Velkommen! Log ind Lav ny profil

Jeg er desperat

Indsendt af Highfield
Jeg er desperat
13 Feb, 2017 22:25
Den korte version:

I min barndom voksede jeg op med en alkoholisk forældre.
Da jeg mødte min mand, var han på ingen måde misbruger - men i løbet af de sidste år (7-8 år) har han udviklet et temmelig stort alkohol-forbrug. (Han drikker oftest en hel flaske vodka ell gin hver aften).

Og jeg føler mig altid utryg, når han drikker sig fuld alene.
Han er aldrig fysisk voldelig. Men jeg har i årenes løb mange , mange gange oplevet ham analysere mig og kritisere mig for min manglende evne til at tage ansvar i mit liv - manglende evne til at ændre på tingene - manglende evne til at lære af mine fejl.

I de første år tog jeg imod hans kritik.
Fordi jeg jo forstod på ham, at han sagde tingene i en god og kærlig tone.

Men desværre er det sådan, at jeg er påvirket af min barndoms evige fornægtelse og tien og løgnene om situationen.
Og dette har jeg ført med mig over i mit voksenliv.

Jeg har aldrig været særligt gid til at sætte ord på mine følelser - slet ikke overfor min mand.

Jeg har aldrig været ret god til at tage imod kritik af min person.
Jeg har ofte forsvaret min adfærd og personlighed - og forklaret og forklaret og forklaret og forkl..., at det var andres adfærd, der gjorde mig svag og uskarp.
Det vil sige ... andres skyld!!!

Og på den måde formåede jeg at fastholde mig selv i offerrollen.
Den rolle, som jeg jo kender alt, alt for godt.

Jeg har læst masser af litteratur om medalkoholikere - og er slet ikke i tvivl om, at mine oplevelser fra min barndom fylder langt mere, end hvad godt er.

Og når jeg læser litteratur om med-misbrugere, ser jeg mig selv - og forstår, hvorfor jeg gør, som jeg gør i dag.

Desværre har min selvskadende adfærd - og mine vredesudbrud taget overhånd.

Jeg har i indeværende uge skældt min mand ud hver eneste aften - på trods af at han lige nu sidder i en af sine største livskriser - hvor jeg - som den empatiske hustru, jeg burde være - skulle bakke ham op - og trøste ham.

Men selv om jeg aftaler med mig selv hver eneste morgen, at i dag - så bliver det anderledes! NU må jeg ikke længere lade mig provokere af hans udsagn.

For han har jo ret i, at han de sidste fem års tid har forsøgt - kærligt ment - at coache mig og give mig konkrete ideer til, hvordan jeg kunne ændre min adfærd, så jeg kunne blive en bedre partner OG en bedre mor for vore to børn.
Han har coachet mig - igen og igen.
Og jeg har nikket til, at jeg nu HAR forstået, hvad der skulle til for, at jeg kunne hjælpe ham, så vores familie kunne blive et bedre sted at være.

Men selv om jeg har nikket ja til ham, har jeg alligevel fortsat den samme , hidtige - adfærd - som altid ...

Og så forstår jeg da godt, at manden bliver træt af mig - og skuffet over mig - og vred på mig.

Og som han selv siger - så bliver han nødt til at dulme sine udfordringer med mig med alkohol. Ellers kan han ikke håndtere sit liv.

Jeg forstår godt hans vrede, skuffelse etc.

Men jeg accepterer bare IKKE hans alkohol-(over)forbrug.
Og dét fortæller jeg ham igen og igen - med ordene:
Når DU lægger alkohol på hylden, kam vores parforhold igen få en chance for at bestå af to ligeværdige partnere.

Derfor vælger jeg aften efter aften at lade mig provokere af hans ord og udsagn om mig - og hans analyser af mig - selv om han har helt ret i sine analyser - derfor vælger jeg aften efter aften at tænde af - og skælde ud - smække med døre - råbe og skrige - etc.

Altså ... der kommer en side frem i mig - som jeg ikke kendte til før for ca tre år siden.
Vrede var IKKE en følelse, jeg kendte til - eller brød mig om.

Og nu kommer mit spørgsmål ... kender I som pårørende det, at I er kommet helt ud, hvor I ikke længere har kontakt med jer selv - og derfor reagerer totalt uhensigtsmæssigt og hensynsløst?

Jeg ved (rationelt) godt, at min adfærd er ødelæggende for mit forhold til ham - og til vore børn. Men når han bliver fuld, er jeg med det samme så meget i mine følelsers (dvs vrede, frustration, sorg, tristhed) vold, at jeg ikke længere er rationel.

Jeg er bare rasende.

Efter mine vredesudbrud falder jeg ned igen. Og jeg skammer mig.
Siger undskyld til ham for min adfærd.

Jeg ved godt, at jeg selv har ansvaret for min egen adfærd. Men det er, som om at den ansvarsfølelse forsvinder, så snart han bliver fuld. For jeg bliver bare iskold og ligeglad.

Men det er klart, at han ikke fortsætter med at tilgive mig ... selv om han oftest "lægger mig på is " - og lader mig skamme mig i en dags tid.
På et eller andet tidspunkt, tror jeg, at han giver op - og smider mig ud eller går sin vej.

I hvert fald er det tydeligt, at han nægter at lytte til mine udsagn om, at hans alkohol-indtag giver mig ondt i maven - og gør mig usikker.

Han mener jo uden tvivl, at jeg er hoved-årsagen til, at han drikker så meget. For hvis jeg var en mere empatisk og omsorgsfuld mor og hustru, ville han ikke være nødt til at drikke så meget, som han gør.

Mange hilsner

en fortvivlet og skamfuld hustru.
Re: Jeg er desperat
14 Feb, 2017 15:31
Citron
Re: Jeg er desperat
04 Jun, 2017 0:16
For filan. Du skal skynde dig at forlade din mand. Med det samme. Afsted. Det er forfærdeligt st læse hvad du skriver. Hvordan du nedgør dig selv. Accepterer at han analyserer dig og vælger at bære skylden for hans manglende tagen ansvar for eget liv. I har børn? Du kan ikke tillade dig at blive i et sådant forhold. Red dig selv og dine børn. Det er så tydeligt at du er ved at drukne i ord og følelser. Du trænger til at de dit liv udefra. Uden at være viklet ind i det spind der gør at du reagerer som du gør. Kom nu væk og red dig selv. Du skylder ham intet. Tag ansvar for dit. Så må han tage ansvar for sit. Kom nu!
Re: Jeg er desperat
07 Jul, 2017 23:27
Hej Citron.

Tak for dit svar.
Jeg ved godt, at du har helt ret i, hvad du skriver.

Jeg føler mig bare så handlingslammet. Og har frygteligt ondt af mig selv.

Jeg begynder efterhånden at indse, at jeg er bange for ham (eller for hans kritik) - eller i hvert fald føler mig underdanig i forhold til ham.

For han er en utroligt dygtig og intelligent mand. Desuden er han initiativrig - og håndterer utroligt mange udfordringer - både i vores familie (mht. praktiske opgaver og ikke mindst i forhold til vore to store teenagebørn) og i sit job (han har en lederstilling med store daglige udfordringer) og i forhold til sine to gamle forældre.

Alle disse fantastiske evner hos ham faldt jeg jo også for den gang, vi mødte hinanden for mange år siden.

Og når han er ædru, respekterer jeg hans udsagn om og til mig - og hidser mig i hvert fald ikke op overfor ham.

Jeg har aldrig været god til at sige min mening - eller turdet være uenig med ham. For som han siger: "Synsninger og dine følelser kan vi ikke bruge til noget. Hvis du ikke har nogle argumenter, der er bedre end mine, må du acceptere mine beslutninger - og altid bakke mig op! Især overfor børnene!"

Så når mine argumenter ikke kan hamle op med hans argumenter, kan jeg lige så godt lade være at argumentere - men bare være enig med ham.

Forleden blev han vred på vores datter og sagde direkte til hende, at hun kunne finde et andet sted at bo, hvis hun ikke rettede ind i forhold til de krav, vi stiller til hende.

Jeg satte foden ned - og sagde, mens hun sad der - at han ikke kunne smide hende
ud.
Han blev i første omgang meget vred over, at jeg ikke havde bakket han op i hans udsagn.
Jeg fastholdt mit synspunkt.
Og efter noget tid nægtede han, at han havde truet hende med at smide hende ud.

Fordi jeg efterhånden er så usikker på mig selv - og bliver i tvivl om, det, jeg oplever, virkelig har fundet sted - kan jeg slet ikke finde ud af, om det var forkert af mig at modsige ham overfor vores datter.

Han sagde direkte i aften: "Du dur ikke til noget som helst! Dét kan begge dine børn og jeg se. Og det kan hele min familie også se. Og hverken børnene eller jeg har længere nogen som helst respekt for dig!"

Lige nu søger jeg svar... og vil være meget glad, hvis nogen kan svare mig:
-> Var det forkert af mig at modsige ham, da han truede med at smide vores 18-årige datter ud?
-> Mon hun mister respekten for mig, når jeg modsiger hendes far i sådan en situation?
-> Er der nogen i dette forum, der selv har oplevet, at alkohol i hjemmet provokerer dem - og gør dem vrede - og bringer dem i deres følelsers vold?

Mange hilsner - med håb om svar - En desperat med-alkoliker.
Re: Jeg er desperat
08 Jul, 2017 10:02
Vend det om, og spørg dig selv - om du selv, ikke har været ret god til at tackle en ustabil alkoholiker, hjem, job og børn, en vældig god præstation af en ulykkelig pårørende, du er mere stærk end du tror og føler. STOP (omgående) med at nedgør dig selv, tingene blev som de blev, det kan du ikke ændre på. Men du kan tænke på, hvad du fremover vil med dit liv, og tænke på¨det værdifulde du viser dine børn NU, ved at sige fra. INGEN har fortjent at være personlig dørmåtte for nogen (en aktiv alkoholiker) eller noget (misbruget)

Du underskriver dig med-alkoholiker, oveni er du desperat - en ganske forfærdelig tilstand. Men det er en tilstand der kan ændres og gøres noget ved, hvis du formår at søge hjælp. Som en start Hopes brevkasse/alkoholrådgivning.

Tab ikke din selvrespekt, men hold fast i den lille følelse at f.x stolthed du fik, da du (omsider) satte foden ned - du er stærkere end du tror og føler.

Søg hjælp, hjælpen er derude og du kan sagtens være anonym - dels er det godt med en proff. syn på dit indlæg og dels er der måske godt at søge ligestillede i f.x Al-Anon eller Familieklubben.

Pas på dig og dine børn, der er kun dig selv til det.

Vh. Ingrid
Re: Jeg er desperat
24 Jul, 2017 12:01
Kære Ingrid.

Tak for dit svar til mig.

Jeg er taknemmelig for, at du ser mig som stærk - For som du skriver - sådan føler jeg mig slet ikke!

Men du har jo helt ret i, at jeg både klarer
- at være mor - dog ikke så god en mor, som jeg gerne ville være! sad smiley
- rydder op i hjemmet - hos os er det mig, der samler smidt tøj på gulvet op, og rydder op efter madlavningen - da det altid er min mand, der laver mad - fordi han er super dygtig til det.
- vasker tøj
- klipper vores høje - meget lange - hæk én gang årligt
- gør rent - dog ikke så ofte, som jeg gerne ville have overskud til sad smiley
- mit job, som betyder, at jeg er hjemmefra mere end 40 timer om ugen.
- en alkoholisk mand, der hver aften drikker minimum én flaske vodka + "det løse".

Min mand klarer - som jeg vist tidligere har nævnt - rigtigt mange udfordringer herhjemme.
Ud over alle de udfordringer han har
- i sit parforhold (med mig, som i flg. ham har udviklet sig til en iskold bitch - en forsmået kvinde, der bruger hver aften på at skælde ham ud og svine ham til),
- på sit meget udfordrende leder-job,
- med sine meget gamle (svage) forældre
- med vore to teenage-børn, som jeg ikke formår at håndtere tilstrækkeligt godt

ja ... så er han også så uheldig, at han også er ramt af kroniske smerter. Smerter, som han påstår, han dulmer ved hjælp af vodka eller anden alkohol.

Jeg ved ikke, om det er normalt... Men hele mit indre system skriger "ALERT!!! FARE!!!", HVER gang han drikker det første glas (hvilket vil sige hver eneste aften efter endt job).

Før i tiden kunne jeg forvente, at han gik i seng først på aftenen - fordi han var blevet så fuld.
Men nu vil han hver eneste aften tale om OS - og om vort dårligt fungerende parforhold.

Hver eneste gang han kommer ind på mine dårlige sider - mine utilstrækkeligheder - og mine manglende evner til at håndtere vores familie, ryger jeg direkte i selv-forsvar. Og er ikke i stand lytte til ham og hans gode råd og positive hensigter.
For når han er fuld, hører jeg kun hans negative ord!

Uheldigt at jeg besidder denne forudindtagede indstilling til ham. Og jeg lover mig selv hver eneste dag - og hver eneste aften, at jeg skal lade være med at gå ind i diskussion med ham. At jeg bare skal lade ham tale. Og bare give ham ret.
Men jeg formår iKKE at give ham ret, når han f.eks. i aftes fortæller mig, at jeg ikke dur til noget som helst! "Du dur ikke til noget som helst! Dét kan både dine børn og jeg se!"

Jeg burde være klog og stærk nok til at lade ham sige den slags ting til mig - og bare tænke: "Manden er fuld! Lad ham dog tale!"
Men uanset hvor fuld han er - så gør sådan en melding fra ham meget ondt i mig.

Oftest ender det (ret hurtigt!) med, at jeg forsvarer mig - og siger masser af grimme ting og perfide ord mod ham. Jeg har kaldt ham en drukkenbolt! Kaldt ham gammel og sur! Og ond!

Velvidende at han jo IKKE er sådan.

Og når jeg så "tænder af" overfor ham - og råber og skriger - og græder
(hvilket han er totalt ligeglad med... Som han siger: "Ja, dine tårer og din gråd passer så godt til din offerrolle. Du får jo næring af at være offer. For så er det nemlig alle andres skyld, at DU har det dårligt! Hvis du vil ud af din offerrolle, må du SELV gøre noget! Gøre et forsøg på at forandre dig - fremfor at gøre ligesom dine uduelige forældre! Kan du ikke selv se, hvordan du ligner dem mere og mere? Og gør præcis som dem!"winking smiley

... Som sagt ... når jeg tænder af overfor ham - og sviner ham til og forsvarer mig ... så bliver han endnu mere vred.
Og så ender det ofte med, at han enten går i seng eller lægger sig på sofaen ("Fordi jeg ikke gider at ligge ved siden af en iskold bitch som dig! Du tænker kUN på at få tingene til at mislykkes - kan du ikke se dét?"winking smiley.

Da han gjorde dette i går - og havde sovet et par timer - kom han ind til mig og sagde: "Du skal slukke for internettet. Dét har du ikke lov til at bruge, da det er mig, der betaler internettet via mit job!". Derefter lagde han sig igen på sofaen og sov videre.
Jeg kunne sagtens have være gået ind i en diskussion om, hvorvidt jeg må bruge internettet eller ej.
Men jeg kiggede end ikke på ham. Lod som ingenting. Og holdt mund!

(Da var jeg tilfreds med mig selv! Fordi jeg ikke gik ind i diskussionen - selv om jeg syntes, han var dybt urimelig!)

I dag har jeg spurgt ham , om vi ikke skal lave noget andet, end vi plejer, i aften. Han svarede: "Du kan bare lade være at skælde mig ud hele tiden!"
Jeg svarede: "Men så lad os da droppe TV´et - og f.eks. spille et spil sammen i aften."
Hans svar var: "Nej. Dét gider jeg ikke! Jeg er træt - og har brug for at slappe af!"

(Jeg tænkte: "Ja, tak! Jeg ved jo godt, hvordan du vil slappe af: Med vodkaflasken og dit TV!" Og så er min opgave - endnu en gang - at holde mund. Og lade være med at forsvare mig. Bare lytte. Og lade manden tale - selv om han kan tale og tale og tale ... Ofte 3 - 4 timer ad gangen ...

-> Om hvor dårligt vort parforhold er -
-> og om hvor dårlig en hustru, jeg er -
(Som han ofte har sagt: "Du sagde ja til mig - i medgang og modgang - dengang i kirken. I medgang var du sjov og dejlig at være sammen med. Men nu oplever du så modgang. Og dér bakker du ud, hva´? Så iskold er du simpelthen blevet! Lader mig klare det hele. Jeg betaler alle regningerne - både økonomisk, fysisk og psykisk. Du bruger al dit krudt på dit job - og har ingen energi til familien, når du kommer hjem fra job! Du har et dårligt betalt job - tjener langt mindre end mig - og den gang du var lige ved at få en lederstilling, gav du op, fordi du blev vraget, hva´? Du har det bedst i trygge omgivelser - og forudsigelighed. Sådan er din slags! Sådan er I alle - jer, der har det samme job som dig! Din adfærd har givet mig stress - og jeg er nødt til at drikke mig fuld hver dag for at holde ud at bo sammen med dig - og for at holde mine mange smerter ud!"winking smiley
-> og om hvor dårlig en mor jeg er til vore to børn.

-----------------////// ------------------ ///// ------------------- ///// ----------------------- ///// ------------------
Som bonusinfo vil jeg nævne, at vores 19-årige søn i vinter satte foden ned overfor sin far: "Jeg vil IKKE være i stue med dig, når du drikker, far!"
Jeg er fuld af respekt for den unge mand.

Og det er rigtigt positivt, at min mand overholder dette. (Han siger til mig: "Jeg lader kun være med at drikke, når vores søn er her, for din skyld! Så DU kan få lov at være sammen med din søn!" )
Og han drikker ikke, når vi har besøg af vores søn - 2-3 timer ad gangen et par gange om ugen.
Dét er jo positivt.

Men jeg er bestemt ikke imponeret af, at han åbenbart mener, at han bringer et kæmpe offer ved at overholde dette forbud mod at drikke alkohol, når han er sammen med sin søn.
Og det skal også siges, at der oftest sker det, at så snart vores søn har forladt vores hjem, så hælder min mand straks alkohol op.

Forleden sagde min mand til mig: "Der er ingen i denne familie, der længere har respekt for dig! Hverken børnene eller mig. Dét er du vel fuldstændig klar over!?!"

Jeg er nu kommet til at tænke på ... At min søn er i stand til at sætte sin far stolen for døren er måske i virkeligheden et udtryk for respekt for sin mor? Måske et udtryk for, at han gerne vil hjælpe sin søster og mig?
Er det naivt at tænke således? Og lidt for optimistisk?
Eller har han bare sat sin far stolen for døren for egen vindings skyld?

------------ ///// ---------------- ///// ------------------ ///// ------------------- ///// -----------------------

Pyhha ... Dette var en ordentlig smøre.
Når jeg læser det igennem, er jeg bange for, at jeg udstiller min mand som en meget ubehagelig person. Dét er han jo ikke - når han ikke er fuld! Dette har jeg brug for at understrege!

Og selvfølgelig har han ret i en del af sin kritik af mig:

- Jeg har et enormt behov for tryghed og forudsigelighed.
- Jeg er enormt usikker, når det kommer til forandring i mit liv!
- Jeg bliver apatisk og er totalt handlingslammet i selskab med ham.
- Jeg leder efter hans kritik - når han er fuld - fremfor at lytte efter hans anerkendelse og ros af mig.
- Jeg vil aller helst give ham skylden for, at jeg opfører mig dårligt.

Men som han - ganske rigtigt siger: "Du har selv ansvaret for, at du opfører dig dårligt - og at du råber og skriger ad din mand. Ingen andre kan tillægges ansvaret for DINE handlinger!" Det er jo fuldstændigt korrekt, at jeg selv må tage ansvaret for mine handlinger. Dét har han ret i. Men samtidig tænker jeg, at han jo så også har ansvaret for at negligere og for at nægte at tale med mig, når han - efter et skænderi - gerne lægger mig "på is" et par dage - eller tre.

I hele den periode, hvor jeg er lagt på is, er jeg totalt handlingslammet - og usikker på, om jeg efterhånden kan finde ud af noget som helst. Og hvis jeg skal forsøge at analysere på mig selv - så tror jeg rent faktisk, at jeg (mens jeg er lagt på is af ham) akkumulerer en enorm bunke vrede og sorg, som så kommer ud, næste gang han og jeg diskuterer og skændes.

Mon jeg har ret i min analyse af mig selv?

Jeg har i de første næsten fjorten dage af min ferie formået at være positiv overfor ham - og tale ham efter munden (for at undgå diskussion og skænderi). Dette har jeg opnået på trods af hans daglige druk!
Men så holdt det ikke længere... Jeg "faldt i"... Kunne ikke holde paraderne oppe længere - og tændte af to aftener næsten lige efter hinanden.

Efter torsdag aftens skænderi nægtede han at tale med mig. Lukkede helt af! Og bad mig forsvinde, hver gang jeg nærmede mig ham.
Jeg formåede dog at få sagt undskyld til ham sidst på eftermiddagen. Og han modtog undskyldningen. Og stemningen lettede igen, indtil han lørdag aften efter havde drukket rigeligt (2 1/2 flaske vin + et par øl) - og han begyndte at referere til en fælles oplevelse, vi havde haft i den forgangne uge. Jeg hørte kun kritik. Og tændte af med det samme.

(Oplevelsen handlede om, at jeg et par aftener forinden havde fået alt for meget at drikke - og at jeg var besvimet - på åben gade - og havde kastet op - på åben gade. En situation, som jeg stadig har det rigtigt dårligt med. Han havde været rigtigt sød - og havde hjulpet mig meget - og taget sig meget af mig i den situation. Og jeg har takket ham mange gange for hans hjælp. Og jeg ER virkelig taknemmelig for hans hjælp.)

Som sagt refererede han til den situation - og sagde, at det jo var, hvad der kunne ske. Men jeg hørte kun kritikken. Ikke hans forsøg på at minimere situationens alvor.

Han forsøgte at "tale mig ned" - og forsikrede mig om, at han ikke havde ment noget kritisk med det, han havde sagt.

Men hans forsøg var spildte. For jeg havde kun øje for hans kritik. Derfor gik det helt galt. Jeg råbte og skreg. Og var totalt i mine følelsers vold -dvs. i vredens vold. Og kunne ikke selv styre det. Og skænderiet fortsatte - med de samme ord, som vi plejer at bruge:
Han kalder mig et OFFER - og siger, at jeg selv er skyld i, at jeg er havnet, hvor jeg er.
Og jeg fastholder - som sædvanligt - at hans alkohol-forbrug påvirker mig i negativ retning.

Han kom også ind på, at han var skuffet over, at jeg ikke havde spurgt ind til, hvordan HAN havde haft det med den nævnte situation. Hvor ubehageligt det var, da hans hustru var faldet om midt på gaden. Efter hans mening havde jeg kun fokus på, hvordan jeg selv havde haft det med situationen.

Jeg ved ganske udmærket, at det er dumt af mig at nævne hans alkohol-forbrug, når han er fuld. Men jeg er så afmægtig og vred og fuld af sorg, at jeg ikke ser andre muligheder.

Siden da har han ikke talt til mig. Jeg har (IGEN) forsøgt med et undskyld for min adfærd. Men han gider ikke høre på mine undskyldninger længere - så han nægter at tale med mig.

Dét er anstrengende!!! At blive overset og negligeret - mener jeg!

________________________________________________________________

Jeg kommer lige i tanker om FORANDRING! Muligvis er jeg angst for forandring... ? Men ikke desto mindre har jeg søgt et nyt job - og ud af 95 ansøgere var det mig, der fik jobbet. Så det er da ikke indenfor alle områder, jeg er bange for forandring?!?

________________________________________________________________

Jeg tænker i øjeblikket meget på at kontakte en form for professionel alkohol-behandling. Jeg skal dog finde ud af, hvordan og hvor...

For jeg tænker, at det ikke skal være her i området - da han kender rigtigt mange mennesker her, hvor vi bor. Jeg har jo ikke lyst til at udlevere ham...

Og Al-anon har heller ingen lokal afdeling lige i nærheden.

Men jeg har virkelig snart brug for at tale med nogen (Face to Face) , som kan hjælpe mig - med at komme ud af denne situation.

Med venlig hilsen
- en med-alkoholiker
- som mere eller mindre - gruer for de sidste to uger af vores fælles ferie.
Re: Jeg er desperat
25 Jul, 2017 8:50
Prøv at få fokus på dig og kun dig og stop omgående med at nedgør dig selv - prøv at få vendt tingene om, og spørg dig selv om - hvorfor HAN ikke er gået, når nu han er gift med dig, som ikke kan gøre noget som helst der er godt nok og hvor han finder det ok, at tale til og behandle dig som det rene lort.

Søde ven, han er aktiv alkoholiker og bruger DIG (samt børn) til at retfærdiggøre, sin egen ansvarsløse fordrukne adfærd, og han er derfor nødt til at bruge hvad som helst der kan fortælle hans misbrugshjerne at når nu ALT og ALLE er så idiotiske dumme, så er det da soleklart han er NØDT til at drikke, for at holde alting ud...og lige så soleklart er det, at det hele er DIN skyld - rart og bekvemt for ham (hans misbrug)....især hvis du "køber" ham og hans manipuleren rundt.

Jeg ved godt, at som pårørende er det nemmest hvis der fandtes en trylleopskrift, så vores alkoholiker kunne sætte dèn flaske og finde sit "gamle gode jeg" - alle de rare ting der var og muligvis er i perioder. Desværre findes dèn trylleopskrift ikke.

Da du i årevis og i et langt ægteskab, på alle mulige måder har forsøgt at nå ind til hans "bedre" jeg, uden at have opnået andet end en accelerende dårlig behandling, er tiden inde til at du får fokus på DIG - stop som det første, med at vende alting ind mod dig selv og stop så med at nedgør dig selv, og tro på at du ER stærkere end du tror og føler dig.

Hvis ikke Al-Anon/familieklubben er en mulighed, så prøv Alkoholrådgivningen her på Hope eller måske Hopes facebookside, hvor du muligvis også kan finde hjælp og ligestillede.

Pas på¨DIG og få fokus på DIG.....det er den eneste trylleopskrift jeg kender.

Vh Ingrid
Re: Jeg er desperat
15 Aug, 2017 9:04
Jeg genkender din situation gennem 17 års ægteskab med en alkoholiker.
De sidste år, gentog jeg mig selv i alle hans diskussioner.
Jeg vil ikke snakke følelser når du drikker.
Det kan vi snakke om når du er ædru.'
Igen og igen og igen.

Og når jeg også drak, holdt jeg meget igen. Aldrig drikke mig fuld med ham, for så lod jeg mig rive med, lod mig provokere, og så kørte toget.

For at kunne leve sammen med en alkoholiker:
Man skal være god til at være alene.
Man skal ikke have behov for bekræftigelse af sin partner.
Man skal ikke have et ønske om at være til rådighed.

Vi har ikke børn sammen, heldigvis.

Min mand udviklede alkohol afhængighedsyndrom og mistede sit arbejde, og er nu påvirket af hans sygdom (alkohol). Fysiks og mentalt.
4 år med afrusning/ indlæggelser /hjerneskade/ hjemmehjælper/ genoptræning m.m. er ikke hvad jeg ønsker for andre. Ikke for den afhængige, ikke for pårørende.

Fornemmer at din mand er på vej samme sted, og bruger dig som undskyldning/grund til at drikke.

Hvis han ikke vil dig, så lad ham blive fri.
Du kan sagtens klare dig, med dit arbejde, fornuftige søn, og din datter som du støtter.
Du er stærk, det har du bevist ved at leve sammen med din mand, under de mentale forhold han byder dig.
L
Re: Jeg er desperat
24 Aug, 2017 11:01
Jeg genkender dit mønster hos mig selv. Hvor har jeg mange gange gentaget mig selv. Min ekskæreste (det blev han i forgårs, og jeg ved, at jeg følelsesmæssigt ikke er videre endnu, men det kommer jeg, for NU vil jeg ikke mere efter 2 års håb og dybt loyal støtte til ham!) - men jeg kunne her på det sidste igen og igen spørge ham, om hans mistænkelige adfærd, og han ville benægte det pure hver gang. Han var/er afhængig af stoffer, så det er noget lidt andet, for han kunne virkelig skjule det og manipulere og lyve og fordreje. Det ser jeg nu! For i forgårs blev han taget af politiet, da han var i færd med at gøre noget meget kriminelt også, som tog en en urinprøve, hvor det blev beviseliggjort, at han er på stoffer.
At han STADIG er misbruger trods hans manglende erkendelse af det. For helvede. Mod Misbrugernes benægtelse kæmper selv Guder forgæves!!
Når du for alvor tager dig selv og dine sanser og behov alvorligt, SÅ bryder du din sociale arv. Så går du fra offer til at tage ansvar for DIT følelsesliv først og fremmest, så dine børns og så må han sgu selv lære at tage ansvar. Han udstiller jo i den grad også sig selv som offer for dig og derefter krænker han dig - ligesom du også skiftevis krænker ham og bliver til offer for ham. Men du må og skal krænke ham én gang for alle ved at GÅ. GÅ nu og lad ham mærke smerten og savnet og sorgen - og se, om han SÅ handler. Regn ikke med det! Igen, bliv hjemme ved dig selv. Han skal kunne stå på egne ben i tilværelsen, før han kan tilbyde jer noget som familefar. Han er offer for sit misbrug og du bliver det, så længe du accepterer det - DET er at være medmisbruger.
Drop dramaet, meld dig ud af det. Brug al den energi, du nu bruger på ham, på dig selv - og så sker der ting og sager, believe me. Men jeg ved hvor svært det er. Mellem min eks og jeg er der ikke engang børn med i billedet og mit indre er i skrivende stund ved at fortvivles i stykker, fordi jeg i skrivende stund savner ham og elsker ham. Du må gerne savne og elske og sørge over at du forlader dramaet, men sorgen går over med tiden. Og du skal huske, at det liv og det indhold i tilværelsen du savner er foran dig. Ikke med ham, men uden ham. Men det er der stadig. Du kan blive glad uden ham! Meget glad og stolt endda, og du kan jo sige til ham, at medmindre han går i behandling NU - og tager den seriøst - SÅ må han have sig selv. Kræv at han går i behandling for din og børnenes skyld - ellers er du væk! Og gør for Guds skyld alvor af det, hvis du giver ham det ultimatum.
Det kan gøre, at han som misbruger rammer sin personlige bund og indser, at han har et provlem, men så længe du vedligeholder en facade udadtil som en velfungerende familie eller et parforhold der fungerer, så fratager du ham muligheden for at ramme sin personlige bund og søge behandling.
Du kan aldrig regne med han søger behandling, men søger aldrig behandling, hvis du bliver ved med at nurse ham og ikke stille krav til ham - det er sikkert!
AFSTED med dig ud i livet med dig og børnene, hvor i kan opbygge en try og stabil og dramafri tilværelse. Far kan få lov til at besøge jer eller omvendt, NÅR han er ædru!
Basta fucking BUM!
Hr. Misbruger er ikke én man kan please - han er en hård negl, og du bliver nødt til at træde i karakter som den kvinde, du er inderst inde. Du er blevet kritiseret og tror til sdist selv på hans kritik - men det er HR. misbruger der manipulerer med dig og dine følelser.
Dine følelser fortæller dig tydeligt, at det her er forkert - lyt til dine følelser igen!!! De er din sande guide i livet - ikke HR. misbruger eller hr. alkohol, for han vil STYRE og give dig skylden til evig tid, det er sikkert!
Held og lykke. Det siger jeg også til mig selv. Jeg går min vej og regner ikke med at L kommer til fornuft og går i seriøs behandling, for det har han aldrig gjort før, selvom han har haft muligheden TALRIGE gange. Nu må mine følelser og behov og min FORNUFT sgu sejre.
Selvom du er et godt menneske i nød, L, så kan jeg ikke hjælpe dig, det kan du kun selv! Det er den barkse virkelighed. Alle mennesker har ansvaret for i bund og grund at varetage egne behov og egen sundhed - den mentale som den fysiske. Det bliver aldrig andres ansvar for DE kan ikke. Selvom de elsker og elsker og elsker ..
Du må gerne græde, du må gerne le ind imellem gråden, du må gerne holder pauser fra sorgen og du må gerne alt muligt men befri dig selv nu fra alkoholens lænker, så vilæ jeg befri mig for stoffernes!!! Vores mænd bliver i dem, men det er deres valg i sidste ende. SLUT med løgne, svigt og manipulation i MIT LIV :-)
Beklager, kun registrerede brugere må sende emner i dette forum.

Klik her for at logge ind