Velkommen! Log ind Lav ny profil

Mit problem med alkoholen

Indsendt af hoppeloppen
Mit problem med alkoholen
04 Nov, 2018 19:33
Jeg er 20 år, kvinde og jeg har et problem

Jeg bliver ked af det, og jeg får en ondt i maven. Og det varer ved. I utrolig lang tid.

Det er svært for mig at indse at jeg vitterligt har et problem, fordi jeg selv føler, at jeg er så god og selvstændig på alle andre punkter. Jeg er i stand til at sige fra og tænke fremad for hvad der er bedst for mig selv og dem jeg elsker. Dette er desværre ikke en evne som jeg har, når først min promille er begyndt at stige.

Jeg kommer i byen – og jeg har glædet mig. Det gør jeg faktisk altid. Der er altid nogle sommerfugle i maven på mig, fordi jeg virkelig ser frem til en bytur. Men jeg tager kun i byen et par gange om hånden alligevel. Jeg elsker at stase mig op foran spejlet, for så føler jeg mig altså smuk. Jeg får en følelse af, at jeg vil blive set på og snakket med, og aller helst af fyrrerne. Men ikke noget kommer alene, fordi jeg skal have drukket alkohol, for at alting går op i en højere enhed. Fordi når jeg drikker de første par øl så bliver jeg glad, smilende og modig. Modig så jeg kan gøre som jeg har lyst til, og sige hvad jeg vil – fordi jeg må og godt kan. Jeg ser jo også flot ud. Og jo flere øl jeg drikker mig, jo flottere bliver jeg, og jo mere kan jeg gøre ting. Ting som jeg egentlig fortryder dagen efter. Små som store ting giver mig ondt i maven.

Nu kommer jeg dertil hvor jeg har det godt. Fordi der når jeg altid til. Jeg når ofte her, fordi jeg hele tiden vil opnå et resultat af mig selv, som endnu bedre – endnu flottere og sjovere, og det bliver jeg hvis jeg drikker en øl mere. Eller måske så er det to? Det kommer også til at gå hurtigere hvis jeg drikker noget spiritus, og helst det med meget vol i, fordi så går det hurtigere.

I min venten på større rus begynder det at gå galt. Jeg er kun i mig selv, og jeg begynder at glemme omkring mig. Jeg glemmer mine aftaler og hvad jeg står for. Nu er jeg hjernedød stiv, som ikke har opnået noget denne gang. Heller. Jeg er ikke flot mere fordi min mascara er rendt ned af mine kinder, men jeg ved ikke hvorfor. Måske har jeg tømt min mavesæt for gift eller også har indset at jeg har fucket up. Igen. Men jeg tror det er det første, desværre. Jeg er ikke særlig sjov, for jeg er faktisk hamrende ucharmerende. Jeg kan hverken gå lige, kigge folk i øjnene eller have en almindelig samtale, fordi jeg er ikke til at forstå og mit fokus forsvinder efter hvert sekund.
Jeg har også en tendens til at lyve, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg lyver om mærkelige ting, som jeg aldrig har studset over. Det værste må være en gang til min ekskæreste mors 50 års, hvor jeg blev så stiv at jeg bildte hele hans familie ind, at mine forældre var alkoholikere. De drikker ikke.
Jeg ønsker inderligt, at jeg kan stoppe mig selv, fordi jeg er i gang med at miste hvad jeg har omkring mig. Mine forældre fortæller mig, at jeg skal pakke mine ting og finde et andet sted at bo, hvis jeg ikke stopper med det samme. De kan ikke klare at være bange konstant når jeg tager i byen. Fordi det ender galt hver gang.

Jeg har fået et weekendarbejde, og egentlig ikke fordi jeg gerne vil arbejde i weekenderne, men fordi at kan holde mig fra byen. Men det har jeg ikke fortalt nogen. Det gør mig pinlig, at det kan være sådan.

Jeg vil stoppe nu, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har forsøgt så mange gange men uden held..



Redigeret 1 gang(e). Sidst redigeret 04/11/2018 19:34 af hoppeloppen.
Re: Mit problem med alkoholen
05 Nov, 2018 13:38
Kære Hoppeloppen
Tusind tak for dit brev.
Hvor er det godt, at du har indset, at din måde at bruge alkohol på er uhensigtsmæssig, når du går i byen. Du har dermed også en mulighed for at ændre dette mønster. Ja, du er allerede godt på vej, fx har du nu taget week-end arbejde.
Det kan være en hjælp her og nu, men bedst vil være, hvis du på sigt kan lære at styre dit forbrug, så du som andre unge kan gå i byen og more dig, uden det volder dig problemer og efterfølgende giver dig ondt i maven. Og gør dine forældre bekymrede.
Så vidt jeg kan skønne, kan du have gavn af at tale med nogen, der kan hjælpe dig med at se på, om du har visse personlighedsmæssige udfordringer, som hindre dig i at stoppe "mens legen er god". Eller om det "blot" drejer sig om at få styr på dit drikkemønster, når du er i byen. Fx drikke vand indimellem, aftale med dig selv eller andre, hvor meget du må drikke, etc. Måske har du allerede selv et bud på, hvad der sker, når det går galt?
Du skal være velkommen til at ringe på Alkohollinjen 80 200 500, hvor rådgivere kan tale med dig om dit drikkemønster, og de kan også pege på mulige kontakter i dit lokalområde. Du kan også gå ind på hjemmesiden Hope.dk, som bl.a. har beskrivelser af tilbud i de enkelte landsdele. Og så er du selvfølgelig velkommen til at følge op på dette svar til dig.
Beklager, kun registrerede brugere må sende spørgsmål i dette forum.

Klik her for at logge ind