Velkommen! Log ind Lav ny profil

Har altid drukket "lidt"

Indsendt af Al50
Har altid drukket "lidt"
15 May, 2016 11:03
Jeg er 50 år og har altid brugt alkohol som et beroligende stof. Jeg har drukket meget ved festlige lejligheder og i weekender (15-35 genstande) siden jeg var 15 år gammel, men med alderen har mit mønster ændret sig. Jeg kan ikke tåle de samme mængder, dvs. at jeg nu drikker 14-20 genstande ved arrangementer et par gange om måneden. Men jeg sidder hver aften og indtager 2-3 genstande. Egentlig er det jo ikke særlig meget, og alligevel over det sundhedsstyrrelsen anbefaler.
Selvom det ikke er de store mængder, oplever jeg i forbindelse med et akoholstop de sidste 10 dage, at jeg har alkoholtrang. I mine tanker kredser jeg om alkohol hver aften - jeg har simpelthen lyst til at købe en flaske vin og drikke de sædvanlige 2-3 glas. Jeg er lidt forskrækket over dette og tænker at jeg måske har et seriøst alkoholproblem? Kan det være starten på en glidebane (hvis jeg fortsætter med at drikke på et tidspunkt) eller er det blot en vane som efterhånden falder i baggrunden, når jeg er optaget af noget andet end min "aftenmedicin"?

Jeg overvejer at stoppe helt, da det tydeligvis fylder mere end jeg havde regnet med. Og jeg tænker, at det måske med alderen kan ændre sig igen, så jeg pludselig drikker mere end de 2-3 glas om aftenen. Og hvem ved, måske mister jeg kontrollen, den som indtil videre,har holdt mit forbrug inden en acceptabel grænse.

Hvad tænker du? Er der grund til at fastholde et alkoholstop?

Mange hilsner, Al
Re: Har altid drukket "lidt"
11 Aug, 2016 13:30
Kære AI
Jeg beklager meget det sene svar, dit spørgsmål var simpelthen blevet væk blandt trådene på mystisk vis. En meget træls svipser for os…

Du skriver med et utroligt relevant spørgsmål; der er mange ligesom dig, der tænker på hvornår deres alkoholforbrug er ved at blive en ’glidebane’, som du siger. Og netop dét du har gjort, med din beslutning om at tage et alkoholstop, er en utrolig god metode til at finde ud af, hvor stor en del af din hverdag, der drejer sig om alkohol.

Det lyder for mig meget som om du selv har det rigtige svar; når du bliver forskrækket over, at du tænker så meget på alkohol, så tyder det på, at i hvert fald det psykiske aspekt fylder meget, og det er også en slags afhængighed. Men hvad med den fysiske afhængighed? Har du haft nogen fysiske symptomer, som svedeture, rystelser, kropslig uro, høj puls, nevøsitet/angst?

En anden ting er også vanen som du nævner. Den skal man nogen gange være opfindsom for at bryde, men det er altid en god hjælp til drikkestop, hvis du kan opnå at fylde din tid med noget andet godt. Hvad har du fx af interesser, eller ting der gør dig ’glad i låget’? Jo mere du kan komme på at gøre i stedet for at sidde med vinen, jo nemmere bliver det at slippe tankerne om alkohol. Trangen kommer også i bølger, så hvis man kan have noget ved hånden til at aflede lige når det ’niver’ mest. Og det er altid godt at dele dine tanker med nogen du godt kan lide og stoler på.

Så hvis jeg har forstået dine bekymringer rigtigt, så er der absolut god grund til at fastholde dit eget fokus på, om dit alkoholforbrug er ved at løbe løbsk – jeg forstår rigtig godt dine tanker om at blive mere tolerant og få kontroltab ude i fremtiden. Så det er jo det helt rigtige tidspunkt, at du holder fast. Hvis du tror, at du er ved at blive afhængig, så er det virkelig med at holde fast. Når først hjernen er afhængig, kan det være svært at få et normalt forhold til alkohol.

Jeg vil forslå dig at gå mere på udforskning, her på siden kan du fx tage en test, som kan svare dig på, hvor dit forbrug ligger. I rusmiddelcenteret i din by kan du også komme anonymt, også selv om du ikke føler en decideret afhængighed. Du kan finde oplysning om det nærmeste rusmiddelcenter her på siden.
Jeg håber på at høre fra dig, med nyt om hvordan alkoholstoppet er gået. Det kan også motivere andre, der har det ligesom dig.

Mange hilsner Anita rådgiver
Jacob
Re: Har altid drukket "lidt"
11 Aug, 2016 22:28
Og mit indlæg slettede du så...?

Jacob
Re: Har altid drukket "lidt"
12 Aug, 2016 11:15
Kære Jacob

Alkoholrådgivningen på Hope.dk er en "brevkasse", hvor det kun er alkoholbehandlere der svarer på spørgsmål.
Vi har derfor slettet dit svar.

Hvis du ønsker at skrive sammen med andre, sker det på Mødestedet: http://www.hope.dk/alkohol/modestedet/samtalerum/

Med venlig hilsen
Administrator Hope
Re: Har altid drukket "lidt"
22 Feb, 2017 12:02
Hej Anita

Jeg sidder og kigger jeres Hope.dk lidt igennem og opdager pludselig, at du har svaret på mit spørgsmål tilbage i august sidste år. Mange tak for dit meget brugbare svar. Da jeg intet hørte fra dig i første omgang, skrev jeg til sygeplejersken og fik fra hende, også en rigtig god tilbagemelding.
Det skal siges at jeg fra august indtil slutningen af året, var meget on and of med alkohol (start og stop). Jeg var i et meget problematisk kæresteforhold og det viste sig, at kæresten var alvorlig syg med kræft. Så der var pres på fra forskellige sider. Men, jeg har taget min livsstil op til revision og fra den 1. januar, besluttede jeg mig for at ændre på rigtig mange ting. Først og fremmest stoppede jeg med at drikke alkohol. Da det er meget vigtigt for mig at fokuserer på sundhed og et fysisk velbefindende, gik jeg i gang med en seriøs kostomlægning og fitness / sport. Ikke at jeg er overvægtig overhovedet, men et sundt livsindhold, giver mig styrke til at holde fast og nyde vitaliteten ved at passe mit legeme og min mentale tilstand / sundhed. Og hele sundhedsperspektivet står som en gigantisk kæmpe overfor alkoholafhængighed og der er ikke 10 vilde heste, der kan trække mig hen til et glas hvidvin eller hvad der ellers måtte ligge ligefor.

Der er nu gået 52 dage og jeg føler mig på toppen. Alkoholtrangen er blevet meget mindre - den dukker op ind i mellem, men den kan ikke hamle op med livskvalitet, vitalitet og et konstruktivt fokus. For mig har det altså været nødvendigt at skabe en forandring på flere fronter og jeg har brugt det der gav mening og virkede for mig.. Spørgsmålet er hvad der virker for den enkelte - hvorfra kan du hente dine ressourcer og din styrke?

Mange tak for den omsorgsfulde og hjertelige måde I støtter mennesker i nød :-)

Kærlig hilsen AL50
Re: Har altid drukket "lidt"
22 Feb, 2017 23:36
.



Redigeret 1 gang(e). Sidst redigeret 23/02/2017 8:56 af Al50.
Navn (gerne opdigtet):

Din email:


Overskrift:
Spam filter:
Skriv venligst den kode du ser i feltet. Er koden svær at læse, så prøv alligevel at skrive koden som du tror den skal være. Skriver du en forkert kode, kommer der automatisk et nyt billede med en ny kode frem.
CAPTCHA
Overskrift: