Velkommen! Log ind Lav ny profil

At vælge en højere magt

Indsendt af JørnL
JørnL
At vælge en højere magt
27 Aug, 2013 16:59
I kølvandet på den genoptagne tråd om 'Religion kontra Højere Magt', føler jeg stor trang til at bringe denne artikel, som stammer fra avisen Kristeligt Dagblad fra den 3. oktober 2003.

Den ramte - og rammer fortsat - mig lige i hjertekulen på rigtig mange måder. Og kan vel også bruges som et bidrag til/eksempel på, hvordan en alkoholiker ad kringlede veje finder/vælger SIN højere magt. Men læs selv:

'ANONYME ALKOHOLIKERE:
Det foregår af egen fri vilje, når Anonyme Alkoholikere med succes hjælper alkoholikere ud af deres misbrug. Vi fortæller en alkoholikers historie - fra de tidlige karaktertræk, der går hånd i hånd med misbruget, til accepten af den højere magt, nogle i AA har valgt at kalde “Gud"
Et tidligt morgenlys afbryder natten og rammer en firkantet baggård mellem fire etageejendomme på det pænere Frederiksberg. Det er en hverdag i forsommeren 1996. De fleste københavnere sover stadig trygt.
Men i baggården er én mand oppe, bogstaveligt talt, for hans ben stikker ud gennem et smalt vindue et par meter over asfalten. Han sidder uhjælpeligt fast mellem karmene, hans fødder stritter over en affaldscontainer, som han har rullet hen til den pudsede husmur.
Foreløbig ånder alt fred i baggården, men halvt inde i sit eget køkken, med kroppen håbløst i spænd, ved Niels Stein, at det meget snart vil ændre sig.
Han løfter hovedet. På hans køkkenbord står et trug med frisk frugt. Resten af rummet er indrettet efter tidens trend, i colonial style, pertentligt som kulissen til en reklamefilm, en fryd at se på.
Men hans brune øjne stirrer kun i retning af køleskabet. På toppen står en flaske whisky. Han forlod den, inden han vandrede ud i natten. På druk.
Da han kom tilbage, manglede han sin nøgle, og så rullede han containeren hen til det åbne vindue, og nu sidder han fast.
Morgenen gryr. Snart vågner hele karreen. Han ved, at hun vil gå gennem gården med sin affaldspose til containeren kl. syv, præcist som et urværk, for det gør hun hver morgen, før hun tager på arbejde.
Og nu kommer angsten. Hans flaske Four Roses står halvfuld på køleskabet, langt uden for rækkevidde. Han sidder fast, kan ikke flygte, kan ikke få sin sprut, og det er, som om han smuldrer. Den prisbelønnede keramiker, den prisbelønnede fotograf, manden, der altid har styr på tingene, solen, som alle andre planeter kredser om, er magtesløs.
Mens han hænger beruset i sit eget køkkenvindue, falmer hans personlige glansbillede, hans guddommelige opfattelse af sig selv går itu.
Og han begynder at få tømmermænd.
Slag på sabbatten
Nogle følelser brænder sig fast i et barns erindring, og Niels Steins første minde om angst - faktisk hans første minde overhovedet - stammer fra en oktobernat i 1943.
Den lille mørkhårede dreng står på dækket af en fiskekutter i Taarbæk Havn. Han er to år og mærker sin mors hænder i ansigtet. Hun smører sort skosværte på hans kinder. Et sted i nattemørket venter hans fem år ældre bror.
Normalt ville en lille dreng måske more sig over at få sort camouflagefarve i hovedet. Men Niels mærker noget nyt, en beklemt følelse, der udgår fra hans mor.
For lille Niels er jøde, og de tre mennesker er ved at flygte til Sverige i ly af natten, ligesom tusinder af andre jøder gjorde det i nogle hektiske døgn under krigen.
Det er en følelse af den slags, der sætter sig et sted og vender tilbage senere i livet som en elektricitet i kroppen.
Lille Niels er bange. Men han aner ikke hvorfor.
Senere ved Niels heller ikke, hvorfor han er bange i mørke, men hans far kender kun én medicin mod fejhed, og det er at lade være med at være fej. Mens resten af familien flygtede, gik hans far under jorden som frihedskæmper, og senere gør han sig som succesrig gartneriejer og ejendomshandler.
Da Niels er syv-otte år, beordrer faren ham ned i drivhuset ved ettiden om natten for at se til fyret. Den lille dreng vakler gennem mørket mod en lyskontakt, mens en flok vildkatte hvæser over hans hoved.
På sabbatten afregner hans far ugens præstationer i den hvide stue i kæmpevillaen. Han tager spanskrøret over dørkarmen. Hvis Niels ligger nummer to eller derunder i sin klasse, får han slag, hvis han er nummer et, bliver det ikke bemærket.
Hans bror hyler og skriger, når spanskrøret falder. Men Niels tager slagene uden at kny.
Himmelhøje idealer
Da Niels er 13 år, vandrer han op ad den stejle, brolagte sti mod Lyngby Kirke, der rejser sig med rødbrunt stentårn på en bakke i forstaden. Han bærer en blomsteranretning fra gartneriet i favnen. Hverken hans far eller den jødiske chauffør sætter deres ben på kristen jord, selv om hans far påstår, at han er ateist.
Niels falder i snak med kordegnen. Senere får han en god ven i skolen, hvis far er sognepræst. Som en slags stille ungdomsoprør konverterer han til kristendommen, lader sig døbe og konfirmere, og læser Bibelen lige så omhyggeligt som skolebøgerne, så han kan præstere gode svar om sin nye religion.
Efter gymnasiet vælger han en kunstnerisk uddannelse. Han har kreative talenter og udvikler sig som keramiker.
Imens går han til fester. Han opdager, at når han drikker alkohol, svulmer hans personlighed op, og han gør sig bedre, end han er. Han vil være uangribelig. Han jagter påskønnelsen.
Og han får den, for hans storladne løfter driver ham til at præstere mere. Folk kalder ham kunstner, fantasifuld, rammende. Han drejer sine krukker og vaser, han søger en stil, folk kan lide, og selv da han udvikler sit håndværk mod mere unikke ting, flytter han aldrig grænsen længere end til den sikre anerkendelse.
Da han er 22, gifter han sig med en ung pige. De flytter ind i en patriciervilla i Hareskoven med blåt skifertag, havestue og balkon ved soveværelset.
Niels arbejder hårdere og hårdere, satser højere og højere. Hans kone begynder at finde små snapseflasker under sædet i bilen, men han forsvarer sig med, at han er presset og skal tjene penge til deres kommende familie.
Imens er det, som om hans glansbillede af et perfekt liv smuldrer. Virkeligheden lever ikke op til hans ambitioner. En mærkelig angst griber ham.
Da Niels er 27, forlader han sin kone og sin lille datter. Han tager på højskole, hvor han kaster sig over fotografiet.
I de kommende tre årtier gentager hans liv sig som en lp-plade, der har sat sig fast i den samme rille.
Han brillerer som fotograf, ganske som han gjorde det som keramiker. Han præsterer flotte dokumentarbilleder til glittede internationale magasiner og høster ros og anerkendelse for sit reklamefotografi. Han møder kvinder, gifter sig, bygger en perfekt kulisse op omkring hver eneste af dem, som om de var fotomodeller i en af hans billedserier. Han vinder priser, ansætter medarbejdere, bygger fotografiske virksomheder op.
Men hver eneste gang, når presset vokser, og virkeligheden ikke længere matcher hans himmelhøje idealer, lader han det hele bag sig og starter op på ny.
Han når at være gift fire gange og får endnu en datter med en kvinde, som han også forlader. Gennem årene ser Niels kun sine børn ved nogle få møder. Han følger sin ældste datter på afstand, mens hun gør karriere som succesrig kunstner og designer, men selv da hun mister sin mor i teenageårene, holder Niels sig på afstand.
Dybt hul
En eftermiddag i forsommeren 1996 står Niels i en lejlighed på Frederiksberg. Han bøjer sig over en kuffert. Han har mødt en ny kvinde, en psykoterapeut, der bor i samme ejendom. De er lige vendt hjem fra en uges ferie på Malta og er ved at pakke ud.
Ferie er ellers en luksus, den nu 54-årige Niels sjældent tager sig. Når han holder fri i mere end én dag ad gangen, suger alkoholen ham ned i et dybt, dybt hul, og han drikker, til han segner. På arbejdsdage er sprutten derimod en benzin, der holder ham kørende - bogstaveligt talt, for han magter ikke at styre sin bil uden en pæn promille i blodet.
Han har bygget et nyt fotostudie op sammen med fotografen Tom Olsson. Selv om Niels på stressede dage drikker en hel flaske whisky, passer han sin metier som altid.
Nu står han så i soveværelset med en romantisk ferie i bagagen. Han førte sin kæreste væk fra turisthelvedet på Malta til en smuk ø, hvor de sejlede ud med hummerfiskerne ved daggry og spiste skaldyr i restauranten på et lillebitte hotel - mens tjenerne skænkede Fernet-Branca til ham i stride strømme.
- Jeg er kommet til at elske dig, udbryder hans kæreste pludselig.
- Det er jeg meget lykkelig for, siger Niels.
- Så derfor stopper vi her.
Hun siger, at hun ikke kan bære at se en mand med hans charme og talent ødelægge sit mentale liv ved at drikke. Hun når aldrig ind til hans hjerte.
Niels er vant til at få sin vilje, især med kvinder. Efter bruddet går der tre uger, hvor han stiller sig på tæer på sin toiletkumme for at få et glimt af hende fra sit lille badeværelsesvindue. Så, en hverdagsaften, snupper han en sidste whisky med et stænk ginger ale, stiller flasken oven på køleskabet og går på druk.
Da han vakler hjem, mangler han sin nøgle. Han puffer en affaldscontainer hen til køkkenvinduet, der står på vid gab i natten. Han kravler op, og et øjeblik senere hænger han uhjælpeligt fast med kroppen halvt ude i baggården.
Klokken nærmer sig seks. Han ser sig selv udefra nu, kan ikke løbe fra ydmygelsen, kan ikke tale sig fra den. Når hans ekskæreste om lidt dukker op med sin skraldepose, er vanæren total.
Så hører han nogen rumstere i baggården.
- Skal du ind eller ud?
Det er en skraldemand. Han står neden for vinduet og griner sammen med sin makker. De tror først, at de har pågrebet en indbrudstyv, men Niels snakker det bedste, han har lært, og de løfter ham fri uden skrammer.
Men noget i ham er knækket.
Erkendelse
Så da han nogle uger senere skal fotografere et sæt industrielle metaldele - en pærenem opgave for en mand, der har taget billeder af vilde løver i Kenya og fotograferet filippinske gadebørn i Manilas underverden - meddeler han pludselig sin kunde, at han smutter ned efter cigaretter.
Først langt ud på aftenen vakler Niels atter ind i atelieret, døddrukken. Hans ven og kompagnon Tom Olsson har lavet billederne færdig. Han er rasende.
I den kommende tid begynder Tom Olsson at lægge pres på sin kompagnon. På stille dage, når de sidder alene sammen i atelieret, siger fotografen, at han synes, Niels under sin stolthed og perfektionisme er en stor, hul skal.
- Jeg kan ikke ha´ det, siger han, for du virker ikke lykkelig. Er du lykkelig?
Til sidst bryder Niels sammen. Han tilstår, at han har det forfærdeligt. Allerede for nogle uger siden saksede han en annonce ud af en avis. Den er fra behandlingsstedet Fontana, der hjælper alkoholikere. Sprutten er måske ikke hele hans problem, men midt i elendigheden har den taget magten over ham.
En del af afvænningsprogrammet er, at man overgiver sig til selvhjælpsgruppen Anonyme Alkoholikere. Niels indrømmer over for Tom, at han nok har brug for den slags hjælp.
Omsider har han åbnet op for angsten. Men den facade, han gemte den bag - hans uangribelige selvbillede - er smuldret.
Alkoholiker
Tobaksrøgen svæver som en tågebanke i Anonyme Alkoholikeres lavloftede kælderlokale på Ryesgade i København. Midt på linoleumsgulvet står et aflangt, ramponeret bord. Stolene ligner udsalgsvarer fra en genbrugsbutik, og langs de fire nikotingule vægge står endnu flere slidte stole.
Allertættest ved gadedøren sidder Niels Stein. Hans første møde i AA er i gang. Nogen bød ham velkommen ved at sige, at han er begyndt på en spændende rejse, men han har svært ved at se spændingen i det usmagelige møblement og de gulnede vægge. Han er ædru på tredje dag, han føler sig nedbrudt, og han har mest af alt lyst til at flygte ud af sin egen krop.
Der må være 60 mennesker i lokalet nu. Ved bordenden sidder en slags mødeleder, der for et øjeblik siden ringede med en lille klokke og åbnede mødet. Han har læst formålsparagraffen – blandt andet, at det eneste, der kræves for at være medlem, er et ønske om at holde op med at drikke.
Nu går ordet på skift til dem, der ønsker at sige noget. Det lader til, at der hersker en mægtig mødedisciplin og respekt, selv om folk siger de tåbeligste ting. En eller anden jamrer, at han har svært ved at klare sin opvask. Da Niels skal præsentere sig selv, falder han ind i den taktfulde tone.
- Jeg hedder Niels, og jeg er alkoholiker, siger han.
- Hej Niels, siger de alle sammen.
Da han har talt, kvitterer hele flokken med et:
- Tak, Niels.
Mens mødet skrider frem, og alkoholikerne letter deres hjerter for stort og småt, læser Niels en meterhøj plakat, der hænger på rummets fjerneste væg. Den bærer overskriften “De 12 trin". Han opdager, at ordet “Gud" går igen i punkterne – som i det tredje trin, der hedder:
Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede Ham.
Han overvejer, om han er landet i armene på en sekt.
Så slutter mødet. Alkoholikerne tager hinandens hænder omkring bordet og langs væggene, og de reciterer i kor:
- Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.
Det eneste, der mangler, er stort set, at nogen råber “halleluja". Men han beslutter at give det en chance. Trods alt føler han, at de mange kvinder og mænd i rummet har noget, han gerne vil have.
Blandt andet er de ædru. Og de lader til at have det fint med det.
G-U-D
Mange måneder senere, en kold dag i begyndelsen af 1998, vandrer Niels de sidste stejle meter mod sin barndoms kirke på bakketoppen i Lyngby.
Han åbner den gamle trædør. Han går til alteret og tænder fire hvide lys. Lidt til venstre for nadverbordet står et lavt rækværk, der omhegner et podium med seks højryggede stole med rødt betræk. Når der er gudstjeneste, troner grevefamilien fra Sorgenfri Slot på de bløde sæder.
Nu står kirken tom – bortset fra to mennesker. Niels åbner en låge i rækværket. Han sætter sig på en af stolene ved siden af sin sponsor fra Anonyme Alkoholikere.
Et års tid er gået, siden han lagde sin druk på hylden. Under de første møder i AA så han et glimt af noget i alkoholikernes øjne – en slags ro, som han havde genkendt og fotograferet overalt i verden og set op til uden helt at forstå, hvad den dækkede over. Men han fornemmede, at de faktisk mente det af hjertet, når de lyttede tålmodigt til hans bekymringer og endda takkede ham bagefter.
Så han besluttede, at han ville være en forbilledlig AA´er. Han overrendte de slidte AA-lokaler overalt i København, gik til møde efter møde, ofte flere gange om dagen. Og han fik en sponsor – en erfaren alkoholiker, der har gennemført den åndelige udvikling, som AA kalder “De 12 trin".
De fleste betræder De 12 trin ved at meditere og skrive deres tanker ned i enerum og efterfølgende præsentere dem for sponsoren. I 1.trin skulle Niels erkende, at han var magtesløs og ikke kunne klare sit liv – hård kost for en mand med hans ego. I 2. trin så han i øjnene, at en magt større end ham selv kunne give ham hans sunde fornuft tilbage.
Og i dag, på tredje trin, skal han lægge sin vilje og sit liv over til den højere magt.
Han har valgt at kalde sin højere magt for Gud. Ordet skurrer ikke længere i hans ører. G-U-D kunne sådan set lige så godt stå for Glad Uden Druk eller Ganske Udmærket Direktion eller noget andet. Nogle i AA vælger at se den højere magt som fællesskabet, som selve AA. Men han tolker sin højere magt som noget, der ligger tæt op ad den kristne gud. Derfor har han taget turen til sit barndoms Lyngby, hvor han i sin tid valgte at kalde sig kristen.
Nu sidder han så i kirken sammen med sin sponsor. Han holder et ark papir foran sig og læser svarene op på nogle åndelige spørgsmål, som hans sponsor har stillet ham. Til sidst fremsiger han en bøn:
- Gud, jeg overgiver mig til dig, at du må bruge mig, og du må forme dig efter din vilje. Fri mig for selvets lænker.
Niels har forstået, at hans storladenhed, perfektionisme og ønsketænkning er typiske, alkoholiske træk. Det handler om at være ydmyg.
Alligevel kan han ikke sige sig fri for at mærke en personlig tilfredshed, da han forlader kirken. Han må være en god AA´er.
Datteren
Senere sidder Niels bøjet over skrivebordet i det lille arbejdsværelse i sin nye lejlighed ved Bellahøj. Han skribler lange linjer med kuglepen på hvide A4-ark. Han springer tilbage i teksten og læser et afsnit. Så streger han ud og skriver om.
Egentlig består hans næste trin af “en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse". Men i AA er der jo ingen krav eller regler. Niels er sprunget direkte fra tredje til niende trin. For han har besluttet, at han vil have sin datter tilbage, og i niende trin opsøger man de mennesker, man engang har gjort fortræd, hvis det ikke sårer dem eller andre.
Han koncentrerer sig, vejer sine ord, som var de af guld. Det handler om at bekende alle fejl og mangler og begrænsninger, og hvor han har svigtet. Så vil hendes hjerte smelte.
Han lægger kladden til side i nogle dage, tager den frem igen, sletter og skriver om. Til slut tilstår han, at han har været en dårlig far.
Så sender han det færdige brev. Han venter spændt.
Nogle dage senere lander svaret i hans postkasse. Hans datter giver ham ret i alt – bortset fra én ting:
- Du har ikke været nogen dårlig far. Du har slet ikke været far, skriver hun.
Hun meddeler, at Niels nu åbenbart har brug for en datter, fordi han er ædru, men at hun har haft brug for en far i 30 år. Hun beder ham venligst om aldrig mere at tage kontakt.
Svaret slår Niels fuldstændig af banen. I det mindste falder han ikke tilbage på flasken, det sørger fællesskabet og de daglige møder i AA for. Men tanken om hans datter vokser og bliver en besættelse.
Et halvt års tid rinder hen, uden at der sker det mindste. En dag står han på Strøget i København og pludselig, lidt på afstand, fanger han et glimt af hende.
Hun vandrer af sted med en barnevogn. En lille dreng sidder på hendes arm, et spædbarn ligger i vognen. Han ser hende smile.
Synet sætter sig i ham som en smerte, og han bumper ind i folk hele vejen til Amagertorv. Da han lidt senere kommer hjem, sætter han sig til at tænke. For det kan ikke være såret forfængelighed eller knust stolthed, der smerter ham – de følelser, som ramte ham før i tiden. Det må jo være, erkender han, fordi han elsker hende.
Og hvis han elsker hende, må det vigtigste være, at hun er lykkelig. Om så prisen er, at han aldrig skal se hende igen.
Da han har mediteret sine overvejelser til ende, føler han, at han har gjort noget uselvisk, måske for første gang i sit liv. Han har givet slip på ønsket om at få sin datter tilbage. For hendes skyld.
Niels føler sig lettet. Det er, som om han har opdaget næstekærligheden.
Nogle måneder går. Så sker det utrolige. Ad omveje er hans datter begyndt at høre positive ting om sin far. Og nu opsøger hun ham.
De slutter fred og bliver enige om, at Niels nu skal lære at være far. Og at hun skal lære at have én.
Det ligner næsten en happy end fra en amerikansk film. Efter nogen tid begynder hans datter dog at skælde ham hæder og ære fra og kritisere ham for det ene og det andet.
Hendes ord gør ham ulykkelig. En dag deler han sin sorg med sin sponsor. Uden videre ønsker den erfarne AA´er ham tillykke.
- Mine børn er også skideurimelige, siger han, så hun er virkelig begyndt at bruge dig. Tillykke. Det er dig, der er den voksne nu.
Højere magt
En mandag aften i september 2003 bryder Niels op fra et møde i AA og begynder at vandre hjemad mod Bellahøj. Han trasker ind i en lille løvskov. Mørket ligger tæt mellem træerne. Han sætter sine fødder på en smal, næsten usynlig grussti.
Han ser pletter for øjnene. Han burde ikke traske gennem skoven på et så buldermørkt sted. Han kunne falde om. Og dø.
Efter genforeningen med sin ældste og senere også sin yngste datter ramte en kræftsygdom ham. Oddsene var én til fem for at overleve, lægerne fjernede svulster i hans hals og gav ham kemoterapi. Han overvandt sygdommen – noget, tænker han tit, som aldrig var lykkedes, hvis han stadig havde drukket.
Men han drikker ikke, ikke en dråbe, og han har gennemført alle AA´s trin, inklusive det 12., som består i at bringe budskabet videre til andre alkoholikere. Han er selv sponsor for nye medlemmer og leder møder og bruger en stor del af sin tid på foreningen, for han gik på pension, da kræften ramte ham.
Midtvejs ad stien sætter han sig pludselig på en stor sten. Han sidder musestille i mørket. Han begynder at tænke på sin højere magt.
Da han første gang skrev til sin datter, gjorde han det stadig med den gamle alkoholikers fornemmelse af, at han selv var Gud og kunne styre verden. I dag, omsider, accepterer han, at noget er større end ham selv.
Så måske skal han dø, men det nytter ikke at flygte, det nytter ikke at bekymre sig, for han er ikke selv herre over det, hvad enten han krydser gennem en dunkel skov eller ej.
Han sidder i mørket. Han er stadig magtesløs – som da han sprællede, fuld og fastklemt, i et køkkenvindue på Frederiksberg.
Men når alt kommer til alt, betyder det måske ikke så meget at være afmægtig.
Når blot man ved, at man ikke selv er Gud.'

JørnL
Ædru alkoholiker på 16. år
Re: At vælge en højere magt
28 Nov, 2017 6:25
Der ER altså ikke nødvendigt at have en højere magt blot fordi en børsmægler skrev det i 1938.
Har selv været ædru i 30 år og gået til sådan omkring 4000 AA møder. Så jeg taler af erfaring.
Der ER nødvendigt med sammenkomst med andre ædru alkoholikere, og med ærlighed.
Prøv iøvrigt at gå ind på aaagnostica.org
Navn (gerne opdigtet):

Din email:


Overskrift:
Spam filter:
Skriv venligst den kode du ser i feltet. Er koden svær at læse, så prøv alligevel at skrive koden som du tror den skal være. Skriver du en forkert kode, kommer der automatisk et nyt billede med en ny kode frem.
CAPTCHA
Overskrift: