Velkommen! Log ind Lav ny profil

Så kunne jeg ikke bære familiebyrden længere

Indsendt af Rosinen
Jeg er den mellemste søskende af 3. Vores mor er alkoholiker og har drukket fra, før vi blev til og drikker stadig ihærdigt nu mange år efter, at vi er blevet voksne. Vi røg alle 3 i familiepleje, de fleste dage i ugen som små, men vi har alle ar på sjælen. den ældste er førtidspensionist som mén af opvæksten. Den mindste fik hjælp pga selvmordsforsøg i sin ungdom. Jeg selv har klaret mig uden prof. hjælp. Jeg har bare været den, som har været talsmand mellem mine forældre og søskende. Det har været hårdt til tider, men der har været så mange andre ting,som har kunne holde mig i gang og ikke lade mig gå så meget på af mit bagland. De sidste par år har jeg virkelig været presset som enlig mor og har svært med at finde jobs og have overskud til hverdagen.
i oktober væltede mine verden, jeg var hårdt stresset og da jeg havde brug for ferie fra mit nystartede skoleophold i forsøg på igen at starte en uddannelse, blev min kære far indlagt. Ikke noget livstruende, men jeg havde en dårlig dag og pludselig skulle jeg igen være den som skulle tage mig af familiekommunikationen. Jeg gav alt jeg havde, for at få styr på det hele. Det blev nogle stressede dage. En uge efter var der stadig en masse løse ender, som jeg ikke kunne få styr på, Mine forældre og mine søskende regnede med at jeg tog mig af det hele som jeg plejer. Skolen stod og krævede, at jeg gjorde en større indsats og så var der mit eget hjem der lignede Jerusalems ødelæggelser.
Dagen hvor det væltede for mig, sad jeg i skolen og bad til, at læreren ikke spurgte mig om noget, for jeg var lige ved at græde af presset fra alle sider. Læreren spørger mig, jeg svarer at jeg ikke kan svare, læreren snerrer af mig og så er der frikvarter. Jeg rejser mig, pakker mine ting og siger at jeg tager hjem. Klassen og læreren er forvirret. Læreren spørger, hvorfor, jeg bryder grædende sammen og løber hjem. Næste morgen ringer jeg til lægen og vinker med det hvide flag.
Jeg har været sygemeldt siden da og kæmper med humøret dagligt og nogle dage sover jeg det meste af dagen, men ellers sidder jeg bare hjemme og drikker te og stirrer ud i luften.
Var til lægen i går og vi blev enige om at det er min tur til at få hjælp.
Så dette er mit første offentlige råb.
Hvor kan jeg få hjælp til at få lettet mit hjerte om alt det der ligger min rygsæk?
Hvordan kan jeg bedst håndtere det pres som jeg føler jeg udsættes af familien?
Jeg er 37 år og synes, at man kan få hjælp indtil man er 35 år.
Jeg bor i Hovedstaden og ved ikke, hvordan jeg skal gribe situationen an.
Har lånt en bog om personlige fortællinger af Voksne børn af alkoholikere. Den er jeg glad for.
Søger gerne mere litteratur om emnet.
Venlig hilsen Rosinen
Re: Så kunne jeg ikke bære familiebyrden længere
13 Dec, 2017 14:36
Kære 'Rosinen'

Tak for det du deler, det er hjerteskærende, men desværre alt for almindeligt. Alkoholisme er en familiesygdom, hvilket din historie bekræfter.

'Gør dig fri af andres misbrug' er en bog du med fordel kan læse.

Og linker gerne til Al Anon, hvor du helt sikkert kan få en masse ud af at være sammen andre i samme situation 'live', hvor I kan dele erfaring, styrke og håb, og finde ud af at I ikke er alene om at have det sådan. Det kan lindre, og I kan slappe af i hinandens selskab, I er jo alle i samme båd ...

[www.al-anon.dk]

Har mødesteder over alt i landet, og du finder en mødeliste når du åbner ...

Jeg selv er blevet 73 år efterhånden, og er godt på vej mod at have været ædru i 20 år, efter et par tilbagefald. Har flere forliste ægteskaber bag mig, og kender til det at have påvirket familie, venner, kolleger m.fl. med min alkoholisme og hvad deraf følger.

Held og lykke med dit videre liv, som vitterligt kan blive bedre, og du kan lære at det ikke er dit ansvar at andre drikker.

God bedring og god jul, det fortjener du.

Kærlig hilsen JørnL
Re: Så kunne jeg ikke bære familiebyrden længere
05 Aug, 2018 12:06
kære rosinen.

Jeg er voksent barn af alkoholiske forældre. Enebarn, stille, usynlig, skamfuld og alene med tanker. Jeg havde også oprydderen som rolle. Jeg var super god til at hjælpe andre end mig selv, hvilket reulterede i at jeg brød sammen og måtte vifte med det hvide flag. Jeg gav op. Jeg var 30.
Jeg var i familie behandlng i 2000 og har brugt ACA flittigt. Stedet du bliver mødt med forståelse, kærlighed og empati. Du er ikke alene. Du kæmper mod større magter end dig selv. Stadig denne dag er jeg træt. Jeg kan kun anbefale du tager i familie familiebehandling og møder op til ACA. Resten er op til dig. Du betyder noget. Du er en brav sjæl. Det er dog ikke alle i din familie der har den samme indstilling til dig. Det vil du lære om, dig selv, sygdommen, hvordan du lever, og ikke bare overlever, dit liv. Det der med alder......det betyder ikke en dyt. Du har gjort det bedste får dig selv ved at hejse det hvide flag. Det er nu dit liv starter. Dit liv. Du kan ikke have ansvar for andre når du ikke opfører dig ansvarligt overfor dig selv. Du kan ikke passe andre, når du ikke kan passe på dig selv. Du kan ikke tilfredsstille alle, når du ikke er tilfreds med dig selv. Men du er startet. Jeg har tillid til dig. Vi kæmåer skulder mod skulder. Bliv ved med at passe på dig selv. Du er vigtig <3 Kram og kærlighed til dig for dit mod til at opgive kampen med forestillingen om den lykkelige familie.
Beklager, kun registrerede brugere må sende emner i dette forum.

Klik her for at logge ind