Velkommen! Log ind Lav ny profil

Tager jeg fejl? Er jeg en psykisk syg taber?

Indsendt af Anne Andersen
Tager jeg fejl? Er jeg en psykisk syg taber?
26 Dec, 2017 15:08
Til HOPE brevkasse:

Hej med jer.

Jeg ville virkelig gerne gøre dette kort ... men det er ikke muligt for mig - desværre.
For jeg har så mange tanker ... og er så ekstremt bekymret og usikker, at det gør mig apatisk og handlingslammet.

Jeg bor (på 27. år ) sammen med min mand.
Min mand har i de sidste 8-10 år udviklet et forbrug af alkohol - et forbrug (=misbrug?) som i de sidste par år er intensiveret, så han nu drikker ca en flaske gin/ vodka + “det løse”(dvs nogle øl eller et par glas vin) hver dag.

Vi har to voksne børn (på 18 og 20). Den ældste flyttede hjemmefra for næsten to år siden pga de problemer, som alkohol i hjemmet førte med sig: Nemlig daglige diskussioner og skænderier mellem hans far og mig.

For mig (og begge børn ) at se oplever vi, at deres far ændrer personlighed, når han begynder at drikke - han bliver kværulerende, talende, negativ, kritiserende, aggressiv og ofte depressiv.
(Han kan tale og tale ...og er fantastisk god til at formulere sig - og til at argumentere for sine holdninger ... ofte taler han ca 3 timer ad gangen. Og man (dvs jeg) kan ikke komme ud af samtalen (~skænderiet), fordi han er så vedholdende - og går efter mig, hvis jeg forlader rummet. F.eks. følger han efter mig, hvis jeg går på toilet - og står udenfor døren og taler videre. Eller hvis jeg insisterer på at ville i seng for at sove, så følger han også med - og taler videre i dobbeltsengen ... også selv om jeg siger, at jeg nu må til at sove ... når klokken på en hverdagsaften f.eks. er næsten midnat! )

Til min mands “undskyldning” skal siges, at han for ca ti år siden fik konstateret en kronisk, fysisk lidelse, der tvang ham til at lægge sin store, elskede fritidsinteresse (motorcyklen) helt på hylden.
Han har dagligt kroniske muskel- og ledsmerter, har maveproblemer og sover dårligt næsten hver eneste nat.

Sorgen over, at han måtte lægge sin elskede fritidsinteresse helt væk pga smerter , dulmede han med alkohol’en - som han siger: “Jeg kan ikke få den nødvendige medicin hos lægen. Derfor må jeg selv-medicinere mig med alkohol. “

Han selvmedicinerer sig fortsat med alkohol.

Og det er muligt, at hans fysiske smerter forsvinder, men han ændrer som sagt personlighed, når han drikker. Og han mister al form for empati og omsorgsfuldhed, når han indtager alkohol.
Ofte får han desværre ondt af sig selv og bebrejder især mig for at være den, der er årsagEN til, at han er nødt til at drikke.

Jeg er vokset op med en dybt alkoholiseret forældre - jeg er den ældste af en søskendeflok på tre, i en familie (hvor der aldrig blev talt om problemer eller udfordringer ). Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var 15.
En “lykkelig” skilsmisse. I hvert fald fik de begge det meget bedre efter, at de kom til at bo hver for sig.

Jeg har tidligere (for 4 år siden) lidt af angst og alvorlig depression og fået psykolog-bistand gennem flere år.

Jeg mener selv, at min opvækst har givet mig flg. “Åg” med, som jeg nu stadig må slæbe rundt på:
- manglende evne til at mærke mine følelser.
- manglende evne til at sætte grænser og til at sige fra.
- manglende evne til at vurdere, om det, jeg oplever i en given situation, virkelig kan være sandt.
- et udtalt behov for at fastholde mig selv i rollen som offer.
- en udtalt evne til at fortrænge ubehagelige oplevelser og grænse-overskridende adfærd.
- et enormt behov for kontrol og forudsigelighed.
- OG en ekstrem frygt for forandring.

At jeg så lever med en nu (meget) alkoholiseret mand, tror jeg på, forstærker disse ovenstående træk. Derfor har jeg utroligt svært ved at mærke efter - og bremse op - inden jeg “tænder af” - og råber og skriger ad ham ... hvilket desværre sker alt, alt for ofte.

Om jeg har ret i, at min nuværende situation forstærker mine “Åg” , ved jeg ikke med sikkerhed. Men jeg tror det - desværre.

Til alt dette skal siges, at da jeg i sin tid mødte min mand, var han en uhyre charmerende og spændende person - med er hav af venner.
Jeg tror, at jeg i sin tid faldt for ham, bl.a. fordi han var initiativrig, ekstremt dygtig til at formulere sig , altid handlede hurtigt, idérig, kreativ og gerne tog ansvar for de oplevelser, han og jeg skulle have.
Han var nok i virkeligheden min modsætning på mange punkter.

Således lod jeg ham bestemme i vort parforhold / ægteskab. Også da børnene kom til , var det oftest ham, der satte dagsordenen. Og jeg var meget loyal og bakkede ham altid op.

Da han for 10 år siden fik konstateret sin kroniske lidelse, gjorde han mig opmærksom på, at han ville få brug for min hjælp. At jeg nu måtte være den, der i vores parforhold tog ansvar - ikke mindst i forhold til opdragelse af vore to børn.
Jeg lyttede på ham dengang. Men forstod nok ikke konsekvensen af hans ord - i hvert fald har jeg ikke formået at gøre, som han bad om.

Og jeg har heller ikke taget snakken med ham om, hvorfor jeg ikke har overholdt dette med at tage ansvar for at få begge vore børn til at trives - i stedet for at lade dem begge sejle deres egen sø.

Jeg er fuldstændig klar over, at jeg har fejlet MAX på dette område.
Men hvis jeg skal være helt ærlig ... så tror jeg, at hans intensiverede alkoholforbrug har fyldt så meget i mig (og i mit syn på min mand), at jeg ikke har haft overskud til at forandre noget som helst - men bare gjort, som jeg plejer ... dvs fortrænge de problemer og udfordringer, jeg støder på.

Dét frustrerer ham selvfølgelig rigtigt meget, at hans hustru dels ikke tager ansvar i sit liv - men bare lader stå til - dels ikke overholder de aftaler, vi har indgået - om at jeg skal aflaste ham - og tage ansvar i familien.

Derfor bliver han dybt frustreret. For ud over sine kroniske smerter har han så også således en hustru, han ikke kan stole på (og som han ikke længere har respekt for) , og der ud over har han et lederjob med store ansvarsområder - og en flok medarbejdere og chefer, der er meget udfordrende ar arbejde sammen med i hans dagligdag.
Alle disse udfordringer presser ham - og “tvinger” ham ud i “selvmedicinering” med alkohol.

Og det skal også siges, at han fortsat (på trods af både kroniske smerter og sit store alkohol-forbrug) er den i vores familie, der bærer det største ansvar - håndterer langt de fleste opgaver i hjemmet + familien - OG tjener langt flere penge, end jeg gør.

Situationen er nu den:
Hver dag / aften når han tager den første drink / øl, mærker jeg hele mit indre system gå i “Alert”-mode. Dvs jeg er på vagt!
Og pga min “på vagt”-som-hed ser jeg tegn på kritik(kritik af mig og min person) fra hans side meget hurtigt.

Tidligere kunne jeg tage hans kritik ind - og bare stiltiende lytte til den - og overbevise mig selv om, at det var alkohol’ en , der talte. Men sådan er det ikke længere. Der skal ikke megen kritik til fra hans side , før jeg griber til at forsvare mig selv og min egen adfærd - og “kaster mudder” tilbage mod ham - og fortæller, hvorledes hans adfærd og hans ord om og kritik af mig er medvirkende til , at jeg bliver usikker og utryg sammen med ham, når han er påvirket af alkohol.

Den slags udsagn fra mig preller helt af på ham. Han siger til mig, at jeg jo bare skal lade være med at føle mig usikker og utryg. “Dét er der ingen grund til, at du er. Så pak bare de følelser væk!”
Og så kommer han med endnu mere kritik af mig. Og jeg bliver endnu mere frustreret og vred. Og oftest ender det i store diskussioner og skænderier, hvor vi begge råber og skriger ad hinanden.

I aften kom dog et udsagn fra ham, som fik mit bæger til at flyde over.
Han sagde: “Dine børn respekterer dig IKKE. De kan ikke regne med dig! Du er ikke nogen god mor for dem - fordi DU er psykisk syg og totalt utilregnelig. Du skal finde et andet sted at bo! Og dét kan ikke gå hurtigt nok! Forstår du dét? “

Jeg forstod helt klart, hvad han sagde.
Og det med at true mig til at finde et andet sted at bo er ikke noget nyt. Dét gør han ofte.
Men at han beskriver den måde, vore to børn ser på mig på, gør virkelig ondt i mig.
Han ramte virkelig lige ind i mit hjerte.

Inde i mig sidder nu en nagende tvivl. Tænk HVIS han har ret!?!

Jeg forstår godt, hvis børnene ikke respekterer en mor, der i så mange år har accepteret, at hendes mand har haft så højt et alkohol-forbrug. Og at hans alkohol-forbrug ikke er italesat tilstrækkeligt, så han forstod, at han har brug for hjælp til at komme ud af misbruget.

Og jeg har gransket min hjerne - og mit hjerte ... Hvad frygter jeg egentlig mest - i hele Verden?

Svaret er helt klart:
At mine børn skulle miste respekten for mig - og vende mig ryggen.

Min søn er tydeligvis frustreret over, at han er den eneste i familien, der har formået at sætte foden ned ... han satte nemlig (for mere end et år siden) sin far stolen for døren med ordene: “Hvis du vil være sammen med mig far, må det være uden alkohol. Dvs. hvis jeg skal komme på besøg hjemme hos dig og mor, eller vi skal mødes hos familie eller venner - eller I skal komme på besøg hos mig i min lejlighed, eller vi skal være sammen til andre arrangementer (i teater, fester , ud at spise, til koncert ell lign) , så må du IKKE drikke. Ellers går jeg min vej.”

Dette har hans far accepteret. Så når vi (eller han) er sammen med vores søn, drikker han ikke - så længe vores søn er til stede. Men til gengæld åbner han den første øl ell lign, så snart vores søn er ude af syne.

Det er selvfølgelig positivt, at min mand overholder sådan en aftale (og har overholdt den i det sidste 1 1/2 år!) med vores søn.
Men da jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke vil indgå en aftale, der ligner (F.eks. nul alkohol i hverdagene) med vores datter og mig, så var svaret:

“Jeg overholder udelukkende aftalen med vores søn for, at du - hans mor - skal få lov til at være sammen med ham en gang i mellem!”

—————————————-

Tjah ... når jeg læser denne lange beskrivelse, jeg lige har skrevet, er der tydeligvis tale om en stor bunke frustration og magtesløshed i indholdet - men hvad jeg også mærker i mig selv er dag for dag en stigende følelse af magtesløshed, afmagt, underdanighed / frygt (for min mand) - blandet med en følelse af, at kærligheden til og omsorgen for ham forsvinder. Jeg kan IKKE se bort fra hans alkoholforbrug.
Den kærlighed, som overskyggede alt en gang - og som gjorde, at jeg tilgav ham igen og igen - er der ikke længere!

For jeg orker ikke længere denne tilværelse med så mange følelsesmæssige op-og nedture, vredesudbrud og skænderier.

——————————————-
Og hvad er det så i mig, der forhindrer mig i at gå fra ham?
Hvad er det, jeg er så bange for?
- at han går helt i hundene og rammer bunden? Og at alle så vil få ondt af ham ?
- At han bliver så alene og ensom, at han ikke har nogen til at samle sig op?
- At vore børn bliver vrede på mig over, at jeg forlod deres far - på trods af at han havde det så skidt?
- At hans familie bliver vrede på mig over, at jeg ikke har passet ordentligt på deres søn og bror?
- At jeg ikke kan klare dét at skulle være alene?

- Eller er det, fordi jeg er så meget trygheds-narkoman, at jeg - på trods af hvor svær min tilværelse er på nuværende tidspunkt - så er dette mere trygt at være i end i en ny ukendt tilværelse?
Måske er denne sidste bullit den, der overskygger alle de andre!??
Jeg ved det ikke?

Men hvis det er sådan, det hænger sammen, så er det for mig en meget skræmmende tanke, at jeg hellere lever en utryg tilværelse og lader mine børn sejle deres egen sø, end at jeg tør tage min indre kamp op ved at turde stå ansigt til ansigt med min inderste (måske allerstørste ) frygt - nemlig angsten for forandring.

—————————————

Jeg ved ikke, om mit budskab er klart?
Jeg har ikke til hensigt at udstille min mand.
Men jeg er NU der, hvor jeg kan mærke, at jeg ikke orker denne tilværelse længere.
Jeg undgår at være sammen med ham.
Kaster mig hellere over oprydning, rengøring og tøjvask - i stedet for at tage de nødvendige samtaler med ham.

Er denne prioritering virkelig et udtryk for, at jeg (som min mand siger) er psykisk syg - og en taber og en snylter, der kommer fra en taber-familie ... og som nu er i færd med at gøre sine egne børn til tabere?

Jeg ved det ikke!
Jeg kan bare mærke, at han - hver gang han beskriver mig som taber og snylter og psykisk syg ... og beskriver mine forældre og mine søskende som tabere ... så gør det virkelig ondt indeni mig. Og jeg føler, at han overtræder mine grænser.

Og samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt man som ægtefælle (dvs jeg) skal give partneren (dvs. min mand) tilladelse til at analysere og karakterisere min familie som tabere.

Er det ok, at jeg føler mig stødt, når han siger, som han gør , om min familie?
Eller skal jeg bare lade ham fortælle, hvor dårligt han mener, mine forældre og mine søskende har behandlet og behandler mig?
Jeg har aldrig været i tvivl om, at mine forældre gjorde deres bedste for at skabe en familie og en tryg barndom for os tre søskende.
Men det lykkedes ikke altid. Og selvfølgelig er jeg et produkt af min opvækst.
Et produkt, der har så mange konsekvenser for min tilværelse i dag ... i hvert fald i det ægteskab og den familie, jeg bor i.

—————————————

Slutteligt vil jeg spørge:
Er det almindeligt (“normalt”), at man - som medalkoholiker - bliver så usikker på egen dømmekraft og usikker på, om det, man føler, er rigtigt eller forkert ... eller om man ikke “bare” overdriver og ser “spøgelser” alle steder ? ... og om alt det, der bliver sagt om og til mig (af min mand) mon i virkeligheden ikke er et forsøg på at hjælpe, at coache og at redde mig ud af mine dårlige og umulige personlige egenskaber/sider?

Mon det er klart - at jeg simpelthen efterhånden er desperat?

——————————————-/

Jeg vil til slut ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Mange hilsner

Anne.
Re: Tager jeg fejl? Er jeg en psykisk syg taber?
28 Dec, 2017 19:15
Kære Anne

Hvor er det en svær situation du står i og hvor er det godt, at du skriver ind til os her på Hope.
Og du skriver fantastisk godt om dine tanker, følelser og oplevelser.
Respekt til dig Anne.

Du stiller dit første spørgsmål i din overskrift: Er jeg en psykisk syg taber?
Det kan svare meget præcist på: Nej det er du ikke på nogen måde Anne.

Du er vokset op med en dybt alkoholiseret forælder, har fra barnsben lært at problemer skal man ikke tale om og har også oplevet skilsmisse. Dette er hver for sig oplevelser, der kan sætte dybe negative spor i et barns sind og psyke.

Flere end en halv million danskere er vokset i alkoholfamilier og ca. en tredjedel oplever psykiske vanskeligheder som angst, depression og spiseforstyrrelser, så at du har lidt af alvorlig angst og depression er desværre ret almindeligt, med den opvækst du har haft og din nuværende situation.

Du skriver at din opvækst har givet dig nogle “åg”, som du stadig slæber rundt på. Hver af de åg du har skrevet er ret præcise beskrivelser af, hvad voksne børn af alkoholafhængige typisk får af psykiske skader, så selvom det må være svært at have det som du har det, er du desværre ret normal, set i lyset af din opvækst og ægteskab med en alkoholiseret mand.

Du spørger om det er almindeligt (“normalt”), at man - som medalkoholiker - bliver så usikker på egen dømmekraft og usikker på, om det, man føler, er rigtigt eller forkert? Til det kan jeg svare JA.

Så spørger du om det er normalt at man bliver usikker på om man ikke “bare” overdriver og ser “spøgelser” alle steder? Til det kan jeg også svare klart JA.

Men du må ikke opgive håbet Anne, for du kan få hjælp til at tage hånd om de problemer du har med fra din barndom, dine voksne børn kan også få hjælp til at bearbejde deres oplevelser med en far der drikker og din mand kan få hjælp til at håndtere både smertebehandling og alkoholproblemer.
Det kræver at du er indstillet på at ville tage imod hjælpen, at dine voksne børn ønsker at deltage i terapi og om din mand er villig til at gå i en dobbelt diagnose alkoholbehandling?

Men nu handler det om dig.
Som voksent barn af en alkoholafhængig og pårørende til en alkoholiseret mand, kan du få hjælp via din læge (som du allerede har fået), hos de kommunale alkoholbehandlingscentre eller i selvhjælpsgrupper.
Vi har lavet en lille film om at være pårørende til en alkoholafhængig, som du kan se på: www.hope.dk/alkohol/soeghjaelp/vejentilhjaelp/herhenvender3/

> du kan se en liste med adresser på alle de kommunale alkoholbehandlinger her
> du kan se en liste over selvhjælpsgrupper her

> dine voksne børn kan se adresser på alle unge tilbud her
> din mand kan komme i gratis kommunal alkoholbehandling her

Du er meget velkommen til at skrive tilbage om du kan bruge svarene til noget, eller om du har brug for andre løsninger for at kunne komme ud af den svære situation du står i.
Du er også velkommen til at ringe til vores telefonrådgivning, Alkolinjen 80 200 500, der har åbent alle hverdage kl. 11 – 15.

Jeg ønsker dig det bedste nytår.
Med stor hilsen.
Allan rådgiver
Beklager, kun registrerede brugere må sende spørgsmål i dette forum.

Klik her for at logge ind