Velkommen! Log ind Lav ny profil

Levertal og overforbrug af alkohol

Indsendt af Michael
Levertal og overforbrug af alkohol
20 Jul, 2018 19:28
Hej,

Mange tak for en meget informativ side, som er til stor hjælp.

Jeg er en mand i starten af 40'erne, som altid har drukket mere end de anbefalede genstandsgrænser. Tidligere har jeg ikke anset det for et problem, idet det udelukkende foregik i festligt og socialt lag i weekender og ferier. Men i forlængelse af en skilsmisse er forbruget de seneste 7-8 år eskaleret, således at jeg på hverdage om aftenen efter job drikker ca. en flaske rødvin i eget selskab - og derudover stadig har opretholdt det ekstra høje forbrug i weekender/ferier sammen med andre.

Det alt for høje forbrug bekymrer mig naturligvis, hvorfor jeg bad min læge om at få tjekket levertallene gennem en blodprøve. Nervøsiteten for resultatet var stor, tilsvarende var glæden, da lægen meddelte, at levertallene var helt normale. Men straks derefter meldte tvivlen sig - kan det virkelig være rigtigt? Og derfor denne henvendelse med tre spørgsmål, jeg meget håber, I vil besvare.

Prøveresultatet ser sådan ud:

Alanintransaminase [ALAT];P = 37 U/L (10 <> 70)
gamma-Glutamyltransferase;P = 90 U/L (15 <> 115)
Laktatdehydrogenase [LDH];P = 152 U/L (105 <> 205)
Basisk fosfatase;P = 57 U/L (35 <> 105)

Spørgsmål 1) Med et så stort overforbrug gennem så lang tid, virker det så korrekt, at levertallene ikke er forhøjede, eller taler sandsynligheden for, at der foreligger en eller anden form
for fejl ved prøveresultatet?

Spørgsmål 2) Jeg har efterfølgende googlet mig til, at der findes en lang række forskellige levertal. Er ovennævnte levertal de korrekte indikatorer til at påvise alkoholskader? Vil lige tilføje, at min læge nemlig ikke kender til alkoholproblemet (selvom jeg på alle måder har en helt fantastisk læge :-) ).

Spørgsmål 3) Hvis resultatet efter jeres vurdering forekommer retvisende hvad angår alkoholskader på leveren, kan det så tages som udtryk for, at jeg - generelt - endnu ikke har pådraget mig nogen fysiske skader/symptomer som følge af alkoholforbruget? Jeg havde nemlig nok den opfattelse, at forhøjede levertal var det første symptom på alkoholrelaterede fysiske helbredsskader, men bliver nu i tvivl om, hvorvidt det bare er noget selvindbildning uden fagligt belæg.

På forhånd rigtig mange tak for jeres hjælp.

Venlige hilsner
Michael
Re: Levertal og overforbrug af alkohol
23 Jul, 2018 14:46
Hej Michael.
Jeg kan godt forstå, at du bliver forbavset over at dine levertal er indenfor normal området. Kan det have sin rigtighed?
Du kender din egen krop bedst, så det er vigtigt at mærke efter hvordan du har det.
Er du påfaldende træt, kaster du op om morgenen, har du ondt i leveren, er din mave påfaldende tyk? Det kan alt sammen være symptomer på, at der er noget galt.
Hvis du har nogle af disse symptomer ville det nok være klogt at få taget en ny prøve eller en biopsi.
Hvis ikke du har nogen symptomer, så kan prøverne godt være korrekte og det er jo godt for dig.
Det er ikke altid retfærdigt, hvad alkoholmisbrug angår. Nogle kan drikke hele livet uden at tage nævneværdig skade andre kan udvikle afhængighed i løbet af et års tid.
Hvis du spiser godt og sundt, så vil din lever heller ikke blive påvirket på samme måde, som andre, der glemmer at indtage fast føde.
Jeg er ikke læge eller sygeplejerske, så jeg kan ikke gennemgå dine svar. Det må din læge gøre. Tag en ny snak med ham/hende, hvis du fortsat er bekymret. Det er vigtigt at du omtaler dit alkohol problem, så lægen kan støtte dig på bedste vis.
Jeg håber for dig at svarene er rigtige. Uanset hvad vil jeg anbefale dig at søge noget behandling. Det er vigtigt at stoppe i tide, før du får varige skader.
Hvis du vil have yderligere rådgivning, så sidder vi ved telefonerne i hverdage mellem 11 og 15.
Du er velkommen til at kontakte os på Alkolinjen tlf. 80 200 500.
Med venlig hilsen
Charlotte
Re: Levertal og overforbrug af alkohol
23 Jul, 2018 18:56
Hej Charlotte,

Stor tak for et meget brugbart svar.

I øvrigt troede jeg, at jeg skrev til jeres sygeplejersker, men det er nu gået op for mig, at jeg har oprettet spørgsmålet i den forkerte gruppe, hvilket jeg beklager. Men under alle omstændigheder skal du i hvert fald have tak for et godt svar.

Med venlig hilsen
Michael
Beklager, kun registrerede brugere må sende spørgsmål i dette forum.

Klik her for at logge ind