Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lykke, 26 år, Pårørende

Tilbage

Alle vidste det, men ingen sagde noget

Min far har et alkoholmisbrug.
Jeg var 16 år gammel, da det for alvor gik op for mig, at min fars forhold til alkohol ikke er normalt.
At det er et ret stort problem.
Det står helt tydligt for mig; jeg har min daværende kæreste på besøg hjemme hos min far.
Han og jeg har lige lavet aftensmad, som vi sidder og spiser i den mørke stue sammen med far.
Far er så fuld, at han flere gange falder ind over bordet, oven i sin tallerken og ud i siderne af stolen.
Jeg var virkelig flov.
Jeg husker tydligt den ydmygende følelse af at se min far i den tilstand foran min kæreste.
Følelsen af magtesløshed og hvor svært det var for mig at fortælle min daværende kæreste efterfølgende, at jeg troede, at min far havde et alkoholproblem.
Jeg var flov over at have en far, der drak.
Jeg var bange for min kærestes reaktion på det.
Om han kunne finde på at forlade mig, fordi jeg ikke kun var anderledes ved at have mistet min mor og bo i plejefamilie, men også at have en far med et alkoholmisbrug.
Det var derfor meget svært for mig at få sagt, men han tog det meget roligt og sagde, at han allerede var klar over det.

Måske har fars alkoholmisbrug stået på gennem hele mit liv.
Når jeg spørger forskellige voksne, som har kendt mig siden min barndom, har de altid vidst, at far havde perioder, hvor alkoholen fyldte for meget.
Min søster og jeg vidste det bare ikke. I hvert fald ikke dengang.
Det gik først for alvor op for mig, da jeg gik i 10. klasse.
I 1g kom jeg i klasse med en pige, der også har en far med et alkoholmisbrug.
Det er første gang, jeg snakker omkring fars misbrug med nogen.
Der kommer til at gå yderligere syv år, før jeg søger hjælp til at håndtere hans misbrug.
Det var forrige vinter. Jeg kom hjem fra et udlandsmodul, og fire dage senere gik min kæreste og jeg fra hinanden.
Selvom det er en fælles beslutning, tager det hårdt på mig, for jeg føler mig pludselig meget alene.
Det er ham, der har været der for mig de sidste to år, og som jeg har kunnet regne med.

Jeg skal også i gang med mit bachelorprojekt, som min bachelorpartner og jeg ikke rigtig kan komme i gang med grundet flere misforståelser med vejleder.
Far er faldet i med alkoholen igen og ringer på alle tider af døgnet.
Jeg forsøger, som altid, at hjælpe ham og opfordre ham til psykologhjælp, men dagen efter er det glemt, og jeg kan starte forfra.
Jeg er på det her tidspunkt så presset, at min verden er ved at eskalere.
Da far endnu engang ringer om natten og spørger, hvad jeg laver og ringer igen den efterfølgende eftermiddag, bliver det hele for meget for mig.
Jeg fortæller ham, at jeg ikke kan holde det ud mere.
At jeg ikke vil have mere kontakt med ham, hvis ikke han søger hjælp nu, for jeg kan ikke holde til det mere.

Jeg kan mærke, at jeg mener det den her gang; at jeg ikke ønsker at se min far igen, hvis ikke misbruget stopper, for det tærer alt for hårdt på mig.
Jeg har det så dårligt psykisk, at jeg søger hjælp.
Jeg havde knap et år forinden meldt mig på venteliste til gruppesamtaler i TUBA, men var endnu ikke kommet ind.
Jeg kunne ikke vente mere – nu havde jeg virkelig brug for hjælp, for jeg kunne ikke længere selv bære opgaven med at hjælpe min far.
For at hjælpe en med et misbrug, er som at løbe på et løbebånd - du kan løbe nok så hurtigt, men du kommer ingen vegne.
Det var utroligt trættende og frustrerende, at uanset hvad min søster og jeg gjorde, skete der ingenting.
Vi havde kontaktet kommunen, forsøgte at true far med, at vi ikke ville se ham, forsøgt at skræmme ham med konsekvenserne af et alkoholmisbrug.
Alt sammen uden nogen som helst virkning.
Jeg søgte først hjælp nede ved Studenterrådgivningen i Århus, der oplyste mig om Projekt BRUS; et tilbud til børn og unge fra 0-24 år i de midtjyske kommuner.
Efter at have ringet kom jeg til samtale fem dage senere.
Dette blev starten på en utroligt hård, følelsesmæssig rejse, som jeg er utrolig taknemlig for at have været igennem den dag i dag.

Mor, far og plejefamilie.

Det er vigtigt for mig at fortælle, at jeg husker min barndom som tryg og fyldt med kærlighed og omsorg, og at jeg også har mange gode minder med min far.
Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel og min lillesøster ca. fem måneder.
De havde delt forældremyndighed, men vi boede fast hos mor og så far, som vi havde lyst.
Han søgte flere gange om fast samvær med os, men det blev aldrig til noget.

Da min mor blev uhelbredelig syg af kræft, kom min søster og jeg i en aflastningsfamilie, som - efter mors død i 2007 - tog os ind som plejebørn.
Det skete efter mors ønske og stod også nævnt i hendes testamente.
Min søster og jeg fandt det helt naturligt at bo i plejefamilien og overvejede ikke, at vi skulle bo hos far.
Det skyldes måske, at vi aldrig havde fast samvær med ham, og at vi vidste, at han flere gange havde søgt om at have os boede mere fast, men var blevet afvist hver gang.
Så måske vi vidste, at far ikke kunne tage nok vare på os til at have os boende fast.
Jeg husker det ikke helt.
Vi havde det rigtig godt hos plejefamilien, som tog os ind som en del af familien, hvilket også understøttede den gode barndom, jeg husker.
Da jeg var 18 år, flyttede jeg fra plejefamilien og i lejlighed, da kommunen vurderede, at jeg var velfungerende og godt kunne klare mig selv.
Jeg var selv enig og flyttede i lejlighed i slutningen af 1.g.

Når du ikke rigtig lever, men bare overlever

Når jeg tænker på min studietid på gymnasiet og på min videregående uddannelse, føler jeg, at jeg meget af tiden bare skulle overleve hverdagen.
Jeg fyldte min kalender ud, så jeg ikke havde tid til at forholde mig til, hvordan jeg egentlig havde det.
Jeg klarede mig godt i skolen; fik gode karakterer og var deltagende i timerne.
Jeg var med i elevrådet både i folkeskolen og efterfølgende i gymnasiet, hvor jeg også var med i skolefestudvalget.
Jeg havde tre fritidsjobs, hvor jeg altid præsterede mit bedste.
Jeg var fysisk aktiv og gik op i sund kost.
I min Blå Bog fra gymnasiet står nævnt, at jeg en enkelt gang pjækkede - men det var for at bage en overdådig kage til klassen til min 20 års fødselsdag.
Jeg ved nu, at min overlevelsesstrategi har været at klare mig godt udadtil og fylde kalenderen ud, så jeg ikke var alene med mine tanker.
Jeg har efterfølgende tænkt på, hvordan man kunne have spottet mig – set, at jeg ikke havde det godt.

For der var aldrig nogen, der spurgte, hvordan jeg havde det.
I hvert fald ikke nogen, som forventede andet svar end ”det går fint.”
Jeg græd ikke foran andre.
I den sorggruppe, som min søster og jeg gik i efter mors død, græd jeg kun få gange, for jeg begyndte at se det som en svaghed at græde over for andre.
Måske fordi jeg flere gange havde oplevet at blive mødt med et ”undskyld” og samtaleskift, hvis jeg begyndte at få tårer i øjnene, når jeg snakkede med andre end dem i gruppen.
Jeg følte også, at jeg skulle være stærk overfor min lillesøster, og dette indebar bl.a. ikke at vise for mange sårbare følelser.
Det var hårdt at holde tårerne inde, og det gav altid et ubehageligt tryk for brystet og en klump i halsen.

Et råb om hjælp

Da jeg flyttede fra plejefamilien, fik jeg papirerne fra min agtindsigt.
I punktet ”Hvordan er dit forhold til din far”, har jeg udtalt, at jeg ikke ønsker at bo hos far, at jeg er utryg ved at være hjemme hos ham.
Jeg er nervøs for hans helbred og hans alkoholmisbrug.
I papirerne er kommunens konklusion på dette: ”Lykke skal have et bedre forhold til sin far.”
Når jeg læser det i dag, er jeg dybt rystet over deres reaktion eller mangel derpå!
Jeg har været mellem 15 og 17 år, da sagsbehandleren spurgte ind til min far, og mit svar var følgende:

”Når vi var hjemme hos far, var vi ofte omkring en kro eller hans stamværtshus. Jeg husker, at det gode ved kroen var, at vi måtte få pølser og pommes fritter og på værtshuset en Cocio. Hjemme hos mor fik vi sjældent junk, så vi var altid glade, når far gav pølser og pommes fritter eller Cocio. Men jeg husker også, at der altid var nogle mennesker, der hang i baren, som gjorde mig utryg.”

Når jeg tænker tilbage på det, synes jeg ikke, at det var mærkeligt at være med far på værtshus.
Det er heller ikke den følelse, jeg sidder tilbage med i dag, men jeg vil aldrig tage mine kommende børn med på værtshus, og jeg ville bekymre mig, hvis jeg så børn sådan et sted.

Stamværtshuset var også det værtshus, hvor alle fra mit gymnasium tog hen for at drikke fredagsøl eller mødes en lørdag eller søndag aften.
Jeg tog aldrig med, for jeg havde ikke lyst til at møde far der.
Jeg mindes ikke, at det var en gene for mig.
Det var bare ikke et sted, jeg havde lyst til at være.
At mine klassekammerater eller venner skulle møde far der, havde jeg ikke skænket en tanke.

Før mors død boede far i en tre-værelses lejlighed oven på værtshuset.
Vi måtte ikke selv tage busturen på 10 km over til far for mor.
Hun ville køre os.
Hun fulgte os altid ind i lejligheden, og nogle gange tog hun os direkte med hjem igen.
Jeg kan ikke huske hvilken begrundelse, hun gav os.
Jeg kan godt huske, at jeg synes, han var mærkelig de gange, vi tog direkte retur; at han snøvlede eller sov.

Når vi sov der, mindes jeg også mange nætter, hvor min søster og jeg vågnede, fordi far var ude at kaste op.
Når min kæreste hoster ret slemt ude på badeværelset, vækker det den ubehagelige følelse i mig, der sender mig tilbage til vores børneværelse, hvor min søster og jeg trak dynen over hovedet, og prøvede at sove videre, mens vi kunne høre far på badeværelset.
Vi forstod ikke, hvorfor han så tit kastede op.
Nogen gange var vi inde i hans soveværelse for at tjekke, om han levede, fordi han trak vejret så få gange i minuttet.
Nogen gange var han der ikke, når vi vågnede om natten.
Der har han nok været nede under på værtshuset.
Han sov også tit om dagen.
Alt det var bare sådan, det var hos far.
Alligevel har vi nok vidst, at der var et eller andet galt.
Vi havde i hvert fald mest lyst til bare at være der om dagen.

Da fars misbrug eskalerede

Før jeg flyttede hjemmefra i 1.g, snakkede jeg tit med min plejemor om at flytte hjem til far.
I en periode var jeg hjemme omkring far flere gange om ugen for at holde øje med ham.
Far boede i samme by, som gymnasiet lå.
Jeg tog derfor tit hjem til far for at handle ind, lave mad og gøre rent i de dårlige perioder, hvor alkoholen fyldte.
I disse brugte han meget tid på at sove, enten på sofaen eller inde i soveværelset.
Under sofaen eller sofabordet lå der ofte rødvinsflasker.
Jeg blev altid ked af det, når jeg så dem, for så vidste jeg, at far havde drukket og derfor ikke rigtig var far.
Jeg fik klumpen i halsen, trykken for brystet og bekymringerne hobede sig op.
Jeg kom tit til et køleskab, hvor de få madvarer, der var, var fordærvede.
Det gjorde, at jeg bekymrede mig rigtig meget om far.
Bekymringerne fyldte utroligt meget hos mig, og derfor havde jeg også behov for at se til ham eller ringe til ham, når han ikke havde det godt.
Da han var den eneste forælder, jeg havde tilbage, ville jeg gøre alt for at passe på ham.
Jeg kunne slet ikke bære tanken om at være forældreløs i den alder!

Min plejemor synes, at det var en dårlig idé at flytte hjem til far.
Hun sagde ofte til mig, at han var en voksen mand, som skulle tage vare på sig selv.
Hun fik heldigvis overbevist mig, så jeg i stedet flyttede i min egen lejlighed.
I en lang periode derefter var jeg stadig oppe ved far nogle gange ugentligt for at holde øje med ham og sikre mig, at han fik noget ordenlig mad.
Far drikker heldigvis ikke hele tiden, men meget i perioder.
I min gymnasietid var de ædru perioder desværre ret korte.

På et tidspunkt i 3.g er min søster og jeg så desperate efter at få far til at stoppe med at drikke, at vi dropper al kontakt til ham i tre uger.
Det var utrolig hårdt, men vi vidste ikke længere, hvad vi skulle gøre.
Vi følte os magtesløse, og at være vidne til hans alkoholmisbrug tog hårdt på os begge.
Det fyldte vores tanker og gav mange bekymringer.
Vi savnede vores far og forbandede alkoholikeren.
Far havde på det tidspunkt været på misbrugscenter et par gange, men var faldet i igen.
Fordi far er periodedrikker, vidste vi aldrig, hvad vi kom hjem til.
Jeg tog derfor sjældent venner med hjem til far og ringede ofte, før jeg kom, for at få en fornemmelse af, hvordan det stod til.

”Når far er far, er han et rigtig skønt menneske, som jeg elsker utrolig højt!
Han er humoristisk og vil det bedste for min søster og jeg.
Jeg er ikke i tvivl om, at han elsker os over alt på jorden.
Desværre er der også alkoholikeren.
Når han overtager far, er far ikke far mere.
Alkoholikeren er egoistisk og ubehagelig.
Han gør alt for at ødelægge vores forhold til far.”

Da jeg starter i BRUS og får snakket om fars misbrug, får jeg lavet en opdeling imellem far og alkoholikeren.
Det har gjort det nemmere for mig at forholde mig til hans alkoholmisbrug.
Første gang jeg var til samtale i BRUS, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige, for jeg havde aldrig rigtigt snakket med nogen om fars misbrug før.
Der var ingen, der havde fortalt min søster eller mig, at vores far havde et alkoholmisbrug.
Når jeg snakker med nogen om det i dag, er de meget overraskede over, at vi ikke vidste det.
Jeg spurgte sidste år min plejemor, hvorfor hun aldrig snakkede med os om det.
Hun fortalte, at hun ikke vil sætte far i et dårligt lys overfor os.
Jeg forstår hende egentlig godt.
Jeg har bare svært ved at forstå, hvorfor der ikke er andre, der har grebet ind.
Hvordan kommunen kunne konkludere, at jeg skulle have et bedre forhold til min far, og ikke tilbyde os hjælp.
Hvordan min søster og jeg bare skulle se til, når far var indlagt til afvænning.
Der fulgte ingen hjælp til min søster og jeg, når han var af sted. Der blev aldrig snakket om det.
Det har været så tabulagt, at jeg i flere år har villet beskytte far og sat mig selv i anden række.
Jeg bliver ked af det, når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, fordi hans misbrug fyldte så meget, og min søster og jeg røg med i hans op- og nedture.

Jeg har tit bebrejdet far, at han ikke kunne stoppe med at drikke, og at han ikke kunne stå ved, at han havde et misbrug.
Selv med whiskyflasken i hånden og meget påvirket, benægter han.
Jeg ved ikke, hvad der sker i hovedet på ham, for det kan jo ikke være meget mere indlysende.
Det gør mig ked af det, for det siger lidt om, hvor stor selvbenægtelsen er.
Når alkoholikeren ringer til mig, og jeg konfronterer ham, benægter han. Når far er far, benægter han.
Det er først det seneste år, at han er begyndt at erkende, at han virkelig har et problem og godt kan snakke om det.
Når vi snakker om det, kan jeg se, hvor påvirket far bliver, og hvordan den dårlige samvittighed hagler ind over ham.
Han siger selv, at han ikke vil lade alkoholen styre hans liv.
Derfor fortæller jeg mig selv, at far gør det bedste han kan for at være en god far.
At det ikke er helt optimalt er en anden sag, men når man gør sit bedste, kan man ikke gøre det bedre.
Det har taget mig noget tid at nå dertil.
I perioder sniger bebrejdelserne sig også ind, og jeg bliver ked af, at jeg ikke har en far, jeg altid kan ringe og snakke med.
At jeg ikke har en far, der kan besøge mig eller tage med på restaurant.
Hans usunde livsstil har bevirket, at han har en række livsstilssygdomme, at han er dårligt gående og derfor er blevet afhængig af sin el-scooter det sidste års tid.
Han har svært ved at være ude blandt mange andre mennesker, og derfor har vi længe kun besøgt ham hjemme hos ham selv.
Det er svært, for far plejede at være et meget socialt menneske.

I BRUS gik jeg både til individuelle samtaler og gruppesamtaler.
I gruppen fandt jeg mange fortællinger, jeg kunne spejle mig i og fortællinger, der lå langt fra de oplevelser, jeg havde haft.
Men begge dele var med til at finde minder frem, jeg fuldstændigt havde fortrængt.
Det gør ondt, men det gør også godt, for det har gjort mig mere bevidst om min historie, og om hvorfor mor for eksempel aldrig lod os tage bussen selv.
Hvorfor far ikke var med til skole-hjem-samtaler, og ikke var med til afslutningen på efterskolen.

Det har også gjort, at jeg har fundet et mønster i fars afhængighedscyklus; ringer han et par gange om ugen, er alt vel.
Går der længere tid imellem, er alkoholikeren i kamp for at overtage ham.
Jeg kan høre det, når vi snakker sammen; han er lidt trist og opgivende og ikke så snakkende.
Når jeg slet ikke hører noget, er han faldet i igen og alkoholikeren har vundet endnu engang.
Før i tiden kunne han finde på at ringe om natten for at høre, hvad jeg lavede.
Det gør han ikke mere.
Så når far ikke har ringet i løbet af en uge, ringer jeg ikke længere til ham, for jeg opnår kun dyb skuffelse, når han tager røret.
Jeg er aldrig et sekund i tvivl om, hvorvidt det er far eller alkoholikeren, jeg kommer til at snakke med.
Jeg kan allerede høre det på den måde, han tager telefonen på.

At leve med far og alkoholikeren

De mange samtaler i BRUS har gjort, at jeg ikke længere har behov for hele tiden at skulle beskytte far, men i stedet kan beskytte mig selv.
Jeg har distanceret mig fra hans misbrug, så når ikke jeg hører noget fra far i en måned, bliver jeg ikke længere ked af det og forsøger ikke hele tiden at overtale ham til at droppe alkoholen.
Jeg ved, at far kæmper for at holde alkoholikeren væk.
Så når far er far, er jeg glad for at have ham og nyder det i den tid, det varer.
Når han er faldet i, og alkoholikeren har overtaget, har jeg det også okay.
Det er stadig ikke nemt, for hans misbrug har skadet ham, og det kan nogen gange gøre mig ked af det.
Men jeg følger ikke længere hans alkohol-cyklus og de mange op- og nedture.
Jeg føler ikke længere skyld over, at far drikker og heller ikke så meget skyld over ikke at være der nok for ham i hans ædru perioder.
Jeg har ændret billedet af min far.
Jeg har sænket forventningerne til ham, og hvordan han er far, og det har hjulpet meget.
Jeg er også blevet god til at søge andre voksne og tale med dem om det, for da jeg startede i BRUS, startede en længere proces med bearbejdning, som jeg er kommet godt ind i, men som varer længe endnu.

I dag bor jeg sammen med min kæreste, der altid støtter mig, og hvis familie også har taget mig ind og altid er der for mig.
Det var hårdt i starten, for de lever et familieliv, som jeg har ønsket og savnet, og derfor blev det også en bekræftelse på, hvad jeg ikke selv havde.
Og sådan er det; nogle gange gør det bare ondt, men jeg har lært at sætte pris på min moderne familie med far, lillesøster, bonus far (mors kæreste), plejeforældre og deres ældste datter, papmor og søster (fars ekskæreste og datter) samt min kærestes familie.

Uanset hvordan det går med min far, så har jeg i dag lært at leve mit eget liv.
Det er en lang proces, og jeg bliver stadig lidt ked af det, når han har drukket igen.
Men det varer maksimum 10 minutter - hvor jeg før var ked af det i flere dage. Hos BRUS mødte jeg andre unge, der igennem deres barndom ikke vidste, at deres forældre har drukket siden de var små– selv om det var så åbenlyst.
Det, at snakke med andre og høre deres historier betyder utrolig meget for min egen bevidsthed omkring mit liv.

Jeg har det lidt ambivalent med at fortælle min historie højt.
Det er grænseoverskridende at nedbryde tabuer, men jeg arbejder selv med børn til dagligt, der har det svært af forskellige årsager, og det giver god mening at bruge mine erfaringer til hjælpe andre.
Derfor vil jeg gerne dele min historie.
Det er så vigtigt at få sagt det højt og tale med andre mennesker om det – både mennesker fra min egen familie og fortid og andre unge, der har oplevet en barndom med en mor eller far, der drak.

Skriv din livsfortælling

Du kan også få din egen livsfortælling med på Hope. Læs mere om, hvad du skal gøre for at komme med.

Læs mere

Tilbage