Velkommen! Log ind Lav ny profil

Mor har ikke kontrol

Indsendt af Angstpigen
Mor har ikke kontrol
13 Jan, 2018 13:56
Har talt med min mor om at det ikke er okay at drikke sine problemer væk, hun stopper med at drikke i et par dage og så fanger jeg hende igen med alkohol... det påvirker hele familien og har udløst mange mentale sygdomme hos mig... hun har prøvet at få hjælp men det hjalp ikke... jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... hjælp.
Re: Mor har ikke kontrol
15 Jan, 2018 15:01
Til angstpigen

Tak for din henvendelse og dit indlæg her på siden.
For det første har jeg lyst til at rose dig for, at du i det hele taget har talt med din mor om det, og tilsyneladende kaldt det det, du oplever det er... at hun drikker sine problemer væk... der er rigtig mange, der slet ikke får italesat, overfor den der drikker for meget, hvad det er man ser og oplever som et problem - så uanset dit oplevede resultat af det (at det måske ikke har hjulpet noget), så er det første forudsætning for, at den der drikker bliver opmærksom på, at det er et problem...

Vi ved af erfaringer, at det at omgivelserne siger det højt, hvad de oplever som et problem, at det er med til at sætte den der drikker for meget sin erkendelsesproces i gang i forhold til at gøre noget ved det. Vi ved dog også at den vej kan føles og være lang - før det vil lykkedes...

Må jeg spørge hvor gammel du er?, er der en far inde i billedet? søskende?
Måske kan du fortælle mig lidt om, hvad du oplever din opgave i familien er/bliver ved at din mor drikker for meget?
Jeg skal bruge svarene til at spore mig lidt ind på, hvordan jeg måske bedst kan rådgive dig smiling smiley

Håber du har lyst til at skrive igen smiling smiley

Kærlig hilsen
Helle
Re: Mor har ikke kontrol
22 Jan, 2018 0:30
Hej Helle.

Jeg er næsten 17. Mine forældre er skilt så jeg ser ikke min far særlig tit, (ville dog helst bo med ham)
Og har søskende, (men ikke alle ved hvad der foregår med min mor.)
Mange tak for at svare, og undskyld for at det tog mig så lang tid før jeg svarede dig.
Det er en smule grænseoverskridende at skrive om ting man ikke nævner for nogen, men samtidigt er det rart.
Tak for at du prøver at hjælpe og at i har lavet en hjemmeside som kan hjælpe børn ligesom mig.
Re: Mor har ikke kontrol
22 Jan, 2018 16:44
Hej Angstpigen

Og tak for dit svar - det er aldrig for sent at svare - så helt i orden og fint du gør det nu smiling smileythumbs up

Du har ikke spurgt mig om noget, så jeg er lidt usikker på om jeg skal tage det som et tegn på, at du synes, du har fået nok svar her fra? eye rolling smiley

Det du skriver tilbage inspirerer mig dog, og så kan du jo bare lade det efterfølgende ligge, hvis det ikke giver mening for dig...
Som en opfølgning på dit allerførst indlæg du laver, hvor du skriver, at din mor har fået hjælp, men det hjalp ikke... har jeg brug for at supplere med, at det at have et alkoholproblem og skulle gøre noget ved det - kan ses som en livstilsændring der skal til... Jeg ved ikke om du kender til mennesker, der har prøvet at ville stoppe med at ryge, eller ville dyrke mere motion, spise mere sundt, mindre slik, mindre cola osv. smiling smiley - ofte så skal man træffe den beslutning nogle gange eller mange gange, før det lykkedes - det samme gælder dem der drikker for meget... de skal ind imellem søge hjælp/have hjælp af flere omgange, før det lykkedes. Det kan være det er godt for hende at vide - blot en tanke.

Så skriver du, at du faktisk helst vil bo hos din far. Kan du skrive lidt om, hvad der så gør, at det ikke er der du bor?
Grunden til at jeg spørger er, at jeg kan få en fornemmelse af, at du måske ikke bor hos far... af hensyn til mor... fordi man kan være bange for at gøre hende ked af det, eller man kan få en fornemmelse af, at hvis man gør det, så kan man være skyld i at de drikker mere.... Det er noget vi oplever rigtig mange børn og unge kan tænke, og det som er svært i det - HVIS det er tilfældet er, at så er "rollerne" jo byttet om. Din mor skulle jo være mor og passe på dig og tage hensyn til dig, i stedet for at det er dig, der tager mest hensyn til din mor (selvfølgelig er det også godt at kunne tage hensyn til andre mennesker generelt, men ikke som en konstant ting) Når man bor sammen med en voksen der drikker for meget, så kan det være som om, man udvikler nogle usynlig antenner, der hele tiden peger hen på den der drikker for meget... om de har drukket i dag?, hvor meget de har drukket? og hvilke regler gælder så? hvis de antenner hele tiden peger hen mod den der drikker er der ingen antenner der peger ind mod en selv og så kan man få svært ved at mærke, hvordan man har det og hvad man kan have brug for...

Kan du evt. genkende noget af det?

Håber du har lyst til at skrive igen smiling smiley

Kærlig hilsen
Helle
Re: Mor har ikke kontrol
12 Feb, 2018 2:15
Hej Helle.

I en lang periode har det gået godt og min mor havde ikke rørt alkohol... nu er det desværre eskaleret og hun er fuld daglig... jeg bliver så deprimeret når jeg kan lugte hendes alkohols ånde og får tit panik andfald når jeg finder ud af at hun er fuld igen. Er konstant bange for at jeg siger noget som kan blive grunden til at hun drikker...
Re: Mor har ikke kontrol
19 Feb, 2018 14:28
Hej

Øv da... ja man kan nogle gange nå at få håbet og så føles det ekstra hårdt, når de så begynder at drikke igen... sad smiley

Du beskriver at du tit får panik anfald... og her har jeg brug for at skrive til dig, at det kan være kroppens måde at fortælle dig på, at det du er i, er for svært... og hvad betyder det så?? ja det betyder at selvom det kan lyde hårdt, at det måske ville være bedst for dig, at flytte hjem til din far... det betyder ikke, at det altid behøver være sådan, men det kunne være godt i en periode, for at du får noget støtte og noget hjælp til de bekymringer du går med.

Det er måske også en mulighed at få noget hjælp som pårørende i den kommune/by du bor i - det at møde andre unge, der oplever det samme som dig - for tro mig, den er der faktisk en del af... der kan også være muligheden for individuelle samtaler... du kan klikke på fanen "løsninger og hjælp" og derefter klikke på Danmarkskortet i nærheden af hvor du bor, så skulle der komme nogle muligheder... eller du kan skrive her igen og jeg kan hjælpe dig, hvis du skriver hvor du bor...

Du kan evt. også gå til egen læge og fortælle ham/hende om dine panikanfald... hvis ikke du får taget det alvorligt, så kan det i værste fald blive noget du skal leve med i lang tid - hvilket slet ikke er nødvendigt...

Ind imellem er det faktisk også det der får den der drikker, til at få øje på, at de er nødt til at gøre noget...

Håber du har lyst til at skrive igen...

Kærlig hilsen
Helle
Re: Mor har ikke kontro
23 Feb, 2018 22:48
Hej Helle.

Jeg får hjælp og taler med nogen. Men det med at flytte sammen med min far kan bare ikke lade sig gøre... har talt med ham om det og økonomien er bare ikke god nok til at jeg kan bo hos ham... Hun var desværre fuld igen idag... så jeg låste mig ind på værelset hvor jeg stadig er nu...
Min far ved godt hvor dårligt det står til her og han ville meget gerne hjælpe men han Har bare ikke økonomien til det... Jeg ved også at min mor er én af mine triggere til min angst, så jeg ved at jeg ikke burde bo sammen med hende... men sammentidig er hun jo min MOR og jeg elsker hende jo stadig, så det er meget hårdt... det er også svært at holde sig selv anonym med alt den information jeg giver så jeg ved ikke hvor meget mere jeg vil sige...
Re: Mor har ikke kontro
06 Mar, 2018 8:37
Hej
Det er godt at læse, at du får noget hjælp og snakker med nogen - det er vigtigt thumbs up

Og du skal selvfølgelig ikke give mere information end du er tryg ved - også her er det jo i bund og grund dig der bestemmer, hvor langt det skal gå...

Selvfølgelig elsker du din mor... du elsker jo mor, når alkoholen ikke får lov at forstyrre hendes gode intentioner med at være mor... og når vi kommer i kontakt med trælse følelser overfor den forælder der drikker, så skal vi huske på, at det er det alkoholen gør ved dem vi ofte ikke kan lide - det er ikke personen i sig selv... ved ikke om det kan give lidt mening for dig... jeg tror jeg vil sige, at skulle det være sådan, at det for dig bliver for svært at blive boende hos mor, så er det ikke hende du vælger fra, men det som alkoholen gør ved hende... ind imellem er man desværre nødt til at træffe den beslutning, hvis det for tit... er alkoholen du er sammen med, og det bremser din egen udvikling.
Det er jo også muligt at få hjælp fra kommunen...
Det er svært og hårdt selv at skulle være den voksne i det her - jeg håber for dig, at du hos dem du snakker med kan få den rette hjælp.

Kærlig hilsen
Helle
Beklager, kun registrerede brugere må sende spørgsmål i dette forum.

Klik her for at logge ind