Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Pas på alkoholen i vinteren

Pas på dit alkoholforbrug om vinterenEn del danskere drikker mere alkohol om vinteren, når det er mørkt og koldt. Det kan skyldes vinterens højtider, som gerne indebærer alkohol. Det kan være vinterdepression, der giver hang til at drikke, som en form for selvmedicinering.

Uanset årsagen, skal man passe på med at drikke for meget. Er du blevet opmærksom på, at du er begyndt at drikke for meget og godt kunne tænke dig at nedsætte forbruget, findes der flere måder at gøre det på.

Du kan vælge at gøre det gradvist og måske sætte dig et mål. Skriv ned i en dagbog, så du holder styr på, hvor meget og hvor tit du drikker. Benyt evt. Sundhedsstyrelsens alkoholdagbog og gode råd til at nedsætte forbruget.

Du kan også tage en periode helt uden alkohol. Med en "time out" kan du blive klar i hovedet og få en fornemmelse af, hvordan dagligdagen fungerer uden alkohol.

Er du afhængig af at drikke dagligt, er det vigtigt, du søger professionel hjælp, før du selv begynder at eksperimentere med at stoppe.
Ring til Alkolinjen på 80 200 500


TIPS

Hvis du ikke er afhængig af at drikke dagligt men er begyndt at drikke for meget i den seneste tid, eller har erfaring med at komme til at drikke for meget i vintermånederne, kan du bruge nedenstående tips og ideer til at nedsætte dit forbrug:

  • Fortæl familien i god tid, at du ønsker at drikke mindre den kommende vinter, og at de kan hjælpe dig ved at sige stop, hvis du begynder at drikke for meget.
  • Prøv at veksle mellem alkohol og en læskedrik.
  • Drik af små glas i stedet for store glas.
  • Drik vand eller en læskedrik og spis godt, inden du begynder at drikke alkohol.
  • Sæt dit glas fra dig, når du ikke drikker.
  • Tag mindre slurke.
  • Hold glasset i den hånd, der falder dig mindst naturligt.
  • Sæt glasset eller flasken væk, så det er lidt sværere tilgængeligt.
  • Spis noget sideløbende med, at du drikker (ikke salte ting som chips eller nødder).
  • Sid ned, når du drikker. Folk drikker mere, når de står op - specielt på caféer eller barer.
  • Lyt til rolig og stille musik i stedet for høj musik i hurtigt tempo, når du drikker.