Velkommen! Log ind Lav ny profil

Ingen kontrol til festlige begivenheder

Indsendt af Marco
Marco
Ingen kontrol til festlige begivenheder
02 Dec, 2017 19:51
Hej med jer.

Jeg skriver da jeg har frustrerende oplevelser med alkohol. Det er formentlig ikke markant anderledes end så mange andre, men det føles stort for mig.

Lad mig først og fremmest afklare, at jeg ikke som sådan har problemer med alkohol på hverdagsniveau. Faktisk drikker jeg ekstremt sjældent efterhånden og går op i en sund livsstil.

Alligevel har jeg det jeg oplever som et problem. Et problem fordi det sker og et problem fordi jeg bruger ekstremt meget krudt på, at bearbejde det, når det sker.

Min udfordring er mængden af alkohol jeg indtager når jeg er til fest, julefrokoster etc. Selvom jeg forsøger at fokusere på det, må jeg bare konkludere, at kontrolknappen bliver slået fra ekstremt hurtigt. Jeg er meget i kontrol med alt andet jeg gør, men her har jeg et massivt svagt punkt. Mit spørgmål er derfor hvad jeg kan gøre - for det belaster mine nærmeste, der forståeligt bliver bekymret og på sigt er det simpelthen ikke forsvarligt.

Jeg overvejer kraftigt, helt at køre nul-politik og slet ikke drikke i de sammenhænge - også selvom der kulturelt kan være udfordringer i sådan en beslutning. Muligvis vil jeg stadig give mig selv lov til at drikke vin til maden en sjælden gang, nyde en øl en gang imellem osv. Det eskalerer aldrig i disse situationer og jeg er i fuld kontrol. Det er kun i mere 'festlige sammenhænge', men der føler jeg til gengæld heller ikke at jeg kan styre det overhovedet. Det har vel egentlig været sådan for mig, siden jeg begyndte at drikke som ung. Nu er jeg 28 og konstaterer at det ikke kan fortsætte. Måske jeg har hvilet en anelse i, at jeg ikke i mange år har søgt festerne og derfor er det relativt sjældent at det sker - Men det sker og det gør det, fordi det ender med at jeg bliver for fuld, bliver ekstremt syg dagen efter og har blackouts for aftenen før. Så er det en falsk tryghed, at der samlet set måske kun er 3-5 episoder årligt.

Hvad er jeres professionelle tilgang til sådanne udfordringer? Som sagt, er det ikke i stor skala - Men derimod de enkelte episoder hvor det eskalerer når der er lagt op til fest.

Jeg frygter hvad det kan komme til at betyde på sigt for mine relationer - fx kollegialt. Og dernæst så er kampen med en selv dagen efter sådan en tur, aldrig nok til at opveje hvis det har været en god aften. Faktisk forsvinder al glæde fra et arrangement når det ender sådan - Derfor overvejer jeg nulpolitikken - også selvom det er mindre sjovt undervejs. For der er reelt ingen værdi tilbage efterfølgende.

Jeg vil meget gerne høre jeres tanker? Kunne der være nogle redskaber for mig? Kan man øge sin kontrol, eller er jeg af en eller anden årsag bare disponeret for at drikke for meget, når jeg først er igang?
Re: Ingen kontrol til festlige begivenheder
04 Dec, 2017 13:27
Hej Marco.
Sikke nogle kloge overvejelser du gør dig og jeg er sikker på, at du inderst inde godt selv kender svaret.
Det er ikke prisen værd!!
Du oplever ganske rigtigt det berømte kontrol tab i festlige sammenhænge og det er ikke ualmindeligt. Den gode stemning, nye øl på bordet, herlig snak og historier, din tur til at give den næste og så videre. Hvordan kan man sige nej til dette, lige når der er ved at blive rigtig sjovt.
Før du ved af det, så tænker du kun på at more dig og glemmer alt om de gode intentioner, som du sikkert mødte op med.
Nogle mennesker kan direkte mærke, når de er ved at blive berusede og så holder de op eller begynder at drikke dansk vand. Det er ikke noget problem for dem, men den type er du ikke og det må du acceptere, selvom det er ærgerligt.
Måske kan du lære at more dig lige så godt uden alkohol. Der er flere fordele. Du slipper for moralske og fysiske tømmermænd, du husker alt og kommer helskindet hjem i god behold og nok noget tidligere end du plejer. Du kan køre i bil og måske hjælpe andre, der gerne vil have et lift på vejen.
Godt at du under mere private former kan styre dit indtag, så du kan stadig nyde et glas vin i ny og næ.
Der er flere, der vælger alkohol fra til julefrokoster. Man behøver ikke være kedelig af den grund. Det er sørgeligt, men det er efterhånden farligt at færdes beruset i byen. Der grupper der gerne vil slås og lommetyvene står parat. En god aften kan ende rigtig sørgeligt.
Godt at du vil passe på dig selv. Du vil sikkert også være et godt eksempel for andre i samme situation.
Stop, mens du kan og mens legen er god.
Glædelig jul
Med venlig hilsen
Charlotte
Hej Charlotte.

Tak for dit indspark. Jeg skal lige høre om du har nogen faglig baggrund, for de ting du skriver, eller om der i højere grad er tale om holdninger?

Som sagt, peger pilen i den retning. Jeg har dog også set en bog om emnet "øg kontrollen", som jeg stille og koncentreret vil kigge igennem.
Navn (gerne opdigtet):

Din email:


Overskrift:
Spam filter:
Skriv venligst den kode du ser i feltet. Er koden svær at læse, så prøv alligevel at skrive koden som du tror den skal være. Skriver du en forkert kode, kommer der automatisk et nyt billede med en ny kode frem.
CAPTCHA
Overskrift: