Velkommen! Log ind Lav ny profil

Hash - og at være medafhængig

Indsendt af Claudia
Claudia
Hash - og at være medafhængig
09 Oct, 2007 16:41
Hej!

Jeg leder lidt i blinde....Men kan læse, at medafhængighed ikke drejer sig så meget om "substansen", altså om det er spiritus eller andre rusmidler der er problemet (hos den afhængige....og dermed også os medafhængige).

Jeg opdagede for over et år siden, at min kæreste havde et hashforbrug. Jeg havde haft det på fornemmelsen længe - men kunne ikke sætte fingeren på, hvad der var i vejen. Men det opdagede jeg så. Fandt hash forskellige steder i huset. Jeg konfronterede ham med det og det blev så startskuddet til en hverdag, som stille og roligt gør mig mere og mere trist, fortvivlet og frustreret. Vi har børn sammen, så det er ikke sådan at jeg bare kan "gå" med børnene fra det hele. I hvert fald ikke endnu...

De første gange løj han. Han sagde at han ikke røg hash, og intet problem havde. Jeg fremlagde derefter "beviset" (som jeg kan forstå mange medafhængige gør) med det resultat at han blev splitterravende tosset fordi jeg gik i "hans ting". Jeg blev "sat på plads" og fik at vide, at jeg ikke skulle blande mig i hvad han lavede og at han ikke kunne se, at det gjorde noget at han røg lidt ind imellem. Her tog jeg konfrontationen og fortalte, at det jo netop påvirkede mig og dermed også familielivet i meget negativ retning.
Herefter lovede han så at stoppe. Men det var jo en fed løgn. Efterfølgende fandt jeg mere hash, og jeg blev pludselig nervøs og opfører mig egentligt latterligt. Jeg kontrollerer hvor meget hash der er i huset. Og hvorfor? Jeg får jo intet ud af det. Når jeg konfronterer ham med det, så benægter han. Eller også har han en milliard undskyldninger.
I de seneste måneder har jeg intet sagt. Men jeg bliver mere og mere fortvivlet. Det nager mig i en grad, som er helt urimelig.Jeg er ked af det hele tiden og kan se, at mange af vores uoverensstemmelser er en aflægger af, at jeg diskutterer med en mand, der er påvirket. Han ser ikke klart, men sender aben retur til mig hver eneste gang.

Problemet er jo også at jeg kan se på ham når han er påvirket. Han mener åbenbart ikke selv, at han virker påvirket og tror at jeg ikke opdager noget. Men det gør jeg. Han er sløv, apatisk, sidder foran tv eller pc når han kommer hjem. Hans lunte er kort og jeg skal veje mine ord inden jeg siger noget. Når jeg endelig siger noget ender det altid med at jeg får at vide, at det er mig der er noget i vejen med.

Det er frygteligt at leve i denne tavshed. Jeg kan jo ikke glædes over at være sammen med ham længere. Jeg er bange for at komme hjem til en mand, der er skæv og ulidelig at være sammen med. Når jeg er sammen med ham i weekenderne så er han clean (og rar og dejlig)....lige indtil jeg forlader hytten for fx at købe ind. Når jeg kommer hjem er den gal igen.

Jeg aner simpelthen ikke mine levende råd. Jeg kan ikke magte at lade som ingenting og aner ikke hvordan jeg skal få hul igennem uden at blive angrebet den anden vej.

Jeg er glad for at have fundet dette sted. I det mindste for at få lidt luft. Men bestemt også for at høre om der er nogen derude der kan give mig et godt råd?
Re: Hash - og at være medafhængig
09 Oct, 2007 23:26
Kære Claudia

Væsentligst, er du nødt til ransage dine holdninger og gøre op med dig selv, hvor dine egne grænser går og når du har gjort det - så er du nødt til at handle på det - og ændre på det du kan. Det som du ikke selv kan ændre må din mand ændre. Det som ingen af Jer kan ændre er I nødt til at acceptere og leve med. Det lyder måske lidt firkantet, men sådan er det kort og præcist.

1. Vil du acceptere at der er hash i dit, dine børns og dine børns fars HJEM!?
Uanset om din mand ryger det - eller ej. Hash i sig selv er narkotika, er farligt. Jeg kender adskillige i den del af landet jeg lever i, som har fået en uhelbredelig hashpsykose (sindsygdom).

Vil du acceptere at dine børn en skønne dag finder en "klump" og spørger dig, mor hvad er det? Du må finde dine grænser - og sætte dem.

2. Jeg kan forstå på det du beskriver at din mands benægtelse er meget omfattende. Og at han er blevet ganske dygtig til at manipulere. Jeg er selv hashmisbruger og alkoholikker (men nu totalt tørlagt på 4. år).
Han er med sikkerhed afhængig, og selvom du oplever ham "clean" i weekenderne så er han konstant påvirket. Det tar i gennemsnit op til 4 - 5 uger inden canabisolierne er ude af kroppen.
Du synes at tavsheden er uholdbar, men du skal vide at tavshed er guld for en hashafhængig person. Fred til at være "sig selv" og dyrke den fantasiverden, som ingen andre ser. Jeg kalder det "åndelig onani".
Med tiden lukker man sig mere og mere inde i en "skal" som bliver mere virkelighed end den reelle virkelighed.
En lukket verden, som ingen andre kan se! Tolerancen og lunten er kort og man indelukker sig fuldstændig.

Som jeg ser det, kan du ikke ændre på din mand.
Den eneste person du kan ændre på - er dig selv. Og det er her dit ansvar ligger.
Din mand prøver på at ændre dig til at leve i hans verden mere og mere. Men han kan kun ændre sig selv, og det ved han ikke. Det er hans ansvar.

Så kan du stille krav og forventninger til din mand - som han kan indfri, eller lade være. Du og dine børn har RET til at leve i dit hjem uden hash og uden at nogen i Jeres familie ryger den. Du har til en totalt clean mand og far.

Sammenfattende, handler det som jeg ser det ikke så meget om han har et problem eller ej, som du har prøvet at diskutere med ham. Han skal slet ikke ryge hash overhovedet - og der skal ikke være hash i dit hjem overhovedet!

Nej, sagen er = hash eller ikke hash under enhver form.
Og det bør du forelægge ham, når du har afklaret med dig selv, hvor langt du vil gå.
Så må I aftale i fællesskab, hvad konsekvensen bliver, hvis aftalen brydes.


Held og lykke og venlig hilsen

peter frederik


PS
Al-anon er iøvrigt et godt sted at møde andre ligesindede, hvor du mere detaljeret vil kunne inspiration og ideer til, hvad du bør gøre.
I med neglene
Re: Hash - og at være medafhængig
09 Oct, 2007 23:41
Hej Clauida.

Som du kan læse på storforbrugersiden hvor jeg har skrevet før har jeg tidligere levet sammen med en hashmisbruger i 10 år som jeg fik to børn med.

Det er meget meget svært med hashén - for desværre er hele behandlingsområdet stadigvæk inficeret mange steder af holdningen hash er ikke skadelig - ofte også med den målestok at alkohol er værre og så kan man ligesom lade en konkurrence gå igang.

Der er heller ikke meget litteratur på området hvilket ikke gør det nemmere at sætte sig ind i hvad du er oppe imod.

Center for rudmiddelforskning har vist nogle artikler på deres hjemmeside og nogle forsøgsprojekter - Du kan prøve at google den. Ellers er det bedste bud en svensk undersøgelse som desværre mig bekendt aldrig er blevet færdig oversat til dansk.Måske andre herinde ved mere for det er jo altid godt at sætte sig ind hvad man er oppe imod - især når de bringer øllebrødsholdningen at hash ikke er farligt på banen.

Mig bekendt er der ikke mange behandlingsteder der i dag ikke har den holdning at Hash er et stof fanden har skabt.

Min oplevelse af at leve sammen med mine børns far var at i takt med hans misbrug voksede - desto mere utilregnelig blev hans humør og det endte med fysisk og psykisk vold - ofte når rusen klingede af.

Hans sociale kompetancer røg ligeledes - kunne ikke passe sit arbejde - blev lad og ligegyldig. Der skete en regulær personligheds ændring.Jeg udviklede mig til politibetjent og kontrollant i forholdet og knoklede for at holde sammen på det hele.Prisen blev stor for alle ikke mindst vores børn og set i bagklogskabens lys skulle jeg have forladt ham meget tidligere i forløbet - men jeg turde ikke for hvad ville der dog blive af ham uden mig. !!!!og så var han jo en god far - når altså ikke lige han var skæv eller humørsyg og aggressiv når rusen klingede af.

Uden at skræmme dig endte hans forløb med han fik en hash psykose ( jeg endte på krisecenter med to små børn )og han er aldrig blevet rask igen.

Man kan sige kerneproblemet hos jer at han ingen erkendelse har af det han har gang i er farligt og stærkt vanedannende ( især psykisk )

Du må nok gøre op med dig selv hvor langt du vil strække dig i.f.t at acceptere at leve sammen med en aktiv.

Du kan ikke tvinge ham til erkendelse men kun tage udgangspunkt i dig selv og slet ikke mindst hvad der er godt for dine børn. Måske vil det give ham et wakeup call - men det er stæke kræfter at være op imod.

Derudover er der også den dimension at det er dyrt og han nødvendigvis må være i kontakt med det kriminelle miljø for at få fat i stoffet - det i sig selv kan også få store konsekvenser for dig og børnene.

Mange varme tanker - pas på dig
I med neglene
Re: Hash - og at være medafhængig
09 Oct, 2007 23:44
Hov Peter F - vi krydsede lige hinanden men ellers fuldstændig enig med dig.
Re: Hash - og at være medafhængig
10 Oct, 2007 0:17
Hej I med neglene - ditto her.

Og du har fuldstændig ret, en detalje - som jeg har overset i min iver for at gøre indlægget færdig - nemlig bagataliseringen af canabisplantens farlighed og voldsomme indgriben i den meneskellige psyke.

Flot at du fik det pointeret så tydeligt.

Venlig hilsen og fortsat god aften

peter frederik

Claudia
Re: Hash - og at være medafhængig
10 Oct, 2007 9:33
Mange tak!! Det var meget informativt (men også skræmmende) at læse jeres indlæg! Det vigtigste er dog, at jeg er blevet meget klogere - vha jeres indlæg.

Inderst inde ved jeg jo godt - som Peter F skriver - at det er mig, der må tage en beslutning, og føre den ud i livet.
Indtil nu har jeg bare været så frygteligt i tvivl om, hvad det var jeg var oppe imod - som "I med neglene" også skriver, så er der ikke megen hjælp at hente, hverken i bøger e.l. hvad angår hash.

Det er en voldsom følelsesmæssig rutsjetur dét hér. Men jeg kan jo læse, at manipulation er en vigtig faktor i en afhængigs liv. For mit vedkommende gik der bare meget lang tid før jeg opdagede, at det var det, der skete. Når jeg har diskuteret med ham, så har jeg jo været helt rundt på gulvet bagefter, for jeg synes hans indfaldsvikler, angreb osv. har været overvældende, skræmmende og har netop gjort det, han ønskede: Jeg holdt op. Holdt min mund.

Sløvheden, ladheden er en anden følgevirkning. Og det er nok lige så meget den, jeg har et voldsomt problem med. Han trækker sig mere ind i sig selv. Han gider ikke børnene ret meget, vil helst se tv, fodbold eller lave noget hvor vi ikke er en del af det.

Jeg har dog et spørgsmål mere til jer - som jeg håber I vil hjælpe med. Fordi jeg kan jo mærke, at mit bæger er ved at være fyldt op. Af hensyn til børnene - af hensyn til vores dagligdag og liv, må og skal jeg ændre noget nu. Min "taktik" har jo ikke virket indtil nu, vel.... så jeg må skifte hest.

Jeg ved, at han vil benægte til det sidste. Han VIL IKKE indrømme, at han er afhængig - uanset hvor mange beviser jeg fremlægger. Hvis jeg siger jeg kan se det på ham, siger han at det ikke passer. At det er mig, der er noget i vejen med. Og så anklager han mig for at "stirre ham ned" - hvilken han (!) synes er ubehageligt. Finder jeg klumper frem - ja, så er det noget han har haft liggende fra gamle dage (!) eller også kommer han med en anden syg undskyldning.

SÅ: Det I siger er vel, at jeg må være uhyre skarp i min kommunikation nu. Jeg må fortælle ham....hvad? At jeg - uanset hvad han måtte komme med af udveje - VED at han ryger hash. At jeg IKKE vil leve med det mere. At jeg giver ham 2 alternativer: Hold op eller flyt.
Jeg er bare så slidt af at overvåge og være bekymret, at jeg er bange for at han vil lyve sig igennem den samtale også. Forstået således, at han måske (hvis han er tilstrækkeligt presset´!) vil sige: OK så holder jeg op.....men i virkeligheden gør han det ikke....Og så står jeg der igen. Jeg håber I forstår hvad jeg mener, og håber at I ved, hvordan man tackler denne frygtelige tvivl. Måske er det i virkeligheden (trods en masse andre praktiske udfordringer) nemmest at kaste håndklædet i ringen???

Claudia
I med neglene
Re: Hash - og at være medafhængig
10 Oct, 2007 9:54
hej igen Claudia.

Hvis du læser på pårørende/afhænig siden har jeg lige stået i det dilemma. Det var så alkohol men problematikken er den samme i.f.t erkendelse.

Som Peter F skriver og jeg - du må gøre op med dig selv hvad du kan leve med eller ej. Hvad han mener om det tja det kan du ikke gøre så meget ved.

Jeg blev i første forhold kaldt alt mellem himmel og jord for udadtil var min hashmisbrugende eks den flinkeste af den flinke og hvordan kunne slemme mig forlade ham og tage børnene med. Hele omgangskredsen røg.

Dette forhold jeg lige har forladt sker lidt det samme - min eks mener ikke han har et alkohol misbrug der kræver behandling for han gik jo ikke på værtshus eller lign.

Det er mig og mine voksne børn som ser spøgelser og jeg er i besiddelse af en rygrad som vingummi siden jeg lader mine voksne børn diktere at de ikke vil være sammen med os når vi var fulde !!!!!!!!!!

Som sagt jeg har været i den nu to gange - det er ikke nemt - men der er bare ikke nogen vej udenom efter min mening. Jeg gjorde op med mig selv i begge tilfælde hvordan jeg vil leve og hvad jeg ikke kunne leve med - konsekvensen blev dermed klar.Hvad mine eks har sagt har egentlig ikke betydet ret meget for i begge tilfælde havde jeg gjort op med mig selv hvad der var rigtigt for mig - nemlig at når man er afhængig er der kun en vej og det er behandling for hele familien - det har ingen af dem ville og dermed var der kun tilbage at forlade forholdet for ikke selv at gå til grunde. I forholdet til mine børns far som var hashmisbruger blev opløsningen af forholdet slemt i og med hans misbrug var 10 år undervejs og førlgevirkningerne heraf store.

Og som jeg skrev du er simpelthen også nødt til at se i øjnene at hans adfærd kriminaliserer dig. Jeg har levet med hamp planter over hele loftet der hængte til tørre - mer eller mindre skjulte marker - underlige folk han skulle ind og købe hos - alt sammen med mulighed for at jeg kunne ende med en straffeattest som ikke mere var ren + et blakket rygte for mine børn og jeg.

At du så kan være heldig at han måske får en erkendelse hvis du sætter hårdt mod hårdt - det kan kun tiden vise - men som jeg skrev det er meget hårde kræfter vi er oppe imod.

Alt efter hvor du er i landet kan der være et behandlingssted som sender en konsulent ud på hjemmebesøg til en vejledende og rådgivende samtale. Dette gjorde jeg - altså her i sidste forhold - da jeg skulle tage samtalen havde jeg muligheden for dette med i baghånden. men nej de var idioter han vidste bedre - og så må man jo nødvendigvis konkludere at så er flasken - piben vigtigere end at redde forholdet - familien og for mig var der så kun tilbage at gå.

Knus
Claudia
Re: Hash - og at være medafhængig
10 Oct, 2007 14:45
Tak igen. Alle råd, alle fortællinger hjælper mig altså til at få øje på, hvad det er jeg er "oppe imod".

Flere beskriver, at kæresten bliver aggressiv eller ubehagelig når rusen klinger af. Hos os er det omvendt synes jeg. Han bliver indelukket, nærtagende, irritabel når han er skæv. Det betyder at der ingen samtale er i løbet af aftenen....ikke særligt hyggeligt. Ej heller for børnene.....

Suk. Hvor er det dog hårdt!

Claudia
Ann.
Re: Hash - og at være medafhængig
10 Oct, 2007 23:39
Hej Cladia

Ja, det er svært at være der hvor du er nu,
ud over hope findes der også andre steder hvor pårørende til en misbruger, kan finde hjælp bl.a. ACA, her er der mange der finder støtte og forståelse i en svær tid.
Henrik Skov Pedersen
Re: Hash - og at være medafhængig
12 Jan, 2012 14:45
Læs..

Jeg er netop på vej ud af et forhold med en medafhængig og hun kommer fra et stærkt dysfunktionel hjem ( hun kalder det lige efter bogen et helt særligt band, som jeg aldrig ville kunne forstå ! nej det vil jeg nok aldrig ) og har gennem flere år levet i forhold til ældre mænd der har behandlet hende som l… Hun har gennem det mest af sit kærligheds liv hoppet på de mænd der ville have hende ( levede I et forhold til en 13 ældre mand end hende , med druk og hvad jeg fornemmer vold ).

Så møde hun mig der ønsker at stifte familie og tryghed. kort efter vi var flyttet sammen fik jeg en svær depression og brugt alkohol på en helt forkert måde ( jeg drak ikke konstant ) med det blev en måde at slippe for den smerte jeg ikke viste hvor kom fra.

Hun gik i sit medafhængigheds mønster og jeg skulle være alkoholkier , have ADHD og jeg ved snart ikke hvad ! Når hun fik besked fra omverden om at jeg ikke var nogle af delen , blev det straks vendt til en anden sandhed end sandheden ! manipulation og løgn var og er en del af hendes verden og ligeledes fralægger hun sig et hvert ansvar for egen handling.

Hun opret holder et “glans billede” ud ad til og hun skyde stadig al skyld fra sig og ser ikke hun selv og hendes adfærd står i vejen for at noget skal lykkes. Jeg er træt af at høre iiihhhh hvor er det synd for medafhængig, for som jeg oplever det spænder deres sindsyge adfærd ben for dem selv og den virkelig verden omkring dem.

De river så mange mennekser med dem i deres uansvarlighed og skader sig selv om dem der står omkring dem. Når de så får hvad de selv har bedt om, kommer det lille menneske op i dem og skal have at hele verden ligger for deres fødder og alle skal se og høre dem. Det er rædsomt at høre hvor synd det er !. Medafhængighed er efter min opfattelse en meget alvorlig lidelse ! og mindst lige så ødelæggen som alkoholisme
Re: Hash - og at være medafhængig
12 Jan, 2012 16:12
Syns du skal respektere os pårørende så tilpas meget, at du holder dig til siderne for netop afhængige, tidligere afhængige, storforbrugere og fællessiden...

Uanset hvad du nu kan tænke om pårørende og medafhængige, træder du over grænsen ved at lægge dit indlæg her...
Søs
Annabell
Re: Hash - og at være medafhængig
28 May, 2013 16:10
Hej jeg ved ikke hvad du skal stille op, jeg sidder i nogenlunde samme situation minus børn, og jeg ville egentlig bare på nuværende tidspunkt sige tak, fordi at du har haft overskud til overhovedet at skrive dit indlæg mvh annabell
StinaB
Re: Hash - og at være medafhængig
20 Aug, 2013 22:35
Hej Claudia

Jeg har levet som medafhængig i nogle år nu - set vreden vokse, de små skænderier blev til skabslåger der fik "tæv" og lign..
Jeg har, med et knust hjerte, lagt min søn i seng - rystende!! Han var bange for hvad far kunne finde på..

Hash er ikke for sjov! Uanset hvilken virkning der opnåes, så har en hashoman ikke samme mål i livet som os!
Jeg lærte ved første møde hos MA at hashomaner har følgende tanker "få fat i hash, opnå rusen" - når rusen begynder at aftage starter mønstret forfra!

Jeg er stadig i den fase, hvor jeg er ved at finde mig selv, det menneske som blev fuldstændig ødelagt i dette forhold! Og JA, det gør ondt - men det er ALLE tårerne værd, enhver smerte værd! Alt jeg har været igennem i det her forhold er intet i forhold til den frihed det giver, at være uden ham nu!

Følg dit hjerte Claudia

Bedste tanker herfra
Mathilde
Re: Hash - og at være medafhængig
01 Sep, 2013 2:41
Det er skræmmende at læse dette indlæg. Jeg sidder i samme situation. Jeg har en kæreste, der også ryger hash. Han har nøjagtig samme symptomer, som bliver beskrevet her. Han farer op og er aggressiv, indtil han får sit hash. Han er sløv, træt og doven, og han gør sig hurtigt uvenner med autoriteter. Om aftenen vil han sidde alene i sit værelse og se fodbold eller sidde for an pc'en.

Og jeg har udviklet mig til en kontrolfreak. Han tager slet ikke noget ansvar - det er mig, der må ordne meget papirarbejde og deslignende for ham. Gider han ikke et job, så skrider han bare.

Han vender op og ned på dag og nat - sover til ud på eftermiddagen. Men hvis vi er på ferie, eller hvis vi er sammen med nogle af hans rigtig gode venner, så er han lige pludselig som en snakkende papegøje. Hvorfor? Og når vi kommer hjem, så vil han ind på sit værelse og sidde alene. Når han er så snakkesalig ude, så får det et håb frem i mig om, at han også vil være snakkesalig med mig. Han kan være det en enkelt dag, og så falder han tilbage igen.

Jeg ved ikke, hvor jeres kærester ryger hash, men min kæreste ryger hash her i hjemmet - i sit værelse - og røgen siver ud i lejligheden og STINKER! Jeg hader det virkelig.

Han nægter, at han har et misbrug. Det er også sket, at han har knaldet hånden ned i møbler af raseri.

Jeg kan mærke, at jeg begynder at kølne meget af, og jeg begynder at forestille mig, at vi ikke bliver gamle sammen.

Han skal starte nyt job, og jeg afventer situationen for at se, hvad der sker. Klarer han ikke det job og må han gå på socialhjælp - så stopper festen med mig. Gider det ikke mere. Er dødtræt af at se ham sove altid og savner at være sammen med ham og lave sjove ting. Han synes, at det er nok, at han bare er her, men fakta er, at vi stort set aldrig laver noget sammen. Og jeg er så forbandet træt af det. Samtidig gør jeg alt for at skjule overfor omgivelserne at jeg har en kæreste, der ryger hash. Synes, at det er virkelig pinligt.
Denfortvivlet.
Re: Hash - og at være medafhængig
17 Sep, 2013 21:11
Kære Claudia.
Dine ord rammer lige i hjertet. Har levet i et ægteskab over 20 år. De sidste 6-7 år er det gået stille og roligt i den forkerte retning med min mands misbrug. Problemet er bare at jeg ikke har vidst det med 100 % sikkerhed. Da min mands temperament blev værre og værre for hver dag der gik og mine voksne børn fandt hash forskellige steder i bilen, gik det op for mig at den var helt gal. I dag står jeg i dyb frustration og afmagt. Har i alle de år bebrejdet mig selv for at det gik skævt med mit ægteskab. Står nu tilbage med skam og selvbebrejdelser over for min omgivelser. Når jeg spoler filmen tilbage har jeg stolet blindt på min mand, selvom der var masser af tegn på at han havde/har et hash misbrug. Jeg er psykisk påvirket og har svært ved at sluge virkeligheden.

Denfortvivlet.
Jeanett
Re: Hash - og at være medafhængig
16 Mar, 2014 20:34
Kære alle sammen

I skal vide at det I fortæller rører mig dybt og at det jeg har været igennem slet ikke kan sammenlignes med det I oplever. Min mand er aldrig voldelig når han har røget, han er en god og aktiv far for sine børn og i forhold til alt det praktiske vi har i vores hverdag. Han passer sit arbejde, på trods af tiltagende stress-relateret angst. Han erkender sit misbrug og han har i de sidste 2 år prøvet at komme ud af det med hjælp fra en misbrugskonsulent, dog uden held og med masser af tilbagefald.

Da jeg mødte min mand for 15 år siden var han skæv, jeg opdagede det bare ikke for jeg vidste ingenting om hash. Jeg synes nok det var lidt spændende når jeg så at han røg til fester og det kunne jeg sagtens acceptere, men set i bakspejlet var jeg enormt naiv for han var altid skæv når vi var sammen. Jeg sagde fra og forsøgte at gå fra ham på grund af at han røg så meget hash, men min selvtillid var lav og jeg elskede alt andet ved ham og håbede på at hashmonsteret en dag ville forsvinde, eller bare bliver til et ”normalt” socialt rushmiddel. Min mand begyndte at ryge mindre, det bilder jeg mig i hvert fald ind, men ind imellem bliver jeg alligevel i tvivl. Måske lullede jeg bare mig selv ind i troen på at han røg mindre, det kan jo ikke være rigtigt at man både kan skrive speciale på universitetet og være hashmisbruger, eller hvad?

Jeg/vi følger et mønster som jeg hader. Det er et ca. halvårligt mønster. Det er ligegyldigt om han har haft arbejde eller har været arbejdsløs. Hashmisbruget kommer snigende, han ryger måske en aften (i skuret). Jeg lægger mærke til at han skifter personlighed, bliver vel nærmest mere hyggelig, griner fjoget, kommer med mærkelige kommentarer. Jeg hader at være sammen med ham når han har røget. Jeg føler mig svigtet for hvorfor kan han ikke bare være sammen med mig uden at have røget? Hvorfor kan han ikke nøjes med at ryge til fester?. Det gentager sig næste aften og så et par gange om ugen eller mere, i månedsvis og ofte i ferieperioder for der har han fri og behøver ikke at være frisk til at gå på arbejde. Jeg føler mig ensom og da børnene var mindre blev jeg enormt vred på ham, for jeg ville ikke have at han rørte ved dem når han var skæv. Jeg huske endeløse nætter hvor jeg har ligget vågen fordi jeg har været ked af det, og samtidigt ventet på at han skulle komme i seng, så jeg enten kunne skælde ham ud eller falde i søvn. I perioder går det ud over mit arbejde fordi jeg er trist og ked af det, og jeg fortæller det ikke til nogen. Jeg ønsker ikke at skade ham, det er så usynligt som et misbrug kan være, og næsten uskadeligt ville nogen måske mene. Til sidst har jeg ondt i maven og mit ansigt gør ondt fordi jeg spænder så hårdt i kæbemusklerne af vrede. Jeg råber af ham, jeg truer ham med skilsmisse, jeg kaster med ting og jeg går for mig selv for at få ro på alle de destruktive tanker. Han holder op med at ryge, der falder ro på og hverdagen bliver god. Jeg slapper af og jeg elsker ham. Vi begynder at gøre ting sammen igen og det føles godt indtil mønsteret gentager sig endnu engang.

Jeg har fået nok. Jeg er bange for at blive syg hvis jeg forsætter med at udsætte mig selv for den følelsesmæssige rutsjetur. Jeg ved at jeg ikke kan forhindre at mine børn vokser op med en far der er periodevis hashmisbruger, men jeg kan faktisk forhindre at de vokser op med en mor som er medmisbruger. Jeg ønsker så inderligt at give ham en chance til, men jeg er holdt op med at tro på at det ændrer noget. Jeg overvejer at søge hjælp i foreninger for pårørende, men jeg har svært ved at tage skridtet. Synes alligevel ikke at de helt passer til mig, han er jo for pokker en fungerende og god familiefar.

Kærlig hilsen
Jeanett
Ingrid B.
Re: Hash - og at være medafhængig
01 Apr, 2014 12:28
Jeanett.

Synd at der ikke rigtig er noget svar på dit indlæg, her på de pårørendes side - så vover jeg alligevel et svar til dig og dit udmærkede indlæg, selv om det handler om hashmisbrug.

Om det er alkohol eller stofmisbrug det handler om, forandrer ikke, at det handler om DIG og/eller din medafhængighed, om det er hash eller sprut er ligegyldigt, din reaktion og handlemåde er den samme, når det handler om medafhængighed.

Hvordan du kan skrive om din mand - at han er jo for pokker en fungerende og god familiefar - SAMTIDIG med, at dit indlæg er fyldt med smertefulde historier om hvordan du føler dig svigtet og ensom, ikke kan falde i søvn, er fyldt af vrede og meget ked af det - du beskriver misbrug af hash i månedsvis og i ferieperioder - så hvordan kan han være en god fungerende familiefar, du ikke tillod at røre ved børnene da de var mindre, er og kan jo være en stor gåde - og så alligevel ikke.

Vi medafhængige eller medmisbrugere, om du vil - kan have så store dysfunktionelle problemer med VORES adfærd - så vi kun vil huske alt det gode, så meget endda, at blot nogle få dage uden misbrug kommer til at skygge for skrækkelige måneder med misbrug, og gør os mere eller mindre handlingslammede - hvor ville vi ønske og håbe, at de gode tider altid vil være der. Vi ved jo, til fulde, at vores misbrugere KAN være og ER de dejligste mennesker så længe der ikke drikkes/ryges - så selv om det er svært og næsten umuligt, så bliver du nødt til at forholde dig præcis til sandheden og den er jo, at DU ikke trives og hvor magtesløs du er i forhold til hans misbrug.

Kun han kan gøre noget ved sit eget misbrug og kun DU kan gøre noget for dig - så selv om du lige nu føler at pårørendeforeninger m.m ikke kan hjælpe dig, så giv det alligevel et forsøg - det kan være forbløffende effektivt med samvær med ligestillede, og forbløffende effektivt at det dèr vil handle om KUN dig og din usunde og dysfunktionelle handlemåde, i forhold til en anden persons misbrug.

Prøv de pårørendeforeninger - om ikke andet så har de udmærket litteratur man kan købe. Pas på DIG, det er alt hvad det handler om.

Vh. Ingrid.
kitt
Re: Hash - og at være medafhængig
12 Apr, 2014 19:15
Hej og varmt kram til alle.

Det lyder næsten som mit forhold det både du og mange andre beskriver.
Jeg mødte min kæreste på mit musik studie, han havde gået i terapi i 2 år inden og var holdt op med at ryge. Min kæreste før ham, havde røget, og jeg havde lovet mig selv ikke flere af den slags, for du for så lidt igen.

Jeg har haft en tendens til at finde kærester der ryger.
De er altid er veldige sympatiske søde og fjollede, i starten. Men virkeligheden er blevet en anden når nyforelskelsen damper af.

Jeg stak foden meget forsigtigt ind i det, var venner med ham i 2 måneder, og tænkte ok ham her er god nok, han begynder ikke igen.

Godt 2 måneder inde i forholdet, begyndte han om vi ikke skulle ryge lidt, i weekenden, først var det pot, inden der var gået en måned var det hash.

Han kom os på kontanthjælp da han havde været på dagpenge før, og pludselig slog pengene slet ikke til, jeg begyndte selvfølgelig at spæde i, og tænkte han for nok fikset sin situation, men nej.
Vi kunne bare spise leverpostej madder, var svaret hvis jeg pressede på med at jeg syntes der skulle falde lidt knaster til den fælles madkasse.

(Jeg havde jo også flere penge,(og han købte jo aldrig noget til sig selv) det fortsatte så i et halvt år, hvor han da der var mere end 10 dage tilbage af måneden ikke havde nogen til mad, da ville han have mig til at hæve mine sidste penge og give ham så han kunne købe hash. Da christania var lukket så han skulle have til de åbnede igen)

Jeg har ingen kontakt med min familie, og heller ingen der lige kan komme og stikke mig nogle penge hvis jeg mangler, så det var angst provokerende for mig, han lovede jeg låner nogle penge af min far, ja sagde jeg men de er her først mandag det er torsdag i dag. Skal vi i det mindste ikke have 100kr til weekenden? nå godt sur var han, der fandt jeg ud af hvor slemt det var.

Før det havde mit selvværd bare dalet og dalet igennem forholdet. Han ville aldrig noget, med mig, andet end hvis jeg røg mig skæv, så kunne han lige overkomme at sidde og se en film med mig, på samme tid havde han, og har stadig massere af tid til at hænge med sine venner, han bugger sig ud mere end 4 aftner om ugen, jeg er ikke sjov at være sammen med, de spiller sammen, han gider ikke spille med mig, jeg forstår ingen ting.
Hver eneste gang jeg har forslået noget vi kunne lave sammen, så måske en anden gang.
Jeg har prøvet at lave en masse lækker mad til ham, og bagt, og har nuslet om ham, lavet hyggelig par middag på gulvet som om vi var i naturen med planter og musik, han er kommet hjem til mad jeg har brugt op til 4 timer af min dag på, sterrin lys og jeg skal komme efter dig med forkælelse.
Men det for ham ikke til at have lyst til at forkæle mig på nogen måde, han bliver faktisk bare mere tvær af det, og vil ikke have jeg gør noget for ham for han har intet at give tilbage af siger han. (hvorfor har han så lyst til og overskud til at rende og hjælpe sine venner med alt muligt?)

Vi har været sammen i 2 år snart jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, det var slet ikke den mand jeg faldt for. Hvad endnu værre er.
Jeg begyndte at ryge pot, når det var værst, for jeg var så ked af det jeg ikke kunne holde det ud, hele showet gentog sig bare igen fra sidste forhold. Måske det os bare var mig der var noget virkeligt galt med. Jeg begyndte til psykolog.

Den der ikke ryger, har hele ansvaret, rydder op husker at handle ind, sørger for at vaske op rydde op mm. Den der ryger gør ingen ting. (uden at opføre sig værre end en teenager med hormon flip)
Jeg har stået med tåre i øjnene og vasket 3 dages opvask op mere end der er tal i verden, og har ringet og afmeldt veninde sjov, fordi jeg måtte rydde op, han kom dumpende der ved en ja 11 tiden 12 tiden. Jeg har afmeldt alt sjov for mig selv, da det var der ikke penge til, hvis jeg skulle forsørge 2 med mad.
Og samtidig betale for psykolog.

Når jeg konfrontere ham med det, siger han han helst ønsker at jeg ikke gjorde det for så skal han give tilbage og det har han ikke penge til.
Virkeligheden er bare, at for han ikke ordentlig mad, begynder han at blive endnu mere tvær, han ødelægger alt mulig om morgnen når han er sur, vandhanen el kogeren, han hakker også på mig når han tager de ture.
Han lader tallerken kaffe kop stå, smøre maden på bordet uden underlag, så der ligger mad rester på bordet.
Det Jeg har lavet mest af i det her forhold er at rydde op efter ham/os.

En morgen knalder han ud over jeg har lagt en spise ske på bordet, jeg har brugt til at røre rundt i min te med.
Han opføre sig så sært dobbelt moralsk jeg slet ikke fatter et hak.
Hvad for ham til at mene i sit inderste sind, at han har ret til at gøre lige hvad der passer ham, og til med blive sur over jeg siger noget til ham.

En af grundende til jeg begyndte at ryge noget pot var faktisk, jeg ville prøve at føle hvordan det var at være så ligeglad det gjorde så ond inden i.

Hvorfor blev jeg det så ikke? Jeg havde nemmere ved bare at få tiden til at gå imens hans sad og spillede inde ved siden af, jeg lavede også lektier, men jeg forstod bare ikke et hak af, at når jeg så kom ind 4 timer senere og spurgte om vi kulle se en film eller lave noget mad, var svaret jeg er slet ikke færdig endnu, jeg har ikke øvet på mine lektier endnu, hvad fanden har du så spillet på spurgte jeg så, noget han havde lyst til?
Når jeg så havde lavet mad, skulle han sørme også øve lidt mere. (jeg har egentlig følt han har straffet mig hver gang jeg har været sød ved ham, måske ingen har været særlig søde ved ham før? )
Han siger det er min skyld hovedsageligt han har det så dårligt, fordi vi har snakket om nogle virkelig ubehagelige ting jeg har oplevet i min barndom. (Det er knusende for han har selv spurgt ind) (jeg har vildt dårlig samvittighed)
Nu har jeg lagt låg på og snakker ikke om det, men han spørger stadig, og nogen gange falder jeg i, også har han en undskyldning for at søge væk fra mig bagefter fordi det har været for hårdt.
Mon det er min skyld?
Sandheden er at jo, der skal to til en tango, men jeg har også hørt om hans familie og det har ikke lige været lutter lagkage heller.
Men hvad jeg ikke forstår er at jeg for følelser af ømhed og kærlighed og omsorg når han fortæller mig noget, hvorfor opføre han sig som om jeg stinker, så grimt han ikke kan være i stue med mig bagefter?
Og hvorfor spørger han hele tiden, hvis han ikke kan kapere det?
Han siger han hele tiden tænker på mig, og er bange for at der skal ske mig noget, og at han slet ikke kan slappe af når han er sammen med sine venner. (Det kan godt være)
Jeg kan bare ikke få hans opførsel til at passe sammen med det han fortæller mig.

Han er lige begyndt hos en psykolog, hun siger han har stress, det tror jeg også.
Nu siger han han ikke ved hvad han vil med noget, eller med mig han siger han ikke ved hvorfor han opføre sig sådan og at han er ked af det, han forstår ikke sig selv.
Jeg vil gerne tage hensyn, og gøre noget godt for ham, men det jeg foreslår er ikke godt nok, for han vil stadig hellere være sammen med bandet, jeg kan virkelig godt forstå han gerne vil spille med dem, endda om det var hver dag, men hvad for ham til ALDRIG at komme på det tidspunkt han siger, og hvad for ham til så ikke at have lyst til at lave noget rart med mig bagefter?
Jeg er selv musiker og det er min 3 uddannelse inden for musik, det her har været hans første.
Jeg kan godt forstå han gerne vil spille, det vil jeg selv, og det har altid været et problem i mine forhold, for jeg øvede altid for meget, så på mange måder har jeg været glad for at få lov til at øve.
Jeg forstår bare ikke at han slet ikke har lyst til andet, han skal hele tiden sidde med sin guitar, hvis jeg taler med ham, ja hvis vi sidder inde i stuen og ser et eller andet, selv når han er på wc.
Psykologen sagde til ham han overhovedet ikke kan finde ud af at være god ved sig selv, det eneste han kan finde ud af for at lette sit stress er at ryge og spille guitar, det giver god mening at det er hans eneste ventiler, for det er jo det han gør.

Det er lidt som at komme sammen med 2 forskellige mænd på en og samme tid, for han har også nogle gode sider, så som han er en varm mand han er god til at give knus, han er heller ikke voldelig, bare hys.
Han er også sjov at snakke musik med, men helt ærlig når det er ens job, bliver det lidt trivielt i længden.

Nå men det var en lang lang smøre.
Spørgsmålene er.
Hvorfor bliver alle ikke lige dan af at ryge?
Har det noget med mængden at gøre?
(Da jeg ikke har røget særlig meget, kan det måske godt være, jeg ryger ikke til hverdag mere, men prøvede det i over et år) (cirka en pot joint hver dag, det koster cirka 200 til 300kr om måneden)
Men min kæreste fortæller at folk der har et misbrug, bruger imellem 1500 til 5000kr om måneden på hash.
Skal man være en egoistisk person der har sådan lidt nok i sig selv, for overhovedet at få et misbrug i den grad?
(jeg mener selv at ryger du hver dag er det et misbrug) (så jeg har jo prøvet at have et misbrug, min psykolog siger jeg ikke har haft et misbrug, men et valgt overforbrug for jeg har hele tiden kunne lade være, det er sandt nok også alligevel tænker jeg.)
(Jeg har prøvet at holde op med at ryge cigaretter og jeg syntes det var 80% værre, end at stoppe med at ryge pot.
Jeg holdt fra den ene dag til den anden, jeg svedte den første nat men ok det var også sidste sommer, og det var meget varmt, men psykisk havde jeg det ikke dårligt) (nu havde jeg også ferie og tænkte det var godt for da jeg holdt op med at ryge cigaretter pyh da var min lunte kort)
Men det tog to dage så var alting tilbage til det normale, igen.
Tror virkelig der er forskel på om folk ryger pot eller hash. For dem der kan lade værre, tror jeg personligt heller ikke der er større forskel på det end at drikke et glas vin en weekend.
Det har noget med mængden og hvor ofte man gør det.
Jeg har selv virkelig haft en hård opvækst med vold og des lige.
Det er noget mærkeligt noget med stoffer, og spiritus.
Hvorfor bliver nogle mennesker misbrugere og andre går fri, nogle forskere mener det er genetisk.
Har det noget med ansvars følelse over for sig selv at gøre, og at kvinder mar mere af den end mænd, efter som det er os der kan få børn?
Er vi genetisk i vores hjerne, lavet til at tage mere vare på os selv end mænd, hvis ikke det hænger sådan sammen, tror jeg ikke befolkningstallet var så højt på denne klode.
Hvor mange mænd stikker den bare ind og lader kvinderne tilbage med slæbet om penge og børne opdragelsen, og hvor mange kvinder har egentlig ikke klaret det virkelig flot.
Hvor mange mænd kender jeg der har, jeg kender kun en og over 30 kvinder.
Hvad kan man gøre for at støtte? kærlige kram kitt
Jeanett
Re: Hash - og at være medafhængig
11 May, 2014 11:34
Tak Ingrid, for at ruske i mig. Det er lykkedes mig at fortælle det til to veninder. Et stort skridt og så alligevel ikke, men en kæmpe hjælp.

Mvh
Jeanett
Tina i
Re: Hash - og at være medafhængig
22 May, 2014 14:17
Puha tak jeg er i det nu hat to drenge og en mand der ryger hver dag og ja hvis jeg skal være helt ærlig så har han gjort det i alle de 14 år vi har været sammen . Og i guder jeg er træt. Træt af at holde struktur, dække, være den sociale til fester i skole osv træt af at se ham foran en pc om aften. Savner lidenskaben og nu nu er jeg er røv for har mødt en anden, der vil mig og stiller mig spørgsmålet hvorfor nøjes med dette i dit dyrebare liv ! Og svaret ? Jeg er bange for at såre min mand, og børnene og det er nok ikke så slemt ect,, men tror ikke det bliver bedre og måske lige de næste 14 dage men ... Har vi ikke alle hørt det før?
Det var lige mig , nu er jeg i kaos og opbrud og samtidig som altid holder jeg facaden udad til .. Smil
Beklager, kun registrerede brugere må sende emner i dette forum.

Klik her for at logge ind