie og ignorere min far, eller også ser jeg dem slet ikke.
Jeg vælger derfor at se dem.
Hvis jeg kan se på min fars kropssprog, at han får for meget at drikke, siger jeg, at jeg vil hjem, og det forstår min familie godt.

Det er lidt mærkeligt at have sådan et forhold til min far, men det er bedst sådan.
I de gode perioder kan vi række en hånd ud til hinanden, men det er meget uforudsigeligt, hvornår han falder i igen.
Nogle gange går der en måned, og nogle gange går der et halvt år.
Jeg synes ikke, at han er et dårligt menneske.
Det er alkoholen, der gør det.
Når han ikke drikker, er han en god far.
Men derfor er det også enormt svært at forstå, hvorfor han igen og igen vælger at drikke videre.
I mange år har det været sådan, at vi genoptager kontakten, så sker der noget i hans liv, han drikker igen, og så cutter jeg kontakten endnu engang.
Jeg lukker af for ham, når jeg kan mærke, at det påvirker mig for meget.

Det med at lukke af og sige fra har været en kunst at lære, og det er noget, jeg er blevet bedre til med alderen.
Min far har aldrig erkendt sit alkoholproblem.
Han kan finde på at sige, at han ikke er alkoholiker, men at han bare drikker et par bajere nogle gange.
Han skyder skylden på alt muligt andet. Jeg har prøvet at tale med ham om, at jeg overvejede at fortælle om min barndom offentligt.
Til det svarede han, at det hele var min mors skyld.
Det er det bestemt ikke!
Min mor har lært mig at vende negativt til positivt – at vende svaghed til styrke.
Hun har altid sagt, at det er okay at være ked af det, men det er også vigtigt at komme videre.
Jeg ser det faktisk som en styrke at have oplevet noget svært.
Hvis du for eksempel som jeg er vokset op med en forælder, der drikker, har du givetvis mere empati overfor andre mennesker.

Nogle gange bliver jeg træt af at prøve at få et forhold til min far, og så tænker jeg: ”Nu er det sidste chance.”
Sådan har jeg det lige for tiden.
Jeg har faktisk besluttet, at jeg har givet ham nok chancer.
Jeg vil kun tale med han igen, hvis han bliver ædru.
Jeg tror godt, at han kan, hvis han virkelig vil.
Han har jo været ædru før i længere perioder.
Men lige nu er hans kæreste og nærmeste venner også alkoholikere.
Så det ville kræve, at han sagde farvel til dem – eller at han virkelig fik noget rygrad!
Min mors nye mand har i dag taget min fars plads, så jeg har ikke længere det samme behov for at skulle fortælle min far om mit liv.
Min mors mand er blevet min bonusfar, og jeg ringer i stedet til ham, hvis jeg vil fortælle om noget godt, der er sket for mig.

Jeg har tre gode råd til andre børn af alkoholikere: Det første er, at det er rigtig vigtigt at tale om problemerne med en, du er tryg ved. Det behøver ikke at være en professionel – det kan blot være en ven eller et familiemedlem. Prøv at sig dine følelser højt. Så snart du får dem ud af din krop, tør jeg næsten love, at du bliver mere lettet.
Det andet råd er at lære at sige fra. Især hvis du stadig bor hjemme. Sig for eksempel til dine forældre, at det er dit værelse, og at du ikke vil have dem derinde, hvis de er fulde.
Endelig skal du ikke føle dig nedtrykt over noget, du ikke kan gøre noget ved. Dine forældres misbrug vil aldrig være din skyld.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage