Velkommen! Log ind Lav ny profil

Griber efter et halmstrå

Indsendt af Den håbløse?
Griber efter et halmstrå
22 Nov, 2016 19:24
Det bliver nok en lang historie (har dog kortet den lidt af):
Jeg har været afhængig af alkohol i mange år (for alvor i ca. 6-7 år). Prøver at holde mig til en falske vin i hverdagene, da jeg stadig går på arbejde. Dog skal jeg så næste dag tage mindst 1 angstdæmpende pille, da jeg har udviklet panikangst. Har virkelig forsøgt at stoppe, da jeg gerne vil have mit liv tilbage (orke at lave noget i fritiden, være der for familien, opsøge nye venner og fritidsinteresser (da meget er smuttet pga. dette)). Jeg har det faktisk nemmest ved at forsøge med at stoppe, når jeg er længst nede (altså haft nogle virkeligt dårlige dage med for meget og næsten ikke har kunne komme ud af sengen, hvilket typisk er i weekenden). Dog mister jeg modet, når jeg så alligevel er nødt tage at tage de angstdæmpende piller for at tage på arbejde, selv om jeg ikke har rørt en dråbe, hvilket for mig er meget hårdt arbejde (altså ikke at røre alkohol bare et bar dage, så skal jeg virkeligt tage mig sammen og fokusere på andre ting og nogen gange bare sove eller se film for at få tankerne væk fra alkoholen, det er nærmest som en tvangstanke). Jeg ved jo godt selv, hvad jeg skulle gøre: holde mig fra alkoholen og så bare trappe ned i pillerne, men det har jeg kun held til et par dage ad gangen. Jeg har også brugt min nuværende situation som en slags undskyldning: brud med langvarig kæreste, flytning, ikke nogen venner af betydning mv. Har også forsøgt at forklare mig selv, at dette ikke skal være en undskyldning, og at jeg ikke kommer videre uden et stop, men bliver for ked af det til at vedholde, hvad jeg har besluttet. Vil lige nævne, at jeg har været i behandling for et lidt over ½ år siden, hvilket kostede 80000, som dog ikke hjalp og er for nogle måneder siden er begyndt i et offentligt behandlingstilbud, hvor samtalerne mest er en sludder for en sladder (de anbefaler faktisk, at man holder sig ædru til behandlingen går igang, men det er jo netop derfor, man opsøger dem).
Jeg har fået rigtig mange gode råd indtil videre andre steder fra og ved godt, hvad jeg burde og skulle gøre, men har ikke kunne gøre det. Håber derfor på, at I kan give et nyt råd, jeg ikke har hørt før (kan nemlig mærke, at min fysiske tilstand bliver gradvis værre, vil gerne dette til livs og det "sjove" (men tragiske) er, at der faktisk ikke er mange, der ved, hvor slemt det egentlig står til)
På forhånd tak
Re: Griber efter et halmstrå
25 Nov, 2016 15:37
Kære "Den håbløse".

Hvor er det godt gået, at du skriver om dine problemer og søger efter råd og vejledning.
Respekt til dig, for desværre vælger de fleste med alkoholproblemer, at holde facaden, job og familie, uden at gøre noget ved problemet.

Du skriver at du har panikangst og må tage en pille dagen efter du drikker.
Faktisk er det sådan, at lige over halvdelen af dem der kommer i alkoholbehandling har psykiske problemer, som f.eks. angst eller depression, så du er slet ikke alene om at have problemer med både psyken og alkohol.
Men når du drikker kan det være ret svært at adskille det ubehag du får på grund af at du drikker, og så den angst du oplever.
Måske har du endnu ikke fået taget fat på at få løst problemerne med angst?
Ved du at der er steder, hvor du kan få hjælp til at tackle både alkoholproblemerne og angsten?
Læs mere om dobbelt diagnose behandling

Når du skriver: "Jeg ved godt hvad jeg skulle gøre: holde mig fra alkoholen og så bare trappe ned i pillerne", bliver jeg bekymret på dine vegne, for det er så vigtigt at få professionel vejledning til både at stoppe med at drikke, men bestemt også at trappe ud af angstdæmpende medicin. Du kan få så meget støtte og opbakning til at komme videre med dit liv, hvis du kan komme ind i en behandling der passer til dine behov.
Den gode nyhed til dig er, at du kan få gratis professionel behandling hos kommunerne, og at du ikke behøver at starte i din egen kommune - du kan henvende dig til hvilken som helst kommune og få hjælp. Ofte har de større kommuner flere forskellige behandlingstilbud, så det kunne måske være en ide for dig at du kontakter en større kommune i dit område?
Se liste med adresser på alle de kommunale alkoholbehandlinger

Jeg kan desværre ikke give dit et godt råd til at løse dine problemer, for det er altså lidt mere kompliceret, end at sige: du skal bare lige ...
Men skriv meget gerne tilbage om hvad du tænker om at komme i dobbeltdiagnose behandling eller kontakte andre kommuner, der måske har et bedre behandlingstilbud til dig.

Du er også velkommen til at ringe til Alkolinjen på 80 200 500, hvis du gerne vil tale med en professionel alkoholrådgiver. Der er åbent alle hverdage kl. 11 - 15

Jeg ønsker dig alt muligt godt og håber at du snart bliver til den håbefulde.
Allan rådgiver
Navn (gerne opdigtet):

Din email:


Overskrift:
Spam filter:
Skriv venligst den kode du ser i feltet. Er koden svær at læse, så prøv alligevel at skrive koden som du tror den skal være. Skriver du en forkert kode, kommer der automatisk et nyt billede med en ny kode frem.
CAPTCHA
Overskrift: