Velkommen! Log ind Lav ny profil

Indrømmelse af magtesløshed

Indsendt af Martin
Martin
Indrømmelse af magtesløshed
08 Mar, 2006 13:02
Kære til hvem det end måtte vedrøre...

Min erfaring viser uden skygge af tvivl, at hvis man ønsker at blive sin afhængighed varig kvit kræves det at man ubetinget indrømmer sin magtesløshed over alle former for kemiske stemningsændrende stoffer. (læs først og fremmest sit "foretrukne" stof)

Paradokset i AA's 1.trin, indrømmelsen af at vi er magtesløse over alkohol/kemiske stemningsændr. stoffer og at vi ikke kunne styre vort eget liv, er at fra det øjeblik man ubetinget indrømmer og lærer at acceptere sin magtesløshed over sit stof/kemiske stemn.ændr. stoffer opnår man påny magten over og kan påny lære at styre sit liv.

Man bliver fri af afhængighedens besættelse og den sindssygdom det er at ødelægge sit liv uden egentlig selv at ville det.

For at blive og forblive clean og ædru en dag ad gangen, behøver man ikke sluge hele programmet sådan som det præsenteres i AA, De 12 Trin, meget ny erfaring er kommet til siden, mht. hvordan man, med total afholdenhed og accepten af sin magtesløshed over kem. stemnænr. stoffer (alt inclusive) som ubeinget basis, kan opnå varig afholdenhed og fortsat vækst, fysisk, psykisk, socialt, åndeligt/spirituelt.

Det er en fordom, at for at kunne deltage i AA-møder skal man være "religiøs og tro på Gud", "sige ubetinget ja til De 12 trin", lade sin vilje underkaste andre mennesker" osv. Kun det 1. trin kan praktiseres 100% perfekt, hvordan man hver især vælger at leve, vokse og gro med varig afholdenhed som forudsætning er helt op til den enkelte selv.

I den spirituelle del af 12.trins programmet med at finde sin højere magt, gøres der udtrykkelig opmærksom på "Gud, SÅDAN SOM VI OPFATTEDE GUD". Det er ikke noget krav for at kunne deltage i møderne at man bliver "troende", blot et fornuftigt forslag, som enhver kan arbejde med i sit eget tempå og på sin egen måde. For mig er der så meget STYRKE i at erkende den sprituelle del af mig selv. Hvad det angår går jeg helt min egen ånds vej og lader andre gøre det samme. Det er ikke ret mange andre steder jeg har fundet princippet om tilladelse til "Gud sådan som du opfatter Gud" - ikke engang indefor New Age... - slet ikke indenfor det etablerede kristelige samfund. Alligevel har jeg fundet smukke stunder i kirker, og smukke mennesker indefor New age bla bla bla.

For mig synes mennesker at være så optaget af at retfærdiggøre deres egen "tro" på hvadsomhelst, at de derved gør sig selv til livsfjendtlige og livsfarlige fundamentlister!

"Ikke-tro-på-AA" herinde kan, for mig, også være en måde at være fundamentalist på! Ofte er det sjældent "trossystemet" som sådan der fejler noget, men personen SELV der ikke er MODEN NOK til at foretage sund og nunceret dømmekraft om tingen, og derfor får vi disse FIR-KANT-EDE udtryksformer om dette eller hint. I bund og grund et SELVTILLIDSPROBLEM!

Selvtillid er have sikkerhed nok i sit indre til at kunne lade andre gøre hvad de vil. At føle sig truet af andres udtryksmåde og "tro" viser at man SELV har et alvroligt problem. For mig er disse misforståelser årsag til at verden ser ud som den gør og jeg vil gøre hvad jeg kan for at komme dem til livs ved at dele om mine erfaringer, kvit og frit.

Hvis nogen i AA forsøger at overtale/tvinge dig eller andre til noget andet, har de selv et problem. Det samme må siges at gøre sig gældende her på HOPE og alle andre steder i øvrigt!
Der er en hårfin grænse mellem at "dele sine erfaringer" og "præke". Mit princip er KUN at "præke" om hvad jeg selv praktiserer og iøvrigt at holde mig til "at dele". Mange vil sikkert føle sig stødt og måske endda direkte TRUET af mit indlæg om magtesløshed, fint så har det rørt ved noget i dig/jer. Jeg holder mig til at alt i mit indlæg står for egen regningo og iøvrigt min ret til at FORSVARE mig hvis jeg BLIVER PEROSNLIG ANGREBET af personligheder der ikke kan tåle at læse om dem. Hvis de har problemer med at læse og får hjerte banken og åndenød er dette DERES REAKTIONER, det har ikke noget med mig og mit indlæg at skaffe, jeg anstrenger mig til det yderste for at lægge tingene frem på så ærlig og sober måde som muligt, men jeg er og bliver aldrig perfekt, resten må være op til folk selv at sortere. Jeg kan altså ikke sige "iflg min erfaring" og "jeg" i hver eneste sætning, det ville igen føre til en "prækende tone" som jeg ikke bryder mig om! Længere er den ikke!

Hvis nogen kritiserer AA for at være sekterisk er det fordi de SELV er sekteriske og/eller ikke modne nok til SELV at sortere.

Min erfaring viser endvidere at der vitterlig er "fejl" i AA's program. Feks den fordom at VREDE skulle være en dødssynd, det er den ikke. Enhver afhængig kan finde varig hjælp og ubetinget kærlighed og respekt til at komme videre i sit liv via AA og via De 12 Trin, hvis man vitterlig selv ønsker det. De 12 Trin er KUN FORSLAG og ment som inspiration til at komme videre end blot opnå varig afholdenhed. Jeg skelner personlig mellem "afholdenhed" og "ædruelighed". De TOLV 12 er IKKE for mig nogen som helst "endelig sandhed" kun det 1. trin!
Det at man kan finde fejl i AA's program, viser blot at verden og livet har udviklet sig og AAs program, ligesom med så meget andet, skal tages med et gran salt. For mig er det IKKE ensbetydende med at jeg behøver at forkaste "programmet" og AA som sådan.

På senere stadier i "ædrueligheden" kan man finde andre måder at udvikle sig på, det er helt op til enkelte selv.

Det at blive varigt clean og ædru og opnå sund vækst tilbage til et sundt liv med fokus på sunde værdier, at blive voksen, handler i høj grad om at lære at MÆRKE SIG SELV og sine behov og sortere mellem hvad der gør en godt og hvad der ikke gør det, det gælder overalt, ikke bare i AA.

Blot fordi nogen "fundamentalister", der ikke ved bedre, klamrer sig til De Tolv Trin og taler om at denne udviklingsvej som "DEN ENESTE", behøver det ikke være ensbetydende med at de taler sandt.

Blot fordi nogen herinde kalder AA en sekterisk religiøs bevægelse, behøver det heller ikke være sandt.

I bund og grund er det helt op til den enkelte at vurdere hvad der er godt for ham eller hende. Paradokset er at er sålænge man er fanget i den livstruende afhængighed virker benægtelsen også, man er følelsesmæssigt lammet og ude af stand til at vurdere hvad der er godt for en selv. Man har brug for hjælp, man har brug for at ÅBNE SIG og indrømme sit problem for at kunne optage NY VIDEN og FORSÅELSE der kan sætte en fri at ens LIVSTRUENDE AFHÆNGIGHED. Men dette er kun en begyndelse. Alle mennesker må lære at revidere deres opfattelser af dette eller hint, det er det der kaldes at vokse og modnes! Det gælder ikke bare for alkoholikere. Der er ingen SKAM i at lære noget nyt. Jeg finder stor respekt og sund fornuft i at man vælger at lade AA's program som det oprindelig var, uanset meget nyt er kommet til. Hvis man vedblev at "forbedre programmet" ville det miste sit oprindelige præg, hvor naivt det så end kan synes på visse måske endda flere punkter. Disse "forbedringer" må ske i den enkelte selv, ligesom man også som voksen "forbedrer" de ting man lærte af sine forældre og i skolen. Sådan er livets proces bare.

Herfra stammer alle misforståelserne, den afhængige må finde sin personlige bund og nå til ovenstående erkendelse af sin magtesløshed for at blive varigt fri. Herefter er det fuldt ud muligt at gøre med sit liv fuldstændig som man selv vil. Men erfaring har imidletid vist mig og utallige andre (både AA'ere, tidl medlemmer og andre..) at der kræves et stærkt program på daglig basis for at opnå varig bedring og afholdenhed. Hvordan det skal se ud og hvad det skal indeholde må jo isagens natur være HELT OP TIL DEN ENKELTE, uanset om man går i Frederiks Familieklub, AA, eller blot vil holde sig til Hope.

Dette betyder at jeg personlig anerkender alt hvad der måtte virke for andre, også selvom jeg ikke selv bruger det eller føler mig tiltrukket af det, feks Frederiks Familieklub. Jeg er ikke i tvivl om at det foretagende hjælper mange, det synes jeg er respekt og beundring værd at Frederik arbejder så ihærdigt for! Tilgengæld kære Frederik, synes jeg det er synd at du ikke SELV kan være åben overfor AA og bruge og tilbyde det som en del af den "vifte af tilbud" der er for afhængige og deres pårørende der ønsker viden og forståelse til at komme fri. Men det må nu blive din egen sag.

Personlig tror jeg ikke at det er nok i længden at sidde foran computeren og debattere på HOPE, men det kan være en god begyndelse, et sted at starte, for mig et supplement til AA-møderne. HANDLING GIVER FORVANDLING. Min erfaring har vist mig at for at komme fri og blive fri skal jeg GØRE NOGET SELV! Der er mange adfærd der skal ændres for at undgå tilbagefald og opnå varig afholdenhed og et dejligt liv, men enhver der vitterlig ønsker det kan gøre det.

Personlig, viser min erfaring mig, er det heller ikke er nok at sidde i AA. Jeg gætter på at det samme gør sig gældende med F's Familieklub.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden.
Man kan ikke være afhængig og samtidig påberåbe sig at have magt over sit liv, det er en SELVIMODSIGELSE. Afhængig betyder at man har mistet kontrollen og at "stoffet" styrer ens liv.

Blot fordi man af vanvare bliver fanget i denne livstruende spiral er det ikke ensbetydende med at man behøver at lade sin vilje underkaste nogen eller noget, men før man indrømmer at man har brug for hjælp til at komme fri og bliver modtagelig for forslag der er bedre end ens egne, kan meget lidt eller intet opnås.

Det er ikke bare min erfaring men et FAKTUM indenfor behandling og selv-helbredelse af folk med afhængighedsproblemer.

En livstruet afhængig kan aldrig lære at få varig kontrol over sit stof igen. Folk er velkomne til at gøre forsøget, jeg har selv gjort det og feks. AA'a første trin tillader det direkte, at man kan "eksperimentere" med sin magtesløshed (forsøge at lære at drikke kontrolleret) og være velkommen tilbage hvis man når at finde og erkende sin personlige bund inden man dør af sit misbrug. Jeg blev mødt med forståelse, accept, kærlighed og tolerance fra mange i AA under denne livstruende erkendelses proces, fra andre med foragt, vantro og skepsis! Sådan er det bare, overalt har jeg måtte lære at se mere nuanceret på "grupperinger" og SELV SORTERE mellem mennesker og principper og hvad ved jeg. Jeg har mange gange ville lægge AA på hylden, også HOPE!, men jeg bliver ved at vende tilbage fordi jeg må erkende at min "sort-hvid opfattelse" aldrig holder i længden og blot et udtryk for min egne manglende modenhed og forståelse. Min egen manglende rummelighed. Det at være rummelig og kunne se nunceret på ting er ikke ensbetydende med, for mig at jeg behøver at lade mig trampe på og gøre til dørmåtte for folks verbale overfald, men det sætter mig fri til at ignorere dem og lade dem "rase" i fred, sætter mg fri til at forstå at deres DESKTRUKTIVE REAKTIONER er deres egen sag og har meget lidt eller intet med mig og mit indlæg her feks, at skaffe.

Jeg har måttet frigøre mig fra den SELVNEDØGERENDE og SELVDESTRUKTIVE opfattelse at fordi nogen indenfor en "gruppering" er nogen "idioter" behøver det IKKE VÆRE ENSBETYDENDE med at ALLE er det. At afholde mig fra at få LIVSVIGTIG hjælp, støtte og kærlig forståelse, fordi nogen var "fundamentalistiske idioter" , FASTHOLDT MIG I OFFERROLLEN.

Jeg måtte se at blive voksen og lære at sortere, selvom det var svært og tog lang tid og krævede at jeg skulle igennem smertefulde vækstprocesser. Tidligere gav jeg altid op og gik tilbage til mit stof (hash især men også alkohol) fordi jeg mente jeg levede i "en HÅBLØS lorteverden". Eller også påtog jeg mig rollen som KONTRÆR ISOLERET ENER, ude af stand til at give og modtage kærlighed. Sådan gav jeg magten til at lade andre bestemme over hvad der var godt for mig, fra mig, ved at lade andre "syge fundamentalister" skræmme mig fra at søge noget der også kunne være godt for mig. Indrømmet det tog lang tid for mig at lære, men idag kan jeg bruge og få noget virkeligt smukt og dejligt ud af møderne i AA, ditto med Hope, og det gælder vist på alle områder i mit liv. Lad ikke andres "misbrug" afholde DIG fra at søge det som er rigtigt og godt for DIG!

Jeg skulle selv gå samme vej. Jeg brød mig ikke om at se min magtesløshed over min afhængighed i øjnene. Jeg strittede imod til det sidste!!! Men da jeg først indså min magtesløshed og at jeg kunne risikere at dø af min afhængighed (og den livførelse der følger med misbrug af primært hash for mit vedkommende, men også alkohol; mit problem var at jeg troede at man skulle kunne dø af misbruget af hash, og mig bekendt var ingen død af at ryge hash endnu, men da jeg indså at jeg ikke kunne opnå kontrol, at det var hashen der ALTID ENDTE OP MED AT STYRE MIG, blev jeg fri) - fik jeg MAGT til at komme fri af min LIVSTRUENDE afhængighed og til at gøre noget radikalt ved mit liv.

Ved at indrømme magtesløshed og sygdomsbegreb, fik jeg magt og blev rask/sund igen! Det at jeg har indrømmet og stadig gør min magtesløshed over min oprindelige afhængighed (kemiske stemningsændr stoffer...alt taget under et) er IKKE ENSBETYDENDE med at jeg lader mit liv og min vilje UNDERKASTE NOGEN ELLER NOGET som ikke er rigtigt for mig! Tværtimod! Det tillader mig NETOP at sortere som enhver anden voksen person, imellem hvad JEG kan bruge og hvad jeg ikke kan.

Ingen bryder sig om at skulle indrømme sin magtesløshed, men friheden, skulle jeg hilse og sige er ubetalelig.

Min trang er forsvundet som dug for solen siden jeg tog dette 1. trin. Jeg har haft det svært, endda meget meget svært undervejs, men jeg har fundet en varig styrke i indrømmelsen af min magtesløshed, jeg behøver ikke længere at "tage noget på det" hvis jeg oplever kriser!

Meget få eller ingen læger og psykologer forstår dette, for at sige overhovdet accepterer dette faktun omkring afhængighed og er derfor, uden BEVIDST at ville det, ofte med til at fastholde den afhængige, der desperat søger hjælp til at komme fri at sit livstruende misbrug, i vedkommendes egen BENÆGTELSE, gennem diverse "forsøg på at lære personen at "drikke" kontrolleret". Mange dør af det mens lægfolk måbende ser til undervejs.

Dette er medafhængighedens fælde. Sålænge jeg var inde i min afhængighed ville jeg gøre hvadsomhelst for at få nogen til at tro på at jeg "drak" fordi livet havde været sådan og sådan...smerte, lidelse osv osv. Pga min barndom med en alkoholisk mor osv...Dette var ikke bevist tilsigtet fra hverken min eller dem der ville "hjælpe" mig's side. Det var en del af sygdommen, som jeg ser det idag. Jeg søgte efter "lettere og behageligere veje". Hvis og hvis den og den betingelse var opfyldt, SÅ kunne jeg vel få "et normalt forhold" til stoffer/alkohol. Men det kunne jeg ikke! Og personli tror jeg ikke det er muligt for nogen, men de har LOV til at "prøve den af", ligesom jeg selv! Kun en selv kan afgøre om man er "alkoholiker" eller ej! Ingen andre kan eller skal sætte den diagnose for en. At nogen tillader sig at konfrontere en med denne sandhed, som pga BENÆGTELSEN inde i afhængigheden skjuler sandheden for den der er ramt, er en anden snak, og kan være en del af "hjælpen" overfor vedkommende der er "blind" og ikke SELV kan se/indrømme det.

Der er for mig en gradssandhed i at jeg var sårbar overfor afhængighed (prædisponeret socialt, arveligt...)pga min opvækst, men det er ikke det samme som at sige at hvis jeg blot "arbejdede med min barndom ungdom" ville jeg kunne lære at "drikke/ryge" igen.

Hashen/alkoholen/pillerne osv...tilfredsstillede mit behov for at "glemme og slippe for at mærke noget" (UNDGÅ MIN SORG) og det var så effektivt og så succefuld en erfaring jeg der gjorde at jeg ikke kunne gøre andet at "gentage successen" - jeg blev "hooked" og siden da udviklede min afhængighed sig til et SELVSTÆNDIGT LIVSTRUENDE SYNDROM/SYGDOM, afhængigheden borede sine glubske kroge ind i kødet på mig og jeg kunne ikke gøre andet end at fortsætte ned ad bakken til SELVDESTRUKTION før jeg fandt min personlige bund og blev villig til at indømme min afhængiheds altødelæggende natur.

Faktum er at jeg "drak" for at tilfredsstille min afhængighed. Alt andet var bare uvidenhed og magteslsøshed. Det er livsvigtigt at undgå at blande sammen, det faktum at en varigt afholdende, med ovenstående erkendelse som basis, kan få tilbagefald i visse "kritiske perioder" med stress, kriser osv... - det er livsvigtigt at lære at skelne mellem "tilbagefald" og at "fortsætte tilfredsstillelsen af sin afhængighed". Det sidste er et udtryk for at man ikke ved og ikke har nogen erkendelse af sin afhængighedssygdom, det første blot et udtryk for at "man mangler noget noget i sit helbredelsesprogram", "ikke er god nok til at passe på sig selv" osv osv

Det er livsvigtigt for mig at indse at uanset min baggrund som "voksen barn af alkoholiker" er det fuldt ud muligt at opnå varig afholdenhed og skabe mig et sundt og dejligt liv, en dag ad gangen. Det har været livsvigtigt for mig, grundet i min bagland i en alkoholisk familie at frigøre mig for alle de nedgørende selvopfattelser jeg sugede til mig undervejs gennem min opvækst. Det har været livsvigtigt for mig og fortsat varig afholdenhed (en dag ad gangen...) at frigøre mig fra de selvnedgørende forestillinger om mig selv jeg skabte igennem min livstruende afhængighed. Det har været LIVSNØDVENDIGT for mig og min fortsatte afholdenhed og at kunne opnå et dejligt liv at deale med den SORG det var at vokse i en "koncentrationslejr"

Sygdomsbegrebet, det at kalde livstruende afhængighed for en sygdom, har hjulpet mig fri af selvbebrejdelse og eksistensielle skyldfølelser over at have fået tilbagefald. Det har hjulpet mig fri at hadet, raseriet og den endeløse smerte over hvor fortræd jeg blev forvoldt af min familie, jeg forstår idag at det ikke handlede om mig, men om afhængighed, en familiesygdom. Længere er den ikke! Jeg sørger stadig indimellem over de forfærdelige tab jeg led i min familie, men jeg kan leve videre på trods! Jeg identificerer mig ikke længere med min sorg, jeg ER ikke min SORG, det er kun en DEL af mig, det er fortid, men jeg kan ikke komme udenom at det har præget mig, men fordi jeg accepterer det bedre idag, fylder det også mindre og har givet rum og plads til et sundere, mere positivt og glad liv.

At tilgive er ikke at glemme, men blot at give slip i og lade fortiden hvile. Det har krævet mange raseritimer og megen hulkegråd i terapi at frigøre mig for de ødelæggelser jeg engang blev udsat for. Erkendelsen af min magtesløshed over "familiesygdommen" har gjort at jeg, kombineret med ovenstående terapi (12 års arbejde!) elsker og holder af min familie som den er. Jeg hader dem ikke mere for at have svigtet. Jeg forventer ikke mere at de skal "redde mig", og jeg kræver ikke af mig selv længere at jeg skal "redde dem". Jeg forstår at vi alle brikker i alkohlismens spil og er glad og taknemmelig for SELV at være kommet fri og ønsker det samme for dem, men jeg kan og vil ikke TVINGE dem længere, de må selv findes deres egen vej, hver især. Jeg var en "dobbelt-looser" og blevet til en "Double-Winner", jeg voksede op med alkoholismens/afhængighedens helvede og jeg udviklede den i mig selv. Idag er jeg fri af begge dele. En dag ad gangen.

Man ville aldrig bebrejde en kræftpatient sin sygdom eller at vedkommende får "tilbagefald". På samme måde med afhængigheden, NETOP fordi jeg idag kan INDRØMME OG ACCEPTERE min MAGTESLØSHED over min afhængigheds natur på daglig basis, (det er en mangeårig proces at gøre sig helt fri af sin afhængighed og forblive clean og ædru, det er et "livsprogram", en "livsstil" derfor sloganet "en dag ad gangen, jeg har ingen garanti, men jeg bestemmer SELV idag, behøver blot at tage nogen ganske enkle forholdsregler som at drikke sodavand til fester osv.), behøver jeg ALDRIG MERE FRYGTE TILBAGEFALD, jeg ved det kan ske og gør hvad jeg kan for at FOREBYGGE og tage ansvar for at undgå dem.

Som tiden skrider frem for mig bekymrer jeg mig mindre og mindre, men tager mere og mere ansvar for mit eget liv, en dag ad gangen. Som tiden skrider frem, idenficerer jeg mig mindre og mindre med min tidl. afhængighed, jeg er IKKE EN SYG OG MAGTESLØS PERSON, blot fordi jeg har indrømmet og erkendt min magtesløshed og min sygdom! Dette var og ER til stadighed, erkendelser jeg gør overfor mig selv, på daglig basis, men det er kun en del af mig idag. Tilgængeld en LIVSVIGTIG OG FUNDAMENTAL DEL! For mig handler "ædruelighedsproces" om 3 trin: Fra at flytte fokus fra besættelsen af skulle skaffe min næste rygeklump, over fokus til at ville være total afholdende en dag ad gangen, til at flytte fokus over på at ville leve et sundt og dejligt liv i fortsat vækst og livsbekræftende udvikling.

En livstruet afhængig er aldrig ANSVARLIG og kan aldrig berbrejdes sin afhængighed, men vedkommende at SELV ANSVARLIG for at finde sin varige afholdenhed. Uanset hvor langt nede på skalaen, kan enhver opnå det.

Sygdomsbegrebet er der for at man kan slippe den fundamentale skyldog skamfølelse der er forbundet med at "have smadret sit liv med alkohol på trods af bedre vidende" - man kunne ikke gøre for det, JEG, kunne ikke gøre for det, det er en sygdom.

Og sygdomsbegrebet KRÆVER ANSVARLIGHED på daglig basis! Bruger man det som en sovepude til at fralægge sig ansvaret for at passe på sig selv, og fortsætter "selvdestruktiv adfærd" og at nedgøre sig selv/andre viser det blot at man endnu mangler at forstå og erkende noget grundlæggende om sin afhæningheds natur. Og/eller har nogen andre KERNEPROBLMER som der må arbejdes med, feks "voksen barn af alkoholiker" problematik og lign.

Jeg blev selv udsat for pædofili og måtte gennearbejde dette livstruende livsafsnit efter opnået varig afholdenhed i en periode for at få virkelig fred i mig selv. Jeg har stødt på mange i AA, især kvinder, men også fyre der viste sig at have været udsat for incest i barndommen, drikkeriet/afhængigheden blev en måde at overleve smerten og lidelsen over disse overgreb på. Det skal selvfølgelig behandles undervejs. Men det vigtigeste først og det er varig afholdenhed!

Jeg fik selv tilbagefald under behandlingen af disse "kerneproblemer" i terapi (voksen barn, pædofili-traumet mm), men det var ikke ensbetydende med at jeg IKKE VAR MOTIVERET for at opnå varig afholdenhed, det betød blot at der var mere at lære omkring min afhængigheds natur og at jeg næsten ikke kunne udholde at GENOPLEVE og GENNEMGÅ smerten og raseriet over dette overgreb mm påny, at det var et meget vanskeligt og slidsomt kapitel at frigøre mig fra de ødelæggelser der var forbundet med disse traumer. Idag har jeg som sagt ikke længere problemer med disse ting OG har opnået VARIG afholdenhed påny, en dag ad gangen...Der er ingen GARANTI, som med kræft, har jeg kun en daglig "frist"...Sagt helt bogstavligt.
Men jeg føler mig mere sikker idag end nogensinde før. Men jeg tillader mig ikke længere at falde for overmod mht tilbagefald.

Alt i alt "læreprocesser" hele vejen igennem.
Ingen har patent på viden om hvordan man bliver fri, men det var først AA der lancerede indrømmelse af magtesløshed og sygdomsbegrebet.

Efter min bedste erfaring er det stadig kun i AA at man finder accepten af magtesløshed over afhængighed og den grundlæggende sunde fornuft der er i det rent princpielt. Mange andre ikke AA'ere begynder nu at gøre det samme og "lave sit eget program" og opnår varig afholdenhed på den måde ved at bruge AA's princip om magtesløshed/ønske om total afholdenhed uden at bruge AA selv. Det er ennhver i sin fulde ret til. Men det er stadig AA's fortjeneste at denne helt grundlæggende viden og fortsåelse for afhængighedens natur om hvordan man kan komme fri af dens kløer, er så udbredt idag.

Det at HOPE er kommet til kan være medvirkende til at denne viden og forståelse spredes yderligere, det er det som er FORMÅLET MED HOPE, på samme måde som med AA. Hope har bare ikke noget program, Hope er bare et forsamlingshus, her kan "alt mødes under een hat", men det samme sker nu også i AA, bare lige for at informere korrekt om dette forhold.

For mig er det vigtigt at skelne mellem personligheder og principper, i AA, her på HOPE og overalt. Intet menneske, intet program, ingen debatside, ingen politiker, ingen healer osv osv ejer for mig patent på HELE SANDHEDEN. Det er MIT ANSVAR AT SORTERE imellem jeg kan bruge og hvad jeg ikke kan.

Jeg har alle andre steder erfaret modstanden mod denne "bomabastiske og sekteriske" og hvad ved jeg hvad lægfolk kalder indrømmelsen af magtesløshed over afhængighed, fordi de ikke ved hvad de taler om, fordi de ikke har FØLT DEN LIVSTRUENDE AFHÆNGIGHED PÅ SIN KROP - resultatet var 0 indtil jeg nåede min personlige bund og GAV OP overfor ønsket/fantasien om at at kunne lære at opnå kontrol over mit "stof" (hash, alkohol, kemiske stemningsændrende stoffer taget under et, for mit vedkommende).

Der er ingen SKAM i at GIVE OP! Men enhver må finde sin personlige bund og man behøver ikke "ligge i rendestenen" for at kunne erkende sin magtesløshed, det er et af HOPES og AA's smukkeste formål, at ved at dele erfaring, viden, forståelse, indsigt, tolerance, fællesskab osv osv kan enhver, der vitterlig ønsker det finde hjælp til SELV at "få sat prop i flasken" og med ønsket om varig afholdenhed danne basis for et nyt liv, finde SIN EGEN VEJ UD AF SIN AFHÆNGIGHED. Det er faktisk det formålet med De Tolv Trin er. De er blot smukke idelaer der peger en udvikingsretning ud for mig ud som jeg kan stræbe efter, og denne stræben er i sig selv med til at holde mig "gående", jeg ved det nytter at arbejde med mig selv! Men jeg bliver og betragter ikke mig selv som helgen. At nogen i AA, og her på Hope tror at de er blevet "helgner" må stå for deres egen regning. Jeg behøver ikke at diskutere med dem, hvis jeg ikke ønsker det. Personligt kan jeg i sagens natur aldrig gøre andet end at anbefale AA/12 trins-grupperne/fællesskabet. Og jeg understreger at for mig var det kun EN DEL AF LØSNINGEN, som beskrevet var det nødvendigt FOR MIG med suppl proff hjælp. Det var der mange i AA der ikke forstod, men der var også mange der forstod det og anekendte dette behov hos mig. De blev en uvruderlig del af den støtte og forståelse jeg havde brug og stadig ar brug for på min vej. Sådan er det så meget!

Det eneste vi allesammen har tilfælles er afhængigheden, os som er varigt clean og ædru har ovenstående indrømmelse og erkendelse yderligere tilfælles, hvordan vi udvikler os hver især er ligeså unik som vi er som mennesker.

Disse linjer står for min egen regning og jeg er fuldstændig ligeglad med om "man er enig", det er ikke det drejer det sig om for mig, det handler om at jeg styrker mit eget fundament ved at "dele om MIN erfaring".

Kan nogen bruge det er det fint, kan man ikke, så gå videre og spring læsningen over, venligst tak!

Jeg skriver først og fremmest for min egne skyld, fordi erfaringen (iøvrigt også opr. AA's erfaring!) har vist mig at det STYRKER MIT FUNDAMENT at dele om "hvordan det var, hvad der skete og hvordan det er nu" til andre alkoholikere/misbrugere/afhængige.

Ved at "give det væk får jeg lov til at beholde det"...

Tak for at HOPE eksisterer!

Tak for mig!

God ædru dag!

Venlig og respektfuld, kærlig hilsen

Martin
PEACE
Re: Indrømmelse af magtesløshed
08 Mar, 2006 17:50
Hvad sker der hvis du ikke gør det som du beskriver som: "ved at give det væk får jeg lov til at beholde det"...?! Hvad er det som du ikke får lov til at beholde hvis du ikke giver det væk ?
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
08 Mar, 2006 22:01
Kære PEACE!

Der sker ikke noget!

Jeg mister ikke noget ved ikke at give det væk.

Det er bare en talemåde, et godt slogan, der hele tiden minder om hvor dejligt og livsbekræftende der er at åbne sig overfor andre og lade det hele hænge ud, lufte sjælen, så der hele tiden kan blive plads til noget nyt og dejligt.

Der er også et andet slogan som jeg har hørt i AA: "Du er ligeså syg som dine hemmeligheder" - altsammen opfordringer til at åbne sig op og komme ud i livet og lege igen, blandt andre mennesker, mærke sig selv og få det godt, komme fri af fortiden, komme fri af afhængigheden, komme fri af den kroniske smerte...komme fri af skamen, bryde isolationen som efter min erfaring er den afhægiges værste fjende udover selve misbruget. Der var engang en terapeut som sagde til mig, at isolation havde fanden skabt...!

Håber det er forklaring nok til dig.

Du er velkommen til at spørge igen hvis der er andet du ikke forstår! Det gælder selvfølgelig også alle andre.

Hav det godt!

Mvh

Martin
Karl
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 0:19
Hej Martin.

Sætningen " du skal give det væk for at beholde dét", henviser til AA´s måde at hverve nye medlemmer, som senere selv hverve nye medlemmer som kan hverve nye o.s.v.. Læs trygt videre.

"Undvig aldrig dit ansvar, men vær sikker på, at du handler rigtigt når du påtager dig det. Hjælpen til andre alkoholikere er fundamentet i din egen helbredelse. En barmhjertighedsgerning fra tid til anden er ikke nok. Du må være `Den barmhjertige samaritan´ hver gang, det er påkrævet. " - " Selv om du har talt med familien, så hold dem udenfor under den første samtale. Under disse forhold vil det vordende medlem indse, at ingen presser ham. Aflæg ham et besøg mens han er rystende nervøs. Han kan være mere modtagelig, når han er deprimeret" (fra AA´s bibel populært kaldet Store Bog s 104-105.)

"Du kan begynde med at fortælle dine nærmeste om det du er ved at lære. Tal om det med venner og slægtninge, skolekammerater eller arbejdskammerater. Gør det taktfuldt og venligt. Husk at man ofte dømmes mere efter det man gør, end efter det man siger. Din gode adfærd kan give andre lyst til at lytte til det du forkynder. Tænk hvilken glæde det vil være hvis du kan hjælpe en anden til at blive en tjener for Jehova, så han kan opnå evigt liv!" (fra Jehovas vidners hjemmeside, kapitel: hjælp andre til at gøre guds vilje.)
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 2:24
Kære Karl.

Det kan da godt være den sætning henviser til det ene eller det andet, og hvad så???

Hvad er det egentlig du prøver på at sige Karl, jeg forsår det simpelthen ikke???

Og hvad har jehovas vidners hjemmeside at gøre med det hele???

Er det sådan et kodesprog du bruger for at jeg skal gætte mig til det hemmelige og skjulte budskab bag ordene i dit indlæg du kommer med?! eye rolling smiley

Jeg er ikke så god til at læse mellem linjerne, beklager meget, du må udtrykke dig klart og tydeligt, utvetydigt, hvis du vil have jeg skal forstå hvad du mener.

Så kan vi tage den derfra.

Emnet er egentligt for alvorligt til at jeg gider Kære Karl, oprigtig talt, gættelege er vist ikke lige det rette ting her på denne tråd.

Hvorfor finder du ikke nogen andre der gider hjælpe dig med at få tydet dit hemmelige budskab mellem linjerne?!

Jeg kan mærke jeg bliver sådan lidt pas på det, helt ærligt er du en voksen mand eller leger du agent 007 eller sådan noget??

Kærlig hilsen

Martin
sidelinien.
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 11:41
Martin du kommer ingen vejne med den fyr, kendt under navnet M.N = mange navne.
Er fastlåst i sit hadefulde indgangsvinkel til A.A

Så et godt råd spar på dine kræfter og drop diskutionen med ham smiling smiley

-sidelinien
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 13:07
Tak for advarslen sidelinje!

Jeg blev klar over det bagefter: Den slags useriøse indlæg bliver bare ignoreret fremover af mig.

I det hele taget er der desværre for mange brugere herinde der kører hetz mod AA og AA'ere.

Men mit indlæg taler jo gudskelov sit tydelige og utvetydige sprog der viser at denne hetz har at gøre med den UMODENHED som jeg har omtalt ovenfor.

Det er værst for dem selv, jeg kan være ligeglad, jeg har jo fundet min løsning og glad og fro givet den videre til dem der måtte være interesseret.

Men tak for tippet!

Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 15:12
hej martin
jeg tror desværre at det er AAérnes egen skyld bare min opfattelse af det
de bedste hilsner
frederik
datter af en alkoholiker
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 16:50
Hej Martin.
jeg er fuld af beundring for alt det, du har opnået. Jeg ved, hvor svært det er. har ikke selv været alkoholiker, men haft det alt for tæt inde på livet.
Men du skal vide, at du har inspireret mig til at skrive indlægget " En døende mor"

Mange mange hilsner herfra Nyborg

Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 19:45
hej martin. Undskyld det i går, men der var klumper i lyset så min computer gik hele tiden ud. Vil forsøge at komme på chatten igen i dag
KH. Lise
Re: Nyborg
09 Mar, 2006 19:49
Så er vi da 2 der kommer fra den lille flække. Jeg er ikke pårørende - som sådan - men ædru alkoholiker.
Knuz Dorthe
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 22:07
Kære Datter!

1000 tak for dine anerkendende ord! Det sætter jeg virkelig stor pris på skal du vide!

Det kræver tonsvis af mod at stille sig op på "Hopes gadehjørne" og fortælle åbent og kvit og frit om sig selv.

Som du kan se af ovenstående indlæg får jeg stadig de der hade-indlæg, fra mærkelige mennnesker der er så syge, mistroiske, og ikke engang kan tage ansvar for det de selv sender ud, deres egne holdninger! Jeg håber de finder deres vej ud og får det bedre.

Det minder mig fuldstændig om min familie!

Jeg har været ovre og læse dit indlæg "en Døende mor" og skrevet til dig der hvor flot det er!

Det nytter virkelig at trodse almodstand og al hetz fra mennesker der ikke ved bedre og bare sige det som det er, bare skrive sig ud af det, tale sig ud af det, frigøre sig fra alt misbrug. Tage ansvar for sig selv.

Jeg har et godt liv idag! Jeg får flere og flere gode venner jeg virkelig kan stole på og som jeg har det godt sammen med.

Jeg vokser og gror hver eneste dag, har netop afsluttet endnu et spændende keramikkursus på aftenskole, ved siden af mine malerier vokser der bare et helt nyt udtryk frem igennem mine skulpturer som jeg har fået meget ros for iøvrigt.

Det største for mig er nok at jeg har fået min egen kolonihavegrund på knap 1000m2 og skal til at bygge mig en hytte derude, til sommer, bliver det forhåbentlig. Jeg har haft den i 2 år nu og nyder bare at gå at rode i jorden og lave mine egne rene grøntsager og få noget ærlig sved på panden, som jeg kalder det. Sidste år byggede jeg en bålplads og havde adskillige dejlige bålaftener med grillmad, bare sådan helt primitivt og så nyde at se solen gå rødglødende ned fra en azurblå sommer himmel i fuglenes sang. Hold kæft mand, jeg må stadig nive mig selv vi armen, hi hi hi!

I forbindelse med minde forældres død har jeg også været flere gange på rejser til Island den seneste år, op og få forbindelse med min mors familie, nu har jeg den dejligste kontakt med dem og den vil jeg holde fast i. Det var jo der det hele faktisk startede for mig. Jeg har set meget af landet og de kører mig rundt og vise mig alt og lader mig bo hos sig. De er simpelthedn sååå søde.


Det samme er sket med min fars eneste søster, som bor i UK, der har jeg været ovre to gange og hun invterede mig sgu over på fødeselsdagstur da jeg blev 40, en uforglemmelig tur til sydengland, Torqui, og noget der hed "The Eden Projekt" noget alternativ dyrkning i en gammel lergrav, derefter gik turen til en hyggeligt hotel i en lille charmerende fiskerlandsby...Åh, det er bare utroligt hvad jeg har fået!

Ikke nok med det, men både dem på Island og min faster har købt flere af mine malerier! Jeg sender dem "gaver" retur til jul og såen. Selvfølgelig gør jeg det!

Jeg er clean og ædru og har ikke savnet noget eller haft nogen trang i snart 4 år. Det er anden gang jeg snart kan sige 4 år!
Det er et overstået kapitel i mit liv. Jeg er fri af mit hash/alkohol-misbrug. Jeg bruger AA slogan, en dag ad gangen, for at minde mig selv på at jeg hver dag skal gøre noget godt for mig selv og tage ansvar for mig selv, det er det eneste der virker.

Når jeg skriver herinde og læser andres indlæg, eller går til møder i AA, kan jeg bare se at denne kamp for at komme fuldstændig fri af mit eget og min families misbrug har gjort mig så utrolig stærk. Og samtidig er jeg også klar over at jeg ikke længere er usårlig, men jeg bliver bedre og bedre til at leve og lade leve..som vi siger i AA.

Jeg har en meget meget stor indsigt og forståelse i livet og jeg kan formulere den ud så andre kan få glæde af mine erfaringer.
Det er det jeg mener med at når jeg deler mine erfaringer så bliver de dobbelt så meget værd når andre kan bruge dem også, eller genkende eller inspirere, som du skriver kære datter af alkoh. Det bliver ved at sætte mig fri at åbne mig og turde være mig selv 100%. Jeg får det jeg giver, når jeg giver får jeg det tilbage, det er bare skønt. Det virker at åbne sig!

Jeg ville ikke gøre det hele om igen, ellers tak! Men jeg har det sådan idag at når det ikke kunne være anderledes så synes jeg at jeg kan være temmelig taknemmelig og tilfreds med hvad jeg har klaret og opnået trods alt. Jeg er stolt over at kunne sige at min Gud virkelig har været der for mig hvor jeg troede at alt var tabt og at jeg var forladt og ene hele verden. Jeg har respekt for mig selv idag.

Men jeg har SELV skulle tage de første trin til at ÅBNE MIG og begynde at vise andre hvem jeg er.

Gud hjælper dem som hjælper sig selv er et at mine slogans hvad det angår. Jo mere jeg beder om hjælp og kraft på daglig basis jo mere modtager jeg. Jeg har skrevet ovenfor at jeg har fundet en uendelig kilde til styrke og mod via min højere magt, via at anerkende min spirituelle del. Jeg er ikke religiøs i traditionel forstand men er 100% overbevist om eksistensen af "mere mellem himmel og jord". Jeg undgår helst at diskutere religion, jeg synes der er så meget misforståelse omkring dette spørgsmål, folk der mener at deres "tro" er den eneste rigtige. Jeg står ved mit standpunkt, men for mig er det altså bare endnu et godt og brugbart redskab til at klare mig igennem livet med. Jeg ER ikke "min tro". Den er EN DEL AF MIG!

Der var engang en til AA møde der åbenbart ikke kunne tåle at høre min ligefremhed og ærlighed og om min smerte : HAn kiggede beslutsomt og vredt på mig og spurgte mig efter mødet: TROR DU PÅ GUD???! Næste gang jeg møder sådan en type vil jeg svare noget i retning af "hvad tror du selv??" eller det skal jeg da ikke stå til regnskab for overfor dig osv. På den konto finder jeg ikke der er stor forskel på AA, Hope og den ganske verden. Disse "misforståelser" er udtryk for mennesker der lider.

Præcis som med ovenstående indlæg der viser hvor alvorligt man tager skade på krop og sjæl af denne sygdom, afhængighed. Der er jeg blevet for erfaren, til at lade mig slå ud og konkludere: Det her er vist ikke noget for mig. Der findes syge mennesker overalt og de har tidligere skræmt mig meget og gjort mig meget ked af det og ulykkelig, men idag ved jeg at jeg ikke behøver at give dem magt over mig mere. De er bare syge og minder mig om hvordan jeg selv var engang, jeg var forgiftet af had, smerte, hash, alkohol og selvødelæggelse. De kan ikke gøre for det, jeg håber de får det bedre, som jeg har fået det. Det kan lade sig gøre at komme HELT fri uanset hvor langt nede på skalaen man har været. Det synes jeg er så smukt og rigtigt udtryk fra AA. Der er HÅB for alle! ALLE!!!

Der venter spændende og livsbekræftende ting
forude for mig. Min kunstenriske udvikling der nu har stået på i 16 år, startede da jeg traf min terapeut og endelig turde begynde at åbne mig virkelig for alvor. Både i forbindelse med pædofilitraumet, men også i forhold til min familie, AA, ja i forhold til alt som jeg havde "slugt råt" fordi jeg ikke vidste bedre.

Min kunstneriske udvikling skyder nu sideskud, i form af interesse for keramik og drømmen om at lave mit eget ler-værksted engang. Drømmen om eget atelier blev virkeliggjort da jeg smed hashen fra mig sidst og begravede mine forældre. Det var ligesom jeg endelig fik fred med det hele, med dem da. Forstod at de også var syge og opslidte mennesker der havde gjort hvad de kunne med det de havde. Det var ligesom min Gud belønnede og bekræftede mig at holde ud selvom det var svært og hårdt at skulle rejse mig op igen, jeg blev bare så glad for endelig at have fået mit eget malerum! Jeg to en chance og blev belønnet! Jubiii, endelig kunne jeg folde mig ud og gøre hvad der passede mig, når det passede mig og uden at skulle tage hensyn til andre på dele-værksted og bare kunne lade det flyde når jeg gad mere. HA! Og det til en så billig penge at det næsten er til at skamme sig over. HA! he he he...eye rolling smiley

Jeg elsker og holder af begge mine forældre og alt det dejlige de har givet mig, uden at jeg behøver at benægte overfor mig selv, den fortræd de også kom til at forvolde mig. Det gør mig så utrolig godt at "snakke med dem", jeg får altid følelsen af at de følger mig på min vej, og elsker mig betingelsesløst, at de aldrig har villet mig det BEVIDST ONDT! Aldrig! Jeg får stadig sorgen og taknemmeligheden op i halsen når jeg skriver om det, det gør mig sååå godt at nu vende bøtten og TILGIVE=give slip i al lortet og gøre mig fuldstændig fri af fortidens ødelæggelser som vi også siger i AA.

Jeg troede aldrig jeg skulle lære at TILGIVE, hverken mig selv eller min familie, men nu kan jeg mærke at de mange år i terapi virker med tilbagevirkende kraft! Det gør mig så utrolig godt at se bag alkoholismens helvede, både når det drejer sig om mig selv men også min familie. Vi var alle uskyldige ofre i bund og grund, hjælpeløse uskyldige ofre!

Jeg besluttede sgu ikke da jeg var 15 eller 10 eller 12: Når jeg bliver stor så vil jeg være Hash-oholiker! Det skete bare og jeg var ved at dø af det men overlevede takket være mig selv, takker være min mors indsats for at få mig smidt i Minnesota-behandling, takket være AA, Voksne Børn af alkoholikere-programmet, ACA (Adult Children Anonymous) + alle de mange mange søde og forstående mennesker jeg har truffet gennem 12-trins grupperne undervejs. Suppleret op med intensiv proff hjælp i "incest-terapi", 12 års benhårdt modigt arbejde, med pauser, indimellem forstås til at fordøje det hele, har reddet mit liv og sat mig fri.

Min mor besluttede ikke da hun var 14 eller 16 at nu hun blev stor så ville hun få børn og gøre sig til alkoholiker og smadre sig selv og hele sin familie med sin sygdom. Det skete bare og hun kunne heller ikke gøre for det, og jeg siger stadig til hende, hvor hun nu end er, at jeg respekterer og beundrer hende og elsker hende for at hun blev ædru og holdt sig til hun døde, selvom hun havde det meget meget svært indimellem, jeg takker hende stadig for at hun smed mig i behandling og på den måde hjalp mig ubetinget til at hjælpe mig selv. Disse samtaler minder mig om terapien hvor jeg arbejde adskillige timer med "stolen" (gestalterapi...mm) og fik sat ord på, fik sat følelser på alt det jeg bare "havde måtte overleve" uden at kunne sige noget eller få talt om det rigtig. Derfor siger jeg til alle herinde, såvel som i AA og overalt hvor jeg deler min erfaring styrke og håb: Bliv ved med at tale om "det", skrive om det, råbe, skrige, banke i bordet, få det ud af oragnismen, få det udtrykt, mal det ud, bare GØR NOGET for at vise verden hvem du er og hvilken lidelse og hvilken smerte du har måtte gennegå, en dag vil du blive fri og solen vil påny stå op i dit liv, et nyt liv er blevet dig givet, og det bedste er at du kan takke dig selv først og fremmest for at have givet dig selv dette nye liv.

Jeg har gjort præcis den samme erfaring som dig datter af alkoholiker: Jeg vælger selv mit liv. Men ærligt indrømmet der har taget mig 20 år at nå til og virkelig acceptere denne kendserning. Men pyt, det der sker langsomt sker sikkert. Jeg har ikke travlt, jeg har nået mere på et liv end hvad mange, vikelig mange når på 10!

Jeg er endda kun 42 og føler mig næsten som om jeg skal begynde helt forfra igen på et nyt liv.

Det er ret vildt! Født på ny! Født vinder! Jeg var en DOBBELT LOOSER og er BLEVET EN DOBBEL TVINDER. Nu ved jeg at jeg har styrken, en dag ad gangen, jeg ved jeg kan stole på mine egne fornemmelser, jeg ved at jeg gør det rette for mig selv, jeg kan være min egen ansvarlige forælder overfor mig selv, det har jeg lært mig nu, tidligere kunne jeg ikke andet end bedøve mig selv.

Efter jeg blev rigtig clean 1. gang i 1986 skulle jeg igennem en meget lang periode på 20 år alt i alt, hvor jeg fuldstændig skulle forvandle mig indvendig som udvendig og ændre mit syn på mig selv, min fortid, min bardom og ungdom, og ikke mindst min fremtid. Det har været hårdt, og jeg har haft tilbagefald til mit misbrug undervejs, men jeg har hele tiden fulgt AA's slogan fra søde mennesker at det ikke er en skam at få tilbagefald, det er en skam ikke at vende tilbage! Jeg er vokset med mine tilbagefald, jeg er blevet stærkere af dem, ikke at jeg ønsker dem igen, men jeg ved idag at det kan ske hvis jeg glemmer at passe godt på mig selv og tage ordentligt ansvar for mig selv.

Jeg kan have alvorlige kriser idag og komme igennem dem uden at tage noget. Jeg kan endda sige til mig selv at denne krise viste mig noget mere om mig selv, feks det at altid holde fokus på det positive, det er nemlig det der giver mig styrken til at deale med lortet og det negative. Det er rimelig nyt for mig, der var næsten ved at dø af smerte og sorg...At vende min selvopfattelse 180 grader og virkelig se i øjnene hvor sund og rask og stærk jeg er, at jeg har kunne overleve alt det som jeg har overlevet og endda redde mig selv fri til at få og nu bygge videre fortsat på et dejligt liv - Det er altså noget der piller ved ens selvfølelse på en meget meget grundlæggende og positiv måde skulle jeg hilse og sige!

Jeg har det stadig sådan indimellem at jeg ikke rigtig tør tro på at "det virkelig er overstået" og at jeg godt må have tillid til fremtiden og alt det dejlige i mit liv idag, så er jeg "selvdestruktiv" en dags tid eller to, hænger med næbbet og er overbevist om "at det aldrig bliver bedre at der ikke er sket nogetsomhelst og jeg vel egentlig ligesågodt kan lægge mig til at dø..." - eye rolling smiley

pludselig lyder kærlighedens stemme igen i mit indre, "du behøver ikke lide mere Martin" du har det godt, så godt som du nu kan have det, du må gerne være glad for alt det dejlige du har opnået og kæmpet så hårdt og så længe for, du behøver ikke "kæmpe" mere, bare NYD dit liv, du er ok...Så kan jeg godt se at jeg "lige havde et tilbagefald" til "gammel tænkning" ("stinking thinking"winking smiley det er bare et udtryk for at jeg er ved at finde min balance og stadig kan være sårbar i perioder med "hudløshed". På det punkt er jeg ikke anderledes end andre "normale" mennesker, men når jeg er der, så kommer jeg stadig til at "falde i" nogengange og tro at der er noget fundamentalt galt med mig fordi jeg ikke lige idag har overskud til "stå på hovedet og springe elastikspring" så begynder jeg at sætte spørgsmålstegn ved mig selv og pine og plage mig selv med hvor jeg er, ikke er sådan og sådan og hvorfor jeg ER sådan og sådan, BURDE BLIVER TIL BYRDE!

Men jeg kommer også lettere og lettere igennem disse døde perioder, faktisk tror jeg mere og mere på at det er dele af min vækstproces altsammen, min fordøjelses proces rent sjæleligt, rent åndeligt, min sjæl går stadig og rydder op og fejer mit indre hus pænt og ordentligt og smider gammelt ubrugeligt lort ud.

Sådan er livet bare. Jeg bliver sgu stadig overrasket hvor meget jeg har på hjerte, hi hi hi hi, derfor er jeg også begyndt at skrive på en bog nu, det hjælper mig selv først og fremmest, om den bliver udgivet må tiden vise, det er slet ikke vigtigt for mig lige nu, det der er vigtigt er at fortsætte med at lufte ud og stabilisere, modellere, komponere, illustrere ha ha ha, jeg ved jeg er god til at formulere mig og har også skrevet en masse digte undervejs, jeg er ærlig når jeg siger at det at arbjede kunstnerisk er det som har været min ene og eneste og uforfalskede sande ven igennem meget meget vanskelige tider, med terapien især...Jeg får altid noget igen når jeg pludselig begynder at lave et eller andet billede der næsten opstår af sig selv...Overrasket igen, hvor enkelt det hele er...Taknemmelig for min ballast, for der er sååå meget inspiration at trække på at jeg kunne male og udtrykke mig til jeg blev 100 tror jeg...eye rolling smiley

Tilsidst vil jeg skrive at jeg har måtte ændre min opfattelse af "normale" mennesker fundamentalt. Det kan godt være de ikke kan "forstå" mig, ja måske endda bliver skræmte når jeg åbner for "godteposen" og foræller lidt om min baggrund, men min oplevelse idag er altså sådan at jeg føler mig fuldt ud og bliver fuldt ud respekteret for den jeg er og godt kan forstå at de ikke kan forstå, ja endda at de bliver skræmt af mine erfaringer, de har jo aldrig SELV prøvet det! Ikke desto mindre er det min erfaring at "normale" og "kedelige" "almindelige mennesker gør mg så godt at være sammen med, fordi det betyder en "fristund" fra alle mit livs besværligheder. Netop derfor hænger jeg heller ikke hveranden dag til AA-møde, for mig handler det om at bruge møderne som et redskab, bruge Hope som et redskab til at "komme videre i teksten" AA er kun en DEL, men meget vigtig og grundlæggende del, ditto med Hope, men også ditto med mine "normale venner", det er i smvær med dem, og at jeg gradvis betror lidt mere og lidt mere, ikke det hele på een gang! - at jeg nu er istand til at bygge sunde, livsbekræftende, dejlige, fortrolige, venskabsforhold.

Det har været en stor udfordring for mig at rumme begge dele på een gang, det var lettere en tid lang at bilde mig ind at enten var AA noget lort og de andre de "gode" eller omvendt. Jeg har været heldig! Jeg har set både livets lys og skyggesider og derfor vil jeg nok altid have et "ben i begge lejre". Men jeg bestemmer SELV idag og SELV ansvarlig for hvor meget hhv det ene, AA, HOPE, de "normale" skal fylde. Begge dele er mig, men ikke HELE mig!

Jeg havde også brug for en tid lang at gemme mig i AA og kalde de andre normale for uvidende idioter der ikke vidste bedre. Men tilsidst kunne jeg mærke at jeg måtte bryde ud af denne "beskyttelse" og i virkeligheden naive og umodne holdning og stå ansigt til ansigt med livet. De er slet ikke så farlige og uvidende og uforstående de "normale", ejeller kedelige! siden er jeg blevet klar over at dette er normal og sund del af det af frigøre sig fra sit misbrug. Der er andet i livet end misbrug, aloholkere, HOPE og AA, terapi osv osv. Gudskelov! Og gudskelov for at disse ting er der!

Jeg oplever at mine bedste vens forældre feks, også han selv, har den største og mest dybe respekt for mig idag. Det går begge veje. Fornylig åbnede de sig endnu mere og lod mig se en 2 timer lang film fra min vens barndom! Tidligere ville jeg have gabet og synes det var røvkedeligt og hvad kom det dog mig ved, den lørdag aften kunne jeg glæde mig sammen med dem over deres minder og vise respekt for at de valgte at invitere mig til fin middag med dejlig mad og hele pivetøjet. Jeg oplevede det som deres måde at vise mig respekt og tillid på.

Det er stadig meget stort for mig at opleve sådanne ting! Det viser at jeg kommet igennem og ud på den anden side og bare skal fortsætte med at gøre det jeg gør, jeg er på rette vej!

Endu en gang, tak for Hope, tak for din søde hilsen Datter af Alkoholiker! - du inspirerede mit til at skrive dette -

og tak for mig!

Knuser til alle

eye rolling smiley

Martin
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 22:11
Heiii igen Lise!

Jeg er på chatten nu, hvis du vil...

Martin
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
09 Mar, 2006 22:37
Har du stadig tekniske problemer Lise??

Du forsvandt lige pludselig???

Martin
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
10 Mar, 2006 2:08
Til Bonnie og Søs! og lidt til Duddie og Ingrid et eller andet nr.34352?? eye rolling smiley

Fandens også!
**** lort, pis!¤##%##%

Dummet mig igen, trådt i spinaten, havde ikke mig selv med, "gammel adfærd"???!

Undskyld piger!

Der er ikke noget i vejen med nogen af jer, eller mig, jeg var bare mere hudløs end jeg var klar over, skulle bare være gået da Lise ikke dukkede op...

Skulle bare have hilst pænt på jer, især dig Duddie der lige hilste pænt og bemærkede at det var længe siden sidst...

Glad for at være tlbage blandt jer, æv lort, at jeg altid skal snuble indenfor på den måde...
**** pis!

Ha ha, damn it!

Nå, men jeg HOPER i vil tage imod det her skriv fra mig med et godt hjerte, jeg har ikke noget imod nogen af jer, tværtimod vil jeg gerne henad vejen have jer som nogen der kender mig og som jeg kender herinde...

Jeg hader mig selv i det hjørne der...Føles bare så ydmygende og skræmmende, bliver paranoid og får den der vrede som jeg godt kan forstå skræmmer folk...skræmmer jer...skræmmer mig selv!

Lad os komme videre, please, ikke??!

Jeg tilter åbenbart stadig og får ikke røven af 4 division med og så har vi balladen, når jeg ikke har hovedet med.

Det var ikke med vilje, jeg kan ikke gøre for det, jeg kæmper lige for tiden for at komme helt ovenpå igen, men er der åbenbart ikke endnu, fame uretfærdigt! Jeg har ikke taget en skid i flere år og så skal jeg have de her "skriiiid-oplevelser" hvor jeg skriider helt ud i sandet og hverken kan finde ud af hvad der er op og ned.

Nå, det er vist meget menneskeligt!

Piger! Jeg beklager!

Respekt retur!

Og nu vil jeg have min skønhedssøvn...eye rolling smiley

Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
10 Mar, 2006 8:13
Hej Martin

Jeg kan ikke snakke for andre end mig selv, men jeg har svært ved at klare dine vredesudbrud. Jeg kan skrive og skrive, du bliver mere og mere ond på mig. Jeg forklarer og forklarer. Du hader. Jeg føler mig totalt ude af stand til at nå dig, selvom jeg gerne vil.

Hvad forventer du dog at få ud af det ?? Det er fint nok at du undskylder, men du skræmmer altså mig. Også i en sådan grad at jeg fremover vil være meget varsom når jeg har kontakt til dig. Og det er vel ikke din hensigt med at være her.

KH Bonnie
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
10 Mar, 2006 11:25
Hej Bonnie!

Jeg kan heller ikke snakke for andre end mig selv, men jeg kan mærke at jeg ikke får det godt af din fiksering på det du kalder mine vredesudbrud.

Jeg ER ikke mine vredesudbrud, jeg kan blive vred, det har jeg lov til hvis jeg føler mig krænket eller ikke ok, og så kan jeg falde ned igen. Sådan er jeg bare. Jeg kan endda give en undskyldning hvis folk føler sig trådt på tæerne, som jeg har gjort ovenfor.

Mit problem i forhold til dig Bonnie er at jeg ikke føler du tager mig som jeg er, men at du vedholdende kræver at jeg skal tage hensyn til din angst for "mine vredesudbrud" hele tiden, det vil jeg ikke Bonnie!

Du kræver at jeg skal lave mig selv om for at du kan føle dig tilpas kære Bonnie, og det hverken behøver eller vil jeg.

Det er DIN ANGST og den må du selv tage ansvar for. Jeg vil ikke og behøver ikke lave om på mig selv for at du kan få det bedre.

Masser af mennesker der kender mig, har ikke det problem "med mine vredesudbrud" som du kalder det. Ergo må jeg konstatere at den angst du beskriver er noget der handler om dig selv kære Bonnie.

Den går også den anden vej, du behøver ikke lave om på dig selv for at stille mig tilpas.

Jeg er ikke ansvarlig for at stille dig tilpas og berolige din angst for mine vredesudbrud.

Du er ikke ansvarlig for at stille mig tilpas

Jeg kan bare mærke på mig selv at jeg ikke føler mig ok som jeg er, når jeg går i dialog med dig Bonnie, derfor ser jeg kun een løsning på det her problem mellem os:

Jeg vil undgå at gå i dialog eller diskusion med dig fremover. Ikke fordi jeg betragter dig som en fjende eller hader dig, der tager du nemlig helt og aldeles fejl, men fordi jeg må konkludere at vi bare ikke kan kommunikere sammen på en sådan måde at vi begge to, hver især føler os ok.

Sådan er det så bare, for mig er der ikke noget mærkeligt i det. Jeg har stadig ikke noget imod dig, det skal du da vide, men hvor vi er, hver især, lige nu, kan vi åbenbart ikke få en konstruktiv dialog igang.

Det er der bare ikke noget at gøre ved. Det kan være det ændrer sig, det kan også være det ikke gør.

Jeg kan iøvrigt betro dig at det ikke er første gang jeg oplever en tilsyneladende "uløselig" situation som den her, hvor begge parter tilsyneladende vil have noget af den anden som han/hun ikke kan eller vil/er parat til at give.

Min erfaring har vist mig at jeg ikke behøver at tilpasse mig den anden så meget at jeg føler at jeg skal lave mig selv om for at den anden føler sig tilpas.

Det har jeg gjort så meget tidligere, jeg skiftede farve som en anden kamæleon afhængig hvilke omgivelser jeg befandt mig i, afhængig af hvem jeg var i kontakt med.

Resultatet var et udhulet selv, jeg var fremmedgjort overfor mig selv. Konstant på flugt fra mit eget indre som jeg ikke kendte og som jeg derfor fandt det bedst at undgå at beskæftige mig med overhovedet. Konsekvensen af det var at mit liv ikke fungerede.

Jeg føler på min side at du kræver at jeg skal opgive mig selv, at jeg skal lave om på mig selv, at du ikke vil acceptere mig før jeg stiller en eller anden garanti for at aldrig mere at udsætte dig for "mine vredesudbrud" - Det kan og vil jeg bare ikke kære Bonnie!

Derfor føler jeg mig bare ikke ok i dialog med dig kære Bonnie.

Et godt gæt fra min side er at du har det med mig på samme måde. Det er hvad jeg læser ud af dit skriv. Som sagt konkluderer jeg, at alt dette misk mask er udtryk for, iflg mine tidligere erfaringer at DER IKKE ER NOGET I VEJEN MED NOGEN AF OS kære Bonnie, vi passer bare ikke sammen lige nu, og kommer måske aldrig til det.

Sådan er det så bare! Det fungerer bare ikke mellem os.

Ønsker dig selvfølgelig alt godt fremover!

Venlig hilsen

Martin
Martin
Re: Indrømmelse af magtesløshed
10 Mar, 2006 11:32
PS.

Ovenstående skriv til Bonnie fra min side gælder også for Søs og Duddie.

Mvh

Martin
Mia
Re: Indrømmelse af magtesløshed
10 Mar, 2006 11:47
Lige et spørgsmål. Bliver man ligesom dig Martin når man går i AA, repræsenterer du gennemsnittet i AA? for det er da skræmmende.
Navn (gerne opdigtet):

Din email:


Overskrift:
Spam filter:
Skriv venligst den kode du ser i feltet. Er koden svær at læse, så prøv alligevel at skrive koden som du tror den skal være. Skriver du en forkert kode, kommer der automatisk et nyt billede med en ny kode frem.
CAPTCHA
Overskrift: